Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 21.647
: :
Fællesprogrammet 1945
Left
Rocks
2023-12-05 16:48

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

I de første efterkrigsår i Norge var genopbygningen en opgave, som samlede på samme måde som modstandskampen havde gjort det. I arbejdslivet havde samarbejdspolitikken til hensigt at afløse mellemkrigstidens opslidende klassekamp. Forholdet mellem partierne var på samme måde præget af samarbejde og enighed. Klarest kom trådte denne stemning frem gennem Fællesprogrammet. For første gang i norsk historie gik seks norske partier til valg på et fælles program ved siden af deres egne partiprogrammer. Der fandtes heller ingen europæisk parallel til dette.

Det direkte initiativ til et fællesprogram kom fra kredse i arbejderbevægelsen. Den civile modstandsledelse i Norge (Kredsen) gav sin tilslutning til tanken, og der blev nedsat en programkomite, hvor fire partier var repræsenteret (DNA, BP, H, V). Programudkastet blev med ubetydelige ændringer accepteret af partierne efter befrielsen. Kun i Højre vakte forslaget stor modstand. Også Kristelig Folkeparti og NKP sluttede sig til programmet. Kommunisterne tog dog visse forbehold i form af en tvetydig særudtalelse,

Fællesprogrammet skulle sikre arbejde til alle, økonomisk vækst, udvidet offentlig styring og kontrol i det økonomiske liv, udjævning mellem landsdele, kommuner, brancher og erhvervsgrupper, en vis udvidelse af det politiske og økonomiske demokrati og samarbejde om genopbygningen. Ifølge programmet blev der også oprettet et fællesudvalg for partierne, der blev opnået enighed i vigtige spørgsmål i inden- og udenrigspolitik i genopbygningsperioden.

Fællesprogrammet var et udtryk for en moderat radikalisering af det politiske liv. Det var præget af reform og ikke revolution. Ingen klasse eller social gruppe fik fuldstændig sin opfattelse igennem. Arbejderpartiet accepterede, at genopbygningen overvejende skulle ske under de gamle ejendomsforhold. Til gengæld accepterede de borgerlige partier og erhvervslivet, at opgaven krævede midler, som tidligere havde været omstridte, som priskontrol og regulering af import mv. Arbejderne fik en begrænset indflydelse i virksomhederne ved indførelsen af produktionsudvalg i den enkelte virksomhed. Tiltagene var alligevel mere motiveret ud fra hensynet til effektivitet og øget produktion end til ønsket om virksomhedsdemokrati. Fællesprogrammet præges iøvrigt af en stærk tiltro til ekspertise og dens muligheder for at nå frem til saglige afgørelser. Det indleder således et karakteristisk træk ved efterkrigstiden, hvor et net af bestyrelser, råd og udvalg bestående af repræsentanter fra regering, den offentlige administration, arbejdsgivere og arbejdere styrede landet.

Det er vanskeligt eksakt at vurdere hvilken betydning fællesprogrammet har haft i norsk politik i efterkrigstiden. En række programpunkter var vage og ikke særlig konkrete. En del andre - f.eks. de der gjaldt valgordning og udjævning - er endnu i dag kun i ringe grad blevet realiseret. Fællesprogrammet var således i nogen grad præget af blomstrende politikerløfter og af at være et «blueprint of utopia». Fællesprogrammet dannede imidlertid grundlaget både for samlingsregeringens og den efterfølgende Arbejderpartiregerings arbejde i den første stortingsperiode efter krigen. En række af bestemmelserne i programmet blev gennemført. Programmet var et udtryk for øget enighed og fælleskabsfølelse i Norge. Det producerede også enighed. Det medvirkede til at mindske afstanden mellem partierne og begrænsede partiernes handlefrihed. Intet parti vovede at gå offentligt imod programmet. Et parti stod stærkt i diskussionen, hvis det kunne henvise til programpunkter i fællesprogrammet. Fællesprogrammet bidrog dermed til at skabe en samarbejdsindstilling i norsk politik som fortsatte ud over genopbygningsperioden. Ord som samarbejde og enighed fik en positiv værdi i norsk debat. Programmet medvirkede dermed også til, at reelle modsætninger i partipolitik og arbejdsliv blev tilsløret.

K.E.E.

Litteratur

K. E. Eriksen og G. Lundestad: Kilder til moderne historie, II, Oslo 1972.
E. Gerhardsen: Samarbejd og strid. Erindringer 1945-55, Oslo 1971.