I de første efterkrigsår i Norge var genopbygningen en opgave, som samlede på samme måde som modstandskampen havde gjort det. I arbejdslivet havde samarbejdspolitikken til hensigt at afløse mellemkrigstidens opslidende klassekamp. Forholdet mellem partierne var på samme måde præget af samarbejde og enighed. Klarest kom trådte denne stemning frem gennem Fællesprogrammet. For første gang i norsk historie gik seks norske partier til valg på et fælles program ved siden af deres egne partiprogrammer. Der fandtes heller ingen europæisk parallel til dette.

Det direkte initiativ til et fællesprogram kom fra kredse i arbejderbevægelsen. Den civile modstandsledelse i Norge (Kredsen) gav sin tilslutning til tanken, og der blev nedsat en programkomite, hvor fire partier var repræsenteret (DNA, BP, H, V). Programudkastet blev med ubetydelige ændringer accepteret af partierne efter befrielsen. Kun i Højre vakte forslaget stor modstand. Også Kristelig Folkeparti og NKP sluttede sig til programmet. Kommunisterne tog dog visse forbehold i form af en tvetydig særudtalelse,

Fællesprogrammet skulle sikre arbejde til alle, økonomisk vækst, udvidet offentlig styring og kontrol i det økonomiske liv, udjævning mellem landsdele, kommuner, brancher og erhvervsgrupper, en vis udvidelse af det politiske og økonomiske demokrati og samarbejde om genopbygningen. Ifølge programmet blev der også oprettet et fællesudvalg for partierne, der blev opnået enighed i vigtige spørgsmål i inden- og udenrigspolitik i genopbygningsperioden.

Fællesprogrammet var et udtryk for en moderat radikalisering af det politiske liv. Det var præget af reform og ikke revolution. Ingen klasse eller social gruppe fik fuldstændig sin opfattelse igennem. Arbejderpartiet accepterede, at genopbygningen overvejende skulle ske under de gamle ejendomsforhold. Til gengæld accepterede de borgerlige partier og erhvervslivet, at opgaven krævede midler, som tidligere havde været omstridte, som priskontrol og regulering af import mv. Arbejderne fik en begrænset indflydelse i virksomhederne ved indførelsen af produktionsudvalg i den enkelte virksomhed. Tiltagene var alligevel mere motiveret ud fra hensynet til effektivitet og øget produktion end til ønsket om virksomhedsdemokrati. Fællesprogrammet præges iøvrigt af en stærk tiltro til ekspertise og dens muligheder for at nå frem til saglige afgørelser. Det indleder således et karakteristisk træk ved efterkrigstiden, hvor et net af bestyrelser, råd og udvalg bestående af repræsentanter fra regering, den offentlige administration, arbejdsgivere og arbejdere styrede landet.

Det er vanskeligt eksakt at vurdere hvilken betydning fællesprogrammet har haft i norsk politik i efterkrigstiden. En række programpunkter var vage og ikke særlig konkrete. En del andre - f.eks. de der gjaldt valgordning og udjævning - er endnu i dag kun i ringe grad blevet realiseret. Fællesprogrammet var således i nogen grad præget af blomstrende politikerløfter og af at være et «blueprint of utopia». Fællesprogrammet dannede imidlertid grundlaget både for samlingsregeringens og den efterfølgende Arbejderpartiregerings arbejde i den første stortingsperiode efter krigen. En række af bestemmelserne i programmet blev gennemført. Programmet var et udtryk for øget enighed og fælleskabsfølelse i Norge. Det producerede også enighed. Det medvirkede til at mindske afstanden mellem partierne og begrænsede partiernes handlefrihed. Intet parti vovede at gå offentligt imod programmet. Et parti stod stærkt i diskussionen, hvis det kunne henvise til programpunkter i fællesprogrammet. Fællesprogrammet bidrog dermed til at skabe en samarbejdsindstilling i norsk politik som fortsatte ud over genopbygningsperioden. Ord som samarbejde og enighed fik en positiv værdi i norsk debat. Programmet medvirkede dermed også til, at reelle modsætninger i partipolitik og arbejdsliv blev tilsløret.

K.E.E.