 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Arbejderoppositionen i Rusland
Arbejderoppositionen (rabotsjaja opozitsija): Fraktion indenfor det russiske kommunistparti, opløst efter at tilhængerne var blevet truet med eksklusion på den 10. partikongres i 1921. Arbejderoppositionen ønskede at fremtræde som forkæmpere for «arbejderkontrol», og blev af Lenin stemplet som «anarkosyndikalister». Den havde især stor tilslutning blandt yngre partimedlemmer i fagforeningerne, i en periode da disse blev forsøgt omdannet til et lydigt instrument i den centrale økonomiske administrations hånd - til kontrol af arbejdslivet.
Revolutionen
Fagforeningerne havde traditionelt ingen stærk stilling i det russiske arbejdsliv, og efter zarens fald i marts 1917 var det sovjetterne der kanaliserede arbejdernes økonomiske og politiske krav. Samtidig opstod de såkaldte fabrikskomiteer (fabzavkomy), som arbejderne ved den enkelte fabrik søgte at gøre til organer for en direkte arbejderkontrol over virksomhedens aktiviteter. Mens sovjetterne længe lod sig dominere af mensjevikker og de socialrevolutionære, vandt bolsjevikkerne hurtigt flertallet i de fleste fabrikskomiteer. Her startede de et tæt samarbejde med de egentlige anarkosyndikalister, som udgik fra den mangfoldige russiske anarkistbevægelse. Anarkosyndikalisterne var arbejderkontrollens mest oprigtige forkæmpere, men de var hæmmet af en indædt modvilje mod at organisere sig, og blev snart udkonkurreret af bolsjevikkernes effektive maskine, efter at disse havde gjort parolen om arbejderkontrol til deres. Ordet «kontrol» har på russisk den moderate betydning inspektion, overvågning, men begrebet arbejderkontrol kom alligevel til at blive forbundet med besættelse, overtagelse (zakhvat). Al propaganda for direkte aktion under forskellige former havde en umådelig gennemslagskraft i 1917. Alligevel var tilfældene af virksomhedsovertagelser spredte i forhold til bøndernes langt mere aktive ekspropriation af storgodserne. Vendepunktet kom først, da bolsjevikregeringen udstedte sit første dekret om arbejderkontrol. Det blev tolket som en godkendelse af arbejderkontrol i bred forstand, og virksomhedsovertagelserne greb nu voldsomt om sig. I nogle korte måneder nød de russiske arbejdere en hidtil ukendt frihed, og dette var de militante anarko-kommunisters glanstid. I modsætning til anarko-syndikalisterne, som var skeptiske overfor overtagelsen af virksomhederne, før arbejderne havde fået oplæring i at lede en fabrik, betragtede anarko-kommunisterne alle former for «ekspropriation og terrorisme» som uundværlige våben i kampen for den øjeblikkelige virkeliggørelse af en statsløs kommunisme. Denne bølge af spontane virksomhedsovertagelser kunne kun føre landet nærmere et fuldstændig økonomisk sammenbrud. Det viste sig, at fabrikskomiteerne sjældent så længere ud end deres egen næse. De konkurrerede med hinanden om knappe råstoffer, hævede priser og lønninger ubehersket uden noget forsøg på samordning, og i mange tilfælde blev arbejderovertagelsen ensbetydende med nedlæggelse af virksomheden. Bolsjevikledelsen indså snart nødvendigheden af at tæmme disse «destruktive» kræfter nedefra, og der blev gjort fremstød for at «centralisere arbejderkontrollen». Dette skulle ske ved at fabrikskomiteerne blev indlemmet i fagforeningerne, som hidtil havde spillet en tilbagetrukket rolle. Arbejderkontrollen skulle centraliseres og udøves gennem en landsomfattende fagforeningsstruktur og indenfor rammen af en central økonomisk plan. Dette blev vedtaget på den første alrussiske fagforeningskongres i januar 1918, men først realiseret efter udbruddet af borgerkrigen et halvt år senere, da næsten al industri blev nationaliseret.
Krigskommunisme og borgerlige specialister
På denne måde lykkedes det at kue «anarkismen», men partiet havde endnu ikke fuld kontrol over fagforeningerne. I 1920 blev der indledt en storstilet forfølgelse af mensjevikker og anarkosyndikalister - begge retninger som ønskede at bevare fagforeningernes uafhængighed af statsapparatet. De mente, at arbejderne havde behov for beskyttelse - også mod sine nye «herrer». I virkeligheden var enhver form for «arbejderkontrol» ophørt med at fungere under borgerkrigens krigskommunistiske system, og dette havde skabt uro selv blandt bolsjevikkerne i fagforeningerne, som ellers havde høstet fordele af regeringens undertrykkelse af alle andre grupper. De reagerede særlig stærkt, da dørene blev slået på vid gab for såkaldte borgerlige specialister - folk fra den gamle virksomhedsledelse som nu atter blev ansat for at styrke fagkundskaben. Mens fabrikkerne til at begynde med blev ledet af «kollegier», hvor arbejderne også var repræsenteret, måtte denne form snart vige for princippet om en-mandsledelse. Direktøren som ofte var borgerlig specialist, var alene ansvarlig overfor den centrale økonomiske ledelse. Under borger- og interventionskrigene blev nødvendigheden af jernhård disciplin erkendt af de fleste, men da der ikke skete nogen ændringer efter at krigen var slut, greb uroen om sig. Flere og flere partimedlemmer opponerede mod den opfattelse, at der ikke var noget grundlag for konflikter mellem arbejdere og virksomhedsledelse i en arbejderstat, og nægtede at acceptere fagforeningerne som statsinstitutioner, der havde til opgave at sikre disciplin og den højest mulige produktivitet. Konturerne af en arbejderopposition trådte frem, og den fik en dygtig leder i Aleksandr Sjljapnikov - en tidligere metalarbejder og arbejderkommisær i den første sovjetregering. I efteråret 1920 rejste arbejderoppositionen krav om, at kontrollen over industrien virkelig skulle udøves af fagforeningerne, som det engang var vedtaget, og at det skulle ske gennem et centralt organ, valgt direkte af de lokale fagforeninger uden indblanding ovenfra.
