Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 117.397
: :
Indvandrere

Da det midlertidige stop for arbejdskraftindvandring til Danmark blev indført i november 1970, var der 49.811 udenlandske statsborgere i landet. Af dem var 6.073 fra Tyrkiet, 4.591 fra Jugoslavien og 2.017 fra Pakistan. Det skulle især blive disse tre nationaliteter samt - i mindre grad - marokkanere og andre nordafrikanere, der kom til at udgøre «grundstammen» blandt de udlændinge, der kom til Danmark for at arbejde i industrien.

Danmark var kommet relativt sent med i denne «migrantarbejder»-trafik, og mange havde allerede været i Tyskland, inden de kom til Danmark. I 1967 husede Danmark 171 mænd fra Tyrkiet, mens jugoslavernes antal udgjorde 358 ud af i alt 28.483 udlændinge.

I slutningen af 1970 mente myndighederne, at der var kommet tilstrækkeligt mange og indførte et midlertidigt stop. Såvel fagbevægelsen som arbejdsgiverne var tvivlende over for behovet, og medierne var i stigende grad begyndt at kritisere den liberale indvandringspolitik. Helt hermetisk blev stoppet dog ikke. Selvom arbejdsløsheden blandt danskere var steget, var der stadig mangel på arbejdskraft, men i de følgende år strammede man gradvis og præciserede reglerne gennem en hel stribe af ændringer i udlændingeloven.

Kort efter meldte virksomhederne - og især industrien - om stigende arbejdskraftbehov, og i sommeren 73 blev der lavet en særlig arbejdskraftaftale mellem arbejdsministeriet, LO og Dansk Arbejdsgiverforening, som gav virksomhederne mulighed for at hente et antal udenlandske arbejdere på særlige étårige kontrakter. Virksomhederne var så til gengæld forpligtet af kontrakten på en række punkter.

Åbningen varede dog kort. Inden den såkaldte oliekrise den 29. november 1973 slog grænsebommene ned igen, havde ca. 2.400 fra Tyrkiet og Jugoslavien nået at få kontrakt. Kun nære familiemedlemmer, EF-borgere og flygtninge kunne herefter få opholdstilladelse.

Og sådan har det været siden.

Indvandrere, flygtninge og deres efterkommere

I dag bor der godt 360.000 personer med indvandrerbaggrund i Danmark. Det er indvandrere, flygtninge og deres efterkommere (2. eller 3. generations indvandrere), og de kommer fra mere end 150 forskellige lande. Det svarer ifølge Danmarks Statistik (1.januar 1999) til 6,8% af befolkningen.

  1985 1990 1995 1999
Udenlandske statsborgere i alt 107.726 150.644 196.705 256.276
Europa i alt 78 700 95 012 116 013 157 887
   Heraf: EU-lande1 24 382 26 795 44 610 53 195
   - Jugoslavien (tidligere) 7 617 9 535 11 324 34 456
   - Tyrkiet 18 806 27 929 34 967 38 055
Afrika 4 470 6 146 13 481 23 872
Nordamerika i alt 4 917 5 034 5 872 6 406
   Heraf: USA 4 110 4 126 4 815 5 209
Syd- og Mellemamerika 1 912 2 209 2 854 3 402
Asien 16 830 35 205 47 045 54 840
Oceanien 527 618 960 1 109
Statsløse/uoplyste 370 6 420 10 480 8 760
Udenlandske statsborgere i Danmark pr. 1. januar i udvalgte år. (Danmarks Statistik)
1 Medregnet i EU-lande er Portugal, Spanien pr. 1. januar 1986, og Finland , Sverige, Østrig pr. 1. januar 1995.

Knap en tredjedel kommer fra de andre nordiske lande, EU og Nordamerika, en tredjedel er kommet som flygtninge eller pårørende til flygtninge, og knap en tredjedel er kommet som arbejdskraftindvandrere og deres familier. Indvandrere fra Tyrkiet er fortsat den største enkeltgruppe (med ca. 47.000 personer), mens flygtninge fra Jugoslavien, Libanon, Somalia, Iran, Irak, Vietnam og Sri Lanka kommer på de efterfølgende pladser, kun brudt af pakistanske indvandrere som den fjerdestørste gruppe (med ca. 17.000 personer).

