Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 21/12 2010
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 13.320
: :
Haarder, Bertel
Bertel Haarder
Bertel Haarder

Bertel Haarder (1944-), dansk borgerlig politiker, undervisningsminister (1982-93, 2005-), integrationsminister (2001-05) og EU-parlamentariker (1994-2001). Af sine tilhængere berømmet som den politiker, der gjorde op med 40 års socialdemokratisk lighedsorienteret uddannelsespolitik og progressiv pædagogik eller reformpædagogik. Af sine modstandere karakteriseret som den danske politiker der mere end nogen anden gennem 1980'erne i form og indhold rullede uddannelsessektoren 30-50 år tilbage i tiden og som integrationsminister gjorde Danmark til overtræder af internationale menneskerets- og flygtningekonventioner.

Haarder blev født i 1944 som søn af Agnete Haarder og Hans Haarder, der var forstander for Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Faderens patriarkalske rolle, undervisningens traditionalisme og dyder som arbejdsomhed og nøjsomhed kom til at præge unge Haarder dybt og blev en rettesnor for hans senere uddannelsespolitiske visioner.

Haarder gik kun de første år i folkeskolen og blev derefter undervist af sin far og andre lærere på højskolen; deltog i højskolelivet og det praktiske arbejde i landbruget. Han blev i 1964 student fra Sønderborg Statsskole med skolens højeste karakterer.

Mødet med studenteroprøret

I 65 startede han på Statskundskab på Århus Universitet. Hans møde med studenteroprøret og universitetsmarxismen i 68-70 kom til at forme hans had til kritisk pædagogik og videnskab, og ikke-borgerlige lærere. Allerede i 66 var han blevet formand for Venstres Studenter i Århus og i disse år begyndte han også at udgive artikler, hvor han formulerede sit liberalistiske grundsyn. Udgivelserne pegede frem mod bogen «Institutionernes Tyranni», som han udgav i 1974. Den ideologi han formulerede i bogen var, at befolkningens muligheder for at vælge og vrage mellem aktuelle tilbud skulle styrkes. Bevillingerne skulle gives som person- og bloktilskud. Pengene skulle med andre ord «følge den uddannelsessøgende».

Blandt de der læste bogen med stor interesse var ledelsen af Fremskridtspartiet, der lod den trykke i sin helhed i partiets blad, Fremskridt. Ledelsen forsøgte samtidig at hverve Haarder til partiet, men selv om et medlemskab umiddelbart havde bragt ham i Folketinget og ind i partiets ledelse takkede han nej. Han brød sig ikke om den materialisme og antikulturelle holdning der prægede partiet. Han var dog også godt på vej ad sin løbebane i partiet Venstre. Allerede i 72 var han blevet valgt til formand for Ribe Amtskreds og det bragte ham samtidig ind i Venstres Hovedbestyrelse. I 75 blev han valgt til Folketinget og i 79 satte partiet ham til at skrive dets nye partiprogram. Venstre var netop i 70'erne ved at gennemføre en omstilling fra bondeparti til by-parti i takt med at dets traditionelle vælgergrundlag blandt bønderne svandt ind.

Da Socialdemokratiet i 1982 frivilligt overlod regeringsmagten til den borgerlige firkløverregering under Poul Schlüters ledelse, blev Haarder udset til at være spydspid i offensiven mod de foregående årtiers progressive udvikling af uddannelsespolitikken.

Kampen om skolen - og pædagogikken

Samfundsforandringer og ideologiske forhold medførte en lang række ændringer i uddannelsespolitikken. Internationalt kunne den danske uddannelsespolitik i 1970'erne karakteriseres som en variant af den nordiske model, men samtidig som den mindst udviklede af disse modeller. Årsagen var, at det var venstrefløjen, socialdemokratiet og de Radikale der efter 2. Verdenskrig var drivende i udviklingen af uddannelsespolitikken, men venstrefløjen og socialdemokratiet var svagere i Danmark end i de øvrige nordiske lande.

