Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 17.114
: :
Statssocialisme

Statssocialisme betegner et samfundssystem, hvor staten tildeldes en central rolle i udviklingen af det socialistiske samfund. Begrebet blev første gang anvendt om socialismeopfattelsen i det tyske socialistparti stiftet af Ferdinand Lassalle i 1863. Trods voldsomme brydninger i partiet mundede denne opfattelse i 1885 ud i vedtagelsen af partiets Gothaprogram, der opererede med en fredelig overgang til socialismen, efter at arbejderklassen gradvist havde tiltaget sig kontrollen over statsapparatet.

Samtidig er statssocialisme også den betegnelse, socialdemokrater i det 20. århundrede har hæftet på det politiske system i Sovjetunionen, og senere andre lande der har gennemført lignende revolutioner. Disse samfund er af de traditionelle kommunistpartier blevet betegnet som socialistiske, af trotskister som degenererede arbejderstater og af andre dele af venstrefløjen som statskapitalistiske. Her anvendes begrebet statssocialisme som betegnelse for disse samfund. Begrebet må ikke forveksles med socialisme.

Trods de store forskelle der har eksisteret mellem forsøgene på at opbygge et nyt samfund i bl.a. Sovjetunionen, Vietnam, Moçambique og Nicaragua er der alligevel en række fællestræk der har medført, at alle disse samfundseksperimenter er brudt sammen. Det er disse problemer, denne artikel beskæftiger sig med.

Den klassiske revolutionsmodel

Den russiske revolution blev gennemført i 1917 i tiltro til at den ville bane vejen for revolution i de udviklede vesteuropæiske lande, men forsøgene på revolution blev knust og Sovjet isoleret. Dette var baggrunden for Stalins udvikling af tesen om muligheden for udviklingen af socialisme i et enkelt land, og af en stalinistisk revolutionsmodel der gjorde socialismen til en mulighed i tilbagestående 3. verdenssamfund. Modellen har fungeret som grundlæggende inspiration for stort set alle de revolutioner, der er blevet gennemført siden 1917 og er blevet accepteret langt ind i den anti-stalinistiske venstrefløj. Men historisk har det vist sig umuligt at foretage springet direkte fra feudalisme til socialisme - endsige kommunisme. De post-revolutionære samfund er endt i stagnation, før de endelig er brudt sammen.

Den første revolution eller rettere oprør der satte afskaffelsen af den borgerlige stat på dagsordenen var Pariserkommunen, der eksisterede i 2 måneder i marts-maj 1871. Frankrig var på det tidspunkt i krig med Tyskland. Tyskerne stod til at vinde krigen og omringede Paris. Det franske borgerskab var så svækket og det parisiske proletariat og pjalteproletariat så optændt af had til borgerskabet pga. de lidelser det under krigen måtte gennemgå, at det benyttede chancen til at smide borgerskabet på porten og tage magten. Det borgerlige statsapparat blev rykket op med rode og erstattet med lokal organisering og valgte folkelige repræsentanter, hvis mandat til enhver tid kunne trækkes tilbage. Det var erfaringerne fra dette eksperiment, Lenin byggede videre på i sin artikel «Staten og Revolutionen» fra foråret 1917. Pariserkommunens hovedproblem var, at den var isoleret fra omverdenen. Stillet overfor kommunen lagde det franske og tyske borgerskab stridighederne til side og gik sammen i en alliance for at knuse truslen. Kommunarderne havde på ingen måde de nødvendige ressourcer til at forsvare sig, overmagten var alt for stærk og de blev massakreret. Over 40.000 blev henrettet af det rasende franske borgerskabs politi og militær.

Uanset at Pariserkommunen gav nogle vigtige erfaringer og et spring fremad i opfattelsen af den borgerlige stat, blev den ikke startet med kommunismen som perspektiv.

Blandt marxister lænede man sig i starten af det 20. århundrede stadig op af Marx' videnskabelige opfattelse af betingelserne for overgang til kommunisme. Iflg. den var borgerskabets historiske mission at knuse den feudale produktionsmåde, udvikle produktivkræfterne og som konsekvens af denne udvikling samtidig udvikle sin banemand - arbejderklassen. Når modsætningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold var blevet så skarp, at denne ikke længere kunne løses indenfor rammerne af den kapitalistiske produktionsmåde, ville arbejderklassen gennemføre revolution, feje borgerskabet bort og bane vej for det kommunistiske samfund.

Parallelt med den videnskabelige opfattelse af betingelserne for overgangen fra kapitalisme til kommunisme udviser Marx dog også utålmodighed ifht. den kommunistiske revolution. I forordet til den russiske udgave af Manifestet fra 1882 skriver han sammen med Engels f.eks. at det russiske fællesejede landbrug kan blive udgangspunkt for en kommunistisk udvikling, trods det at han godt er klar over Ruslands overvejende feudale produktionsform. Der eksisterer altså en modsætning mellem den videnskabelige Marx og den politisk utålmodige Marx i deres revolutionsopfattelse.

