Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 6.114
: :
Sao Paolo Forum

Sao Paulo Forum (SPF) (1990-), politisk diskussionsforum blandt latinamerikanske venstrefløjspartier og -organisationer. Ved sin dannelse var det et håb blandt flere medlemspartier, at SPF kunne udvikle sig til en fælles platform for kampen mod neoliberalismen og imperialismen i Latinamerika, men de deltagende organisationer har haft vanskeligt ved at analysere fortidens fejltagelser, repræsenterer ideologisk meget forskellige strømninger og har derfor været ude af stand til at udvikle de nødvendige analyser og konsensus. SPF fungerer i dag derfor i højere grad som et fælles diskussionsforum end som politikudviklende organ.

Baggrunden

SPF holdt sit første møde i São Paulo i Brasilien i juli 1990. Mødet var indkaldt af det brasilianske arbejderparti PT, og baggrunden var især den krise venstrefløjen var kastet ud i det foregående år:

Men samtidig med disse uomtvistelige krisetegn var der også signaler, der pegede i en anden retning. PT havde netop deltaget i valgene i Brasilien og havde fået 31 mio. stemmer svarende til 48 % af de afgivne. Det havde altså været tæt på at erobre præsidentposten i kontinentets økonomisk stærkeste land, og havde 650.000 organiserede medlemmer. PT var udformet som en bred venstrefløjsalliance og skulle have rimelige forudsætninger for at dele sine erfaringer med partier og organisationer i andre latinamerikanske lande. Baggrunden var naturligvis også, at en PT magtovertagelse i Brasilien sandsynligvis ville blive mødt med destabilisering fra andre latinamerikanske lande, med mindre venstrefløjen dér blev styrket.

PT havde indbudt en bred kreds af både reformistisk og revolutionært orienterede venstrefløjspartier og -organisationer fra hele kontinentet. Konferencen blev organiseret omkring 5 temaer: kapitalismens offensiv i Latinamerika, krisen i Østeuropa, den aktuelle situation i Cuba, den latinamerikanske venstrefløjs erfaringer og endelig projektet for et socialistisk demokratisk samfund. Det vigtigste omdrejningspunkt for diskussionerne blev sammenkædningen af socialisme og demokrati. Partierne erkendte, at det var nødvendigt at hindre borgerskabet i at tage patent på demokratiet, og derfor var det nødvendigt at understrege, at venstrefløjen går ind for flerpartistyre og afholdelsen af frie valg. Disse klare holdninger skabte samtidig en debat omkring Cuba, der ikke praktiserede denne form for demokrati, men lige så stærkt konferencen understregede demokratiet, besluttede den at arbejde for den uforbeholdne solidaritet med Cuba og kritik af USA's blokade mod landet.

De efterfølgende møder

Ved sin 3. konference i Managua, Nicaragua i juli 1992 var forumet vokset betragteligt. Der deltog nu 122 delegater fra 61 organisationer i 17 latinamerikanske lande. Dertil kom 60 observatører fra resten af verden. SPF var ved at få et godt fodfæste på kontinentet og tiltrak sig samtidig interesse udenfor - både i Asien, Afrika, Europa og Nordamerika. Men samtidig trådte nogle af forumets problemer klarere frem.

Konferencens overordnede tema var: «økonomiske alternativer til udviklingen og integrationen i Latinamerika». Men det viste sig vanskeligt at udvikle fælles alternativer til neoliberalismen. Denne, strukturtilpasningsprogrammerne, IMF og Verdensbanken kunne kritiseres, men forumet var ikke i stand til at udvikle andre fælles alternativer end vage formuleringer om samarbejde mellem producent-associationer i de enkelte lande. Meget bedre stod det ikke til med diskussionen omkring demokrati, der blot udmøntedes i vage formuleringer omkring fremmelse af selvorganiseringen og den folkelige deltagelse.

Endelig trådte det tydeligt frem, at SPF havde meget vanskelig ved at formulere en fælles udenrigspolitik. De mexicanske delegater havde foreslået, at konferencen skulle kritisere svindelen i de nyligt afholdte mexicanske valg, men mange af SPF's medlemspartier havde tætte forbindelser til Mexico og erklærede, at de ville boykotte et sådan forslag. Et andet forslag om støtte til kurdernes kamp faldt ligeledes, fordi regeringen i Iraq var repræsenteret på konferencen. Konferencen kunne dog blive enig om, at der også skulle holdes møder i Nordamerika og Europa for at skabe «nye rammer for forståelse og aktivitet mellem demokratiske kræfter i nord og syd».