Der var dog en række vigtige fællestræk for uddannelsespolitikken i de nordiske lande fra 40'erne til 70'erne:

Forskellene mellem de nordiske lande bestod i rytmen og dybden af ændringerne i politikken:

Lige som højrefløjen havde været imod socialreformerne i Danmark og indførelsen af velfærdsstaten, havde den også været imod reformerne indenfor uddannelsessektoren. Skolen blev dermed en kampplads. Socialdemokratiet og venstrefløjen ønskede at udvikle et uddannelsessystem, der styrkede ligheden blandt eleverne på bekostning af tidligere tiders elitære uddannelsessystem med lang og god uddannelse til meget få, og kort og dårlig uddannelse til det store befolkningsflertal. Uddannelse skulle samtidig anvendes til at bryde den uddannelsesbaserede negative sociale arv og mobilisere «intelligensreserven».

Heroverfor ønskede højrefløjen at styrke den enkelte elevs muligheder for at udvikle egne evner og anlæg. Mens venstrefløjen kæmpede for elevernes og de studerendes medbestemmelsesret i skolen, og dermed uddannelse til samfundsborgere i et demokratisk samfund, ønskede højrefløjen at styrke forældrenes kontrol over skolen. Forældrenes indflydelse havde altid været begrænset, men i en tid hvor både lærere og elever trak i retning af udviklingen af en ny skole, der passede til forandringerne i samfundet, så højrefløjen en alliancepartner i forældrene, der måske ville trække skolen i en mere traditionalistisk retning. Altså bremse fornyelse og demokratisering.

Men den vigtigste brudflade mellem højre- og venstrefløj lå i spørgsmålet om pædagogik og undervisningens indhold. Højrefløjen ønskede at koncentrere skolens funktion om at lære eleverne grundlæggende færdigheder. Venstrefløjen advarede mod udviklingen af «tankpasser pædagogik», hvor lærerens rolle var indskrænket til at hælde stumper af viden uden indbyrdes sammenhæng på eleverne. I et samfund i konstant forandring, hvor kravene til arbejdsmæssige kvalifikationer er i konstant udvikling er det vigtigere at lære eleverne at tilegne sig nye kvalifikationer - «lære at lære» - og at arbejde sammen. Samarbejde på tværs af fagene og gruppe- og projektarbejde var derfor motiverende undervisningsformer, der blev udviklet gennem 1970'erne. Projektarbejdet var karakteriseret ved at være problemorienteret, projektorganiseret og deltagerstyret.

1982 Haarder bliver undervisningsminister

Regeringen Anker Jørgensen overdrog i september 1982 frivilligt magten til den borgerlige VCQM regering under ledelse af Poul Schlüter. Socialdemokratiet var kørt fast i administration af nedskæringspolitik, som følge af den økonomiske krise der i starten af 70'erne havde ramt Danmark og den øvrige vestlige verden.

En af Venstres stærkeste ideologer var Haarder, og han blev indsat på undervisningsministerposten for at føre krig mod de foregående årtiers uddannelsespolitik. Socialdemokratiet havde udformet denne politik i et korporativt samarbejde mellem lærere, fagpædagogisk ekspertise, erhvervsliv og elever. Haarder havde derfor ikke mange alliancepartnere og valgte i stedet en strategi hvor det - ikke synderligt demokratisk - var ham selv alene der udformede politikken, og derefter gennem politiske kampagner i medierne søgte at vinde støtte til den i befolkningen.

Haarders politik havde fra starten 6 centrale akser:

  1. Nedskæringer. Den økonomiske krise kradsede, og et af de områder hvor den borgerlige regering ønskede at spare var uddannelsessektoren. Haarder stod derfor bag en lang række skolelukninger, sammenlægninger af skoler og forhøjelser fra klassekvotienterne. I perioden 1982-89 nedlagde han endvidere 11 ud af 29 lærerseminarier samt en række pædagogseminarier.
  2. Kampen mod demokratiet i uddannelsessektoren. Som en af sine første embedshandlinger nedlagde han allerede efter 20 dage på ministerposten det Centrale Uddannelsesråd (CUR). Rådet var blevet oprettet i 1972 og havde 20 medlemmer: 10 notabiliteter udpeget af ministeren selv og 10 repræsenter fra uddannelsessektorens interesseorganisationer. Rådet havde indtil da dels fungeret som en faglig højt kvalificeret sparringspartner for ministeriet, dels sikret at der var en høj grad af konsensus omkring ministeriets reformtiltag.
    For Haarder var det ikke nødvendigt at lytte til andre eller sikre sig opbakning i uddannelsessektoren til hans tiltag. Specielt ikke da han godt var klar over, at han stod isoleret med sine synspunkter overfor både pædagoger, lærere, erhvervsorganisationer og elever.
    Nedlæggelsen af CUR var kun det første skridt i en voldsom centralisering af magten i ministeriet og i sidste ende omkring Haarders egen person, der kulminerede med nedlæggelsen af ministeriets direktorater i 1989. Direktoraterne havde indtil da rummet den faglige ekspertise, som ministeriet kunne trække på i sin politiklægning, men eftersom Haarder ikke havde brug for faglig ekspertise - der ville tale ham imod - blev direktoraterne overflødige og nedlagt. Magten blev koncentreret i departementet og i ministerens egen person. «Liberalisten» Haarder kørte ministeriet som en østeuropæisk planøkonom - fagligt og økonomisk
  3. Kampen mod de faglige organisationer. Danmarks Lærerforening (DLF) havde indtil Haarder spillet en særdeles aktiv rolle i udformningen af forslag til uddannelsespolitiske reformer og deltagelse i rådsarbejdet lokalt og centralt. Haarder gjorde derfor fra starten DLF og de øvrige interesseorganisationer til sine hovedmodstandere. De blev lagt på is, deres forslag overhørt og tromlet ned. Samtidig blev lærernes løn sat ned og normeringerne op. Mens lærergerningen historisk havde haft en høj status i samfundet og var et erhverv der tiltrak de bedste, indledte det over de næste 10 år en rutsjetur. Haarders kamp mod lærerne blev dermed også en kamp mod de fremtidige generationer af elever.
    Haarder brød sig heller ikke om elevernes organisationer, der fik frataget tilskud og indflydelse. Elevrådene der var blevet oprettet som demokratiske organer i 50'erne blev nedlagt. Inden da havde han i 82 forsøgt at få dem frataget tilskuddet fra tipsmidlerne, og året efter udsendte han det såkaldte «hetz-cirkulære» der udstak retningslinier for hvor hvordan rådene på statsgymnasierne måtte organisere sig og bruge deres penge. (Se også: Elevbevægelsen).
  4. Omlægning af pædagogik og indhold. Haarder igangsatte omfattende pædagogiske og indholdsmæssige reformer. Eleverne skulle ikke længere lære at diskutere, tænke selv og tilegne sig stoffet. De skulle tilegne sig færdigheder. I tråd hermed nedtonede han samtidig humaniora og opprioriterede de tekniske- og ingeniørmæssige uddannelser.
    Straks ved sin tiltræden nedsatte ministeren læseplansudvalg for dansk og historie. Lærerne fik ingen plads. Udvalgene blev sammensat af én repræsentant fra friskolerne, én forældrerepræsentant og én aktiv lærer. Der var samtidig tale om en stærk centralisering ifht. tidligere, hvor ministeriet kun havde udarbejdet vejledende fagplaner.
    Den pædagogiske fagekspertise mente Haarder manglede indsigt i elementær børnepsykologi, socialisationsteori og hvordan børn og unge lærer, men det hindrede ikke ministeren i ensidigt at udvikle sine planer. Han afviste ganske enkelt alle forskningsresultater, der ikke passede ham. Flerårige veldokumenterede forskningsprojekter blev afvist af ministeren med et: «det passer ikke». Hans billede af samfundets uddannelsesmæssige behov stammede fra bondesamfundet og den tidlige industrielle kapitalisme. Og de der mente samfundet havde udviklet mere avancerede uddannelsesmæssige behov blev overhørt eller latterliggjort i ministerens kampagner i medierne.
    Ministeren gik til angreb på tværfaglighed, emneundervisning, gruppearbejde, projektarbejde og brugen af elevernes egne erfaringer. Han tog afstand fra kritikken af den opsplittede skoledag og fra ønsket om sammenhæng mellem undervisningen og det omgivende samfund. I stedet lancerede han parolen: «Guldkorn frem for gruppearbejde».
    Endelig gjorde han op med ideerne om enhedsskolen og igangsatte niveaudeling af undervisningen, der er ført igennem som 1., 2. og 3. klasses undervisning ned gennem gymnasiet og foreløbig til folkeskolens 8. klasse.
  5. Tiltag for at hindre pædagogikkens akademisering og modstand mod socialisationsteoretisk udvikling. Mens udvalg under Undervisningsministeriet gik ind for bevarelse af Danmarks Lærerhøjskole, gik Haarder ind for dens nedlæggelse, for dermed at sætte en stopper for den forskning, han var grundlæggende uenig i.
  6. Lidenskabelig modstander af Styrelsesloven for de højere læreanstalter. I Haarders uddannelsessyn var der ikke plads til humaniora og sociologi, der derfor blev udsultet - og for sociologis vedkommende helt lukket. Til gengæld blev handelshøjskolerne, ingeniøruddannelserne og teknisk assistent uddannelsen tilført flere ressourcer.