Den stalinistiske revolutionsmodel

Ikke desto mindre holder marxister organiseret i arbejderpartier i de forskellige lande fast i den videnskabelige opfattelse. Det gælder også de russiske bolsjevikker. De opfatter 1905 og februar 1917 revolutionerne som borgerlige og har ikke umiddelbart som perspektiv umiddelbart at sætte den kommunistiske revolution på dagsordenen. Dette ændres, da Lenin i april 1917 vender tilbage til Rusland. Han ønsker nu at sætte netop denne revolution på dagsordenen (se Aprilteserne). Ikke i opgør med den klassiske revolutionsmodel men udfra en analyse af de revolutionære muligheder i Europa, hvor en russisk proletarisk revolution kan sætte tilsvarende revolutioner på dagsordenen i andre europæiske lande - specielt Tyskland. I Europa som helhed var de nationale borgerskaber på det tidspunkt betydeligt svækkede som følge af krigen, en voldsom overudbytning af arbejderklassen - især pga. produktionen af krigsudrustning - og en omfattende krigstræthed.

Lenin analyserede sig på den baggrund frem til, at revolutioner var overvejende sandsynligte i andre dele af Europa, og at en russisk revolution kunne starte en sneboldeffekt. Det lykkedes ham at overtale sit parti, og i november 1917 brød den russiske revolution ud. Perspektivet var ikke en isoleret udvikling af kommunismen i Rusland, men revolution i større dele af Europa. Der udbrød da også revolutioner i andre dele af Europa: Ungarn, Østrig, Finland og i slutningen af 1918 Tyskland. Men ingen af dem var stærke nok til at overleve. I starten af 20’erne var situationen derfor den, at russerne måtte forsøge at udvikle landet isoleret.

Den russiske revolution blev gennemført i en arbejder-bonde alliance, hvor bønderne var i stort flertal. I 1917 udgjorde den russiske arbejderklasse endnu kun 3-4%. Den blev mulig, da februarrevolutionen (1917) ikke gav befolkningen de forventede resultater: fred, jord og brød. Mensjevikker og Socialrevolutionære der indgik i regeringerne gennem 1917 afslørede, at de ikke kunne opfylde deres løfter til befolkningen. Der fandt en hastig radikalisering sted, og bønder samt arbejdere sluttede hastigt op bag bolsjevikkerne, der ikke var blevet kompromitteret gennem regeringsdeltagelse. Samtidig kopierede Lenin de Socialrevolutionæres agrarprogram. Bolsjevikkerne var indtil da gået ind for kollektivisering og statsliggørelse af landbruget. En politik der kun havde ringe opbakning blandt bønderne. Det ny program gik ind for uddeling af jord til bønderne og fik massiv opbakning.

Det var derfor med et befolkningsflertal bag sig, at bolsjevikkerne i november indledte revolutionen. Den unge revolutions første vigtige skridt var at få afsluttet krigen med Tyskland. Det skete på ydmygende betingelser og førte til voldsomme opgør i partiet, men var nødvendig for at kunne kanalisere ressourcer over i landets udvikling og for at opfylde befolkningens krav om fred.

Globalt førte den russiske revolution til en splittelse af arbejderbevægelsen og dens partier i en traditionel reformistisk tendens og en revolutionær tendens. I en overvejende del af verdens lande uanset om de var kapitalistisk udviklede eller overvejende feudale blev der over de næste 10 år oprettet kommunistpartier, der var knyttet sammen i Kommunistisk Internationale - Komintern.

Da de succesfulde revolutioner i andre europæiske lande imidlertid udeblev, stod Rusland overfor at skulle praktisere en overgang til kommunisme under meget dårlige betingelser. Produktionen både i industri og landbrug faldt. Industriarbejdere søgte udenfor byerne for at dyrke lidt jord for overhovedet at overleve. I 1922 indførte Rusland derfor «den ny økonomiske politik», NEP, der politisk var et taktisk tilbageskridt mhp. at øge landbrugsproduktionen. Staten indgik en alliance med de mellemstore bønder, kulakkerne, for at få dem til mod industrivarer at øge produktionen. Denne politik havde en vis succes de første år til den i 1927-28 brød fuldstændig sammen og blev erstattet med Stalins tvangskollektiviseringer.

Stalin havde i slutningen af tyverne selv givet en række teoretiske bidrag til en ny revolutionsmodel, der skulle komme at præge de følgende 70 års udvikling. Modellen tager ikke udgangspunkt i Marx, men i den konkrete russiske erfaring og politisk i Ruslands behov for at få allierede i andre dele af verden. Modellen baserer sig på følgende elementer:

Med Stalins model bliver socialismen samtidig en produktionsmåde i sig selv, hvor der kan tales om «overgang til socialismen». I marxismen er socialismen blot en overgangsform mellem kapitalisme og kommunisme.

Antikoloniale revolutioner

Det er ikke underligt, at den stalinistiske model var langt mere tiltrækkende for kommunist- og socialistpartierne i den 3. Verden, end den klassiske model hvor de måtte afvente kapitalismens udvikling af produktivkræfterne.

