Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Aviser
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 17/9 2010
Læst af: 10.592
: :
Jyllandsposten

Jyllandsposten (1871-), højreradikalt dansk dagblad knyttet til den yderste højrefløj. I de første årtier af det 20. århundrede var avisen stærkt antisemitisk og var fortaler for forfølgelsen af jøder i Danmark. I 1920'erne og 30'erne var det en højrøstet fortaler for Mussolinis facistiske diktatur i Italien og Hitlers nazisme i Tyskland. Fra 1960'erne var det højrøstet fortaler for apartheidregimet i Sydafrika. Siden 2001 har det fungeret som VKO regeringens vigtigste propagandistiske spydspids til at fremme intolerance, fremmedfjendskhed generelt og specielt had rettet mod Islam.

1919-40 Antisemitisme. Hadet til jøderne

«De maa forstaa, at der kun er en Vej til at slippe af med Bolshevismen, og det er at drukne Lenin og hans jødiske Kreaturer i deres eget Blod.» Sådan skrev Jyllandsposten chefredaktør, Hans Hansen i sin avis den 6. december 1919. Avisen nærede et glødende had til både bolsjevikker der to år tidligere havde gennemført oktoberrevolutionen i det forarmede og krigstrætte Rusland, og jøder. I Hansens hadefulde hjerne smeltede de to kategorier sammen til én og samme størrelse. Hansen fortsatte sine svulstige angreb op gennem 1920'erne. Den 28. februar 1920 skrev han i sin avis: «Før eller senere vil de civiliserede Samfund alligevel blive nødt til at kværke den tysk-jødiske Forbryderbande, der regerer Rusland». Jyllandsposten kunne derfor ikke andet end klappe i sine hænder (og i klaphatten) da Hitler i 1941 angreb Sovjetunionen.

Fra 1920 satte avisen fokus på jøderne. Det havde ansat Hans Jacob Hansen, der var smidt ud af Københavns Universitet for sin uvidenskabelighed. Denne Hansen gik i gang med en artikelserie på op mod 100 artikler, der kom til at strække sig over næsten 4 år. Omdrejningspunktet var hans eget og avisens had til jøder. I sin 27. antisemitiske artikel rettede han hadet mod «den jødiske infiltration» af hovedstadens aviser: «man fik indtryk af, hvad man forresten vidste noget om i forvejen, at næsten hele den kjøbenhavnske Presse er i betydelig eller høj Grad under jødisk Paavirkning». I samme artikel uddelte han desuden tæv til nationalbankdirektør Marcus Rubin og Bankrådets formand, vekselerer Lamm - for deres jødiske baggrund.

Hansen slutter sin næsten uendelige artikelserie med følgende konklusion om de danske jøder:

«De Herrer har i betydelig til uhyggelig Grad skadet deres Land, har skadet eller vil i Længden skade eller ødelægge sig selv - og de er i Virkeligheden nærmest kun dristige udspekulerede Dosmere. Men der er ingen, ikke den ringeste Tvivl om, at disses og deres jødiske Følgesvendes skadelige Færd vil sætte Animositet, Frygt og Forbitrelse op mod Jøder i en i det sidste Aarhunderede ukendt Grad.» ...«.. det må forhindres, at nogen Hel- eller Halvjøde bliver direktør i nogen af vores større Banker». Ligeledes bør jøder «forøvrigt heller ikke have Pladser i Udenrigsministeriet eller i generalstaben, og heller ikke kunne indtage de højeste Poster i Hæren».

Avisen fortsatte ufortrødent sine hadkampagner mod jøderne op gennem 1920'erne, og hadet fik yderligere næring efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933. Den 15. november 1938 skrev chefredaktøren følgende leder:

«Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse.

Selv herhjemme, hvor Jøderne aldrig har naaet en saa dominerende Stilling som i de mellemeuropæiske Lande, har man i de senere Aar bemærket deres uheldige Egenskaber. Der er mange Jøder, der har vist sig at være gode danske Mænd, der er utallige Jøder, som stille og hæderligt passer deres Dont uden at gaa nogen for nær - men der er ogsaa paafaldende mange Jøder, som paa lidet tiltalende Maade er blevet Forgrundsfigurer i Svindelaffærer og maaske ikke mindst i de uappetitlige Pornografi- og Fosterdrabsaffærer, som er forekommet i de senere Aar. Ogsaa inden for dansk Forretningsliv optræder der Jøder, hvis Metoder ikke er nogen Pryd for Standen.

