I Tyskland, marxismens hjemland, har ordet «socialisme» siden slutningen af det 19. århundrede haft betydninger ud over den, den tillægges i den klassiske mere eller mindre marxistiske arbejderbevægelse. Tilhængere af en erklæret ikke-marxistisk socialisme har fremført idealer som lighed og fællesskab men løsrevet fra læren om klassekampen, og desuden med racistiske, nationalistiske og rent idealistiske begrundelser.

Adolf Hitler og hans parti, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, Det tyske nationalsocialistiske Arbejderparti, NSDAP, var en del af denne tradition, da det blev stiftet i München i 1920. Nationalsocialismen eksisterede sådan set allerede som retning, men NSDAP monopoliserede snart betegnelsen. Dets medlemmer blev nationalsocialisterne i Tyskland i løbet af 1920'erne. De blev snart kaldt «nazis» og nationalsocialismen nazisme.

NSDAP var frem til 1929 et lille parti. Da hændte der noget afgørende. Spørgsmålet om Tysklands erstatningsansvar for krigsskaderne fra første verdenskrig kom til folkeafstemning, og det i en konjunktur der gav plads til en voldsom nationalistisk agitation. Hitler trådte frem som den yderligtgående nationalist i tysk rigspolitik, støttet af Alfred Hugenbergs medieimperium - nogenlunde svarende til Springerkoncernen i dag. Samtidig pegede de økonomiske konjunkturer nedad. Verdenskrisen meldte sig, og med den sammenbruddet for den parlamentariske koalition, der alene kunne sikre Weimarrepublikken et regeringsflertal i Rigsdagen.

Sammenfaldet af disse kriser som ulykkeligt nok udspillede sig i en periode med ualmindelig mange rigsdagsvalg førte til, at NSDAP svulmede voldsomt op. Det fik en række af jordskredssejre, der kulminerede i marts 1932, da NSDAP opnåede 37,3 % af stemmerne. Overfor dette tryk kapitulerede de borgerlige partier, og i januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler for en NSDAP koalitionsregering, der dog var i mindretal i statsrådet.

NSDAPs magtovertagelse dateres fra dette tidspunkt. Ved hjælp af partiapparatet satte nationalsocialisterne efter tur de andre partier ud af funktion, og smeltede i løbet af et år parti og stat sammen. En proces der formelt blev fuldbyrdet, da Hitler efter rigspræsident Hindenburgs død i 1934 antog titlen: «Fører og rigskansler», og dermed ændrede Tysklands forfatning. Landet var blevet en etpartistat, hvor alle veje til indflydelse gik gennem partiet NSDAP.

Parallelt med dette tog partiet kontrol over det veludbyggede organisationsnetværk i Tyskland. Arbejdslivet blev nazificeret - «ensretning» hed processen: Bondebevægelsen, erhvervsorganisationerne, kulturinstitutionerne, hele det frivillige foreningsvæsen ligeså. Fra 1935 kan man regne denne proces for fuldbyrdet.

Nationalsocialismen eller nazismen er den tyske variant af fascismen. De særtræk denne bevægelse fik på tysk jord, var først og fremmest dens virkemidler. Nazismen var hårdere, mere aggressiv og langt mere yderliggående i sin racisme end fascismen i mange andre lande. Men der var også en social forskel. Internationalt set kan fascismen betragtes som en oprindelig radikal småborger- og arbejderbevægelse, med antikapitalistisk indhold og særlig appel i landsbyerne. Den rummede mange socialradikale træk.

Nationalsocialismen havde oprindelig også et sådant træk. En venstrefløj indenfor NSDAP med tyngdepunkt i Ruhrområdet nærmede sig i mange krav arbejderbevægelsen, og understregede gerne den fælles «socialisme» i NSDAP og arbejdernes organisationer. Denne fløj der oprindeligt talte en så fremtrædende mand i partiet og staten som Josef Goebbels - Hitlers propagandaminister 1933-45 - blev frem til 1932 ledet af brødrene Gregor og Strasser, og derefter af Ernst Röhm - chefen for partiets væbnede ordensafdeling SA.

Hitler gjorde brutalt ende på denne ret sammensatte partiopposition ved massakren den 30. juni 1934 - «de lange knives nat» - der rensede hans vigtigste modstandere ud. Derefter kunne NSDAP uden indre opposition foretage kompromiser og aftaler med de dele af erhvervslivet og det etablerede Tyskland, der ikke havde støttet magtovertagelsen.

En af de få grupper som nazisterne ikke kompromissede overfor, var jøderne. Efter længe at have støttet zionisterne - for derved at sikre en jødisk emigration fra det tyske «rum» - slog statens politimagt, SS, i begyndelsen af anden verdenskrig om til en ren udryddelsespolitik. Jøderne blev derfor nationalsocialismens vigtigste offer, hvilket var blevet antydet allerede i NSDAPs partiprogram fra 1920: Dette program der i alle henseender var rundt og uforpligtende, var kun aggressivt overfor jøderne. Antisemitismen var derfor til syvende og sidst måske det mest grundlæggende træk i den nationalsocialistiske bevægelse.

H.F.D.