Den første af disse revolutioner - efter den russiske - bliver den kinesiske. Det var godt nok lykkedes det kinesiske kommunistparti allerede i slutningen af 20’erne at gøre oprør og befri flere byer, men partiet var ikke stærkt nok, og borgerskabet for stærkt. Partiet kaster sig derfor ud i en forlænget folkekrig, der kommer til at strække sig over de næste 20 år. At det i 1949 er lykkedes at befri hele Kina og udråbe folkerepublikken skyldes dels, at borgerskabet er blevet kraftigt svækket under den japanske okkupation af landet, dels at kommunistpartiet gennem krigen mod borgerskabet og specielt okkupationsmagten har fået den nødvendige organisatoriske, politiske og militære styrke til at feje borgerskabet bort, da Japans besættelse bryder sammen ved afslutningen af 2. Verdenskrig.

Kina er verdens folkerigeste land. Sovjet står ikke længere alene, men har fået solid aflastning. Samtidig har den Røde Hær ved afslutningen af 2. Verdenskrig Østeuropa under militær kontrol. De følgende år efter krigen overtager kommunistpartier magten i Polen, Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. I Jugoslavien lykkes det Tito og hans liga af kommunister at kaste nazisterne på porten og gennemføre revolution.

De følgende 30 år præges af antikoloniale befrielseskampe. I de fleste tilfælde under ledelse af nationale bevægelser og partier, men i nogle tilfælde af marxistiske partier, der med fodfæste i den stalinistiske revolutionsmodel ønsker at sætte socialismen på dagsordenen. Der gennemføres revolutioner i Vietnam, Korea, Laos, Cambodia, Algeriet, Mocambique, Angola og Guinea Bissau.

På det amerikanske kontinent er afkolonialiseringen gennemført, men i Cuba lykkes det i 1959 og i Nicaragua i 79 at gennemføre revolutioner, da borgerskabet begge steder står splittet.

Overgangssamfundenes problemer

Stalin synes at have haft ret. Det er muligt for et parti at gennemføre revolution, tage magten og indlede en samfundsudvikling med «socialismen som perspektiv». Virkeligheden er imidlertid, at denne udvikling er fyldt af modsætninger. De viser sig internationalt med Kominterns opløsning under 2. Verdenskrig og med bruddet mellem Sovjet og Kina efter Stalins død.

Kina er et af de samfund, der mest radikalt - og desperat - har søgt at løse udviklingsproblematikken. Et centralt dogme i den stalinistiske udviklingsmodel var «udviklingen af sværindustrien» - opbygningen af stålproduktion, cementproduktion mv. for at kunne levere varer til industrialiseringen. Kina følger denne model de første 10 år efter revolutionen, men med begrænsede resultater. I 1958 proklamerer Mao derfor «Det store spring fremad», der i stedet er orienteret mod en decentral industrialisering. Målet er: Hver folkekommune, sin højovn. Det kommer der nu ingen industrialisering ud af, men landbrugsproduktionen underprioriteres og resultatet er hungersnød, hvor op mod 30 millioner kinesere dør af sult. Næste radikale skridt er kulturrevolutionen, der fra 1967 skal rive de gamle kulturelle strukturer i stykker, der holder Kina tilbage i underudvikling. Ambitionen er enorm. Resultatet er at produktionen underprioriteres, fordi det er den politiske - kulturelle - kamp der er den vigtigste. Atter produktionstilbagegang. Næste radikale skridt tages af Deng XiaoPing, der vinder magtkampen i kølvandet på Maos død i 1975. Han sætter en kapitalistisk udvikling på dagsorden under mottoet: «Det er ligegyldigt hvilken farve katten har, bare den kan fange mus». Denne kapitalistiske udvikling var i første omgang koncentreret i industri og turisme og på udenlandsk kapital, men har over de sidste 10 år også spredt sig til landbruget. Resultatet har været en voldsom økonomisk vækst men samtidig en hastig klassedeling af samfundet. Dengs kat fanger uomtvisteligt mus og er nok årsagen til, at den kinesiske model trods oprøret i 1989 ikke er dybere i krise end tilfældet faktisk er.

Men Stalins påstand om muligheden af «socialisme» i et enkelt land har også været betydeligt lettere at praktisere i store råstofrige lande som Sovjet og Kina. De mindre 3. Verdenslande er bukket betydeligt hurtigere under, eller er løbet ind i alvorlige problemer. Men disse problemer indhentede Sovjet og er også i gang med at indhente Kina.

De centrale problemer som lande der har gennemført den stalinistiske revolution stilles overfor er følgende:

  1. Åben kontrarevolutionær aggression indefra og udefra.
  2. Store forventninger i befolkningen om jord og sociale forbedringer.
  3. Der eksisterer ikke en stærk arbejderklasse, der kan overtage magten. Frem for et proletariatets diktatur bliver der tale om et partiets diktatur, hvor udviklingen kommer til at afhænge af udviklingen i partiet, hvilket også på tragisk vis afspejlede sig i Sovjet efter Stalins magtovertagelse. Samtidig bliver statsapparatet som den ny stat har overtaget en magtfaktor.
  4. Produktivkræfterne er svagt udviklede
  5. En overvejende del af befolkningen er bønder og landarbejdere
  6. Selve den oprindelige akkumulation - den økonomiske overgang fra feudalisme til kapitalisme - er kun i begrænset omfang gennemført

