Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Aldo Capitini

Aldo Capitini (1899-1968), italiensk filosof og pædagogisk tænker. Han blev født i en arbejderfamilie i Perugia og blev optaget på den elitære Scuola Normale i Pisa, efter at have bestået de gymnasiale eksaminer som selvstuderende. Han varetog en stilling som sekretær ved Scuola Normale, indtil han i 1933 blev fyret, fordi han nægtede at slutte sig til fascistpartiet. Sammen med Guido Calogero grundlagde han i 30'erne den liberal-socialistiske undergrundsbevægelse. Efter 1945 underviste han i moralfilosofi i Pisa. Fra 1956 var han professor i pædagogik i Cagliari og fra 1965 i Perugia. I modsætning til andre liberal-socialister sluttede han sig ikke til Partito d’Azione, det venstre-demokratiske parti grundlagt i 1942, og efter dets opløsning i 1947 heller ikke Partito Socialista. Han grundlagde Movimento Nonviolento [Den ikke-voldelige bevægelse] samt tidsskriftet Azione nonviolenta [Ikke-voldelig handling], og startede i 1961 de årlige fredsmarcher fra Perugia til Assisi. Han døde i 1968.

Genstand for Capitinis kritik var primært hegelianeren Giovanni Gentile, der var det fascistiske regimes officielle tænker. I noget mindre grad var kritikken rettet mod Benedetto Croce, hvis «frihedens religion» var de liberale antifascisters credo, og Giuseppe Mazzini, den italienske republikanismes fader, pga. hans dyrkelse af nationalstaten. Hans kilder var primært Kant, sekundært Marx tillige med Antonio Labriola såvel som traditionen for etisk socialisme, og for det tredje Ghandi, hvis skrifter var blevet udgivet på italiensk i 30’erne, ironisk nok på Gentiles initiativ. Hertil kom også eksistentialister, spiritualister, nykantianske tænkere som digteren Giacomo Leopardi, Carlo Michaelstaedter, Martin Bubner, Henri Bergson og Piero Martinetti.

Elementer af en religiøs erfaring (Elementi di un’esperienze religiosa 1937) var produktet af en række forelæsninger, Capitini hemmeligt holdt for unge antifascister. Bogens hovedsigte er en kritik af historicismen i skikkelse af typiske eksistentialistiske ideer om menneskets endelighed og mangfoldighed udtrykt ved dets dødelighed.

I Åben religion (Religione aperta 1955) gør Capitini det klart, at han er utilfreds med Croces løsning på det ondes problem. Historicismen har intet at tilbyde individet, med mindre man stiller sig tilfreds med ideen om, at ens egne lidelser forløses ved andres lykke i historiens senere forløb. Derfor er Capitinis indstilling «posthumanisme i stedet for humanisme» for så vidt han ikke hævder, at de menneskelige handlinger er selvindeholdte, men tillader en «åbning» til «noget andet, noget der rækker hinsides det givne her og nu» (ibid., p. 185). Posthumanismen deler det modernes afvisning af myter og dogmer, hvorigennem religionen tidligere kunne love en forløsning fra det onde, men posthumanismen er ikke tilfreds med den gentile måde, hvorpå den moderne sekulære tænkning prøver at omgås erfaringen af det onde. Han adskiller sig fra Croce i forsvaret for en religiøs indstilling, som peger på en «befriet tilstand», hvor ikke blot uretfærdigheder, men også det onde og døden er ophævet.

Dette er «åben religion». Croces historicisme er dogmatisk i dens benægtelse af religion, for så vidt den foregiver at være svar på noget hinsides erfaringernes grænser.

«Åbning», som kommer fra Bergsons idé om «åben» moralitet og religion, er nøglen til hans angreb på historicismen. Grunden til, at krig og vold af både konservative og revolutionære historicister bliver set som uundgåelige træk ved den menneskelige eksistens, er, at historicismen overlader det til individet at tage vare på sig selv. Den fundamentale fejl er at opfatte individet som et «jeg» i stedet for at tage udgangspunkt i et «du». At begynde med et «du» implicerer at antage broderskab mellem individer som et begyndelsespunkt, og håbet om at overkomme begrænsningerne ved individets død er en praktisk antagelse, ikke en teoretisk påstand. Det drejer sig om at fastholde et «du», der selv efter individets død fortsat tilhører et faktisk fællesskab, kaldet «samnærvære» [compresenza], et fællesskab vi alle tilhører. I stedet for historisternes «hele» giver et «du-alle» rammerne for en sådan «samtidig tilstedeværelse»; med andre ord: «der er intet Hele [tutto], i stedet er der os alle [tutti]» (ibid., p. 141).