Formelt flyttede Haarder det uddannelsespolitiske omdrejningspunkt fra reformpædagogikkens tagen udgangspunkt i det enkelte menneske, dets evner og behov, til at tage udgangspunkt i samfundets behov for arbejdskraft- den «restaurative pædagogik». Ulighed var et eksistensvilkår og dygtige elever skulle ikke hæmmes af lighedshensyn. I sin selvforståelse ønskede han at indrette undervisningen alene efter erhvervslivets behov. De behov der måtte udspringe af det politiske liv, familien og fritiden var for Haarder ligegyldige. Men samtidig isolerede han sig fra erhvervslivet. De korporativistiske strukturer socialdemokratiet havde opbygget med erhvervslivets deltagelse blev nedlagt, og der var ingen kanaler til det erhvervsliv, han mente at uddanne de unge til. Planerne blev alene udformet i ministerens hoved.

Don Quijote

Haarder gik som en enmandshær uforfærdet til angreb på det eksisterende uddannelsessystem. Og det gik stærkt med ideer og initiativer. Uofficielt indførte ministeriet derfor en 24 timers regel: Ingen af hans ideer blev ført videre de første 24 timer, for måske havde ministeren lanceret nye modsatrettede initiativer inden da. Han søgte ikke opbakning til sine forslag, lå i åben kamp med næsten hele uddannelsessektoren og havde sjældent taget sig eget politiske bagland i ed. Mange ideer og initiativer faldt derfor til jorden så hurtigt som sæbebobler, mens andre i stærkt forandret form kom videre.

«Og som den maniske digterpræst (Grundtvig) vælder ideerne ud af ham. Tom er den dag, hvor aviserne ikke bringer bud fra Bertel Haarder... Hver gang han har talt med en journalist, har han fået en ny ide.»
Folkeskolen 1983.

Ministerens overgreb førte til modreaktioner. Der gennemførtes hyppige demonstrationer. Ministeriet blev flere gange besat og også privat blev han hjemsøgt. Hans cykel blev bortført og skåret i skiver, og til sidst måtte han flytte sit dørskilt. Det var blevet hærget for ofte. (Se også: Udannelsesprotester i Danmark efter 1960).

De store reformer

I midten af 80'erne var Haarder så isoleret, at han blev tvunget til samarbejde. Det indledte en periode med udredninger, hvoraf den første store var «Om grundlæggende kundskaber» fra 86. Udvalget bag udredningen bestod af 2 professorer, en bankdirektør, en administrerende direktør og en museumspædagog. Selv om udredningen slog fast, at undervisningen først og fremmest skulle basere sig på fagene, var den ikke den radikale afstandtagen til reformpædagogikken, Haarder stod for. Udredningsarbejdet fik derfor ingen umiddelbare praktiske resultater.

I 1987 gennemførtes en gymnasiereform, hvor gren-gymnasiet blev erstattet af et tilvalgsgymnasium baseret på fællesfag, liniefag og valgfag. Der var tale om en bevarelse og styrkelse af det faglige gymnasium - på bekostning af det tværfaglige og projektorienterede.

