Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 8/11 2006
Læst af: 10.457
: :
Begivenhed

Begrebet begivenhed kan ikke dækkes af en definition med et mere præcist indhold, end «at noget sker», «er sket» eller «vil ske». Det refererer således til alle tidens dimensioner. Samtidig refererer det til processer, der er ekstremt forskellige med henblik på varighed og rumlig udstrækning. De europæiske folkevandringer er en begivenhed, industrikapitalismen er en begivenhed, opførelsen af en katedral, et regeringsmøde, en elskovsnat, et kys, er alle begivenheder. Men begivenheder består også selv af begivenheder. Slaget ved Somme er en begivenhed, hvori rekognosceringer, træfninger, bataljer, isolerede skuddueller, generalstabsmøder, lazaretindlæggelser, etc.. indgår som selvstændige begivenheder. Vort personlige liv er en rejse gennem store og små begivenheder, der begynder med fødslen og ender med døden.

Begivenheden er naturligvis ikke begrænset til menneskelig medvirken, naturen har sine begivenheder, men som historisk kategori kendetegnes den af aktion og tale. Hovedparten af de begivenheder, som vi lever i, har enten en dialogisk karakter, eller er serveret gennem medierne. Vi relaterer os generelt til begivenheden gennem henvisninger til «mening med det, der sker», til kontingens, til skæbne, til forudbestemmelse, eller forsøger os med rationelle årsagsforklaringer og fremskrivninger.

Begrebet begivenhed kendetegnes således af stor ambivalens, men kan som ord bruges med relativ prægnans.

Formlogisk kendetegnes begivenheden altså af en vis udstrækning i tid og rum, selvom det er vanskeligt at angive minimal- og maksimalstørrelsen af en hændelse for at den kan være en begivenhed. Tildragelser på det atomare plan kan også kaldes begivenheder, og universets opståen ligeså.

Den kendetegnes af en russisk-dukke-struktur, hvor begivenheder er langt inden i eller udenpå hinanden, men ikke nødvendigvis i noget tydeligt kausalt eller overdetermineret relationsforhold. En begivenhed kan bestå af autonome eller ikke-relaterede mini-begivenheder.

Den kendetegnes ofte af en del-helheds-struktur, således af mini-begivenhederne betinger mega-begivenheden, der selv er forudsætningen for deres eksistens – et Tivolibesøg er en større begivenhed, der nødvendigvis må forudsætte en vis aktivitet i Tivoli, men som ikke behøver bestå i at «prøve» noget. Dog kan man kun prøve noget, hvis man «er i Tivoli».

Begivenheder navngives i langt de fleste tilfælde som ting, og tænkes derfor ind i en årsags-virkning-sammenhæng. De ting som de navngives efter er i de fleste tilfælde steder: Slaget på Fælleden, Wiener-kongressen, brylluppet i Vejle Kirke, ulykken på Vesterbrogade, men kan også navngives gennem betegnelser for tidsfaser eller personer: Oktoberoffensiven, Napoleonskrigene. Generelt kendetegnes alle ord for begivenheder af, at de negligerer det processuelle, tilblivelsen, til fordel for en angivelse af en substantiel, semantisk entydig reference til noget sket. Vi tingsliggør begivenheden gennem den sproglige praksis.

En begivenhed består i common sense opfattelsen og i filosofien af to niveauer, et materielt og et meningsmæssigt. Stoikerne, der udviklede den første teori om begivenheden, døbte det første plan «tynchanon», det andet plan «pragma». «Pragma» har på græsk fire betydninger: «mening», «handling», «plot» og «ting», og disse dimensioner er alle kategoriale egenskaber ved begivenheden. Den er dramatisk, narrativt afkodbar, erfaringsmæssig håndgribelig, og tilsyneladende modellerbar. Sammenhængen mellem disse planer er meget kompleks og varierer efter filosofisk perspektiv og teoretisk indfaldsvinkel.