Forholdet mellem fagforeningerne og regeringen nåede en krise, da Trotskij gik af som krigskommissær, og vendte sine øjne mod kaosset i transportvæsenet og industrien. Beruset af sin succes som krigskommissær, rettede han et stormangreb mod problemerne i industrien, og foreslog at indføre militær disciplin i arbejdslivet. Her mødte Trotskij imidlertid modstand - også indenfor partiledelsen. Uden at Lenin var principiel modstander af «militarisering af arbejdslivet», kritiserede han Trotskijs provokerende udspil som truede med at forårsage totalt oprør i fagforeningerne, og blev støttet af bl.a. Zinovjev, som tog initiativ til en åben debat om fagforeningsspørgsmålet op til den 10. partikongres - som skulle gennemføres i marts 1921. Arbejderoppositionen kastede sig øjeblikkeligt ind i debatten og præsenterede sin egen platform, udarbejdet af Aleksandra Kollontaj, Sjljapnikovs navnesøster og nære ven. Den udtrykte bekymring over, at de intellektuelle var i færd med at vinde dominans i partiet, på bekostning af arbejderne, og foreslog en omfattende udrensning af ikke-arbejdere fra partiet. Arbejderkontrollen måtte blive en realitet, og den skulle udøves gennem de forskellige fagforbund. Skønt Arbejderoppositionen hovedsagelig var udtryk for de lokale partikadres og fagforeningsbolsjevikkernes irritation over at blive tilsidesat af partiets intellektuelle ledelse, fik platformen under Kollontajs hånd form af en appel om frihed - ikke bare i partiet men i hele sovjetsamfundet.
Den 10. partikongres 1921
Men tidspunktet var uheldigt. Den 10. partikongres blev gennemført midt under Kronsjtadtoprøret, og al debat i partiet blev bragt til ophør. Beslutningerne i fagforeningsspørgsmålet fulgte Lenins og Zinovjevs linie og indeholdt kun vage formuleringer om demokrati i arbejdslivet. Men de stod i dyb kontrast til de to resolutioner, som Lenin fremlagde på kongressens sidste dag. De slog fast, at oppositionen indenfor partiet havde opmuntret «revolutionens fjender», og forlangte en øjeblikkelig opløsning af alle grupper med en separat platform og selvstændig gruppedisciplin. Arbejderoppositionens position blev særlig fordømt, og forestillingen om at fagforeningerne skulle øve kontrol over industrien blev stemplet som anarkosyndikalistisk og umarxistisk. I stedet for at opmuntre massernes «småborgerlige vaklen» og «fagforeningsfordomme», var det partiets opgave som proletariatets fortrop at modvirke sådanne tendenser.
Arbejderoppositionen var i virkeligheden stærkere i antal end i organisation, og den havde aldrig haft nogen selvstændig gruppedisciplin. Som en fraktion fremtrådte den først på Zinovjevs invitation. Oppositionens tilhængere var også hurtige til at erklære deres loyalitet, når partimedlemskabet blev sat i fare. Kollontaj kunne møde anklagerne om, at Arbejderoppositionen havde opmuntret «revolutionens fjender» med oplysningen om, at deres delegater var blandt de første, som havde meldt sig frivillig til felttoget mod Kronsjtadtmatroserne. Denne oplysning stiller oppositionen i et uheldigt lys, for vi ved at dens program på vigtige punkter var sammenfaldende med matrosernes. Men mens matroserne ville genoprette de «frie» sovjetter, hvor alle socialistiske grupper kunne deltage, var Arbejderoppositionen fast besluttet på at bevare bolsjevikpartiets overherredømme. Problemet var bare at påvise, at demokratiet var nødvendig indenfor partiet, når det ikke var det udenfor.
Vedtagelsen om forbud mod fraktionsdannelse blev skelsættende i partiets liv. Skønt det blev opfattet som et midlertidig skridt, blev det stående, og mange af dem der havde været med til at vedtage det, faldt senere for deres eget værk. Det må føjes til, at Lenin ikke var uberørt af oppositionens kritik, selv om han valgte at undertrykke den. Under sin sygdom blev han mere og mere optaget af faren ved den bureaukratiske og administrative holdning, som var i færd med at gennemsyre partiledelsen. I sit testamente advarede han især partiet mod Trotskij og Stalin - den nyvalgte generalsekretær - som han til og med anbefalede kammeraterne at fjerne fra stillingen. Det var historiens ironi, at Trotskij - en gang forkæmper for «militariseringen» af arbejdslivet - efter at han selv var blevet ramt af forbudet mod fraktionsdannelse og udelukket fra partiet - senere landsforvist - fremstod som det sovjetiske bureaukratis og stalinismens mest skarpe revser.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 27.966