Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Latinamerika  .  Mellemamerika  .  Panama
DatoOpdatering
2013.12.03Opdatering 2013
2015.01.05Ã…rlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 25/8 2016
Læst af: 64.763
Verden  .  Latinamerika  .  Mellemamerika  .  Panama
: :
Panama
Befolkning2,9 mio.
ValutaBalboas
Areal75.520 Km2
HovedstadPanama
Befolkningstæthed38,4 indb./Km2    
HDI placering54    
Efter næsten 100 år på USA's hænder blev Panamakanalen i december 1999 overdraget til Panama. (Solidaritet)

Panama er et land der i høj grad er præget af sine kyster - i nord mod Caribien og i syd mod Stillehavet. En bjergkæde der når en betydelig højde deler landet i 2 ret skarpt afgrænsede områder: en bred zone dækket af regnskov ud mod Caribien og en smallere skovklædt i området ud mod Stillehavet. Besejlingen af Panamakanalen og de handelsmæssige og financielle aktiviteter der er knyttet til den er omdrejningspunkt for landets økonomi. Endvidere dyrkes en række tropiske landbrugsvarer, og der udvindes kobber fra lejerne i Cerro Colorado. Forureningen af luften og vandet i de bymæssige områder er betydelig, og det gælder også Panama bugten der årligt tager imod 40 millioner tons spildevand. Grænseområdet mellem Panama og Colombia er kendt som Darién proppen - et tæt regnskovsområde, hvor der bor en række oprindelige folk. Det trues i dag af planerne om bygningen af en vej.

Folket: Flertallet af befolkningen (64 %) er mestizer (blanding mellem spaniere og indfødte folk). 14 % er af afrikansk oprindelse eller er mulatter. Den oprindelige befolkning er samlet i 3 hovedgrupper: cunaerne på øen San Blas i Caribien; chocoles i Darién provinsen; guaymí'erne der er spredt over provinserne Chiriquí, Veraguas og Bocas del Toro.

Religion: Katolikker (80%); protestanter (10%); muslimer (5%); baha`i (1%); jøder (0,3%); andre (3,7%).

Sprog: Spansk (officielt og dominerende)

Politiske partier: Partido Revolucionario Democrático (Demokratiske revolutionære Parti, PRD) grundlagt af Omar Torrijos; Partido Liberal Republicano (Liberal Republikanske Parti); Partido Laborista (Arbejderpartiet); Partido Solidaridad (Solidaritetspartiet); Partido Demócrata Cristiano (Kristelige Demokrater); Partido Liberal Auténtico (Autentiske Liberale Parti); Movimiento Liberal Republicano Nacionalista (Den nationalistiske republikanske liberale Bevægelse).

Sociale organisationer: Confederación de Trabajadores de la República de Panamá(CTRP, Panamas Landsorganisation); Convergencia Sindical (SCS, Faglig Sammenslutning); Federación de Estudiantes de Panamá (FEP, Panamas Studenterføderation).

Officielt navn: República de Panamá.

Administrativ inddeling: 9 provinser og 4 kommuner for den oprindelige befolkning.

Hovedstad: Panamá, 930.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: San Miguelito, 331.692 indb.; Colón, 59.746 indb.; David, 79.100 indb.(2000).

Regering: Juan Carlos Varela er præsident siden juli 2014, valgt for en 5 årig periode. Parlamentet har ét kammer, den Lovgivende Forsamling med 71 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode ved direkte valg.

Nationaldag: 3. november (Selvstændighed, 1903)

Væbnede styrker: Nationalgarden blev opløst ved lov i juni 1991. I kanalzonen er der 9.100 nordamerikanske soldater (1995).

Paramilitære styrker: 11.000 (Nationalpolitiet)

 

På den panamanske landtange udvikledes chibcha civilisationen (muiscas; Se: Colombia). Den var en af de store kulturer i Amerika. Samfundet var skarpt lagdelt, det havde en udviklet arkitektur og udviklede avancerede guldsmedearbejder og videnskabelig erkendelse indenfor en række discipliner.

