Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Oplysning
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
    .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/9 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 9.233
: :
Falk, Erling
Erling Falk
Erling Falk

Falk (1887-1940) norsk venstreintellektuel bladudgiver og politiker (Det Norske Arbeiterparti (DNA) 1920-25, Norges Kommunistiske Parti (NKP) 1927-28, derefter partiløs), den ledende kraft indenfor tidsskriftet og organisationen Mot Dag 1921-36. En af hovedpersonerne på arbejderbevægelsens venstrefløj.

Falk blev født på Hemnesberget i Rana, Norge. Efter mislykkede forsøg på at indordne sig under norsk skolevæsen tog han til USA i 1907, hvor han tog en række job, studerede virksomhedsøkonomi i fritiden og drev det så langt som til at blive tilbudt en akademisk lærerstilling i faget. I stedet tog han arbejde i industrien og havde en kort tid sit eget firma. Han kom tilbage til Norge i 1918. Afgørende for hans arbejde som hjernen bag Mot Dag var hans kontakt med den revolutionære og syndikalistiske fagorganisation Industrial Workers of the World (IWW). Falk bed mærke i IWW's effektivitet. IWW var en masseorganisation med en relativt lille intellektuelt orienteret ledergruppe. Det gav organisationen handlekraft og bevægelighed. Denne stramme organisationsform satte sig varige spor hos Falk, og Mot Dag blev på mange måder præget af disse indtryk.

I foråret 1921 gik Falk aktivt med i redaktionen af bladet «Mot Dag». Arbejdet med tidsskriftet var hele tiden tænkt som et udgangspunkt for en politisk kerneorganisation med Falk som leder, og året efter konstituerede redaktionskredsen i bladet sig som «Den kommunistiske forening Mot Dag» tilsluttet DNA. Under Falks ledelse startede Mot Dag i efteråret 1922 den debatmæssige og organisatoriske dominans af Det Norske Studentersamfund, som skulle vare hele mellemkrigstiden. Det var også primært i dette forum, at Falk udfoldede sine evner som debattør. Falks betydeligste indsats som medlem af DNA havde han i årene 1922-23, da han som Tranmæls nærmeste medarbejder stod i forreste række i kampen mod Den tredje Internationales 21 optagelsessvilkår - de såkaldte «Moskvateser». I debatten med Zinovjev, Radek og Bukharin i Moskva, om internationalens forsøg på at underordne sin norske afdeling de leninistiske organisationsprincipper, viste Falk den selvtillid og formuleringsevne som et stykke af vejen kan forklare den næsten mystiske tiltrækningskraft han udøvede blandt sin samtids radikale studenter. I efteråret 1923 forsøgte Falk at blive valgt som Arbeiderbladets redaktør i konkurrence med Martin Tranmæl. Dette var en fejlvurdering, som sammen med Mot Dags modstand mod at opgive militærstrejken som DNA havde proklameret i 1924, i 1925 førte til bruddet mellem organisationen og DNA. Alle forsøg på at forene partiet med Falk strandede senere på Tranmæls indædte modstand.

I 1925 stod Falk bag oprettelsen af Arbeidernes Aftenskole, som snart viste sig at blive det mest omfattende oplysningsarbejde indenfor norsk arbejderbevægelse. Efter en kort periode i NKP (1927-28) drejede Falks interesser sig i mere teoretisk retning - også tilskyndet af den økonomiske verdenskrise. Han oversatte bind 1 og 2 og 1. del af bind 3 af «Kapitalen» - et arbejde som gav anledning til forlagsvirksomhed i stor stil under navnet Fram Forlag.

I 1933 indgik Falk kontrakt med Arbeidermagasinet om redigeringen af Arbeidernes Leksikon. I 30'erne blev Falks og Mot Dags kræfter i stigende grad viet kampen mod fascismen. Falk indså tidligt - og undervurderede aldrig - den fare den fascistiske fremgang udgjorde for arbejderbevægelsen, men for ham måtte kampen mod fascismen samtidig blive en kamp for den revolutionære socialisme. I løbet af vinteren 1934-35 blev Falk syg, men fortsatte sit politiske arbejde. Under samlingsforhandlingerne mellem Mot Dag og DNA trådte han ud af organisationen, bevidst om modsætningen mellem ham og Tranmæl, for derved ikke at skabe unødige konflikter. I 1937 fik han lavet sin bog «Hvad er marxisme?» (Tiden) færdig. Bogen er især en indføring i marxismens økonomiske teori. I sit udenrigspolitiske syn forsvarede han Sovjetunionens pagt med Hitler ud fra landets sikkerhedsbehov. Falk døde i Stockholm i 1940.

Falks skæbne i norsk arbejderbevægelse kan fortolkes som udtryk for den klassiske spænding mellem intellektuelle og det traditionelle lederskab indenfor bevægelsen. At Falk med sin usædvanlige analytiske og organisatoriske begavelse ikke blev brugt af DNA var et udslag af den tildels primitive anti-intellektualisme, som blev en vigtig bestanddel af partiets autoritære organisationsstil. Selv efter at Arbeidernes Aftenskole havde vist sin eksistensberettigelse, blev initiativet fortiet og mistænkeliggjort i arbejderpartipressen. Fram Forlag blev mødt med den største skepsis fra officiel DNA-side. Selv efter opløsningen af Mot Dag var arbejderpartipressens spalter lukket for Falk. Samtidig kan tilfældet Falk også ses fra partiledelsens side. Når Einar Gerhardsen i sine erindringer kalder Falk «et fremmedelement i arbejderbevægelsen», så udtrykker han det officielle partihierarkis syn: for dem var han upålidelig, uforudsigelig, og ikke uden en vis ret. Episoden i forbindelse med redaktørvalget i 1923 afslørede hos Falk en manglende forståelse for en af arbejderbevægelsens vigtigste normer: loyaliteten overfor organisationen. Falks tilbagevenden til NKP og Komintern i 1927 blev for Tranmæl en understregning af Falks uklarhed i praktisk politik og gjorde splittelsen dybere. Dertil kom mere vigtige begrænsninger i Falks eget temperament: hans ensidige intellektualisme og hans urokkelige tro på, at af den korrekte holdning følger den korrekte handling. Trygve Bull kalder dette træk mangel på politisk nerve. Disse begrænsninger overskygger alligevel ikke Falks meget store betydning for en hel generation af akademikere, hans bidrag til at politisere hele deres livsfølelse og dermed legitimere en politikopfattelse i kredse som traditionelt havde stået arbejderklassens mål fjernt.

B.Ha.


Litteratur

T. Bull: Mot Dag og Erling Falk, Oslo 1955, 1968.
E. Gerhardsen: Unge år. Erindringer fra århundreskiftet fram til 1940, Oslo 1974.
H. Krog: Meninger, Oslo 1947.