Kontrarevolutionær aggression

Alle overgangssamfund er løbet ind i kontrarevolutionær aggression. Det er ikke overraskende. På samme måde gik feudaladelen til modangreb under de borgerlige revolutioner - ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme. I Rusland førte kontrarevolutionen til en over 3 år lang borgerkrig (1918-21), hvorunder England, Frankrig og USA intervenerede (invaderede) på de kontrarevolutionæres side. I Vietnam var kampen i første omgang rettet mod den franske kolonimagt, der blev slået, men som umiddelbart blev fulgt af nordamerikanske invasion. I Nicaragua havde kontrarevolutionen umiddelbart efter sandinisternes magtovertagelse i 1979 overvejende økonomisk karakter, men allerede fra 1981-82 fik den militær karakter, da USA opbyggede og finansierede en kontrarevolutionær invasion af landet. Mod Cuba har USA siden revolutionen for 40 år siden ført en mangeartet kontrarevolutionær kamp. Overgangssamfund må altid påregne kontrarevolutionær aktivitet af økonomisk, politisk og militær art efter selve revolutionen. En aktivitet der påfører samfundet store økonomiske og menneskelige byrder, og som således umiddelbart giver et tilbageslag ifht. målet om sociale og økonomiske forbedringer, som revolutionen umiddelbart skulle opfylde. Det er alvorligt, men samtidig viser specielt Vietnamkrigen, at det er muligt at besejre kontrarevolutionen - selv når den træder i en supermagts klæder. I Rusland og faktisk også i Nicaragua blev kontrarevolutionen knækket militært. Samtidig har der imidlertid været tendenser til, at imperialismens strategi for kontrarevolution har ændret karakter. Den foretrækker i dag stedfortræderkrig, som det f.eks. var tilfældet med USA’s contra-krig mod Nicaragua og social-økonomisk destabilisering. Denne strategi er med til at gøre kontrarevolutionen mere langvarig og har samtidig til formål at rekruttere utilfredse blandt landets egne indbyggere. Arbejdere, bønder og mellemlag der er blevet utilfredse over de afsavn de må lide som følge af kontrarevolutionens økonomiske konsekvenser og som i deres forvirring stiller sig i dennes tjeneste. Det er ingen hemmelighed, at f.eks. contraerne i Nicaragua var i stand til at rekruttere bønder der var utilfredse med sandinisternes landbrugspolitik (manglende fordeling af jorden) og også arbejdere samt mellemlag der var utilfredse med regeringens strejkeforbud, loft over lønningerne og massive reallønsfald.

Alligevel er kontrarevolutionen oftest ikke det forhold, der alene knækker overgangssamfundet.

Store forventninger om jord og sociale forbedringer

Revolutionerne i den 3. Verden er næsten uden undtagelse blevet gennemført på basis af en arbejder-bonde alliance, hvor bønderne er blevet lovet jord og frihed for godsejeren og arbejderen frihed for udbytning samt sociale forbedringer. Forventningerne har altid været langt større end virkelighedens økonomisk svagt funderede samfund har kunnet opfylde. I en første fase uddeles der kun i meget begrænset omfang jord til de jordløse og småbønder. Istedet har myndighederne forsøgt at etablere statsbrug og kollektiv- eller kooperativbrug. Konsekvensen har været, at bøndernes støtte til revolutionen er blevet drastisk kølnet og i mange tilfælde er bønder gået over på kontrarevolutionens side, der af taktiske årsager har kopieret de gamle revolutionære løfter om uddeling af jord.

Staten har oftest være mere villig til at forsøge at opfylde løfterne om sociale forbedringer i form af skoler, sundhedsvæsen mm. men dette har samtidig sat overgangssamfundet under økonomisk pres, da ressourcerne har været begrænsede, og da kampen mod kontrarevolutionen typisk har krævet store ressourcer. Dette fører umiddelbart til et modsætningsforhold mellem på den ene side revolutionens løfter og de folkelige forventninger og på den anden samfundets økonomiske mulighed for at opfylde disse forventninger. Konsekvensen har typisk været, at staten efter umiddelbart at have forsøgt at opfylde en række af de sociale løfter, efter nogle år har måttet skære disse forbedringer bort. Både bøndernes og arbejderes støtte til revolutionen er blevet kølnet i samme takt. Der eksisterer et modsætningsforhold mellem prioriteringen af sektor 1 og sektor 2 produktion (produktion af produktionsmidler vs. produktion af forbrugsvarer), som vi nedenfor under akkumulationsmodellen vil vende tilbage til.

