Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

SV

Socialistisk Venstreparti (SV) i Norge viderefører i hovedtrækkene de politiske traditioner fra det norske Socialistisk Folkeparti. SV forener forskellige venstresocialistiske retninger, som alle har det til fælles, at de står i opposition til Arbejderpartiets socialdemokratiske reformisme. Dette gør SV til det mest betydende, og parlamentarisk set det eneste alternativ til Arbejderpartiet i norsk arbejderbevægelse. Men med en vælgertilslutning på kun en tiendedel af Arbejderpartiets (1977) har SV siden sit gennembrud i 1973 ikke magtet at true Arbejderpartiets dominerende stilling.

Udgangspunktet for dannelsen af SV som et Socialistisk valgforbund var kampen mod norsk medlemskab af EF. Men de første forsøg på at danne et valgforbund går tilbage til valgene i 1969 og 1971. Initiativet kom dels fra kredse i Arbejderpartiet og enkelte partiløse socialister, dels fra NKP. Ved kommunevalget i 1971 fandtes der 55 lokale fælleslister domineret af SF og NKP. Navnet Socialistisk Valgforbund blev første gang anvendt af kommunalvalglisten i Stavanger i 1971. Udover fælleslisterne blev der fra NKP's side også opstillet socialistiske «enhedslister» på enkelte steder, i konkurrence med bl.a. rene SF-lister. «Enhedslisterne» blev fra SF's side betragtet som brud på forudsætningerne om et valgsamarbejde, og var en af årsagerne til den skeptiske holdning overfor et samarbejde med NKP, som prægede SF under drøftelserne om et valgforbund i 1973.

Fælleslisterne i 1971 udgjorde kun sporadiske tilløb til samarbejde, med varierende og usikre resultater. Først efter folkeafstemningen om EF lå mulighederne åbne for et valgsamarbejde med en organisatorisk tyngde. Efteråret og vinteren 1972-73 var en travl tid for dem der så sig kaldet som partiopbyggere og samarbejdsarkitekter.

Blandt mange af Arbejderpartiets EF-modstandere herskede der efter folkeafstemningen mistro overfor Arbejderpartiet som organisation og politisk instrument. Det gjaldt især en del af de aktive i Arbejderbevægelsens Informationskomite mod EF. Stortingsrepræsentant Arne Kielland meldte sig på selve folkeafstemningsdagen - endnu før resultatet var kendt - ud af Arbejderpartiet og ind i SF. Andre ønskede også at bryde ud, men da som gruppe og med et bredere samarbejde på venstrefløjen som nyt startgrundlag. De fleste ledende skikkelser i AIK - med formanden Bernt Lund i spidsen - ønskede alligevel ikke et brud, og indstillede deres aktiviteter i tiden efter folkeafstemningen.

Da der blev indkaldt til en landskonference i marts 1973, havde tilhængerne af brud fået en klart overvægt blandt de endnu aktive i AIK. Beslutningen om at bryde med Arbejderpartiet lagde vejen åben for forhandlinger om et valgsamarbejde. Både fra en gruppe partiløse socialister, domineret af personer som røg ud under det indre opgør i NKP i 1949, og fra NKP selv var der gentagne gange blevet opfordret til et samarbejde.

Men den største part - Socialistisk Folkeparti - ønskede ikke noget tosidigt samarbejde med NKP. SF krævede deltagelse af en talmæssig stærk tredje part, fortrinsvis udbrydere fra Arbejderpartiet. Både for at give samarbejdet politisk bredde og for at modvirke NKP's indflydelse. Efteråret 1972 og vinteren 1973 anså SF den partiløse gruppe som for talmæssigt svag. Længe herskede der i SF også tvivl om omfanget af et AIK-udbrud fra Arbejderpartiet. Først da et betydelig antal AIK'ere vedtog at forlade moderpartiet, fandt SF mulighederne for et valgsamarbejde realistiske.

Men SF stillede yderligere en betingelse. Målet måtte være at smelte samarbejdspartnerne sammen til ét parti indenfor en given tidsramme. NKP ønskede til gengæld en Labour Party-model, en paraplyorganisation eller et «paraplyparti» (Martin Tranmæls udtryk), hvor enkeltpartier kunne opretholdes som anerkendte fraktioner. Dette NKP krav havde ved to tidligere anledninger, i 1927 og i 1945, spærret vejen for samarbejde og eventuel sammenslutning med Arbejderpartiet.

