Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 12/1 2011
Læst af: 13.218
: :
Governmentalitet

Governmentalitet, betegnelsen for en særlig ledelsesrationalitet for styring af befolkninger, som er blevet allestedsnærværende i moderne samfund. Begrebet aftegner tillige de historiske arnesteder og forskydninger, som har affødt denne ledelsesrationalitet.  

Governmentalitet (af fransk gouvermentalité) blev gjort kendt af Michel Foucault, som adopterede begrebet fra Roland Barthes. Sidstnævnte anvendte begrebet som betegnelse for en ideologisk mekanisme, der fremstiller staten som en omnipotent og godartet regulator af alle sociale relationer. Foucault er ligeledes interesseret i at gøre op med overvurderinger af staten som et center for styring, men han anvender ikke begrebet som begreb i gængs forstand — dvs. som en repræsentation af ét bestemt fænomen eller en afgrænset del af virkeligheden. Governmentalitet er snarere en kategori, som muliggør forskellige empiriske beskrivelser, og som Foucault giver forskellige bestemmelser afhængig af, hvilke teorier og begreber han søger at udfordre. Det antager mindst 4 funktioner.  

For det første er governmentalitet et analytisk perspektiv, som udpeger retningslinjer for en særlig type magtanalyser. Det drejer sig her om at undgå at henføre politisk magtudøvelse, men også andre former for magtudøvelse til staten som ophav eller centrum. Frem for at acceptere staten som en forudgiven substans søger Foucault at optegne de forskellige historiske magtpraksisser, som muliggjorde den og fortsat gennemstrømmer den. Han ønskede i modsætning til forestillingen om statens enhed at foretage en decentrering, der stod i kontrast til en institutions-centristisk tilgang, ganske som i sit studie af fængslet, hvor Foucault søgte bagom institutionen fængslet for at indsætte denne i en mere generel magtøkonomi. Governmentalitet drejer sig her om at optegne de strategier til håndtering af praktiske problemer og etablering af nye vidensobjekter, som efterhånden muliggjorde vor tids forestilling om staten og politisk magtudøvelse. Yderligere stiller governmentalitet som analytik skarpt på delegerende og facilliterende magtformer, der opererer med individer, grupper eller organisationer som aktive agenter i deres egen selvledelse. Analytikkens betoning af forbindelsen mellem magtpraksisser og selvpraksisser, magtteknologi og selvteknologi, bliver her central

For det andet betegner governmentalitet en særlig moderne politisk ledelsestænkning, som dannes i 1600-tallet og fremefter i Vesteuropa. På dette tidspunkt skabes en snæver forbindelse mellem befolkning som et selvstændigt domæne med sine egne lovmæssigheder og sikkerhed som en ny logik for politisk ledelse. Politisk ledelse handlede nu ikke længere om at lede for at sikre fyrstens fortsatte mulighed for at lede suverænt, men derimod om at lede for at fremme statens iboende styrke og velstand. Foucault påpeger, hvordan menneskers indbyrdes udvekslinger, deres sundhedstilstand, deres måde at producere på mv. opdages som en særegn realitet, en ’samfundets naturlighed’, hvis egne, indre lovmæssigheder man må sikre. Hermed opstår civilsamfundet som noget særskilt andet end staten, som dens nødvendige korrelat. Det anses for umuligt at opnå en udtømmende viden om de virkende mekanismer i denne realitet, hvorfor man må være varsom med forsøg på ekstern regulering. I stedet må man søge en regulering, der muliggør civilsamfundets egne selv-reguleringer. Hermed bliver frihed en nødvendighed for regeringsprocessernes udfoldelse, frem for en absolut modpol. At tillade de styrede visse former for frihed begrundes ikke blot i legitime rettigheder men bliver et nødvendigt element for governmentaliteten selv. Liberale økonomer tilskrives af Foucault afgørende betydning for governmentalitetens begreb om frihed som en frihed til udveksling og forfølgelse af egeninteresse. Hermed bliver markedet den afgørende målestok for moderne politisk ledelse — det bliver det sted, som politiske tiltag og institutioners hensigtsmæssighed kan vurderes ud fra. Governmentalitet formes som en ledelsesrationalitet, der rummer en permanent selvskepsis overfor politiske ledelse og opererer med frihed som en cirkulationens frihed.

For det tredje beskriver governmentalitet en historisk proces bestående af en række specifikke typer politisk ledelsesrationalitet, som efterfølger og overlejrer hinanden, herunder statsræson og klassisk liberalisme og neoliberalisme. Disse governmentaliteter bryder med hinanden og dannes delvis som kritikker af eksisterende ledesesrationaliteter. Samtidig er det Foucaults pointe, at disse governmentaliteter er snævert forbundne og indgår i en proces frem mod vor tids ledelsesrationalitet. Der er således ikke tale om sekventiel afløsning over tid mellem f.eks. suverænitet, disciplin og governmentalitet men snarere om overlejringer og sammenkoblinger af disse magtformer. Mens tendensen er, at magten reflekterer over sig selv som stadig mere immanent i for hold til de styrede domæner, er det ikke således, at suverænitet og disciplin forsvinder. Snarere indoptages og transformeres disse i governmentaliteten. Denne betydning betoner det processuelle i governmentalitetens etablering og dens indre spændinger.