Men det, som vi herhjemme har set af Jødernes uheldige Sider, er kun en svag Afglans af deres Virke i de mellemeuropæiske og østeuropæiske Lande. Ogsaa der maa man naturligvis gøre Undtagelser for de utallige Jøder, der opfylder ethvert rimeligt etisk Krav og derfor staar i en skærende Modsætning til de Racefæller, som har ført an i det tvivlsomme Forretningsliv, i den tvivlsomme Forlystelsesindustri og maaske navnlig i de politiske Bevægelser yderst til venstre. Det var ikke Russere, men Jøder med russiske Navne, som druknede Rusland i Blod. Det var ikke en Ungarer, men en Jøde, som ledede den kortvarige, men blodige Raadsrepublik i Budapest. Det var ikke en Tysker, men en Jøde, som paa samme Maade gjorde München til et Slagtehus.

Vi ved, at Titusinder af Jøder fordømmer de jødiske Forretningshajer, de jødiske Pornografispekulanter og de jødiske Terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de Erfaringer, som Tyskerne - som mange andre Fastlands-Folk - har gjort med Hensyn til Jøderne, danner en vis Basis for deres Følelser. (...) Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder.»

Chefredaktøren skrev sit svulstige angreb blot 6 dage efter Krystalnatten, hvor nazisterne i Tyskland ødelagde mere end 1.000 synagoger, flere tusinde jødiske forretninger og hjem og fordrev omkring 30.000 jødiske mænd til koncentrationslejre.

1922-30 Kærligheden til Mussolinis facisme

«Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til», skrev Jyllandsposten i 1922, da Benito Mussolini blev udnævnt til leder af en fascistisk koalitionsregering i Italien. Avisen fortsatte: «Det er et interessant eksperiment, der nu begynder, og det vil rundt i Europa blive fulgt med levende opmærksomhed. Lykkes det Mussolini at gøre ende på det kaos, som politikerne har ført landet ud i, vil der være tilføjet det parlamentariske styre et grundskud, og det ikke blot i Italien».

Hadet til demokratiet og parlamentarismen fortsatte avisen gennem 1920'erne, og fremførte hver gang diktaturet i Italien som det lysende eksempel på parlamentarismens fallit. Efter nazismens magtovertagelse i Tyskland i 1933 mente avisen, at nu var også Danmark rede: «Nu ved vælgerne, at folkestyret er forvandlet til et rent partistyre, uden hvilket saglige hensyn skubbes til side for de partipolitiske. Og derfor kan man gå ud fra, at et flertal af vælgerne oprigtigt ønsker diktaturet som den eneste udvej til sunde forhold i statsstyret».

1933-45 Kærligheden til nazismen

I tråd med avisens anti-demokratiske sindelag hilste den nazismen velkommen. I marts 1933 skrev den sin hyldest til Hitlers magtovertagelse i Tyskland og Weimar Republikkens fald: «Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved Weimar-forfatningens grav . . . Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde, er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkammersystem, dens lave valgretsalder - 20 år - og forholdstalsvalgmåden nemlig allerede forældet...». Senere samme måned fortsatte avisen: «Det tyske diktatur betyder således både en fordel og en fare for Europa. En fordel, fordi der derved er rejst et stærkt bolværk mod kommunismen, og socialdemokratiet på samme tid er blevet sat grundigt på plads. Og en fare, fordi det foreløbig ikke kan undgå at forøge spændingen og nervøsiteten for en ny krig».

I juni 1933 fortsatte Jyllandsposten sin hyldest: «Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling. De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres...»

1960-90 Kærligheden til apartheidregimet i Sydafrika

Den 21. marts 1960 gennemfører det sydafrikanske regime den såkaldte Sharpeville massakre. der koster 69 dræbte sorte - deriblandt 8 kvinder og 10 børn. De første dage efter massakren refererer avisen neutralt den næsten totale fordømmelse rundt om i verden af massakren. Men den 24. marts rykker Jyllandspostens chefredaktør så apartheidregimet til undsætning med en leder:

«Her maa det ikke glemmes, at netop Sydafrika har sine særlige problemer, som er af en hel anden art end dem, man f.eks. kender i Amerika. Den farvede befolking i Sydafrika er højst uensartet. En del af den, men dog ikke nogen større procent, er - eller var før apartheid-politikkens indvarsling - naaet op i et niveau, der kan sammenlignes med de amerikanske negres. Men det store flertal staar paa et lavt civilisatorisk stade, idet de inden for det sidste slægtled er indvandret fra steppe og jungle til arbejdsmulighederne i byerne. Man kan ikke uden videre bebrejde de hvide sydafrikanere, at de er betænkelige ved at lægge deres egen og deres lands skæbne i hænderne paa et flertal af den art».