  1990   1999
  Indvandrere og efterkommere - heraf udenlandske statsborgere   Indvandrere og efterkommere - heraf udenlandske statsborgere
Tyrkiet 29 431 27 929   46 994 38 055
Jugoslavien 10 504 9 535   38 588 34 456
Tyskland 24 073 8 335   25 382 12 429
Libanon 7 938 2 606   18 368 3 834
Pakistan 12 006 6 285   16 969 7 135
Sverige 13 708 8 047   14 494 10 448
Norge 13 116 10 175   14 405 12 229
Somalia 531 393   13 535 13 138
Irak 2 423 2 319   12 751 11 294
Iran 8 591 8 362   12 712 6 330
Polen 9 662 4 319   12 106 5 508
Storbritannien 8 547 9 983   11 750 12 880
Vietnam 5 797 3 509   10 652 5 160
Sri Lanka 5 014 4 839   9 189 5 114
Marokko 4 267 2 703   7 422 3 631
USA 5 589 4 126   6 193 5 209
Island 3 413 3 045   6 094 5 868
Sovjetunionen 1 916 256   4 846 3 391
Holland 2 421 1 931   4 500 4 089
Thailand 1 567 1 157   4 398 3 718
Finland 3 703 1 797   3 889 2 101
Filippinerne 2 023 1 169   3 745 2 098
Frankrig 2 367 1 951   3 586 3 270
Kina 1 403 610   3 235 2 266
Indien 2 194 912   3 001 1 150
Italien 2 275 1 938   2 961 2 646
Afghanistan 342 276   2 664 2 357
Spanien 1 268 808   2 132 1 695
Rumænien 782 539   1 794 1 046
Canada 1 428 908   1 752 1 197
Indvandrede og deres efterkommere, samt heraf udenlandske statsborgere i Danmark pr. 1. januar i 1990 og 99. (Danmarks Statistik)

Når antallet - trods indvandringsstoppet - er steget så meget siden begyndelsen af 70'erne, skyldes det dels, at der er kommet mange flygtninge, dels at mange indvandrere har valgt at blive boende i Danmark og har hentet ægtefælle og børn hertil. Det, vi oplever i disse år er derfor, at de unge vokser op i Danmark, og en del af de unge vælger at blive gift med en landsmand fra forældrenes hjemland.

Diskrimination og etnisk ligestilling

Langt de fleste af de 360.000 personer med indvandrer- eller flygtningebaggrund, som bor i Danmark, klarer sig på lige fod med andre befolkningsgrupper, og har fundet deres egen måde at leve på, uden at det skaber særlige vanskeligheder. Men mange indvandrere og flygtninge har alligevel vanskeligt ved at klare sig. De kan både have vanskeligheder med at få kontakt til det danske samfund, og især kan de have vanskeligheder ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden blandt udlændinge har siden midten af 70'erne været højere end blandt danskere - i lange perioder ca. tre gange så høj. For nogle grupper har den været langt over 50%.

  Arbejdsløshed blandt udenlandske statsborgere i landet (%) Andel af arbejdsmarkedet der udgøres af statsborgere udenfor EU (%) Arbejdsløshed blandt udenlandske statsborgere ifht. landets egne indbyggere
Holland 19,7 2,2 3,4
Danmark 28,5 1,1 2,7
Sverige 20,9 2,1 2,7
Belgien 19,4 2,5 2,7
Tyskland 12,7 6,2 2,6
Frankrig 20,7 3,7 1,9
England 16,0 2,0 1,6
Østrig 12,8 8,5 1,2
USA 7,7   1,2
Canada 13,0   1,0
Diskrimination på arbejdsmarkedet.
Arbejdsløshed blandt udenlandske statsborgere i udvalgte lande sorteret efter, hvor diskriminerende arbejdsmarkedet er. I Danmark er arbejdsløsheden blandt udenlandske statsborgere f.eks. 2,7 gange større end blandt danskere eller ialt 28,5 %. Samtidig udgjorde folk med statsborgerskab udenfor EU kun 1,1 % af arbejdsmarkedet. Tallene er fra 1993.
(OECD: Trends in international migration. SOPEMI 1994)

Det kan der være flere forklaringer på: mangelfulde danskkundskaber, manglende faglige kvalifikationer eller forskelle i adfærd kan forklare nogle af forskellene, men ikke dem alle. For der finder også diskrimination sted på arbejdsmarkedet, som betyder at det generelt er vanskeligere for folk med indvandrer- eller flygtningebaggrund at få arbejde, især hvis man har en mørkere hudfarve, taler med accent eller har en anden religion.

Danskerne har stadig mange myter og fordomme over for fremmede, selvom der er gjort et stort oplysningsarbejde. Og man kan da heldigvis også opleve, at stadig større dele af samfundet er begyndt at arbejde positivt med etnisk ligestilling.

0. I alt 5,7
1. Danske statsborgere 5,2
2. Udlandet, i alt 14,6
 2.1 EU-lande 7,5
   - Storbritannien 8,6
   - Sverige 6,7
   - Tyskland 7,2
 2.2 Øvrige Europa i alt 16,1
   - Jugoslavien (tidl.) 19,3
   - Norge 7,1
   - Polen 12,5
   - Tyrkiet 21,9
 2.3 Afrika i alt 21,4
   - Somalia 45,2
 2.4 Nordamerika i alt 7,2
 2.5 Syd- og Mellemamerika i alt 13,5
 2.6 Asien i alt 19,3
   - Irak 34,3
   - Iran 19,4
   - Libanon 32,6
   - Pakistan 18,2
   - Sri Lanka 19,8
   - Vietnam 16,9
   - Oceanien i alt 5,6
 2.7 Statsløse og uoplyst 28,0
Arbejdsløshedsprocenten i forskellige grupper på det danske arbejdsmarked i 1999.
Ifht. situationen i 1993 (se ovenfor) er diskriminationskvotienten kun faldet fra 2,7 til 2,6. (Danmarks Statistik)

Etnisk ligestilling indebærer, at folk med indvandrer- eller flygtningebaggrund (etniske minoriteter) deltager i samfundslivet på lige fod med andre borgere, og at de får mulighed for at anvende deres viden, erfaringer og kvalifikationer som alle andre. Etnisk ligestilling handler om at se bort fra hudfarve, accent, anderledes adfærd eller fremmedklingende navne, når folk deltager i en uddannelse, flytter ind som naboer eller ansættes i et job på arbejdsmarkedet.