I 1508 besluttede den spanske krone at indlede erobringen af det såkaldte «faste land» fra Mellemamerika til Venezuela. Den spanske conquistador, Diego de Nicuesa fik til opgave at kolonisere det såkaldte Castilla del Oro - det nuværende Panama og Costa Rica. Men erobringen slog fejl. I 1513 blev Vasco Nuñez de Balboa sendt afsted for at finde det formodede Sydhav. Det 25. september nåede han frem til oceanet, der blev døbt Stillehavet.

Den korte afstand mellem Atlanterhavet og Stillehavet på dette sted kom til at afgøre landtangens historiske skæbne pga. dens store geopolitiske betydning. Panama blev et handelscentrum af betydning for det spanske handelsmonopol. Skibene fra Spanien ankom til havnebyen Portobelo på atlanterhavskysten. Lasten blev derefter ført over landtangen på mulddyr til Panama by. Derfra blev varerne fordelt langs hele stillehavskysten af spansk Amerika - fra San Francisco i nord til Santiago i syd. Koncentrationen af rigdom tiltrak også engelske pirater og fribyttere. Francis Drake ødelagde Portobelo i 1596 og Henry Morgan brændte Panama i 1671.

Panama var underlagt vicekongedømmet Peru, indtil Bourbonernes reformer i 1717 gjorde det til en del af Nueva Granada. Det forblev en del af Stor Colombia til selvstændigheden fra Spanien i 1821.

På grund af sin position som knudepunkt for handels- og kommunikationsruterne, der knyttede hele spansk Amerika sammen, blev Panama valgt af Simón Bolívar som værtssæde for den kontinentale konference, der efter selvstændigheden skulle befæste kontinentets enhed. Konferencen gennemførtes i 1826, men uden at få den rækkevidde befrieren havde håbet. Den økonomiske tilbagegang i slutningen af det 18. århundrede og omlægningen af handelsruterne forklarer, hvorfor Panama ikke var i stand til at udvide sin geopolitiske betydning efter bruddet med Spanien, og horfor det ikke dannede en selvstændig stat efter at have udskilt sig fra Stor Colombia i 1830.

Da borgerkrigen brød ud i 1831 i Nueva Granada, brød Panama i ca. 1 år ud med det formål at opbygge Konføderationen Colombia og iøvrigt bevare sin autonomi, men først i 1855 oprettedes staten Panama i føderation med Nueva Granada (det nuværende Colombia).

USA's intervention

Den første reference til at USA skulle have ret til at intervenere militært i Panama dukker op i Mallarino-Bidlak traktaten, der underskrives mellem Washington og Bogotá i 1846. Dokumentet giver USA ret til et bygge en jernbane over landtangen, hvis terminal på Atlanterhavskysten er øen Manzanillo i Limón bugten. Jernbanens formål var dels at skabe en hurtigere forbindelse fra kyst til kyst, dels at dæmme op for Storbritanniens indflydelse i regionen - især i Nicaragua.

Den 1. januar 1880 indledes bygningen af Panama kanalen. Den gennemføres af det franske Universelle Selskab for Panamakanalen ledet af franskmanden Lesseps. I 1891 bryder der en skandale ud, der afslører selskabets svindelaffærer, og selskabet går konkurs efter at have afsluttet 33 km af kanalen. Tre år senere oprettes det Nye Panamakanal Selskab, der skal afslutte projektet.

Midt i 1902 køber USA kanalrettighederne fra det franske selskab og i januar 1903 undertegner de med en colombiansk repræsentant Hay-Herrán aftalen omkring bygningen og administrationen af kanalen. Aftalen giver samtidig supermagten et 9,5 km bredt bælte tværs over landtangen som lejemål til evig tid. Fra dette tidspunkt fortsætter anlægsopgaverne.

Men det colombianske senat forkaster ensstemmigt aftalen, som det anser for en overtrædelse af landets suverænitet. En revolution «løser nu problemet» for USA. De «revolutionære» erklærer i november 1903 Panama for selvstændigt. USA hindrer med sine «marines» at Colombia griber ind, og anerkender efter 3 dage den nye stat. I USA sad præsident Theodore Roosevelt på præsidentposten, og han førte sin store stoks politik ud i livet overfor omverdenen.