Avisen havde gjort sin holdning til det racistiske regime klar, og det kom til at præge dens dækning af de følgende 30 års kamp mod apartheid. I juni 1964 blev Nelson Mandela og 8 andre idømt livsvarigt fængsel. Dommene blev dækket og kritiseret i danske og udenlandske aviser. Jyllandsposten nævnede dem ikke med ét ord.

I juni 1962 vedtog apartheid regimet en såkaldt anti-sabotagelov, der skulle bruges til at fængsle politiske modstandere. Det var denne «lov» der i 1964 sendte Mandela i livsvarigt fængsel. Ikke et ord i Jyllandsposten.

I november 1962 vedtog FN sin første resolution (nr. 1761) om apartheid som værende i strid med menneskerettighederne. Ikke et ord i Jyllandsposten.

I august 1963 vedtog FN resolution nr. 181 om frivillig våbenboykot af apartheidregimet. Ikke et ord i Jyllandsposten.

I januar 1968 karakteriserede et udvalg under FN's Menneskerettighedskomission apartheidregimet som et regulært facistisk diktatur, og karakteriserede landet som «et stort fængsel». Ikke et ord i Jyllandsposten.

I juni 1971 afsagde den Internationale Domstol i Haag kendelse om, at Sydafrikas besættelse af Namibia er ulovlig. Ikke et ord i Jyllandsposten. Avisen fortsatte ufortrødent sin støtte til regimet frem til dets fald i 1994.

2001- Hadet til islam og flygtninge

I dagene op til folketingsvalget i november 2001 bragte Jyllandsposten en artikelserie om «samfundsnassende» palæstinensiske flygtninge, der hævede bistandshjælp i Danmark og boede i Libanon. Avisens kampagne var koordineret med partiet Venstres valgkampagne mod flygtninge og indvandrere. Efter valget blev det afsløret, at artiklerne var frit opfundne, og de blev efterfølgende brugt på journaliststudiet som eksempler på grov mediemanipulation.

Under det Konservative Folkepartis landsmøde i september 2005 opfordrede den skrårem-bærende «kulturminister» Brian Mikkelsen til, at den såkaldte kulturkamp blev koncentreret om at bekæmpe islam. Det fulgte Jyllandsposten hurtigt op på, da dens «kulturredaktør» Flemming Rose opfordrede danske bladtegnere til at lave karikaturtegninger af profeten Muhammed. Afbilding af Muhammed er forbudt i islam, fordi denne religion er imod persondyrkelse - i modsætning til f.eks. kristendommen. Men avisen havde provokationen af muslimer som sit egentlige formål. Det danske korstog mod islam vakte kritik overalt i verden, og den højreradikale avis blev nu rykket til undsætning af VKO regeringen, der forsøgte at betegne korstoget som et udtryk for ytringsfrihed. Påstanden om ytringsfrihed blev dog hurtig demonteret, da Rose efter at have erklæret at han ville få lavet anti-semitiske karikaturer blev sendt på 6 måneders tvungen ferie. Det kan undre at avisen ikke klappede i sine små sorte hænder over anti-semitiske karikaturer, når man tager hensyn til dens anti-semitiske aktivisme i de første 4 årtier af det 20. århundrede, men denne type karikaturer ville naturligvis have været en afledning af avisens korstog mod islam.

I virkeligheden adskiller avisens nutidige had til muslimer sig ikke fra dens had til jøder 100 år tidligere. Anti-semitismen er blot midlertidig gemt væk til fordel for hadet mod muslimer.

A.J.


Litteratur

Dahlin, Ulrik: Da Jyllands-Posten ikke kunne lide jøder, dagbladet Information 7. oktober 2008.
Et historisk perspektiv
Pedersen, Bjørn: Kampen om demokratiet 1930-45
Dahlin, Ulrik: Mandela, Jyllands-Posten og alle de primitive negre, dagbladet Information 19. september 2008.
Dahlin, Ulrik: Da Berlingske og Jyllands-Posten valgte side i Vietnamkrigen, dagbladet Information 21. august 2008.