Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Raniero Panzieri (1921-1964), medlem af centralkomitéen i det italienske socialistparti (PSI, Partito Socialista Italiano) i 1950'erne og derefter chefredaktør for tidsskriftet Quaderni Rossi (Røde notesbøger, 1961-1964). Tidsskriftet var et værksted for det teoretisk-politiske projekt kaldet arbejderisme (ita. operaismo, eng. workerism). Projektet var et forskningsprogram med det sigte at omdefinere forholdene mellem politisk organisation, klassekamp og intellektuelt arbejde, og var en søgen efter en ny form for politisk organisation forskellig fra «partiet». Arbejderisme har desuden været et teoretisk projekt om at rekonstruere marxismen – formuleret i opposition til den Tredje Internationales dogmatiske marxisme og den hegelske marxisme – med åbenhed overfor bidrag fra samfundsvidenskaberne og fra det nye venstres bevægelser. Panzieri døde i en ung alder af en blodprop i hjernen i 1964 i Torino, hvor han var i gang med feltarbejde og politisk aktivitet blandt industriarbejdere.

Panzieri udgav primært sin teoretiske forskning i tidsskrifter med tilknytning til socialistpartiet og det nye italienske venstre. I 1950'erne oversatte han til italiensk anden bog af Karl Marx' Kapitalen (1953), Engels Den arbejdende klasses stilling i England i 1844 (1955), men også eksempelvis kætterske marxistiske forfattere som Trotskij og den unge Lukács. Uoverensstemmelsen med sit parti – som i sidste ende ville føre Panzieri til arbejdet med Quaderni Rossi – begyndte med den internationale krise i Stalinismen i 1956, SUKPs (Sovjetunionens kommunistiske parti) 20. kongres og den ungarske omvæltning. I modsætning til PSI's centralkomité nægtede Panzieri at identificere stalinismen med kommunismen, en identifikation, som ville føre partiet til socialdemokratiske positioner. Den vigtigste debat han førte i disse år, var den om arbejderkontrol (controllo operaio) i PSI's tidsskrift Mondo Operaio (Arbejderverden) i artiklen Sette tesi sul controllo operaio (Syv teser om arbejderkontrollen) fra 1958. Heri udtrykte han et behov for at «vende tilbage til Lenin» og for at gentænke de historiske organisationers funktion og rolle for den politiske venstrefløj, herunder særligt partiernes og fagforeningernes. Når man så på adskillige europæiske rådsbevægelsers historiske erfaringer, såsom de sovjetiske, italienske, tyske, polske og jugoslaviske, var kernen i den politiske strategi at finde i det konfliktuelle ved arbejderklassen, som han anså for uundgåelig i det kapitalistiske samfund. Klassemodsætninger, det vil sige arbejderklassens politiske bevidsthed og kamppotentialitet, skulle bygges på baggrund af denne uundgåelige kilde til permanent konflikt, og venstreorienterede organisationer skulle ses som redskaber i arbejderklassens selv-konstruktionsproces.

På grund af hans «grænse»-position forlod Panzieri PSI i 1959. I 1961 blev han medstifter af og chefredaktør for tidsskriftet Quaderni Rossi, som han ledte frem til sin død i 1964. I de seks numre fra dette tidsskrift (1961-1965) er samlet bidrag fra en lille gruppe af unge italienske intellektuelle, blandt andre Vittorio Rieser, Edoarda Masi, Romano Alquati, Alberto Asor Rosa, Mario Tronti og Antonio Negri.

Panzieris vigtigste teoretiske og politiske bidrag skal findes i hans arbejde med Quaderni Rossi. Indenfor den teoretiske del af dette arbejde findes i tidsskriftet en original fortolkning af Marx' kritik af den politiske økonomi. For det første en heterodoks opfattelse af teknologi og fremskridt fremført gennem en dybdegående læsning af 4. del af 1. bog af Kapitalen og af fremstillingen af maskiner i Grundrids. Udviklingen af produktivkræfterne, som indenfor den marxistiske ortodoksi formuleret af de kommunistiske partier var den objektive progressive motor for arbejderklassens «emancipation», er i Panzieris fortolkning en selvmodsigende proces. Skønt de er det nødvendige redskab for kapitalismens evindelige innovative kraft, er den teknologiske udvikling ikke neutral. Maskineri er bygget som funktion af historisk betingede sociale produktionsforhold (en kapitalistisk brug af maskiner). Indførelsen af maskineri gør ikke på nogen måde arbejdernes arbejdsbyrde lettere, men intensiverer snarere udnyttelse af arbejderne. Indførelsen af maskineri er redskabet til en særlig form for dominans kaldet «fabriksdespotisme».

For det andet skulle den omfattende brug af sociologiske værktøjer undgå den historiske materialismes dogmatiske historiefilosofi, som stadig var styrende i de kommunistiske organisationers politiske strategier i 1950'erne. Panzieri gennemførte et sociologisk feltarbejde om arbejdernes bevidsthed i Torinos store industrielle fabrikker (i Fiat 1960-1961) i en periode med hurtig økonomisk vækst og øget konflikt i de italienske industrier, som indledtes i slutningen af 1950'erne.

For det tredje var Quaderni Rossi selv – som et krydsfelt mellem teoretisk forskning af Marx' skrifter og feltarbejde – en praktisk eksperimenteren med en ny form for politisk organisation. Partier og fagforeninger skal ifølge Panzieri ses som værktøjer og ikke som den eneste kerne i politisk organisation. Kernen indenfor politik er arbejderklassen og små grupper som Quaderni Rossi. Disse grupper er baseret på en kontinuerlig test af egne teorier ved at matche dem med arbejdstagernes niveau for militant adfærd, og de er derfor bedre i stand end partiet til at foreslå en kontinuerlig fornyelse af den politiske strategi for de venstreorienterede.

Den korte periode med Quaderni Rossi havde en stor indflydelse på det italienske nye venstres bevægelser i 1960'erne og fremefter. Arbejderisme, som var en kritisk betegnelse anvendt af medlemmer af det kommunistiske parti til at betegne Panzieri idéer, er derefter blevet anvendt til at betegne den teoretisk-politiske holdning, der ser arbejderklassen som politikkens egentlige kerne.

A.Cr. (Oversat af J.K.R.)