Ikke proletariatets diktatur, men derimod partiets

I det svagt udviklede kapitalistiske samfund eller overvejende feudale samfund, er proletariatet meget lille. Selv i Sovjet udgjorde arbejderklassen i 1917 kun 3-4% af befolkningen. Problemet for overgangssamfundets politiske udvikling er, at denne klasse dels er meget lille, dels af kapitalismen er blevet holdt hen i uvidenhed. Udviklingen efter revolutionen bliver derfor ikke proletariatets, men derimod partiets diktatur, og et diktatur der i vid udstrækning støtter sig på det gamle statsapparat. I Rusland blev fabrikkerne efter revolutionen godt nok overtaget af arbejderne, men det gav så store problemer, at bolsjevikkerne allerede 1-2 år senere besluttede at de gamle industriledere og ingeniører skulle genansættes til ledelse af produktionen - til lønninger langt højere end arbejdernes. Udviklingen af arbejdernes selvorganisering - det virkeliggjorte proletariatets diktatur - kom til at stå i modsætning til nødvendigheden af en stigning i produktionen og blev ofret. Samtidig har alle revolutioner været nødt til at støtte sig på de eksisterende statsapparater - bortset fra Cambodia hvor Khmer Rouge helt opløste den gamle stat. Konsekvensen af overtagelsen af det feudale/svagt udviklede kapitalistiske samfunds statsapparat er, at revolutionen i udgangspunktet kun har en ringe direkte indflydelse på statens konkrete ageren. Alle overgangssamfund - med tragisk undtagelse af Cambodia - har oplevet, at partiet og regeringen har kunnet udstikke politikker og retningslinier, der ikke er blevet fulgt af statsapparatet. Vi kan kalde det en stille politisk/organisatorisk kontrarevolution. Erfaringerne peger på, at det tager mindst 10-20 år at erobre statsapparatet - at få det drejet til at følge de direktiver der udstikkes - men samtidig med alvorlige konsekvenser på længere sigt, da kontrollen over statsapparatet ofte etableres gennem en trang bureaukratisering. Statsapparatet indrettes på helt ufleksibelt at følge regeringens politik, og ikke på at tjene befolkningen.

Endnu mere alvorligt er det imidlertid, at proletariatets diktatur bliver en tom floskel i mangel af et proletariat og istedet bliver til partiets diktatur. Støtterne af denne model tvinges til at stole på, at partiet foretager en korrekt analyse og fører en korrekt politik til gavn for arbejderklasse og bønder. Historien peger overvejende på, at dette ikke holder stik. I Sovjet var der efter revolutionen i 1917 to hovedårsager til at dette gik galt. For det første afskaffede bolsjevikkerne tendensfriheden i partiet på 10. kongres og efter Lenins død lagde Stalin helt låg på udviklingen af enhver kritik. For det andet virker regeringsbærende partier altid som magneter på opportunister. I Sovjet var konsekvensen, at mens arbejderne faktisk udgjorde et flertal i partiet før revolutionen, blev de en minoritet i årene efter. Statsansatte søgte i stort antal ind i partiet, fordi det blev adgangsbiletten til at kunne avancere i statsadministrationen, og selv mange af de arbejdere der i partiet var registreret som arbejdere, var placeret i bureaukratiske poster i staten og på fabrikkerne. Partiet forsøgte bevidst i flere omgange at bekæmpe denne udvikling, men hver gang uden held. På den anden side kan partiet heller ikke efter revolutionen lukke sig overfor nye medlemmer. Det er netop nødvendigt at inddrage mange nye folk i overgangsprocessen. Det er i denne situation overordentligt vanskeligt (det er faktisk ikke lykkedes for nogen) at hindre at også opportunister strømmer ind, men det grundlæggende problem er fortsat, at overgangssamfundet i mangel af et veludviklet proletariat bliver et partiets diktatur med udstrakte muligheder for at begå politiske fejltagelser - når modellen er blevet tømt for demokrati.

Bønderne og den manglende oprindelige akkumulation

Det alvorligste problem for udviklingen af overgangssamfundet er imidlertid udformningen af en akkumulationsmodel. Overgangen fra feudalisme til kapitalisme er karakteriseret ved en såkaldt oprindelig akkumulation, hvor eksisterende pengeophobninger omdannes til kapital og produktionsapparatet opbygges. Under denne oprindelige akkumulation foregår der ikke blot en udbytning af arbejderne, men også en udplyndring af bønderne. Det er nødvendigt at skaffe fødevarer til den voksende arbejderklasse og til statens funktionærer - ikke blot bureaukrater, men også lærere, læger osv. Dette støder på modstand fra bøndernes side, der må afgive noget - et fødevareoverskud - uden at få noget igen. Under den spæde kapitalisme løses dette dilemma med rå vold, men dette er ikke umiddelbart acceptabelt i overgangssamfundet.

En typisk reaktion fra partiet i en første fase - det gælder både i Rusland 1918-21 og de senere overgangssamfund - er dels at tilskynde til dannelse af kooperativer, dels at basere udviklingen af et fødevareoverskud på småbønderne. Det går galt. Kooperativerne er en avanceret produktionsform ifht. den feudale produktion, men tager lang tid at indføre, og resultatet er et drastisk fald i landbrugsproduktionen. Småbønderne reagerer overfor kravet om merproduktion med produktionsboykot. I denne første fase efter magtovertagelsen finder der derfor et fald sted i fødevareproduktionen fremfor udviklingen af et større overskud, der skulle danne basis for en oprindelig akkumulation. Samtidig mindskes bønders og landarbejderes støtte til revolutionen drastisk og i nogle tilfælde så meget, at de går over på kontrarevolutionens side. Arbejder-bondealliancen bryder sammen. I Rusland førte denne situation til hungersnød og til at arbejderne forlod fabrikkerne for at dyrke jord, for dog at kunne overleve. Altså deciderede civilisatoriske tilbageskridt. I Nicaragua talte sandinisterne i starten af 80'erne om «bøndernes historiske fridag». En omskrivning af nedgangen i fødevareproduktionen.