Året efter afholdtes SPF's 4. konference i Havana, Cuba. Den blev en af forumets kvalitativt og kvantitativt bedste konferencer med deltagelse fra 112 organisationer og 25 fra resten af verden. Siden den foregående konference havde en bred folkelig bevægelse væltet den korrupte og skandaleomsuste præsident Ferdinand Collor de Mello i Brasilien og præsident Carlos Andres Perez i Venezuela. Og i Uruguay havde 72 % af vælgerne i december 92 stemt imod privatiseringer indenfor det offentlige. Dette skabte en betydelig tillid til de folkelige alliancer og muligheden for at venstrefløjen kunne sejre i flere lande ved de kommende valg. Over de følgende 18 måneder skulle der være valg i 14 latinamerikanske lande, og der var udsigt til, at venstrefløjen kunne sejre i Brasilien, Mexico og Uruguay. Nok blev der stillet spæde spørgsmålstegn ved og kritik af venstrefløjens overtagelse af statsapparatet, men den druknede i euforien omkring de mulige fremtidige valgsejre.

Også kvalitativt var konferencen et betydeligt skridt fremad. Den præsenterede for første gang en omfattende analyse af den kapitalistiske krise i Latinamerika og de folkelige mobiliseringsmuligheder, og konferencens betydning blev understreget af deltagelsen af Cubas præsident Fidel Castro og præsidentkandidater fra bl.a. Brasilien og Mexico.

På konferencen brød et kvindeoprør ud. Ud af de 217 delegater var kun 25 kvinder. De udformede deres egen resolution, hvor de slog fast, at deres bidrag endnu var begrænsede, fordi de fortsat var udsat for sexistisk undertrykkelse i deres respektive partier. Endelig skulle der have været en generaldebat om forholdet mellem de folkelige organisationer og partierne, men denne debat udeblev. Partierne valgte at fokusere på de forestående valg og håbet om sejr.

1995 Afmatning

Netop pga. valgene blev der ikke afholdt nogen konference i det store valgår 1994. Det 5. møde blev derfor først afholdt i maj 1995 i Uruguay, og var præget af en ret mat stemning. Samtidig deltog kun 65 organisationer i mødet. Nok var venstrefløjen gået frem ved næsten alle valgene, men den havde ikke sikret sig de eftertragtede sejre i Brasilien, Mexico eller Uruguay. Trods fremgang blev valgene derfor betragtet som nederlag, og ligeledes nederlag for den valgeufori der havde bredt sig på den foregående SPF konference. Den matte stemning blev yderligere forstærket af, at så centrale figurer som Lula fra PT og Daniel Ortega fra FSLN var fraværende.

SPF var i 1993 sprunget over de strategiske og taktiske diskussioner til fordel for valgeufori. Forumet var nu sendt tilbage i selvransagelse, og mødet i Uruguay gav ingen klare signaler. Til gengæld rykkede forumets politik et skridt mod højre. Det havde tidligere krævet udlandsgælden afskrevet, men inspireret af det skred der fandt sted i PT i 1994 blev kravet nu begrænset til en reduktion af gældens hovedstol og renterne.

Noget af afmatningen blev vendt på det 6. møde i San Salvador i juli 1996. Organisatorisk blev det en stor succes. Arbejdet blev koncentreret i komissioner og workshops fremfor plenum. Og desuden blev der lanceret nyskabende debatter om miljø, kvinder, folkelig kultur og identitet. Mødet blødte dermed op for venstrefløjens traditionelle fremskridtsoptimisme og fordømmelse af traditionerne til fordel for anerkendelse af den folkelige og især indfødte kultur.

Men trods disse nyskabelser udmærkede debatten og slutresolutionen sig ved manglen på politik til bekæmpelse af neoliberalismen. Det blev slået fast, at venstrefløjen stadig sad fast i traditionelle forestillinger om først at erobre magten for siden at forandre samfundet. I kontrast til denne traditionelle opfattelse stod PT's mere aktionsorienterede linie, som Lula havde formuleret året forinden som «forandring af samfundet for at erobre magten».

En væsentlig årsag til vanskelighederne ved at udvikle fælles politik var desuden, at en mere socialdemokratisk linie og en socialistisk orienteret linie kom til at stå skarpt overfor hinanden. Slutresolutionens omtale af Kina, Nordkorea, Laos og Vietnam som socialistiske modeller var derfor også stærkt omdiskuterede.

