Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Frederik Dreier (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Frederik Dreier (1827-1853). Dansk samfundskritiker og socialist. Dreier voksede op i et borgerligt embedsmandshjem i København og blev i 1844 indskrevet ved Københavns Universitet på medicinstudiet, som han dog aldrig nåede at afslutte.

Dreiers forfatterskab afspejler hans encyklopædiske verdensbillede, idet han beskæftigede sig med et væld af emner, herunder filosofi, sprogvidenskab, litteratur og naturvidenskab i diverse afskygninger. Derudover var han stærkt optaget af tidens politiske og samfundsmæssige spørgsmål. Denne interesse manifesterede sig dels i nogle polemiske indlæg, han bidrog med i den offentlige debat, og dels i hans deltagelse i tidens arbejderforeninger og tæt sammenknyttet hermed, udgivelsen af tidsskriftet Samfundets Reform.

Dreier stod i skarp opposition til tidens autoriteter indenfor religion, æstetik, videnskab og politik, hvilket hans forfatterskab bar præg af. I 1848 udkom Dreiers første skrift, en mindre pjece med titlen «Folkenes Fremtid». Hovedtemaet heri var en kritik af nationalitetsbegrebet. Han afviste, at nationalitet var noget overmenneskeligt, hvilket tidens herskende ideologi - hegelianismen - opererede ud fra, men anså det for en historisk konstruktion. Han mente, at der med den stigende samfærdsel, kommunikation og den deraf følgende blanding af racer, kulturer og sprog, ville ske en opløsning af nationaliteten. «Folkenes Fremtid» var rettet mod den nationalisme, der i disse år var i fremmarch mange steder i Europa - i høj grad også i Danmark, hvor den manifesterede sig i udbruddet af Treårskrigen (1848-1850). Dreier betragtede nationalismen som en af tidens store hindringer for en almen erkendelse af samfundets realiteter, når magthaverne strategisk anvendte den som et middel i deres bestræbelser på at bevare status quo. Forstået således, at de bevidst fjernede folks opmærksomhed fra de egentlige problemer i samfundet ved at oppiske en stemning mod andre nationer. Hele striden mellem dansk og tysk betragtede han således som overklassens «projekt» og håbede, at underklassen frem for at springe med på denne vogn, kunne se, at den havde langt mere tilfælles med dens tyske ligestillede, end med de nationalliberale, der stod forrest i at oppiske modsætningsforholdet til tyskerne.

Nogenlunde samme argumentationsform brugte Dreier i en pjece han skrev i 1851 i forbindelse med den såkaldte Clara Raphael-fejde, der var en debat om kvindernes stilling i samfundet. Også her mente han, der af overklassen blev fokuseret på nogle uvæsentlige modsætningsforhold:

«Den ringe Forskjel, der er mellem Mandens og Qvindens Grad af Frihed er noget Forsvindende imod Ligheden i den Trældom, hvori deres fælles Fordomme holder dem i den store sociale Trædemølle.»

Dreier ønskede således at udvide diskussionen til at gælde frigørelse for både for mænd og kvinder og tog udgangspunkt i den for begge køn gældende sociale ulighed i samfundet. Man kan i moderne terminologi sige, at hans parole var Klassekamp før Kvindekamp!

For at forstå Dreier er det vigtigt at inddrage både hans teoretiske og hans praktiske virke, da det for ham var to sider af samme sag. Hans praktiske virke belyses bedst ved hans deltagelse i tidens arbejderforeninger, hvor han med større eller mindre held forsøgte at gøre sin indflydelse gældende. Mest fremtrædende synes han at have været i Foreningen for Arbejdsklassens Vel (F.f.A.V.), der blev stiftet i 1851 og hvis formål var at yde alderstillæg til ældre arbejdere. Dreier blev i 1852 valgt ind i repræsentantskabet, men blev dog aldrig helt dus med foreningens ledelse med P.F. Lunde i spidsen, hvorfor han kort efter atter udtrådte. Dreiers hovedkritikpunkt mod foreningen var dens - efter hans mening - alt for snævre formål: gennemførelse af alderstillægget og så det faktum, at man fra F.f.A.V.s ledelse tog skarpt afstand fra at blive en politisk forening. Dreier derimod ønskede netop, at man kunne bruge F.f.A.V. som base for en bred politisk diskussion af arbejdernes forhold og han argumenterede i den forbindelse som den første i Danmark for dannelsen af et arbejderparti. Der er næppe tvivl om, at han håbede, at de næsten 2000 medlemmer, som F.f.A.V. havde på sit højeste, kunne udgøre grundlaget for et sådant.