En ny Hay-Buneau Varilla traktat indgås mellem USA og Panama. Den giver supermagten kontrol over et 16 km bredt bælte til evig tid og til søerne og floderne i kanalens ender. Den tidligere aktionær i det franske kanalselskab - franskmanden Philippe Buneau Varilla - underskriver som officiel repræsentant for Panama. Han får udbetalt sin belønning i Washington og vender aldrig senere tilbage til Panama. Den 82 km lange kanal indvies officielt 15. august 1914 og administreres og ledes af USA.

Kanalzonen giver ufattelige indtægter til USA. Ikke blot i form af afgiften for at bruge kanalen, men først og fremmest i form af den sparede tid og afstand for søtransporten mellem USA's øst- og vestkyst. Supermagtens militærbaser i Panama blev et strategisk redskab til at bevare kontrollen over Latinamerika under den kolde krig. Samtidig blev de centre for undervisning i og indoktrinering i «den nationale sikkerhedsdoktrin» - en politisk-militær doktrin der skulle garantere diktatorernes loyalitet overfor USA, vælte legale regeringer og indføre militærdiktaturer. Det finanscentrum der samtidig blev skabt i Panama kom til at fungere som en platform for de multinationale selskabers ekspansion og hvidvaskningen af narkodollars.

Panama by. Regionalt finanscentrum.
(Solidaritet)

1964 Stærkere krav om kontrol over kanalen

«Vores geografiske placering er vores vigtigste naturressource», bekræfter panamaneren. I januar 1964 blev 21 panamanske studenter dræbt, da de forsøgte at hejse deres lands flag i Kanalzonen, der er under nordamerikansk jurisdiktion. De unges unges offer blev hurtigt gjort til en nationalt symbol for Panama. Ønsket om at bringe hele landet under panamansk kontrol - også Kanalzonen - blev institutionaliseret ved general Omar Torrijos' magtovertagelse i 1969, da det militær-triumvirat der i 1968 havde styrtet præsident Arnulfo Arias blev væltet. Den diplomatiske kamp for kontrol over Kanalzonen blev ført i alle internationale fora, og fik støtte fra de latinamerikanske lande, de Alliancefri Landes Bevægelse og FN.

Kampen for kontrol over Kanalzonen smeltede det panamanske folk sammen og skabte en nationalfølelse, der ellers havde været under opløsning gennem årtier pga. USA's kulturelle, økonomiske og militære indtrængen. Parallelt hermed indledte Torrijos regeringen sociale forandringer, med det formål at skabe et socialt mere lige samfund. Midlerne var en jordreform, reform af undervisningssystemet, udvinding af landets kobber ud fra nationale kriterier og «banankrigen», der havde til formål at skaffe mere retfærdige priser fra de internationale frugtselskaber som det nordamerikanske UFCO (United Fruit Company).

USA blev tvunget til at forhandle en ny kanalaftale, for netop dette spørgsmål hindrede en forbedring af supermagtens anseelse blandt de latinamerikanske lande. Torrijos-Carter kanalaftalen fra 1977 annullerede den foregående. Den slog fast, at kanalen skulle overgå til Panama i år 2000. Men USA's senat brød helt fra starten traktaten og lavede tilføjelser til traktaten der skulle sikre, at supermagten havde ret til militært at intervenere i Panama også efter år 2000, «til forsvar for kanalen».

Den 31. juli 1981 døde general Omar Torrijos i et aldrig opklaret flystyrt. Ikke bekræftede versioner siger, at flyets instrumenter blev blændet af radiosignaler fra jorden. Præsident Arístides Royo havde efterfulgt Torrijos på posten i 1978. Han mistede nu Nationalgardens støtte, blev af gardens nye kommandant, Rubén Paredes tvunget til at træde tilbage, og Paredes indledte nu en tilnærmelsesproces overfor USA. Men supermagtens rolle i Malvinas krigen i april-maj 1982 og oprettelsen af Contadora gruppen - som Panama også indgik i - forværrede atter forholdet mellem de to lande. Øen Contadora var blevet berømt, da USA installerede den persiske shah Reza Pahlevi her, efter han var blevet styrtet i 1979. Contadora gruppen blev dannet af en række lande for at fremme fredsprocessen i Mellemamerika - til USA's store fortrydelse.