Et andet alvorligt problem var forholdet til EZLN i Chiapas. Flere af SPF's medlemsorganisationer holdt en særdeles kritisk distance til zapatisterne, og bedre var det ikke af, at EZLN havde besluttet at lægge sit interkontinentale møde for humanisme oven i SPF's møde. Der var kold luft mellem en vigtig social kraft i Mexico og resten af den latinamerikanske venstrefløj.

1997 Lad 100 ideer blomstre

Det 7. møde blev holdt i Porto Alegre i det sydlige Brasilien i juli 1997. Her deltog 58 organisationer fra 20 latinamerikanske lande. Det fortsatte succesen fra det foregående år med en lang række workshops om nye spændende temaer, der tidligere ikke havde haft venstrefløjens store interesse. Disse workshops blev kilde til gensidig inspiration, men uden at de kunne munde ud i fælles resolutioner. Et vigtigt omdrejningspunkt for diskussionerne var venstrefløjens erfaringer i bystyrene på kontinentet. I Porto Alegre havde PT haft magten siden 1989 og havde høstet en lang række spændende erfaringer. Frente Amplio havde haft magten i Montevideo i Uruguay siden 1990 og i Mexico havde Cuauhtemoc Cardenas netop vundet borgmesterposten i hovedstaden. Der var derfor basis for videregivelse af erfaringer.

Men mødet gjorde det også helt klart, at SPF ikke var på vej til at udvikle sig til en ny internationale, endsige organisation for udvikling af fælles politik overfor imperialismen. Dertil repræsenterede det alt for forskellige ideologiske strømninger. Det var i stedet et forum for fælles debat, erfaringsudveksling og et forsøg på at lade forskellene berige frem for at splitte, som de havde gjort i 70'erne og 80'erne.

Hovedresolutionen blev derfor tilsvarende generel og med vage formuleringer. Alligevel undgik forumet ikke de traditionelle udenrigspolitiske konflikter. Trods fordømmelse af præsident Fujimoris massakre på den japanske ambassade i Peru blev guerillaorganisationen MRTA nægtet optagelse. Det samme gjorde den baskiske selvstændighedsbevægelse ETA, der kort forinden havde bortført og dræbt en konservativ kommunalpolitiker. For mange af de deltagende partier havde for tætte forbindelser til Spanien.

Trods forsøget på at give SPF et nyt indhold på det 6. og 7. møde vandt denne nye rolle ikke genklang blandt de latinamerikanske medlemsorganisationer. SPF holdt nye møder i oktober 98 i Mexico og juli 99 i Managua, men de var begge præget af yderligere afmatning. SPF var tænkt som en fælles latinamerikansk venstrefløjsfront overfor neoliberalisme og imperialisme. Dette projekt havde vist sig umuligt, og interessen for det kontinentale samarbejde kølnedes derfor drastisk.

Afrunding

Trods fælles historisk bagage - den spanske og portugisiske kolonialisme og nordamerikanske imperialisme - er de latinamerikanske lande præget af enorme sociale, økonomiske, politiske og kulturelle forskelle. Disse forskelle er en væsentlig del af baggrunden for de betydelige forskelle i erfaring mellem partier og organisationer på den latinamerikanske venstrefløj. Dette har været én faktor, der har vanskeliggjort samarbejdet. En anden har været, at organisationerne gennemgående har været ude af stand til at analysere og gøre op med de fejl, de har historisk har begået. En tredje har været fokuseringen på magten - forestillingen om at først valgsejren (eller den væbnede sejr) ville bane vej for sociale forandringer. For det fjerde har de fleste organisationer et stærkt patriarkalsk forhold til de folkelige organisationer, hvilket drastisk har reduceret mulighederne for demokratisering på venstrefløjen. Endelig har udenrigspolitiske bindinger til f.eks. Cuba, Mexico, Spanien og Iraq forhindret analyse og kritik af situationen i disse lande. Realpolitikken har på denne måde spændt ben for udviklingen af en ny politik.

PT håbede med sit initiativ i 1990 at kunne sprede sine erfaringer med venstrefløjssamarbejde over resten af kontinentet for både at styrke venstrefløjen kontinentalt og sine egne chancer i en fremtidig regering. Men dette projekt er foreløbig slået fejl. SPF eksisterer fortsat, men alene som et forum for udveksling og debat af ideer.

A.J.