Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 15.203
: :
Antik produktionsmåde

I forordet til «Kritik af den politiske økonomi» (1859) nævner Marx 4 produktionsmåder, som går forud for den kommunistiske revolution og det klasseløse samfund: den asiatiske, den antikke, den feudale og den kapitalistiske. Disse produktionsmåder adskiller sig fra hinanden gennem formen for overføring af merproduktet fra de umiddelbare producenter til den ikke-arbejdende klasse. I den antikke produktionsmåde er arbejderen slave, dvs. et andet menneskes private ejendom som derfor uden videre disponerer over det, slaven producerer. Dette slaveforhold adskiller sig både fra det almene slaveri i den asiatiske produktionsmåde og fra det feudale livegenskab. Den asiatiske produktionsmåde, som Marx beskrev den, indeholdt ingen selvstændig klasse af slaveejere; alle var slaver af despoten. Merproduktet blev indkrævet gennem skatter og tvangsarbejde. I den feudale produktionsmåde var arbejderne knyttet til jorden, og var ikke som de antikke slaver genstand for køb og salg. Merproduktet blev indskrevet i form af en del af afgrøden, eller gennem hoveri på herremandens jord.

Den antikke produktionsmåde omfatter især det klassiske Grækenland og Rom. Marx skelner ofte mellem en tidlig og en sen fase i udviklingen af produktionsmåden. I en første fase («det klassiske fællesskab») var den en politisk enhed af selvejende bønder, hvor der udover privat ejendomsret til jord også var en del jord i fælleseje. Dette klassiske fællesskab er anderledes end det germanske fællesskab, hvor man ikke kan optræde som selvstændig jordejer. I det klassiske fællesskab var slaveri ikke den dominerende form for udbytning. Merproduktet kanaliseres gennem statsapparatet ved fordeling af krigsbytte og beskatning af ikke-borgere (købmænd og til dels håndværkere). Eftersom borgerne måtte være jordejere, førte befolkningtilvæksten til stadige territoriale udvidelser og kolonisering. Sådanne erobringskrige fører til, at krigsfanger gøres til slaver, og dermed til den senere fase af produktionsmåden. Marx mente, at slaveriet var den herskende form for produktivt arbejde i de senere faser af græsk og romersk historie. Han mente også, at slaveriet forudsatte en stadig tilførsel af slaver udefra, og dermed stadige krige og røvertogter.

En del andre forhold ved Marx' teori om den antikke produktionsmåde bør her nævnes. Han understregede, at vareproduktion, handel og penge var mere udviklet i antikken end i den asiatiske og den feudale produktionsmåde. Derfor var de antikke forfattere i stand til at foregribe en del - men kun en del - af moderne økonomiske analyser; af samme grund kunne romerretten blive den juridiske ramme for den kapitalistiske produktionsmåde. Interessant nok mente han ikke, at kampen mellem slaver og slaveejere var de centrale form for klassekamp i antikken. I Rom «fandt klassekampen sted indenfor en priviligeret minoritet, mellem de frie rige og de frie fattige, mens slaverne - den store produktive masse i befolkningen - kun var det passive grundlag for disse kæmpende». Mere konkret skriver han, at klassekampen tog form som en kamp mellem debitorer og kreditorer, eller mellem store og små jordejere. Dette må opfattes sådan, at resultatet af klassekampen ofte var, at den ene part blev til slave, men at slaverne ikke indgik i kampene. Han var opmærksom på, at det antikke Rom havde en klasse af «proletarer», men han tillagde dem en helt anden funktion end i den kapitalistiske produktionsmåde. «Det romerske proletariat levede på samfundets bekostning, mens det moderne samfund lever på proletariatets bekostning». Han stiller spørgsmålet om, hvorfor pengekapital og proletariat ikke i antikken smeltede sammen til en kapitalistisk produktionsmåde, men giver ikke noget klart svar. To forskellige forklaringer har været foreslået: antikken manglede egnede investeringsobjekter og de antikke slaveejere havde ingen investeringslyst, men foretrak forbrug og luksus. Den sidste forklaring svarer bedst til, hvad Marx andre steder skriver om, at den antikke verden gik under som følge af «overkonsumption», i modsætning til det moderne samfunds kriser gennem overproduktion. Marx var meget optaget af, at grækerne nåede så højt i deres kultur, og giver den noget underlige forklaring, at grækerne var «normale børn» som øver en evig tiltrækning på os gennem deres - uigenkaldeligt - fortabte uskyld og naivitet.

Senere forskning har på en række områder kritiseret og forkastet Marx's synspunkter på antikken. Han undervurderede betydningen af den romerske imperialisme, da han skrev, at «Rom aldrig kom ud over bystadiet». Antagelsen om at slaver ikke reproducerer sig i fangenskab, sådan at en jævn tilførsel af slaver var nødvendig, lader sig næppe heller forsvare. Vigtigere end sådanne misforståelser er alligevel Marx' generelt «modernistiske» holdning til antikken. Marx kritiserer godt nok de historikere som mente at genfinde en kapitalistisk produktionsmåde i antikken, men gennem den vægt han lægger på klasser og klassekamp i moderne betydning, begår han noget af den samme fejl. De fleste antik-historikere i dag - med M. I. Finley som den vigtigste repræsentant - understreger at stand og status snarere end klasse er nøgler til forståelsen af antikken. Blandt senere marxister har især George Lukacs hævdet, at økonomi og politik i før-kapitalistiske samfund generelt var så sammenvævet, at den materialistiske historieopfattelse ikke uden videre kan anvendes.

Begrebet den antikke produktionsmåde var konstrueret til at omfatte nogle bestemte samfund (Rom, Grækenland, måske Israel) i en bestemt periode af verdenshistorien. Den officielle marxisme i det hedengangne såkaldt socialistiske Østeuropa gav begrebet en mere generel karakter, og lod det indgå som en del af et alment udviklingsskema, som alle lande skulle gennemløbe - godt nok med det forbehold, at nogle lande kunne hoppe over enkelte faser. Den officielle marxisme er også veget tilbage fra at acceptere begrebet om en egen asiatisk produktionsmåde, og har i stedet genfundet slavesamfund og feudalisme i de asiatiske samfund. Marx forestillede sig verdenshistorien nærmest som en stafet, hvor et land førte udviklingen videre fra det niveau som var nået i andre lande. Den officielle marxisme har haft en større tendens til at ville finde alle udviklingstrin i alle lande. Dette har ført til kunstige konstruktioner, hvor forskellen mellem alment slaveri, privat slaveri og stavnsbånd er blevet udvisket. Den politiske baggrund for denne udvikling er bl.a., at de kinesiske marxister ikke kunne acceptere, at deres samfund skulle udgøre en selvstændig produktionsmåde, løsrevet fra - og tilbagestående i forhold til - den vestlige historie. De forkastede begrebet om den asiatiske produktionsmåde og insisterede på, at Kinas historie var præget af slaveri og/eller feudalisme, som i vest. Også Stalin forkastede begrebet om den asiatiske produktionsmåde, fordi analysen af modsætningerne mellem bureaukrati og befolkning kom for tæt på Trotskijs analyse af Sovjetunionen. Sovjetiske historikere nåede derfor frem til den samme konklusion som de kinesiske forskere, om end på andre præmisser.

J.E.

Litteratur

F. Vittinghof. Die Theorie des historischen Materialismus über den antiken Sklavenhalterstaat, Saeculum 1960.
U. Melotti: Marx and the Third World, London 1977.
B. Hindess og P. Hirst: Pre-Capitalist Modes of Production, London 1975.
M. I. Finley: The Ancient Economy, London.