Generelt vil en vægtning af det materielle plan sætte begivenheden ind i en sammenhæng af lovmæssigheder, der kan være af fysisk, biologisk eller historisk, sociologisk art. En vægtning af meningsplanet vil lægge hovedvægten på det enkelte individs måde at erfare begivenheden på, og vil være mere voluntaristisk orienteret overfor begivenheden som den historiske bevægelsesdynamiks atom.

Marx’ teori om basis og overbygning underordner meningsplanet i begivenheden det materielle plan. Den utilitaristiske teori reducerer begivenheder til resultatet af aktørers bevidsthedstilstande på grundlag af præferencer og dens ideologi, liberalismen, er tilbøjelig til at overvurdere det politiske niveaus frihedsgrad i forhold til det politiske, teknologiske og økonomiske.

Generelt vil tænkernes opfattelse af begivenheden afhænge af deres placering i forhold til polerne idealisme-materialisme. Hegel repræsenterer en idealistisk opfattelse af begivenheden, og polerne voluntarisme-determinisme. Kant prøver at sætte sig mellem to stole.

Det kendetegner vestlig tænkning, at der med meget få undtagelser ikke er udviklet en egentlig teori om begivenheden. Begivenheden er som monografisk tema kun behandlet indenfor retorikken, i den paulinske «kairos-tænkning» (det rette øjeblik), i visse bidrag til historiefilosofien (f.eks. Marxistisk historiefilosofi, og Annales-skolen), moderne videnskabsteoris fokus på forsknings-situationens objektivitet, erhvervsøkonomisk strategitænkning, militær teori (timing), samt den eksistentialistiske og fænomenologiske filosofis fokus på «situationen», Sartre og Heidegger, der begge er klart idealistisk-subjektivistiske tilnærmelser, samt i Gilles Deleuzes nyskabende opus. Begivenhedsbegrebet spiller også en betydelig rolle i moderne fysik.

Begivenheden kendetegnes af to afgørende dimensioner: Den er – på trods af sin substantielle benævnelse – altid betydningsmæssig mangetydig, uafsluttet og bundet til individuelle (og kollektive) erindringspraksiser, eller til erfaring opmagasineret i medier, fra stenen over bogen til båndet og filmen. Og den er fundamentalt afhængig af de magtkonstellationer, der gør det muligt at navngive den (Nietzsche). Begivenhedens «sandhed» er ikke kun skjult i arkiverne, men i den overflade-fysiognomi, i den selvfølgelighed, som de, der har magt og ret til at formidle den, forsyner den med.

Kampen om skabelsen af et demokratisk samfund er fundamentalt afhængig af den betydning, som begivenheder tilskrives, og dermed af skabelsen af totalhistoriske designs og af individuelle og kollektive fortællinger. Fascismen havde udviklet en praksis til at skabe og styre megabegivenheder, og til at begrunde strategisk-politiske handlinger med henvisning til historisk «nødvendighed» (H. Arendt: det toalitære heredømme).

Dette vilkår kan også formuleres således, at begivenheden er afhængig af konteksten i to aspekter. For det første, idet den sker, af den kontekst, hvori den foregår. Denne kontekst må nødvendigvis begrebssættes på mange planer. Enhver nok så lille begivenhed er synkront eller horisontalt afhængig af den globale virkningssammenhæng, af den nationale, lokale, etc. Et forhold, der kan formuleres ved at fremhæve strukturer, rammer, lovmæssigheder, der kan referere til quasi-ontologiske niveauer som økonomi, teknologi, klassekamp, institutionshistorik og mikrologiske magtpositioner. Den er afhængig af den diakrone dimension, der sætter konteksten som kausale faktorer – kultur, klassesprog, dannelse, viden, ritualer, gruppekodekser, kotymer, præcedens, mores generelt. Den er afhængig af aktørernes generelle begær, motiver, hensigter, fordomme, drømme, værdier og ideologier. Den er afhængig af tilstedeværelsen af materielle genstande og relationerne mellem dem. Og endelig afhængig af den enkelte aktørs forhold til sig selv og til andre, og således er den indskrevet i en dobbeltkontingens. Endelig er den også afhængig af et livsforms- og sprogspilsspecifikt katalog af standardsituationer, der fungerer som funktionelle, afkodende og legitimerende fortolkningsrammer.