For det fjerde er governmentalitets-begrebet diagnostisk, for så vidt det betegner den moderne tid som en epoke, hvor denne moderne ledelsesrationalitet er blevet uomgængelig og allestedsnærværende. Her fungerer governmentalitet som beskrivelse af en tærskel, en tid, hvor alle samfundets magtrelationer begynder at antage governmental karakter. For så vidt som individernes selvforhold i denne epoke bliver afgørende for magtstrategier, kan den enkeltes selv-ledelse (etik) ikke adskilles fra statens ledelse (politik) og omvendt. Ledelsespraksisser må modelleres ud fra den rationelle adfærd hos dem, der ledes. Magtens autoriteter må i den governmentale æra anerkende, at det de leder på, er netværk af frie magtudøvere, hvis egne strategier, identiteter og værdier må indtænkes i magtudøvelsen.

I sin virkningshistorie er det først og fremmest governmentalitet som analytik, som har vundet udbredelse. En række studier har netop søgt at påvise, hvordan moderne politisk magtudøvelse søger at styre individer og kollektiver ved at forme deres selv-ledelse. Rose og Miller anvendte i en række artikler perspektivet til kritiske analyser af økonomiske teknologier, og organisationsteoretikere som Du Gay, Salamen og Rees har analyseret styringen af selvstyrende teams og ledelse af lederne som entreprenører. Herhjemme har governmentality perspektivet af Karlsen og Villadsen været anvendt til at analysere nye former for ledelse gennem dialogteknologier, som skaber en særlig sandhedshændelse, og Åkerstrøm Andersen har påpeget, at ledelsestiltag søger at gøre medarbejdere selvansvarlige for egen læring og tilegnelse af kompetencer.

Der har været diskussioner om den politiske betydning af governmentalitets-begrebet. Det er på den ene side oplagt, at Foucault med begrebet henledte opmærksom på en række prekære aspekter ved moderne liberal ledelsestænkning, bl.a. at den i høj grad verificerer sig med en ekspansiv økonomisk tænkning, at den har en subtil karakter, for så vidt som den søger at indskrive sig i subjekters selv-ledelse, og at den lover de styrede frihed og handlekraft ved at henvise til deres egne iboende egenskaber, ikke realiserede frihed eller magtesløshed. På den anden side er det blevet fremført, at Foucault også havde en fascination af, og måske endda en vis sympati for, moderne liberal ledelsesrationalitet. Dette skyldes ikke mindst, at den rummer en indbygget selvkritik, som ligner Foucaults eget bud på en moderne kritisk praksis. Med governmentalitetens opkomst opstår netop muligheden for, at individer og grupper kan stille spørgsmål ved de sandheder, hvorigennem de ledes. Et indre, produktivt, kredsløb bliver hermed etableret imellem magtens udøvere, magtens begrundelse og vidensbase, på den ene side, og magtens kritikere, reformatorer og kritisk tænkning, på den anden. En ny relation opstår mellem magt og kritik under governmentaliteten, og Foucault havde øjensynlig en mere positiv vurdering af denne mulighed for kritisk praksis end almindeligvis antaget i receptionslitteraturen.

Ka.Vi.


Litteratur

Amhøj C. B.: Transparent styring: en analyse af et åbent kontorlandskab som en styringsteknologi, Grus (25) (2004) 73: 46-66.
Andersen, N. Å.: Ledelse af personlighed: Om medarbejderens pædagogisering i D. Pedersen (red) Offentlig ledelse i managementstaten, Forlaget Samfundslitteratur, København (2004).
Barthes, R.: Mytologier. København (1969), Gyldendal.
Dalager, L.: I forebyggelsens magt, Distinktion: Tidsskrift for samfundsteori, 3: (2001) 91-102. 
Dean, M.: Governmentality: Magt og styring i det moderne samfund, Frederiksberg: (2004) Samfundslitteratur.
Du Gay, P., Salaman, G. and Rees, B.: The Conduct of Management and the Management of Conduct, Journal of Management Studies (33) (1996) 3: 263-282.
Foucault, M.: Technologies of the Self. Amherst: (1988) The University of Massachussetts Press.
Foucault, M.: Sikkerhed, Territorium, Befolkning, Forelæsninger på Collége de France 1977-1978. København (2008) Hans Reitzels Forlag.
Gudmand-Høyer, M. & Hjorth, T.: Liberal Biopolitics Reborn. Review Essay: Michel Foucault, The Birth of Biopolitics: Lectures at Collège de France,  (2009) 1978-1979, Foucault Studies, 7: 99-130.
Karlsen, M. P. & Villadsen, K.: Hvor skal talen komme fra? Dialogen som omsiggribende ledelsesteknologi, Dansk Sociologi (18)  (2009) 2: 7-29.
Miller, P & Rose, N.: Governing Economic Life, Economy and Society (19)  (2009)1: 1-31.