Da forhandlingerne om et valgforbund kom i stand i marts-april 1973 stod disse spørgsmål i brændpunktet. De partiløse socialister og AIK med Ragnar Kalheim i spidsen, pressede på for under alle omstændigheder at få dannet et valgforbund. Det samme gjorde NKP. Men samtidig var det klart, at et forbund uden Socialistisk Folkeparti ville mangle bredde, tyngde og troværdighed både organisatorisk og politisk.

Det mest opsigtsvækkende resultat af forhandlingerne var beslutningen om at arbejde for en fuldstændig organisatorisk samling af SV parterne, hvilket NKP's centralkomite overraskende gav sin tilslutning til. Et 33 punkts program fastlagde det politiske grundlag for valgsamarbejdet. Der blev udpeget en fælles forbundsledelse. Nomineringen til det kommende stortingsvalg skulle ledes fra centralt hold for at sikre fordelingen mellem parterne.

Stortingsvalget gav venstrefløjen det bedste resultat siden NKP's kortvarige gennembrud i 1945. Med 11,2% af de afgivne stemmer bag sig rykkede SV ind i Stortinget med 16 medlemmer. I enhver henseende var SV valgets sejrherre. Paradoksalt også i den forstand at valgets taber, Arbejderpartiet, kunne danne regering på grundlag af SV's gode valgresultat.

Principper og ideologi

Socialistisk Valgforbund blev dannet uden at der forelå noget sammenhængende ideologisk grundlag. 33 punktsprogrammet bestod af stikordene til mærke- og hjertesager. Manifestet virkede samlende på det praktiske, agitatoriske plan. Men det udstak ikke noget principielt og ideologisk grundlag for et nyt parti.

Den ældste part i samarbejdet, NKP, der blev dannet ved partisplittelsen i 1921, repræsenterede den traditionelle østeuropæiske variant af kommunismen - dogmatisk og Moskvatro. Partiets fossile struktur var flere gange sprukket under påvirkning udefra og indefra. Hver afskalning efterlod en stadig mindre kerne af trofaste tilhængere. NKP bar i 1973 den politiske sekts kendetegn - herunder også de rettroendes sans for organisatorisk disciplin. Men mange i NKP følte isolationen trykkende.

Samlingsprocessen

De fleste partiløse socialister havde deres baggrund i den faglige virksomhed. Nogle var efterladte fra NKP splittelsen i 1949 og havde tilhørt «det andet centrum» i kredsen omkring Furubotn. Andre var brudt ud under minisplittelsen i 1966. Efter en partipolitisk rodløshed som for enkelte havde varet i årtier, søgte de en ny kollektiv identitet. Styrken var erfaringerne fra fagbevægelsen, både på klub- og forbundsplan. De ledende havde været medlemmer af Folkebevægelsens Faglige udvalg. Enkelte var fortsat overbeviste kommunister. Men optagelsen af nye folk i den partiløse gruppe blev meget stor efter dannelsen af SV, og gjorde den efterhånden stærkt politisk sammensat.

AIK-Demokratiske Socialister repræsenterede et udsnit af venstrefløjen i Arbejderpartiet. Fællesnævneren var den udenrigspolitiske opposition i partiet - imod NATO og EF - og i nogen grad også den økonomiske politik. I AIK fandtes der en gruppe af medlemmer med sympatier for NKP og NKP's østeuropæiske tilknytning - bl.a. medlemmer af NKP's tidligere ungdomsorganisation NKU, som blev sat udenfor i 1967.

SF blev startet i 1961 i opposition til Arbejderpartiets udenrigspolitik - bl.a. af personer som da blev ekskluderet af Arbejderpartiet. SF udviklede i 1960'erne sin egen ideologiske platform - «det tredje standpunkt» - mellem socialdemokratisk reformisme og autoritær, dogmatisk kommunisme. Også SF var af karakter reformistisk med parlamentarisme som demokratisk arbejdsgrundlag. Afstanden til Arbejderpartiet blev markeret ved krav om en alliancefri udenrigspolitik, norsk nedrustning og en stærkere samfundsmæssig styring af økonomien.