I 1983 blev Paredes erstattet som kommandant over Nationalgarden af generel Manuel Noriega. Præsident- og parlamentsvalget i 1984 blev vundet med en smal margen af Nicolás Barletta. Han var kandidat for Partido Revolucionario Democrático (det Demokratiske Revolutionære Parti, PRD), som Torrijos havde oprettet og som fik støtte fra de væbnede styrker. Oppositionen anført af den gamle politiker Arnulfo Arias anklagede regeringen for valgsvindel.

Der udvikledes en stigende opposition mod Barlettas politik og han trak sig i slutningen af 1985 tilbage. Han blev efterfulgt af Eric del Valle, men landets stærke mand var fortsat general Noriega, og selv om han oprindelig havde været på CIA's lønningsliste, blev han efterhånden så selvstændig, at USA ønskede ham styrtet. Supermagten kunne først og fremmest ikke tilgive ham, at han ikke havde været mere villig til at støtte USA's invasion af Nicaragua. USA indledte derfor en intensiv propaganda rettet mod Noriega. Han blev beskyldt for narkohandel og andre forbrydelser. Oppositionen sluttede sig sammen i Cruzada Civilista Nacional (Nationale Civile Korstog), der bestod af centrum-højre partier og med omfattende støtte fra landets virksomhedsejere.

1989 USA invaderer Panama

USA indstillede sin økonomiske og militære hjælp til landet i 1987, og året efter blev Panamas midler i USA indefrosset. Endvidere blev der indført økonomiske sanktioner, og USA ophørte med at betale for leje af Kanalzonen. I marts lukkede bankerne i flere uger, hvilket udløste en omfattende finanskrise. Samtidig øgedes USA's militære tilstedeværelse i Kanalzonen. Del Valle fjernede Noriega fra posten, men parlamentet støttede kommandanten og fjernede i stedet præsidenten. Som ny præsident blev udpeget undervisningsminister Manuel Solís Palma.

Der blev udskrevet valg til den 5. maj 1989. Regeringspartiets kandidat var Carlos Duque og oppositionsalliancen Alianza Democrática de Oposición Civilistas (ADOC) kandidat var Guillermo Endara. USA blandede sig i valgprocessen og karakteriserede den fra starten som svindel. Optællingen blev holdt hemmelig i flere dage, og da oppositionens kandidat viste sig at have vundet valget, blev valget annulleret.

Præsident Solís erklærede, at USA's formål uanset valgresultatet var at få indsat en stråmandsregering og bevare kontrollen over Kanalzonen i overtrædelse af Torrijos-Carter aftalen.

I oktober 1989 slog et oprør mod Noriega gennemført af en gruppe yngre officerer fejl. To måneder senere kulminerede USA's angreb på landet i en egentlig militær invasion. Uden advarsel og uden krigserklæring indledte supermagten den 20. december 1989 et omfattende angreb på Panama. Allerede ved starten af invasionen blev Guillermo Endara på nordamerikanernes base Fort Clayton udnævnt til Panamas præsident.

Med 26.000 soldater var dette supermagtens største militæroperation siden Vietnamkrigen (1964-1975). De hensynsløse bombardementer ødelagde hele beboelseskvarterer i hovedstaden og kostede et ukendt antal civile livet. Officielt blev 560 civile dræbt under invasionen. Oppositionen opgiver dødstal på 4-10.000. Panamas Industriråd regnede ud, at der var blevet ødelagt værdier for over 2 milliarder dollars. Forsvaret af Panama var mere omfattende, end de invaderende styrker havde forventet, og invasionen trak derfor ud. Noriega havde i første omgang søgt asyl hos den evangeliske kirke, men blev i sidste ende udleveret og sendt til USA. Under invasionen blev omkring 5.000 panamanere midlertidigt tilbageholdt.

Leveforholdene i byen Colon på Atlanterhavskysten er på mange måder ikke forandret over de sidste 100 år.
(Solidaritet)

Guillermo Endaras regering opløste de nationale forsvarsstyrker for at erstatte dem med en mindre politimæssig styrke. For at få afvæbnet befolkningen blev der betalt 150 dollars for hvert våben, der blev afleveret. Den lovede genopbygningehjælp fra USA udeblev, og selveste præsident Endara indledte en sultestrejke i protest for at få den udbetalt. Den nye regering accepterede tilstedeværelsen af nordamerikanske «rådgivere» i ministerierne, og endvidere at USA's militærstyrker opererede udenfor Kanalzonen - angiveligt for at bekæmpe narkotrafikken og den colombianske guerilla ved grænsen.