Fremfor en udvikling af den samfundsmæssige produktion finder der i denne første fase en afvikling sted, samtidig med at staten må anvende betydelige ressourcer på at bekæmpe kontrarevolutionen. I anden fase (efter typisk 3-5 års fejlslagen landbrugspolitik) beslutter staten (partiet) sig for at satse på mellem- og storbønderne, der har en større produktivitet, og dermed større mulighed for at skabe et overskud. Det skete i Sovjet gennem 20'erne under NEP med satsningen på Kulakkerne og i Nicaragua i anden halvdel af 80'erne med satsningen på organiseringen af de mellemstore og store bønder. Umiddelbart er der ideologisk tale om en særdeles problematisk klassealliance, men staten står bogstavelig talt med ryggen mod muren og har ikke mange andre valgmuligheder. Under denne anden fase sker der en vis udvikling af et fødevareoverskud, der kan anvendes som basis for udviklingen af industriproduktionen, men samtidig styrkes de mellemstore og store bønders klassemæssige stilling. Også denne akkumulationsmodel løber derfor ind i modsætninger. I en række tilfælde sker der et næsten totalt sammenbrud i produktionsrelationerne - f.eks. Mocambique og Nicaragua. I Sovjet brød NEP sammen i slutningen af 20'erne og Stalin besluttede at gennemføre tvangskollektivisering af landbruget. Som under kapitalismens oprindelige akkumulation blev denne gennemført med rå vold. Siden Stalin er lignende metoder kun taget i brug i Cambodia under Khmer Rouge i slutningen af 70'erne, og i mere begrænset omfang under kollektiviseringen i Vietnam i 1954-56.

I Sovjet under Stalin blev fødevareoverskuddet til udvikling af produktivkræfterne fremskaffet ved rå vold. De øvrige overgangssamfund har ikke ønsket at anvende denne model, men har samtidig ikke kunnet løse problematikken omkring den oprindelige akkumulation, er gået i opløsning, løbet over ende, eller er slået ind på en åben kapitalistisk akkumulation. Den sidste model er den der i dag praktiseres i Kina, Vietnam og Cuba. Det vender vi senere tilbage til. Realiteten er, at det eneste overgangssamfund hvor den oprindelige akkumulation faktisk er blevet gennemført er Sovjet, og det skete gennem Stalins tvangkollektivisering af bønderne. Stalin kopierede den kapitalistiske rå vold overfor bønderne og stjal simpelthen det fødevareoverskud, der skulle give grundlag for en forceret industrialisering. Til dato er der intet overgangssamfund der har været i stand til at udvikle en alternativ model til kapitalismens og Stalins rå vold overfor bønderne. Kina er i dag inde i en akkumulationsproces, der gennemføres ikke blot ved udenlandske investeringer (kapital udefra), men også ved at partiet har givet den kapitalistiske udvikling i landbruget frit løb. Resultatet er en hastig koncentration og en voldsom udstødning af bønder. Der tales om at op mod 200 millioner kinesere skal være udstødt fra landbruget og nu udgøre en reservearme der lægger et enormt pres på arbejderklassen og de positioner den har erobret.

Akkumulationsmodellen

Men overgangssamfundets problemer er ikke løst blot med gennemførelse af den oprindelige akkumulation. Akkumulationen kan gennemføres efter forskellige kriterier. Vi skal først lige kigge nærmere på Sovjetmodellen.. I slutningen af 20'erne udviklede den russiske ingeniør Fel'dmann en model for akkumulation, der skulle præge Sovjet helt frem til sammenbruddet i 1991 - selvfølgelig med en række justeringer undervejs. Modellen bygger kort sagt på, at de vigtigste tilgængelige ressourcer kastes ind i udviklingen af sektor 1 (produktionen af produktionsmidler). Af nogle betegnes den også som sværindustrien, selvom sektor 1 er langt mere omfattende. På denne måde er det muligt at gennemføre en meget hastig akkumulation, da sektor 2 - produktionen af konsumvarer - underprioriteres. Fel'dmanns ide var oprindelig ikke at fortsætte på denne måde i evighed, men da væksttallene og ønsket om hurtigt at udvikle et feudalt Rusland til en stat der økonomisk kunne overgå de kapitalistiske lande havde første prioritet, har denne akkumulationsmodel været grundlaget for sovjetisk økonomi siden slutningen af 20'erne. Det skabte en sovjetisk sektor 1, der på mange områder overhalede produktivkraftudviklingen i de udviklede kapitalistiske lande, men samtidig en forkrøblet sektor 2, der skulle producere konsumvarer til arbejderklassen og den øvrige befolkning.

Forkrøblingen af den sovjetiske økonomi var en konsekvens af, at akkumulationsmodellen alene var dikteret udfra ønsket om økonomisk at overgå de udviklede kapitalistiske lande, og ikke udfra at opfylde arbejderklassens behov. Motivet var naturligvis også den militære trussel fra den kapitalistiske omverden.