EF-debatten blev en katalysator for nye politiske strømninger. Både kvindebevægelsen og miljøbevægelsen fik fodfæste blandt store befolkningsgrupper, under det politiske opbrud som fandt sted. Med sin traditionelt antiautoritære holdning var det SF, som i størst grad åbnede sig for disse nye strømninger. Ved dannelsen af valgforbundet gik optagelsen mere direkte til SV - den partiløse gruppe. Den ideologiske spændvidde i valgforbundet var fra starten næsten bristefærdig: Fra Moskvatro filialkommunisme over tredjestandpunktssocialisme til national miljøbeskyttelsesaktivisme.

Valgforbundet skulle ifølge aftalen smeltes sammen til en sammenhængende partiorganisation. Et første forsigtigt skridt blev taget da SV's stortingsrepræsentanter umiddelbart efter valget i september 1973 besluttede at optræde som én partigruppe og ikke som partsrepræsentanter. SF's formand Finn Gustavsen blev valgt til parlamentarisk leder, og Roald Halvorsen - NKP's næstformand til 1949 og tidligere formand i Norsk Grafisk Forbund - til daglig leder af SV som organisation. Den 25. september besluttede SV's hovedbestyrelse og stortingsgruppe at sammenkalde til en landskonference i april 1974 for at fastlægge tidsplanen for en fuld organisatorisk sammenlægning.

Men allerede i efteråret 1973 advarede NKP-formanden Reidar T. Larsen mod at sætte klare tidsfrister for en partisammenlægning. NKP krævede en afklaring af de principielle, ideologiske spørgsmål før NKP var rede til at opløse sig selv. På et udvidet landsbestyrelsesmøde i NKP i marts 1974, umiddelbart før SV's landskonference, gik flertallet ind for partisammenlægning, men modsatte sig både tidsrammer for samlingsprocessen og en sammensmeltning før kommunevalget i 1975.

NKP havde dermed fremført sine hovedkrav: Ideologisk enhed før organisatorisk samling og en åben samlingsproces uden tidsfrister. Betingelserne indebar i virkeligheden en forlængelse af SV som valgforbund på ubestemt tid.

Modsætningerne var store, da landskonferencen trådte sammen i april. Fra SF's side blev det slået fast som ufravigeligt krav, at sammenlægningen skulle gennemføres efter en tidsplan. Alt andet ville være et brud på forudsætningerne for dannelsen af valgforbundet. Landskonferencen bevægede sig mod randen af et sammenbrud. Men efter en hektisk mødevirksomhed og hårde forhandlinger fandt der den 21. april et gennembrud sted: NKP bøjede sig for kravet om tidsfrist, mens SF imødekom NKP's krav om længere frister end forudsat: SV skulle inden 15. marts 1975 etablere sig som politisk parti, og de fire parter skulle inden udgangen af 1976 have opløst deres partiorganisationer.

I de næste 11 måneder blev SV's virksomhed koncentreret om forberedelserne til samlingskongressen, som blev berammet til midten af marts 1975 i Trondheim. Egne udvalg arbejdede med indstillinger om det nye partis struktur og virkemåde og de politiske programmer.

Aprilkonferencen havde dog ikke løst kerneproblemet. Enigheden om en tidsplan for sammenlægningen kunne ikke dække de dybe ideologiske modsætninger. Striden stod især om principprogrammet, som sammenlægningsudvalget lagde frem den 22. januar 1975.

Principprogrammet

Som helhed gik programforslaget langt i retning af at erklære SV som et revolutionært klassekampsparti. Masseaktionslinien skulle være midlet til at fremtvinge revolutionære omvæltninger. Programforslaget afviste parlamentarismen som grundlag for at gennemføre socialismen. Arbejdet i de folkevalgte organer skulle være underordnet de udenomsparlamentariske masseaktioner.

Programforslaget placerede SV til venstre for «det tredje standpunkt», som det var udformet af SF i 1960'erne. EF kampen havde medført en stærk radikalisering af de grupper, der sluttede sig til SV. Sprogbrugen i principprogrammet var ladet med teoretisk jargon. Gennem flertalsindstillingen var det klart, at en koalition af ideologisk radikale SF'ere, AIK'ere og partiløse havde udmanøvreret den gamle mere moderate SF ledelse. De nye politiske retninger - som kvindebevægelsen og miljøbevægelsen - blev trængt i baggrunden af tesetung marxistisk samfundsanalyse.