Omdrejningspunktet for USA's politik i Mellemamerika havde gennem 1980'erne været ønsket om at styrte sandinisterne i Nicaragua. Kun 2 måneder efter USA's invasion af Panama tabte sandinisterne imidlertid valget, og USA's interesse i regionen faldt dermed drastisk. Konsekvensen var bl.a., at bistanden til Panama udeblev, og landets økonomiske krise fortsatte. Uafhængige kilder berettede om 20 % arbejdsløshed i 1991.

Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) fordømte invasionen med kun 6 blanke stemmer og 1 imod (USA), og krævede besættelsestropperne trukket ud. Storbritannien var et af de eneste lande, der støttede invasionen, og Frankrig nedlagde veto mod fordømmelse i FN's Sikkerhedsråd. Den eneste latinamerikanske regering der var villig til at forsvare aggressionen var El Salvadors.

Trods tvivl om den fremtidige udvikling fortsatte overdragelsen af suverænitet over Kanalzonen til Panama. I marts 1991 overtog en panamaner for første gang administrationen af kanalen.

I april 1991 opløste Endara alliancen med de Kristelige Demokrater og fjernede dette partis 5 ministre. Regeringens manglende stabilitet kom bl.a. til udtryk i 5 mislykkede kupforsøg under dens første 2 år. Ved suppleringsvalget i januar 1991 fik oppositionspartiet PRD en stor valgsejr og krævede gennemførelse af nyvalg.

I slutningen af 1991 indledtes retssagen mod Manuel Antonio Noriega i Miami. Her blev ex-diktatorens tætte forbindelser med CIA og DEA (Drug Enforcement Agency) afsløret. Samtidig kom det frem, at en juridisk undersøgelseskommission som også præsident Endara havde indgået i, havde kontakter med 14 virksomheder der var involveret i hvidvaskning af narkodollars. Endelig kunne DEA berette, at narkotrafikken var intensiveret efter invasionen. I juni 1992 blev Noriega idømt 40 års fængsel.

Regeringen led at alvorligt nederlag, da en folkeafstemning om ændring af forfatningen den 15. november 1992 blev vundet af nej siden med 63,5 % mod 31,5 %. Befolkningen havde især forkastet den formelle opløsning af landets forsvarsstyrker. Regeringen blev yderligere svækket, da den 2. vicepræsident, kristdemokraten Ricardo Arias Calderón trak sig tilbage, og beskyldte præsident Endara for at være uduelig til at håndtere den sociale krise.

Andre korruptionsskandaler rystede landet i kølvandet på domfældelsen af Noriega. I august 1993 kom det frem, at Panama gennem sit konsulat i Barcelona havde købt våben til de serbiske styrker i Bosnien. Afsløringen førte til udenrigsminister Julio Linares' tilbagetræden. Han havde været direkte involveret i sagen.

1994 PRD tilbage på magten

I 1994 blev økonomen Ernesto Pérez Balladares valgt til præsident med 34 % af stemmerne. Han var tidligere minister og erklæret beundrer af Omar Torrijos. Balladares var kandidat for den socialdemokratisk orienterede alliance Pueblo Unido (det Forenede Folk), der bestod af PRD, det Liberal Republikanske Parti og Arbejderpartiet. Mireya Moscoso fra den højreorienterede Demoratisk Alliance fik 29 % af stemmerne, mens sangeren Ruben Blades fra Bevægelsen «Papa Egoró» fik 17 %.. Der var tale om de første almene valg efter USA's invasion af landet.

Kuna og embera folkene fordømte i juni 1994 bygningen af en vej gennem deres autonome territorier. De fik støtte fra miljøgrupper og fra den katolske kirke. Vejen skulle gå gennem Darien regnskoven - et 550.000 hektar stort område, som af UNESCO er erklæret for menneskehedens fælles ejendom. Vejen på 108 km skulle forbinde Panama med Colombia. Gennem mange år er dette skovområde blev udsat for ulovlig fældning af dets ege-, ceder- og mahognitræer. Endvidere dyrkes der coca buske i området og der smugles våben gennem det.