Historien har vist, at det ikke er muligt at gennemføre en socialistisk overgangsproces i et enkelt land, og slet ikke i kapitalistisk tilbagestående samfund, der endnu ikke har gennemført en oprindelig akkumulation. På denne baggrund var det været decideret tragisk at det historisk er lykkedes revolutionære organisationer at sammentømre alliancer, der har kunnet tage magten, fordi borgerskabet af forskellige årsager har været svækket. Tragisk fordi de i realiteten har bygget på antagelsen (Stalins antagelse) om muligheden af opbygning af socialisme i et enkelt land. De er bukket under, ikke blot pga. kontrarevolution og degenerering af partiet, men først og fremmest fordi de ikke har kunnet udforme en ikke-voldelig akkumulationsmodel, der har kunnet sikre en høj samfundsmæssig udvikling. Resultatet er i dag samfund hvor de revolutionæres brudte løfter har ført til en grovsværtning af frihedsideen knyttet til socialisme og kommunisme.

Problematikken omkring den oprindelige akkumulation er den samme i overgangssamfundene og stiller et fundamentalt spørgsmål ved, om det overhovedet er muligt at gennemføre en socialistisk udvikling i den 3. Verden. En lang række af de lande, der i 60'erne og 70'erne gennemførte revolution er siden blevet løbet over ende - ikke blot pga. kontrarevolution, men primært pga. de udviklingsmæssige problemer. Det gælder: Peru, Grenada, Nicaragua, Algeriet. Andre lande har fortsat et erklæret kommunistparti ved magten, men har åbnet op for kapitalistisk akkumulation som middel til udvikling af økonomien. Det gælder Kina, Vietnam, Cuba og til dels Mocambique og Angola. Men er denne udvikling overhovedet mulig? Som i tilfældet med alliancerne med stor/mellemstore bønder i Rusland, Nicaragua osv. har staten (indefra betragtet) ikke haft mange andre valg. Konsekvensen er en hastig udvikling af produktivkræfterne baseret på udenlandske investeringer og på opbygningen af et borgerskab indenfor landets egne grænser, samtidig med at partiet søger at bevare den politiske magt. Det er en udvikling der vil skabe et stadig større modsætningsforhold mellem en kapitalistisk basis og en overbygning, der i udgangspunktet var under partiets kontrol, men som i stigende grad kommer under pres fra basis. Konsekvensen er dels stigende korruption i overbygningen/staten/partiet, dels stigende modstand i basis mod den kapitalistiske udbytning og manglen på demokrati. Kina er længst fremme i denne proces, da denne akkumulationsmodel blev valgt allerede i 1975, da Deng Xiaoping erobrede magten. Oprøret i Beijing i 1989 var et glimrende eksempel på den modstand der er under vækst i både mellemlag og arbejderklasse. Det der i juni 1989 gjorde det kinesiske kommunistparti rædselsslagen var ikke så meget studenternes oprør, men derimod at arbejderne sluttede sig til oprøret. En sandsynlig udvikling i de aktuelt eksisterende overgangssamfund er, at overbygningen helt tilpasser sig den kapitalistiske basis og bliver et redskab for den udenlandske og nationale kapital, eller at overbygningen skylles bort af et folkeligt oprør, af international indblanding, eller ved at bureaukraterne opkaster sig til et egentligt kapitalistisk borgerskab, som det skete i Sovjet efter 1991.

Den stalinistiske revolutionsmodels endeligt

Revolutionerne i det 20. århundrede er med få undtagelser blevet gennemført i overvejende feudale samfund og er alle løbet ind i de problemer, der i det foregående er blevet skitseret. Undtagelserne er enkelte af de østeuropæiske lande, hvor Sovjet med den Røde Hærs nærværelse efter 2. Verdenskrig indsatte sine søsterpartier på magten. Først og fremmest Østtyskland og Tjekkoslovakiet, der begge havde en betydelig arbejderklasse. At det alligevel ikke lykkedes i disse lande at nå længere med udviklingen af «socialisme» skyldes især, at der ikke var tale om revolutioner forankret i arbejderklassen, at demokratiet fra starten blev undertrykt, og at den socialistiske model blev importeret fra Sovjet. Arbejderopstanden i DDR, oprøret i Ungarn og Pragforåret i 68 var hver på deres måde udtryk for opposition mod denne Stalinistiske samfundsmodel.

I den 3. Verden har den stalinistiske revolutionsmodel fået dødsstødet, og den udvikling der aktuelt er i gang i specielt Kina, men også i mindre grad i Vietnam og Cuba er orienteret mod kapitalistisk udvikling, selvom det er med partier der kalder sig kommunistiske som liniedommere. Det er ikke muligt at foretage springet direkte fra feudalisme til kommunisme!

Alternativer for den 3. Verden

Hvilket alternativ har den 3. Verden da i dag? Samir Amin udformede i 1980’erne forestillingen om delinking (afbinding fra verdensmarkedet) som et middel til bryde den imperialistiske udbytning. Men det sidste forsøg på at skabe en socialistisk model udenfor verdensmarkedet var i Cambodia i 1975-78, hvor en lille gruppe marxister - universitetsuddannede i Paris i 1950’erne - valgte at afskaffe byerne, de intellektuelle og arbejderklassen til fordel for en landsbybaseret produktion. Det skete i alliance med tilbagestående bondelag, der hadede byernes «udbytning». Den Cambodianske model førte til barbari, der først blev stoppet, da Vietnam invaderede Cambodia og indsatte en anden regering.