I 1989 fik Haarder flertal bag en ny styrelseslov for folkeskolen. Skolekommissionen blev nedlagt og dens funktioner lagt under kommunalbestyrelsen. Ligeledes blev lærerråd og fælleslærerråd nedlagt. I stedet oprettedes skolebestyrelsen bestående af 5-7 forældrerepræsentanter, 2 repræsentanter for de ansatte på skolen og 2 elevrepræsentanter. Forældrene var dermed på forhånd garanteret flertal og bestred samtidig formandsposten. Formelt set fik bestyrelsen mere udstrakt indflydelse på skolen. Den fastlagde formelt set undervisningens sammensætning, elevernes timetal, specialundervisningen, skole-hjem samarbejdet, kommunikationen til hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen, arbejdsdelingen mellem lærerne samt fællesarrangementer for eleverne i skoletiden. Bestyrelsen skulle godkende skolens budget, udarbejde forslag til læseplaner og deltage i læreransættelser.

Skolebestyrelsens magt var dog i nogen udstrækning fiktiv. Haarder forandrede nemlig også rektors funktion. Ministeren betegnede den tidligere rektorrolle som en karklud, der «kunne vrides efter behov og tørre op efter behov». Haarder ønskede en stærk daglig leder af skolen. Han skulle lede og fordele arbejdet mellem lærerne, have ansvaret for fagfordelingen, træffe beslutninger om den enkelte elev og udarbejde forslag til skolebestyrelsen. Og udefra lagde ministeriet og kommunalbestyrelserne snærende økonomiske rammer om skolen, og tvang bestyrelserne til at deltage i nedskæringsarbejdet. Endelig gik ministeriet ind og dikterede læseplaner.

Ministeren talte om decentralisering, men folkeskoleloven havde snarere til formål at centralisere den økonomiske og faglige indflydelse udenfor skolen og svække lærernes og elevernes indflydelse. En svækkelse af demokratiet. Haarders kæphest fra han i 1982 satte sig i ministerstolen.

I 1990 strammede han grebet om lærerstanden yderligere med en ændring af folkeskoleloven, hvorefter det blev muligt at ansætte personer uden læreruddannelse til enkeltfagsundervisning i folkeskolen.

Svarende til ændringerne i folkeskolens styreform ændredes gymnasiets styreform i 1990. Skolerådet blev nedlagt og erstattet med en skolebestyrelse med et flertal af medlemmer udefra

Det alternative flertal (R + S + SF) fik i slutningen af Haarders ministerperiode udarbejdet Folkeskolens Udviklingsprogram, der dannede grundlag for den lov, der blev vedtaget i 1993. Loven medførte indførelse af projektopgaver i 9. klasse og havde en progressiv formålsformulering.

Haarders offensiv i hans ministertid 82-92 var overvejende koncentreret om folkeskole og gymnasium. De højere uddannelser undgik overvejende de samme vidtgående indgreb. Dog gik ministeren i 1987 af politiske årsager ind og lukkede en hel uddannelse, da han lukkede faget sociologi ved Københavns Universitet. Sociologi havde i 70'erne været højborg for universitetsmarxismen og havde været inspirationskilde for mange andre uddannelser. Haarder lukkede instituttet, fyrede lærerkræfterne og genoprettede nogle år senere et nyt sociologisk institut.

1993-2001 EU parlamentariker

Regeringen Schlüter gik i januar 1993 af, da det blev officielt, at både statsminister og justitsminister havde ført Folketinget bag lyset i sagen om tamilske familiesammenføringer. Bedrageriet og afklædningen var så massiv, at det stod klart for både Haarder og mange andre borgerlige politikere, at vejen tilbage til magten ville blive lang. Flere af disse - med Schlüter og Haarder i spidsen - valgte derfor i stedet at fortsætte deres politiske karriere langt borte fra de danske mediers rampelys - som EU parlamentarikere. De blev begge valgt ind i 94.