 

I januar 1995 afsløredes en plan for mord på præsident Pérez Balladares og flere ministre af hans regering. 10 medlemmer af Nationalpolitiet blev arresteret for konspiration, men undersøgelsen blev indstillet pga. manglen på beviser.

Landet spillede fortsat en vigtig rolle i handelen med våben, narkotika og hvidvaskning af narkodollars. Under inspektionen af en pakke der formodedes at indeholde narkotika eksploderede den, dræbte 3 toldfunktionærer og sårede 25. Kassen med ammunition og granater var blevet sendt til en adresse i Ecuador - formodentlig til en guerillagruppe. I hovedstaden opdagedes endvidere to våbendepoter, der tilhørte en colombianer.

Regeringen gennemførte en reform af arbejdsmarkedslovgivningen med det formål at tiltrække udenlandske investeringer. Det udløste strejker og andre konflikter, da det kom frem, at arbejderbeskyttelsen blev reduceret og rettighederne til dannelse af fagforeninger og kollektive forhandlinger blev indskrænket. Sammenstødene mellem arbejdere, studenter og politi kostede i august 4 dræbte og 86 sårede, men alligevel blev lovreformen vedtaget.

Ifbm. forhandlingerne mellem Panama og USA om overdragelsen af kanalen i 1999 begyndte man at tale om fortsat nordamerikansk militær tilstedeværelse i landet også efter 1999. I juli erklærede Pérez Balladares, Howard flybasen ville forblive på nordamerikanske hænder - «med det formål at begrænse narkotrafikken». USA's militær anvendte dette år 319 millioner dollars  i Panama, svarende til 5 % af landets BNP.

Offentliggørelsen af de nordamerikanske troppers fortsatte tilstedeværelse i Panama fandt sted efter at det var blevet afsløret, at Balladares selv havde modtaget penge fra Cali narkokartellet i Colombia ifbm. sin valgkamp i 1994. Præsidenten erkendte at have modtaget penge, men nægtede at have vidst hvorfra de stammede. Denne skandale blev fulgt af lukningen af banken Banco Agro Industrial y Comercial pga. dens omfattende gæld og deltagelse i hvidvaskningen af narkodollars.

I marts 1997 dekreterede regeringen priserne på en række produkter som skolebøger, mælk, gas, sukker og medicin indefrosset. Skridtet havde til formål at forebygge uhæmmede prisstigninger, der var blevet kritiseret af landets Konkurrenceråd.

Efter 80 år i landet blev USA's Southern Command i september flyttet tilbage til USA. Den militære administration havde gennem årtier fungeret som uddannelsesinstitution for latinamerikanske militærdiktatorer og officerer. Panamas regering erklærede, at overførslen af administrationen af kanalen til Panama ikke ville ændre dens funktion. Endvidere planlagdes bygningen af et 3. slusesystem i starten af det nye årtusinde - pga. den stigende trafik og skibenes øgede størrelse.

Balladares forsøgte ved en folkeafstemning at få ændret grundloven, således at han kunne blive genvalgt som præsident, men dette mislykkedes. De to hovedkandidater ved præsidentvalget i maj 1999 var derfor Arnulfo Arias' enke, Mireya Moscoso og general Omar Torrijos søn, Martín Torrijos. Valget blev vundet af Moscoso, hvis valgprogram var det samme som hendes modstanders: bekæmpelse af korruptionen og hindring af politisk indblanding i administrationen af kanalen, samt sikring af at både arbejdere og skibsmæglere bliver indblandet i alle beslutninger omkring kanalzonen.

Den 14. december 99 gennemførtes den ceremoni, hvor kontrollen med kanalen blev overdraget til Panama. Moscoso og USA's tidligere præsident Jimmy Carter satte deres navne på de papirer, der ratificerede overdragelsen. Det var Carter der i 1977 sammen med Panamas Omar Torrijos underskrev dokumenterne, om overdragelsen af kanalen i 1999. Carter erklærede, at der var tale om «en af de vigtigste begivenheder i hemisfæren», og at Panama havde muligheden for at «udvikle sig til regionens Singapore», hvis det konsekvent udvikler handelen med udgangspunkt i kanalen, frizonen i Colon og landets finansielle centrum, der er center for 120 internationale banker.