Samtidig tilstedeværelse er «posthumanismens» grundlæggende antagelse. «Åbning» er at leve i en relation til «den anden» og det er i sig selv praktisk, for så vidt «samnærvær ikke kan være genstanden for videnskabelige viden på samme måde som verden af kendsgerninger, men det kan kun erfares gennem de forpligtelser, man må tage på sig, gennem det «du-alle» ved hvilket man giver sig af med det» (De døde og levendes samnærvær (La compresenza dei morti e dei viventi), p. 11). Den praktiske indstilling er, i modsætning til den teoretisk, også den afgørende indstilling i «den åbne religion», som i sin modsætning til den moderne historicisme også adskiller sig fra de traditionelle religioner ved at fokusere på dette fælles og sekulære i stedet for en adskilt hellig verden.

Ideen om «addition» er en tredje grundidé for posthumanismen. Det praktiske postulat i «samnærvær» berettiger en afvisning af dialektikken som rammen for en forståelse af verden, og i stedet for negation som dialektikkens grundkategori tages addition. Det vil sige, «samnærvær» er et mere end, eller noget der tilføjes naturen og livet i biologisk forstand, noget tilsvarende Kants formålenes rige. I denne åre er fødsel og ikke døden – som det var for Arendt men ikke for Heidegger – fokus for eksistensen, og ethvert individs fødsel er en «addition» til realiteten af «samnærvær», hvorfra man aldrig skal udelukkes; dette er en berigelse for alle. Dette skal give et alternativ til historicismens immanenstanke, der erstatter individet med Helet, og ifølge hvilken individet «forsvinder, testamenterende sine gerninger til Helet. I modsætninger hertil, ifølge den alternative opfattelse baseret på ideen om åbning for «samnærvær», vedbliver alle individer med at eksistere og samarbejder for altid» (ibid., p. 96).

Kritikken af realpolitikken og forsvaret for ikke-vold som en ny form for politisk realisme er de vigtigste praktiske konsekvenser af Capitinis kritik af historicismen. I Elementer af en religiøs erfaring (Elementi di un’esperienza religiosa 1937) begyndte han at elaborere på ideer fra Gandhi og fremsatte ideen om en ikke-voldelig revolution som en permanent bestræbelse på at virkeliggøre «omnikrati», dvs. alles magt forstået som et radikalt alternativ til statens autoritet og nationalisme. Pacifisme er en anden praktisk konsekvens; begrundelsen for det er, at historicismen, både den højreorienterede nationalisme og den venstreorienterede revolutionære, begår den logiske fejl, at udlede hvad der bør være fra kendsgerninger. Deres fejl består i et misforstået syn på friheden, der anerkender resultatet af de andres handlinger som et bindende udgangspunkt for mine handlinger, og fra antagelsen af at den endelige, finale, tilstand er det eneste kriterium for at bedømmer handlinger. I stedet må kriteriet for rette handlinger ses at være både i det gode i den finale tilstand og i det gode i de handlinger, der resulterer i den finale tilstand.

I Capitinis skrifter fra 50'erne og 60'erne er ikke-vold også grundlaget for en tredje vej mellem «revolution» forstået som et væbnet oprør, og reformisme forstået som en top-bund social ingeniørkunst uden borgernes direkte handlinger; han skriver, at vestlige kommunister opgivelse af ideen om voldelig destruktion af den vestlige kapitalisme ikke er så dårligt, men «en kamp for frihed er stadig nødvendig, og man må opgive faren ved at komme overens med samfundets eksisterende strukturer […] For at befri det civile samfund fra den centraliserende og militaristiske imperium-stat, for ikke at anerkende neo-kapitalismens gaver som ikke forandrer noget radikalt, må vi tilføje de allerede eksisterende midler andre mere direkte kollektive ikke-voldelige og bund-top midler for at holde magten under kontrol og tilstå en offentlig tilstedeværelse til alt» (Åben dannelse Educazione aperta), vol. 2, p. 294).

Capitini har i Italien været ignoreret af både det gamle og det ny venstre. Små minoritetsgrupper har bemærket hans arv, dvs. ikke-voldelige, pacifistiske, samvittighedsfulde opponenter. Blandt tænkere, der har anerkendt betydningen af hans tanker, er pædagogiske teoretikere som Also Visalberghi og Lamberto Borghi og filosofferne Noberto Bobbio og Giuliano Pontara. Tiderne skiftede i 80'erne, da Perugia-Assisi marchen kom på mode og politikere begyndte at deltage for at blive interviewet til medierne. Få monografier er udgivet i Italien. På andre sprog har kun lidt været tilgængeligt, nemlig en artikel på engelsk og en tysk oversættelse af en bog.

S.Cre. (Oversat af C.Fri.)