I modsætning til Schlüter var Haarder ikke i samme grad mærket af regeringens bedrageri, og hans udstationering som EU parlamentariker havde derfor mere karakter af overvintring. Han bevarede kontakten til dansk politik og blev i 97 formand for sit partis Europaudvalg.

2001-05 Integrationsminister

Venstre vandt Folketingsvalget i 2001 på en blind hetz mod flygtninge og indvandrere, der næsten overhalede Dansk Folkeparti højre om. Til at omforme denne hetz til konkret politik efter valgsejren, skulle Anders Fogh Rasmussen finde en politiker, der var villig til at ignorere alle danske og internationale protester, og den bedste kandidat til denne post var derfor Bertel Haarder.

Haarders angreb på flygtninge- og indvandrere fik 3 hovedakser:

Som i sin tid som undervisningsminister gik Haarder til frontalt og voldsomt angreb på sine modstandere. Den stærkeste og mest kompetente af disse i spørgsmålet om menneskerettigheder, flygtninge og indvandrere var Det danske center for Menneskerettigheder. Regeringens forslag var derfor i første omgang at centret ganske enkelt skulle lukkes. Det måtte imidlertid opgives, og centret blev i stedet lagt ind under det nyoprettede Institut for Internationale Studier.

Den stærkeste kritik af Danmarks brud på flygtninge og indvandreres rettigheder - som Haarder stod bag - kom imidlertid fra udlandet: fra FN's Flygtningehøjkomissariat (UNHCR), fra Europarådet og fra FN selv. Der var lang vej fra den tidligere venstre-statsminister Poul Hartling der i 70'erne var generalsekretær for UNHCR og til hans partifælle, der 25 år senere på dramatisk vis brød de internationale konventioner så bastant at det gav genlyd verden over.

Ministeren var - som i 80'erne - kold, kontant og arrogant i sin afvisning af kritik. En historie skiller sig i den forbindelse særlig ud, fordi den ødelagde ministerens politiske fremtidsplaner. Europarådets menneskerettighedskommissær Alberto Gil-Robles udsendte i juni 2004 en rapport om den danske udlændingelovgivning, hvor det blev påvist, at mennesker i Danmark får krænket deres grundliggende menneskerettigheder som følge af den danske udlændingelovgivning. Haarder svarede således på kritikken:

«Vi er det eneste land, som har fundet et middel imod arrangerede ægteskaber, og det hedder 24-års reglen. Den er kvindeprogressiv, og det er måske det, en spanier ikke forstår så godt.»

Hvor Haarders kritikere i 80'erne og igen under hans tid som integrationsminister måtte finde sig i hans arrogance, forregnede han sig, for Gil-Robles var ikke hvem som helst. Haarder havde indtil da sigtet mod en udnævnelse til EU kommissær, men den internationale furore hans angreb på Europarådet vakte, gjorde med et slag disse planer umulige. Ministeren havde vist sig uværdig til en international politisk toppost.

Da dette stod klart i juli 2004 fik Haarder imidlertid solid opbakning fra statsminister Fogh Rasmussen, der måneden efter kvitterede for Haarders indsats ved også at lægge udviklingsministeriet ind under hans resort.

2005- Undervisningsminister

Da hans kollega som undervisningsminister i februar 2005 måtte trække sig som følge af økonomiske uregelmæssigheder i familiens landbrug og uregelmæssigheder i ansættelsen af østeuropæisk arbejdskraft, blev Haarder hentet tilbage til sin gamle post. Den store omformning af undervisningssystemet var allerede gennemført i hans første ministerperiode 1982-93, så tilbage stod blot fjernelse af de sidste rester fra systemets demokratiske fortid. Statens Pædagogiske Forsøgscenter (SPF) der siden 1960'erne havde spillet en central rolle i fornyelsen af pædagogik i Danmark blev lukket, og ministeren forbød afholdelsen af gruppeeksaminer. Som i 80'erne førte dette til protester fra både erhvervsliv, elever og pædagoger.