Moscoso erklærede, at Panama i de første år af det nye årtusinde vil investere 1 mia. US$ på bygningen af den såkaldte Corte Culebra genvej i Panamakanalen og indkøb af udstyr, men at der samtidig er behov for udenlandsk bistand til bygningen af det 3. sæt af kanalsluser.

Regeringen besluttede i november 2000 ikke at give politisk asyl til den tidligere chef for det peruanske efterretningsvæsen, Vladimiro Montesinos, der havde været en central rådgiver for den afsatte præsident, Alberto Fujimori. Montesinos var i Peru anklaget for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Panama var i forvejen anklaget af en række menneskerettighedsorganisationer for at have givet asyl til 2 fremtrædende haitianske militærfolk, der har opholdt sig i Panama siden 1994, men var anklaget for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.

I maj 2001 organiserede fagbevægelsen og studenterorganisationer omfattende demonstrationer mod prisstigninger på 66% indenfor den offentlige trafik. Protesterne kostede over 100 sårede og snesevis arresterede under sammenstød med politiet. Regeringen havde endvidere hævet priserne på elektricitet, benzin og telefoni. Efter forhandlinger og kirkens indtræder som mægler blev prisstigningerne annulleret.

Efter sammenbrud i fredsprocessen i Colombia besluttede Panama at forstærke sin militære tilstedeværelse langs grænser til Colombia af frygt for, at konflikten skulle brede sig til Panama. Landet har i forvejen givet asyl til flere hundrede, der er flygtet fra borgerkrigen.

I april 2002 fremlagde Sandhedskomissionen sin rapport om forsvindinger i perioden 1968-89. Den slog fast, at 110 ud af ialt 189 forsvindinger ikke kunne opklares. Under sine undersøgelser havde kommissionen foretaget 35 opgravninger i gamle kaserner og lufthavne, og havde her fundet 48 lig. Dele af dokumentationen der dannede grundlag for rapporten var leveret af USA's forsvarsministerium, der gav Panamas militær ansvaret for de begåede forbrydelser. Til sammenligning dræbte USA 5-10.000 civile under sin invasion af Panama i 1989.

Ved valget i maj 2004 - det første efter overdragelsen af Panamakanalen til Panama - blev socialdemokraten Martin Torrijos valgt til præsident med 47,4% af stemmerne. Han er søn af den tidligere præsident, Omar Torrijos. Under valgkampen blev Torrijos udsat for påstande mod sin egen person og mod sin far, men han afviste at gå ind i denne polemik og lancerede ideen om det «nye fædreland».

Den 26. maj 2005 indledtes en generalstrejke organiseret af fagforeninger, der var imod regeringens foreslåede «velfærdsreform». Strejken tvang præsident Torrijos til at sænke pensionsalderen og arbejdernes socialbidrag. Tilbagetrækningsalderen blev sænket fra 65 til 63 år for mænd og fra 62 til 60 år for kvinder. Efter 1 måneds strejke var Torrijos tvunget til helt at suspendere socialreformen i 90 år «for at analysere den og sikre normalisering af Panama».

I august genoptog Panama sine diplomatiske forbindelser med Cuba, der havde været suspenderet af Habana et år pga. præsident Moscosos beslutning om at give amnesti til 4 fanger, der var anklaget for at have haft planer om at myrde Cubas præsident Fidel Castro.

I april 2006 præsenterede Panama Kanalen et projekt for udvidelse af kanalen til en pris af 5,25 mia. US$. Af disse skulle 2,3 mia. optages som lån i udlandet. For at kunne igangsættes, skulle projektet vedtages ved en folkeafstemning. Det skete i oktober, hvor 78% stemte for udvidelsen.