NKP var alligevel ikke tilfreds. I programmet tog NKP's fraktion en serie forbehold. NKP's krav var at SV skulle erklære sig som et leninistisk parti, som «det højeste udtryk for organiseringen af arbejderne». SV skulle bidrage til at «opbygge det klasseløse kommunistiske samfund». NKP afviste også kritikken af de socialistiske systemer i Østeuropa og Sovjetunionens indmarch i Tjekkoslovakiet i 1968. I partiorganet Friheten blev der i stigende grad rettet kritik mod flertallets ideologiske linie i SV. Flere fremtrædende NKP'ere - i første række partiets næstformand, Martin Gunnar Knutsen - gjorde det klart, at NKP ville blive opretholdt, dersom SV ikke vedtog en marxistisk-leninistisk grundopfattelse.

Sammenlægningskongressen i Trondheim 14-16. marts 1975 bragte alle modsætninger op til overfladen. Kongressen var i sig selv ikke særlig funktionsdygtig. Arbejdet med at bygge bro over modsætninger foregik i lukkede og dramatiske gruppe- og partsmøder. Sammenlægningskongressen magtede ikke at bringe klarhed i forholdet til NKP. I afstemningerne om principprogrammet blev afsnittene om leninismen og kritikken af de socialistiske lande afskåret fra videre diskussion. Det samme gjaldt partiets politik ifht. kvindefrigørelse og miljøspørgsmål. Kritikken af indmarchen i Tjekkoslovakiet blev vedtaget som selvstændig resolution, hvor de fleste NKP-repræsentanter afstod ved afstemningen.

Ved højdepunktet af sammenlægningskongressen fremlagde AIK-repræsentanten Arent M. Henriksen i forståelse med SF, AIK og de uafhængiges ledelse, samt NKP-formanden, et vel forberedt, men for dele af forsamlingen overraskende forslag om at bekræfte beslutningen om opløsning af partierne og «slutføre sammenlægningen i henhold til beslutningen på SV's landskonference 1974». Forslaget blev enstemmigt vedtaget, uden at nogen fra NKP nåede at gøre modstand. M. G. Knutsen gjorde det alligevel klart hvor hans del af NKP stod, da han umiddelbart efter udtalte sig til pressen: Beslutningen betyder nul og niks.

Sammenlægningskongressen vedtog navnet Socialistisk Venstreparti og Berit Ås (AIK) blev valgt til partiets første leder, med Roald Halvorsen (partiløs), Marit Landsem Berntsen (NKP) og Steinar Stjernø (SF) som næstformænd. Rune Fredh (NKP) blev sekretær.

Selv om NKP formelt fortsat var med i det nye parti og havde fået den kvindepolitiske næstformandspost og sekretærposten, var det efter sammenlægningskongressen kun et spørgsmål om tid, hvornår bruddet med flertallet i NKP ville komme. NKP formanden Reidar T. Larsen gav signal om, at han selv ville gå ind for partisammenlægningen. Men på NKP's landsbestyrelsesmøde i juni måned gik flertallet imod bl.a. formanden Reidar T. Larsens stemme, ind for at udsende et diskussionsoplæg med en anbefaling om ikke at nedlægge NKP som selvstændig parti. Fra det tidspunkt var magten i hænderne på det flertal, som på NKP's landsmøde i oktober-november 1975 med 117 mod 30 stemmer gik imod opløsning af NKP.

Den 9. november bad SV's landsbestyrelse de NKP'ere som ville fortsætte i NKP om at trække sig fra deres tillidshverv i SV, og satte frist til foråret 1976 for dobbeltmedlemskab. Denne frist blev af SV's landsmøde 20. februar 1976 præciseret til 1. maj. Landsmødet slog fast, at NKP havde brudt med SV. På dette landsmøde blev Berge Furre valgt til partiformand og Reidar T. Larsen til parlamentarisk leder.

Forholdet til NKP var dermed endelig afklaret efter en lang og oprivende strid. Medlemmer og tillidsvalgte var udmattet af endeløse diskussioner og usikkerheden om partiets fremtid. Men SV havde også på andre fronter fået en hård medfart.