Dreiers planer for et arbejderparti var ret detaljerede og moderne i den forstand, at han udarbejdede et egentligt partiprogram, som er at finde i Samfundets Reform. Et kardinalpunkt for Dreier var en udvidelse af valgretten, således at de indskrænkninger, der på daværende tidspunkt udelukkede en stor del af de lavere klasser fra at kunne stemme - trods betegnelsen «almindelig valgret» - blev ophævet. I programmet foreslog han ligeledes en reform af undervisningssystemet. Dreier talte for en fri og fælles undervisning og opdragelse af alle børn uden hensyntagen til forældrenes stilling i samfundet. At han inddrog opdragelsen, hvilket mange anså for en del af den private sfære, var ikke noget nyt; allerede i «Fremtidens Folkeopdragelse» fra 1848 gjorde han sig til talsmand for at udsondre denne opgave fra hjemmet, hvilket førte til beskyldninger om, at han ønskede en «kaserneagtig» opdragelse af børn. Oplysning var i det hele taget et hovedtema hos Dreier, da han mente, det var en forudsætning for fremskridtet og derfor for den sociale reform, som var parolen for hele hans virksomhed. Et udtryk, der ofte dukker op i Dreiers skrifter - trykte og ikke-trykte - er den exacte videnskabelige dannelse, som han fordrede skulle afløse den klassiske dannelse, der ifølge Dreier bibeholdt børn og unge i uvidenhed og ikke gav dem et reelt billede af virkelighedens verden. Filosofisk stod Dreier i opposition til sin samtids metafysiske verdensbillede og fremsatte den naturvidenskabelige tænkning som det fremtidige ideal.

I programmet for det radikale parti gjorde Dreier sig ligeledes tanker om en omfattende skattereform. Et andet vigtigt punkt var indførelsen af den rentefri, gensidige kredit. Inspirationen hertil var den franske socialist J.P. Proudhons idé om en folkebank. Proudhon var i øvrigt i mange henseender Dreiers teoretiske forbillede. Hovedtanken var, at arbejderne slog sig sammen om at oprette handelskontorer, varelagre og butikker. Gennem disse kunne der så foregå en umiddelbar ombytning af forskellige produkter, som producenterne afleverede til de fælles indkøbscentraler, og derved kunne den dyre og af Dreier ofte udskældte mellemhandel undgås. Den gensidige kredit kom ind i billedet, i det øjeblik tilstrækkelig mange deltog i det fælles indkøb. Dreier foreslog, at man så gik over til benyttelse af kreditbeviser. Fordelen på længere sigt ville være, at der ville kunne opnås frigørelse fra «Capitalens trykkende Aag» via at de forskellige skyldnere, arbejdere og lejere kunne betale deres afdrag i kreditbeviser med en rente, der vilde falde i takt med diskontopræmien.

En anden vigtig opgave for partiet ville være at skaffe offentlig støtte til arbejdsassociationerne, endnu en hjørnesten i Dreiers idé om en reform af samfundet. Grundlaget for disse associationer var, at arbejderne skulle slutte sig sammen om f.eks. et værksted, som de så ejede i fællesskab. Bestyrelsen af associationen skulle varetages af en valgt forstander, og udbyttet skulle fordeles mellem alle arbejderne i forhold til deres bidrag til produktionen. I det hele taget deltog Dreier ivrigt - især i Samfundets Reform - i den verserende debat om næringsforholdenes ordning. Perioden forud tor Næringsloven af 1857 repræsenterede en brydningstid mellem det feudalistiske laugssystem og fremtidens industrikapitalistiske samfund. Det var i denne kontekst, Dreier virkede; han forudså problemerne for arbejderne ved overgangen til et kapitalistisk industrisamfund og søgte at foregribe, at «de forholdsviis fri Haandværkere» i fremtiden skulle blive «maskinarbeidende Trælle». Som en forudsætning for, at dette kunne undgås, mente han, at kapitalens magt måtte brydes, og at frie arbejderforeninger selv måtte overtage styringen af produktionslivet. Hvis dette kunne lykkes arbejderne, frygtede Dreier ikke som så mange andre i samtiden den industrielle udvikling. Tværtimod mente han, at den ville kunne komme den arbejdende klasse til gode, hvis de ellers formåede at udnytte de arbejdsbesparende maskiner til egen fordel.

Dreier er ofte i eftertidens blevet kaldt «Danmarks første socialist». Man skal naturligvis være varsom med den slags prædikater, men han var utvivlsomt en af pionererne indenfor arbejderorganisatoriske bestræbelser i Danmark. Årsagen til, at Dreiers planer om et arbejderparti ikke blev ført ud i livet, skal nok primært findes i, at en egentlig arbejderklasse endnu ikke var et fasttømret element i det danske samfund; at de, som Dreier tænkte sig som medlemmer af partiet ikke selv følte sig som én gruppe med fælles udgangspunkt og behov.

P.S.