Panama og Frankrig skændtes i august 2007 om eks-præsident Noriegas fremtid. Begge lande ønskede ham udleveret fra USA, når han først havde udstået sin straf for narkohandel der. Panama ønskede at retsforfølge ham for en række mord, mens Frankrig anklagede ham for pengevask. Noriega kunne fra 9. september løslades fra fængslet i Florida, men han forblev bag tremmer, mens advokater sloges om hans fremtid.

Præsidentvalget i maj 2009 blev vundet af Ricardo Martinelli som leder af en højrefløjskoalition. Martinelli indledte en række tiltag til at reducere fattigdommen i landet, deriblandt 100 US$ i månedlig pension til de ældre, stigning i mindstelønnen og subsidier til studerende. Trods indsatsen levede 24% af befolkningen under den nationale fattigdomsgrænse i 2013, og 6,6% levede i ekstrem fattigdom.

USA's ambassadør i Panama, Barbara J. Stephenson klagede i august 2009 sin nød til det nordamerikanske udenrigsministerium over Martinellis aggressive metoder. Bl.a. havde han henvendt sig til hende med en anmodning om at få aflyttet sine politiske modstandere. Om USA så gjorde det, ved vi ikke, men Stephensons memorandum til State Department blev offentliggjort i december 2010 som del af WikiLeaks læk af ambassadetelegrammer.

Martinelli var i januar 2010 involveret i en skandale, da han forsøgte at udpege sin egen kandidat til posten som Indenrigsminister. Iflg. forfatningen er det den siddende minister der udpeger sin efterfølger.

I december 2011 fik Martinelli tidligere præsident Manuel Noriega udleveret fra Frankrig. Tilsyneladende en afledningsmanøvre fra flere skandaler i regeringen. I maj 2012 vurderede 55% af panamanerne at deres præsident gjorde et dårligt eller meget dårligt job. Han var tilsyneladende også involveret i bestikkelsessagwer, og skal bl.a. have modtaget bestikkelse fra Italiens Silvio Berlusconi.

Juan Carlos Varela fra det konservativt populistiske Partido Panameñista (PP) vandt parlamentsvalget i maj 2014 med 39,1% af stemmerne. Næstflest stemmer fik José Domingo Arias fra Cambio Democrático (CD) - ligeledes konservativt populistisk. Ved det samtidige valg til Nationalforsamlingen fik PP imidlertid kun 12 ud af de 71 pladser (en tilbagegang på 10), mens CD fik 30 (en fremgang på 16).

I 2015 lækkede en person 11,5 mio. dokumenter om skattesvindel i Panama til det tyske dagblad Süddeutsche Zeitung. Pga. materialets omfang inddrog avisen International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ) i gennemgangen af materialet. Første offentliggørelse af analysen ramte verdenspressen i april 2016. Den viste at Panama advokatfirmaet Mossack Fonseca havde bistået rigmænd og fremtrædende politikere over hele verden i skattesvindel. Materialet viste, at bl.a. den britiske premierminister David Camerons familie havde anvendt firmaet Fonseca til sin skattesvindel. Det umiddelbart mest prominente eksempel var dog den islandske statsminister, Sigmundur Davíð Gunnlaugsson der selv havde anvendt firmaet til svindel, på trods af at han overfor det islandske folk og parlament havde bedyret, at han ikke havde indeståender i udlandet. Hans svindel blev afsløret for rullende kameraer, og han blev efter store demonstrationer i Island tvunget til at gå af som statsminister. Myndighedernes reaktion på svindelen varierede stærkt fra land til land. I retsstater som Uruguay blev 5 personer arresteret og stillet for retten, mens myndighederne i f.eks. Danmark trak på skuldrene, trods det at der ligeledes blev dokumenteret danskere i Fonsecas dokumenter, og trods det at banken Nordea aktivt havde opfordret sine kunder til at anvende Mossack Fonseca til at bedrive skattesvindel. I Spanien blev den højreradikale Industri-, energi- og Turismeminister José Manuel Soria midt i april tvunget til opgive sin ministerpost, efter han ligeledes blev afsløret som skattesvindler.

Guia del Mundo


 

Internet

Political database on the Americas (engelsk)
Political ressources on the Net (Panama)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Amnesty International landerapport 2016 (engelsk)
Human Rights Watch' sider om Panama (engelsk)
Amnesty International reports on Panama (engelsk)