Problemet ved «delinking» er at landene i den 3. Verden er afhængige af import af en lang række produkter fra verdensmarkedet. Først og fremmest energi, medicin, men også varer til vedligeholdelse og udbygning af landenes produktivkræfter. For at kunne finansiere denne import, er det nødvendigt at få bistand (medfører politisk afhængighed), låne (medfører økonomisk afhængighed og udskyder blot problemet) eller eksportere varer der kan afsættes på verdensmarkedet. Eftersom overgangssamfundene har måttet løse konkrete problemer, har de alle måttet ty til udvikling af deres traditionelle eksportproduktioner - i Cuba primært sukker og i Nicaragua primært kaffe. Amins «delinking» afbryder nok den imperialistiske udbytning, men får samtidig samfundet til at gå i stå eller til at gå drastisk tilbage i produktivkraftudvikling. Det er derfor ikke nogen acceptabel løsning, og vil på kort sigt føre til oprør fra befolkningens side, som det bl.a. skete i Cambodia.

Men den 3. Verden har andre muligheder. Ifht. udbytningen fra det imperialistiske centers side kan den slå sig sammen mhp. at etablere betalingsboykot af udlandsgælden og etablere råvarekarteller, som de olieproducerende lande gjorde i 1970'erne. Nationalt kan bønderne organisere sig og rejse sig kamp med krav om jord og afskaffelse af feudalismen. Netop kampen mod godsejerne, mod den feudale produktionsmåde, er et vigtigt skridt for at sikre udvikling i den 3. Verden. Arbejderne kan organisere sig og kæmpe for forbedrede lønninger og arbejdsforhold. Men set i det historiske bakspejl er det en tragisk fejl at føre kampen videre og søge at tage springet fra overvejende feudalsamfund til socialisme.

Revolutionsromantik

I de udviklede kapitalistiske lande har der på venstrefløjen siden 1960'erne eksisteret en romantisk forestilling om revolutioner i den 3. Verden. Politisk blev opfattelsen hængt op på teorien om de svageste led i imperialismens kæde, der var de lande hvor borgerskabet og imperialismen var så svage, at det var muligt at gennemføre revolution. En yderligere forklaring er dog frustrationen over de lange udsigter for revolution i Vesteuropa, USA osv. Imidlertid er revolutionsromantikernes interesse blevet afkølet i samme hastighed, som problemerne tårnede sig op. Mest tydelig var denne effekt i Mocambique, der i 70'erne hurtigt løb ind i enorme problemer. Heldigvis blev der kun et par år senere gennemført revolution i Nicaragua, så opmærksomheden kunne kastes et andet sted hen, hvor det endnu ikke var gået galt. Efter sammenbruddene kastes opmærksomheden og solidariteten i dag over Chiapas og zapatisterne. Dele af venstrefløjen flygter fra historien i sin søgen efter paradis. Heldigvis er zapatisternes revolutionsopfattelse en anden. De har i nogen udstrækning lært af historien. Subcomandante Marcos udtalte i et interview i oktober 1995, at zapatisterne ikke ser bønderne som revolutionære. Det er ikke socialismen, EZLN har sat på dagsordenen. Det er en borgerlig revolution, hvis mål er at erobre jord, knuse feudalismen og erobre politisk spillerum indenfor det borgerlige demokrati. Socialistisk revolution ligger meget længere ude i fremtiden. Det er jo glimrende. Men faktisk burde venstrefløjen forholde sig langt mere kritisk til revolutioner - i den 3. Verden - end den til dato har gjort. Netop på baggrund af de historiske erfaringer, der er blevet høstet. Det nye venstre kunne finde ud af at sige fra overfor Afghanistan, Iran, Ethiopien og Cambodia, men kritikken forstummede, når det drejede sig om Nicaragua eller Vietnam. Der er altid en fornuftig årsag til oprør - undertrykkelse, udplyndring og elendighed - men det er fejlagtigt umiddelbart at sætte socialismen på dagsordenen i Chiapas, Kurdistan, Philippinerne eller Palæstina. Det er ikke muligt at springe hele historiske etaper over.

A.J.


Litteratur

Amin, Samir: Delinking. Towards a polycentric world. Zed Books (1990)
Amin, Samir: The future of socialism. Monthly Review, New York, july/august 1990
Bettelheim, Charles: Class struggles in the USSR 1917-23. Monthly Review Press, New York (1976)
Bettelheim, Charles: Class struggles in the USSR 1923-30. Monthly Review Press, New York (1978)
Groenewegen, Peter & Bruce McFarlane (ed): Socialist thought in the post cold war era. Journal of comtemporary Asia Publishers, Manila, Philippines (1995)
Rethinking socialism. Special issue of Third World Quarterly no. 1, 1992
Vilas, Carlos M: Is socialism still an alternative for the third world?. Monthly Review, New York, july/august 1990