For det andet er begivenhedens betydning afhængig af en ex post tilskrivning af kontekstuel betydning, altså af den kombination af magt og viden, der kan tilrane sig fortolkningsretten og vægte de ovenfor nævnte faktorer i en forklaringskonstruktion. Her spiller udviklingen af et «epistemisk blik» en afgørende rolle, i den forstand, at de forskellige samfundsformationer udvikler deres egne betydningsmatrixer med tilhørende blinde pletter i forhold til begivenhedens virtuelle betydning. Et kritisk, epistemisk blik på begivenhedens kontekstuelle indlejring er betingelsen for et frit samfund.

På det personlige plan kendetegnes indstillingen til begivenheden af en kompleks spænding mellem kontrolintention og evnen til at modtage, til at give tilfældet chancen.

Moderne ledelsestænkning, der frem til i dag har været kendetegnet af et konsekvent kontrolperspektiv i forhold til begivenheden har udviklet planlægningsmodeller, - algoritmer og evalueringsprocedurer, der optimere strategisk kontrol med begivenheden og dens aktører. I de seneste år har fornemmelsen for kompleksitet og uforudsigelighed i kombination med nye ledelsesteknologier, der fokuserer på medarbejdernes relative autonomi gennem selvkontrol, gjort brutale kontrol- og planlægningsstrategier uanvendelig. Man ser begivenheden som en «event», («event» kommer af latin, og er en oversættelse af det græske begreb «pragma») dvs. som et muligt udfaldsrum, der skal styres gennem rammer, kontrakter og evaluering, ikke direkte gennem overvågning, disciplinering og konkret jobbeskrivelse.

I sit væsen er begivenheden både en politisk og eksistentiel kategori. Begivenheden handler om at fastholde dagsordner, om at gennemføre visioner, om at forebygge overgreb, og om at forpurre dumhed og snæversyn. Den er utopiens frø. I et samfund, hvor massemedier spiller en altafgørende rolle, bliver det ekstra tydeligt, at begivenheder konstrueres gennem den måde de formidles på, og medierne, der legitimerer sig gennem «objektivitet» og «saglighed», er et overvældende bevis på, at enhver begivenhed kun har en identitet i kraft af det komplekse spektrum af politiske strategier, eller uerkendte intentioner, der former den. I den forstand kan man tale om «begivenheders skjulte niveauer», om «begivenheders alternative betydning», også selvom det er umuligt at konstruere en egentlig «modhistorie» baseret på et substantielt begivenhedsbegreb.

Som eksistentiel kategori refererer begivenheden til to dimensioner. Dels til evnen til at vise sig værdig til begivenheden – som stoikerne sagde. Til mentalt at foregribe det værste, således at man kan bære det med værdighed, til at tage sit liv på sig. Dels til evnen og viljen til at tage vare på det andet menneske i begivenheden, altså være rede til at forstå det, der sker på den andens vilkår. Begivenhedens etos er således et væsentligt moment i skabelsen af en ny socialistisk humanisme.

Den etiske side af begivenheden kan også formuleres erkendelsesteoretisk ved at henvise til, at begivenheden kan ses som subjektet for det, der sker. At der er et mellemrum et «helle», en virkende, dynamisk kraft, der ikke produceres af de enkelte aktører specifik, eller kan tilskrives nogen af dem, men som er resultatet af vores relationelle, kollektive eksistens. Begivenheden er et ingenmandsland, en alminding. Forståelsen af begivenhedens væsen kan således danne grundlaget for en ny, radikal tænkning af det sociales ontologiske betydning i eksistensen.

O.F.K.