Det parlamentariske arbejde

Til trods for at arbejdet i de folkevalgte organer ifølge principprogrammet skulle underordnes masseaktionslinien, fungerede SV's stortingsgruppe stort set som et almindelig parlamentarisk parti. Repræsentanterne kastede sig fra første stund ind i sags- og komitearbejdet med en iver og glød, som ikke stod tilbage for andre partiers engagement. Arbejderpartiregeringen navigerede sig frem fra sag til sag, og der opstod under det første år ingen situationer, som kunne fremkalde en parlamentarisk konfrontation mellem SV og Arbejderpartiet med en regeringskrise som udgang.

Men i december 1974 opstod der en dramatisk situation i Stortinget, da samtlige oppositionspartier i industrikomiteen gik imod regeringens forslag om hjemkøb af aktier i Årdal og Sunndal værk fra Alcankoncernen. I SV's stortingsgruppe udviklede der sig en heftig indre strid, hvor især AIK støttede Reidar T. Larsen - der var medlem af industrikomiteen - i afvisningen af vilkårene for hjemkøbet. Flertallet i stortingsgruppen krævede samtidig, at regeringen skulle afgive erklæring om, at alle udenlandske aktier i norsk aluminiumsindustri skulle købes af staten.

Det var klart, at Bratteliregeringen ville gå af, dersom den ikke fik flertal, og der fandtes kræfter i Arbejderpartiet som ikke anså en regeringskrise for nogen større ulykke. Fra fagbevægelsen blev SV udsat for et kolossalt pres for at gå ind for aktiekøbet. Men holdningen var allerede låst fast i stortingsgruppen. Det parti der i sidste øjeblik sprang fra og subsidiært stemte for aktiekøbet og dermed sikrede regeringen flertallet var Senterpartiet. Men yderligere én repræsentant stemte for: SV's parlamentariske leder Finn Gustavsen.

Gustavsens stilling indadtil i SV var allerede ikke den stærkeste. Som SF formand stillede han sig skeptisk overfor NKP's deltagelse i valgforbundet. Som politisk personlighed virkede han udfordrende med sit temperament og sin frimodige udfald. Udadtil var Gustavsen alligevel ubestridt SV's mest populære politiker. Da arbejdsudvalget i SV i august 1975 satte ham udenfor deltagelse i TV programmerne op til valget, rejste der sig en proteststorm mod beslutningen. Beslutningen blev omgjort med snævert flertal, men Gustavsen opfattede det som mistillid fra partiledelsens side, og trak sig fra stillingen som gruppefører i Stortinget. Berge Furre trådte ind i hans sted.

Alcansagen påførte SV belastninger i forholdet til fagbevægelsen. Kraften i SV's faglige arbejde havde været Ragnar Kalheim. Men Kalheim døde uventet den 26. maj 1974, og der fandtes ingen som kunne overtage rollen efter denne medrivende intellektuelle proletar.

SV mistede efterhånden indflydelse i fagbevægelsen. Alcansagen førte partiet ind på en direkte konfrontation med store grupper af fagligt organiserede. Den ideologiske strid indadtil i partiet skabte også afstand til den pragmatisk indstillede fagbevægelse.

Yderligere en stortingssag belastede SV i forholdet til vælgere og sympatisører. Da Bratteliregeringen i en stortingsmelding varslede et lovforslag om selvbestemt abort, stemte SV repræsentanten Otto Hauglin af personlige årsager imod. Lovforslaget blev dermed torpederet før det var fremsat, fordi Hauglins stemme gav flertal sammen med de borgerlige partier. I kvindegrupperne var reaktionerne stærke.

SV tager form som parti

Der gik næsten et år fra SV blev stiftet i Trondheim 16. marts 1975, til partiet kunne fastlægge sit organisatoriske grundlag på det ekstraordinære landsmøde i Oslo i februar 1976. I denne periode fulgte både AIK og SF loyalt op om beslutningen om partiopløsning. Men i SF rejste der sig betydelig modstand mod at partiorganet Orientering skulle opgives til fordel for det nye SV organ Ny Tid. En af årsagerne var, at NKP's organ Friheten ville fortsætte med at udkomme indtil afklaringen på NKP's landsmøde i november. Flertallet i SF gik alligevel med til at overføre ressourcerne fra Orientering til Ny Tid. Det nye SV organ kom ud i august 1975. Men næsten hele redaktionsstaben i Orientering lod være med at gå over i Ny Tid.