Integration

At blive integreret vil sige at blive indpasset i samfundet, men begrebet anvendes forskelligt i forskellige sammenhænge, alt efter om det er matematik eller samfundsforhold. Når man taler om at blive integreret i et andet samfund (med et andet sprog og andre kultur- og samfundsforhold), er der forskellige måder at blive integreret på – forskellige integrationsformer:

  1. Man kan stræbe efter at blive som den oprindelige befolkning, hvor man antager majoritetsbefolkningens måde at være på. Det kaldes énsidig tilpasning eller assimilation. Man kan frivilligt vælge at lade sig assimilere, eller man kan blive tvunget til det. Og det kan gå hurtigt eller langsomt, alt efter den enkeltes og samfundets ønsker.
  2. Man kan fastholde sin oprindelige livsform og leve parallelt med eller adskilt fra det øvrige samfund. Man kan også fastholde bestemte dele af sin livsform (f.eks. religion) eller man kan bo, arbejde osv. i særlige områder. Det kaldes segregation eller adskillelse. Det kendes f.eks. fra Sydafrikas apartheidpolitik, men det kendes også – i et vist omfang – i andre lande. De sorte, italienske, kinesiske eller puertoricanske ghettoer i USA er eksempler. Men også i de store europæiske lande kan man finde områder, hvor der næsten udelukkende bor og/eller arbejder bestemte etniske grupper eller nationaliteter. Man kan også se eksempler på befolkningsgrupper, som selv vælger at værne om deres religion og visse dele af deres kulturelle særpræg, mens de på andre områder lever på samme måde som det omgivende samfund (f.eks. jøderne).
  3. Endelig er der den form for integration, hvor man både får mulighed for at bevare (væsentlige dele af) sin oprindelige baggrund og samtidig optager (væsentlige dele af) det nye samfunds måde at leve på. Det kaldes pluralistisk integration. Også det er meget vanskeligt, bl.a. fordi det både kræver, at man selv ønsker at bevare (dele af) sin baggrund, og at det nye samfund giver mulighed for det. Pluralistisk integration ligger til grund for den officielle danske indvandrerpolitik.

Når man vælger mellem de forskellige integrationsformer, skal man være opmærksom på, at de forskellige personer – eller grupper – ikke nødvendigvis ønsker samme integrationsform. Og de kan ønske dem i forskelligt omfang, for forskellige dele af deres tilværelse, i forskelligt tempo og måske også ønske forskellige former på forskellige tidspunkter af deres tilværelse. Man kan f.eks. godt forestille sig, at en ung med indvandrerbaggrund i en periode ønsker at blive meget dansk (assimileret), mens vedkommende på et senere tidspunkt ønsker at fastholde mest muligt fra baggrundskulturen. Man kan også forestille sig, at det omliggende samfund har forskelligt syn både på integrationsformerne og på de enkelte integrationsområder (tænk f.eks. på kravene til sprog, bosætning, omgangsformer, religion, påklædning, madvaner osv.).

Ønsker samfundet at fremme assimilationen eller fordanskningen, skal man gøre sig klart på hvilke områder man ønsker denne fordanskning, hvilke indsatser det kræver, og i hvilket tempo det i givet fald skal ske. Det kunne f.eks. dreje sig om få de etniske minoriteter til at anvende dansk sundhedsopfattelse eller danske kostvaner hos børnene. Det kunne dreje sig om at tilslutte sig det danske syn på familiens og individets rolle, eller det kunne dreje sig om, hvordan man markerer danske helligdage og religion. Bosætningen ville under en assimilationspolitik eksempelvis betyde mest mulig spredning af de etniske minoriteter. Det kunne også dreje sig om at satse ensidigt på indlæring af det danske sprog og mange andre konkrete eksempler fra hverdagen.

Ønsker man i stedet at anvende en pluralistisk integration, ville de samme problemstillinger hedde: hvorledes kan man samtidig anvende den danske sundhedsopfattelse og sundhedsopfattelsen fra de pågældendes hjemlande? Kan man kombinere danske og ikke-danske kostvaner? Er der plads til både at have familien og individet i centrum for familiepolitikken? Hvilke helligdage eller andre religiøse handlinger er væsentlige for den enkelte og hvilke er det for samfundet – kan det forenes? Bosætningspolitikken vil inden for den pluralistiske integration give mulighed for at folk med samme kulturelle, sproglige eller etniske baggrund kunne få mulighed for at bo samlet. Når man satser på indlæring af det danske sprog, kan man så også sikre udviklingen af modersmålet? Osv.

Indvandring til et samfund kræver, at både de indvandrede og den oprindelige befolkning tager stilling til, hvordan man kan leve sammen.

O.H.