Med revision af formålsformuleringen for folkeskolen i 2006 lykkedes det Harder at gøre skolen overvejende til en kundskabsskole frem for en kundskabs- og dannelsesskole. Hvor det tidligere hed: «folkeskolen skal fremme elevernes tilegnelse af kundskaber og færdigheder», hedder det nu: «skolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder». Tilsvarende stod der tidligere: «den enkelte elevs alsidige personlige udvikling», hvilket nu er reduceret til «den enkelte elevs alsidige udvikling». Også skolens demokratiparagraf er amputeret. Skolen skal ikke længere «forberede eleverne til medbestemmelse… i et samfund med frihed og folkestyre», men skal blot i sit daglige virke være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Konsekvenserne

Efter 10 år på ministerposten (1982-93) efterlod Haarder sig et amputeret uddannelsessystem. Frem for at hæve det «faglige niveau» var niveauet sænket som følge af nedskæringer, øgede klassekvotienter og ensrettende læseplaner. Samtidig blev elevernes og de studerendes motivation til at tilegne sig stoffet i de fleste tilfælde forringet, fordi undervisningen ikke længere tog udgangspunkt i elevernes, men i ministerens behov.

Hvor undervisning indtil Haarder haft en høj status i samfundet, blev denne efterhånden reduceret. Lærergerningen var ikke længere et højstatus fag, der tiltrak de bedste i en årgang, men et lavtlønsfag for folk, der var villige til at acceptere ensretningen fra ministeriets side.

Konsekvenserne afspejler sig i dag i de dårlige resultater Danmark opnår i de internationale Pisa undersøgelser, hvor undervisningen og elevernes kunnen sammenlignes i OECD landene. De afspejler sig samtidig i en forstærket flugt fra folkeskolen mod privatskolerne. Og de afspejler sig endelig i, at stadig færre unge mænd gennemfører eller ønsker at gennemføre en ungdoms- eller videregående uddannelse.

Manden der slagtede Folkeskolen amok for åben skærm
Under et interview med DR i december 2010 gik Bertel Haarder amok for åben skærm, da han blev stillet spørgsmål, han ikke var blevet briefet om på forhånd. DR valgte at lægge interviewet ud, til forskel fra VKO regeringens TV kanal, TV2, der få uger tidligere på stalinistisk vis havde slettet alle spor efter et interview med Lars Løkke Rasmussen, der ligeledes var gået amok for åben skærm.

Under sin tid som integrationsminister (2001-05) fik Haarder det beskidte job at omforme Venstres hetz mod flygtninge og indvandrere til konkret politik. Politisk har denne politik ført til, at Danmark i dag internationalt har en paria-status på menneskerettigheds- og flygtninge- og indvandrerområdet. Den har skabt ghettolignende tilstande på de danske asylcentre og har ødelagt eller vanskeliggjort flere tusinde nye familiers liv. Af samme årsag har flere tusinde danskere siden 2001 måttet bosætte sig i det sydlige Sverige, for at kunne leve sammen med deres ægtefælle.

Haarder fik i 2009 posten som sundhedsminister og fik bl.a. til opgave at dække over sin partifælle, Lars Løkke Rasmussen, der havde foræret privathospitaler 1 mia. kr af statens penge i form af overbetaling for operationer.

A.J.


Litteratur

Telhaug, Alfred og Tønnesen, Rolf: Dansk utdanningspolitikk under Bertel Haarder 1982-1992. Nyliberalistisk og nykonservativ skoletenkning. Universitetsforlaget, Oslo (1992)
Nielsen, Knud Holt: Bertel Haarder - paradoksernes minister. Information 24. februar 2005.

Internet:
Statsracisme, forbryderalbum.dk
Report by mr. Alvaro Gil-Robles, Commissioner for human rights on his visit to Denmark, 13th-16th april 2004, European Council
Birgitte Kofod Olsen et al: Ægtefællesammenføring i Danmark. Udredning nr. 1, 2004, Institut for Menneskerettigheder
UNHCR expresses concern over proposed Danish refugee policies, UNHCR 22/1 2002
UNHCR comments on Denmark's draft bill on foreigners, UNHCR 11/4 2002
Tredje Rapport om Danmark. Europarådets European Commission against Racism and Intolerance (ECRI), 16. december 2005
Concluding Observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights. DENMARK, Rapport fra FN's Komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, 26. november 2004.