Da bruddet med NKP omsider var et faktum, vedtog SV landsmødet i februar 1976 et kriseprogram med titlen «Arbejdermagt mod kapitalmagt» og et miljøpolitisk program. Begge programmer forankrede SV i en pragmatisk socialisme. I stigende grad prægede også kvindebevægelsen og miljøbevægelsen partiets ideologiske profil.

På partiets andet ordinære landsmøde i Oslo i begyndelsen af marts 1977 blev principprogrammet suppleret på de punkter, hvor kongressen i Trondheim havde udsat problemerne - bl.a. i opfattelsen af de socialistiske lande, miljøpolitikken og kvindepolitikken. Det der alligevel skabte strid på dette landsmøde, var flertalsbeslutningen om at SV skulle gå ind for fuld nedrustning. Denne sag kom atter op på SV's tredje landsmøde i Tønsberg i 1979. Her gik flertallet ind for at programfæste et «alliancefrit, nationalt og defensivt forsvar med en militær og ikke-voldelig del».

Landsmødet i 1979 bidrog i stærkere grad til at konsolidere SV som parti end nogen af de foregående landsmøder. Partiledelsen fik overvældende flertal (201-27) for partiets nye kriseprogram, som yderligere bekræfter den mere pragmatiske linie SV slog ind på i 1976. Under Berge Furres ledelse har partiet stabiliseret sig som organisation.

SV ved valg

SV's valgsejr i 1973 skabte forventninger til det nye partis muligheder i norsk politik. Men den indre strid og belastning som partiet samtidig påtog sig i Alcansagen førte over vinteren og foråret 1975 til frafald - både blandt medlemmer og sympatisører. Frasorteringen af Finn Gustavsen som deltager i fjernsynets valgprogrammer udløste stærke reaktioner både indenfor og udenfor partiet. Striden om hvem der skulle deltage svækkede ikke indtrykket af et parti i splid med sig selv. Kommunalvalget førte til et dramatisk fald i tilslutningen. Den blev halveret fra 11,6 til 5,6% . SV var tilbage på SF's niveau i midten af 1960'erne.

Stortingsvalget 1977 tegnede ikke lovende. En række repræsentanter trak sig fra genvalg, bl.a. Finn Gustavsen. Den såkaldte listesag og offentliggørelsen af Mellbyerapportens hemmelige del om navigationssystemerne Loran C og Omega førte til, at SV blev usædvanlig stærkt angrebet i valgkampen. Partiet red stormen af - nogenlunde. Tilslutningen gik ned til 4,2%. Stortingsgruppen blev reduceret fra 16 til 2, og Hanna Kvanmo tog over som parlamentarisk leder.

Overblik

EF kampen var den katapult, som slyngede SV ind i norsk politik. I eftertiden kan der rejses spørgsmål om SF alene ville have kunnet spille noget af den samme rolle ved stortingsvalget i 1973. Men spørgsmålet kan aldrig besvares. Måske følte en del fra det gamle SF, at SV blev noget andet end SF - og sagde farvel. Alligevel giver det ingen fyldestgørende forklaring på det store frafald.

Entusiasmen som bar valgforbundet frem til sejr kunne ikke vare ved. Det overvældende flertal ønskede et enhedsparti. Men den politiske spændvidde var for stor til at kunne rumme alle under et tag. Flertallet i NKP ønskede heller ikke at opgive sig selv som et marxistisk-leninistisk parti af østeuropæisk model. Hverken 1960'erne «tredje standpunkt» eller de nye politiske brydninger gennem kvinde- og miljøbevægelsen lod sig samordne med en dogmetro kommunisme. Men striden om teserne varede i årevis. Den lå fjernt fra den norske politiske hverdag. Den interesserede kun de implicerede - og knapt nok dem. Medlemmerne løb sur i det. Sympatisører og vælgere faldt fra. Et demoraliseret SV stillede op til valg i 1975, og to år senere kæmpede partiet fortsat med ryggen mod muren. Først i 1978-79 kan man tale om et konsolideret parti.

B.Han.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 33.114