 |
|
 | ||||||||||||||
Republikken Yemen består af Demokratisk Yemen (syd) og Arabisk Yemen (nord). Den nordlige del er den arabiske halvøs mest frugtbare område, og derfor kaldtes det sammen med Hadhramaut dalen for det «Lykkelige Arabien». Landet består nærmest af ørkenagtig kystzone langs det Røde Hav, og en mere bjergrig og fugtigere zone i det indre af landet, hvor der findes landbrug og bl.a. dyrkes fødevarer og bomuld til eksport. Den traditionelle dyrkning af kaffe er gradvis blevet erstattet af dyrkningen af den narkotiske plante qat. Klimaet er tropisk med høje temperaturer. Det gælder især i Tihmah, hvor nedbøren er omfattende og i den østlige del af landet.
I syd er landet bjergrigt og tørt, der findes ingen permanente floder, og to-tredjedele af landet er ørken eller ørkenagtig. I dalene og oaserne (1,2 % af området) dyrkes der hirse, bomuld og kaffe. Samtidig spiller fiskeriet en vigtig rolle. Øen Socotra er også en del af landets territorium. Den har 17.000 indbyggere og er strategisk placeret ved indsejlingen til Aden golfen. Et overforbrug af grundvand har sænket grundvandsspejlet.
Folket: Yemenitterne er arabere. Der findes en lille iransk minoritet ved nordkysten.
Religion: Islam (officiel). Muslimer, 99,9%, af hvilke 53% er sunnier og 46,9% er shiiter; andre, 0,1%.
Sprog: Arabisk (officielt)
Politiske partier: Folkets Kongres; Yemens sammenslutning for Reformer; Naserit folkets Union; Socialistpartiet for arabisk Genfødsel; Yemens Socialistparti; Partiet Islah.
Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Jamaniya.
Administrativ inddeling: 16 provinser
Hovedstad: Sana'a, 1.747.627 indb. (2003).
Andre vigtige byer: Aden, 495.000 indb.; Taiz (Ta'izz), 394.700 indb.; Hodeida (Al-Hudaydah), 370.900 indb. (2000).
Regering: Landet har ingen regering og er delvist besat af Saudi Arabien. Den tidligere præsident Abd Rabbuh Mansur Hadi trådte tilbage fra posten i januar 2015. Siden «valget» af ham uden nogen modkandidat i 2011, havde han været uden folkeligt mandat.
Nationaldag: 22. maj (Genforeningsdagen, 1990)
Væbnede styrker: 66.300 (1997).
Paramilitære styrker: 20.000 (Centrale Sikkerhedsorganisation); 20.000 (Stammestyrker)
Da civilisationen på Kreta var på sit højdepunkt, udvikledes der på sydspidsen af den arabiske halvø en anden kultur, der også var baseret på handel, men i dette tilfælde landbaseret. Denne handel førte hurtigt til udviklingen af en lang række byer. De vigtigste af disse lå ikke ved kysterne, men derimod i det indre af landet: Ma'in, Marib, Timna og Nagram. De lå ved de karavaneruter, hvoraf der blev transporteret parfumer fra Dhufar (i dag del af Oman) og Punt (Somalia). Ruterne fortsatte senere op ad Røde Havs kysten mod markederne ved Middelhavet og fra Taima mod Mesopotamien.
Disse byer sluttede sig sammen i kongedømmer. Først i Mina og senere det mere kendte (pga. de bibelske beretningen) Saba, hvis tilknytning til den afrikanske kyst gav grundlag for dannelsen af det ethiopiske rige Axum (se Ethiopien).
Købmændene fra Saba havde gennem århundreder forbindelser med Afrika trods deres skibes ringe forfatning. En af konsekvenserne af dette var, at ethiopiske præster fra især det 4. århundrede spredte kristendommen blandt yemenitterne. Da den hebræiske sekt himyarit kort tid senere bragte den sydlige del af den arabiske halvø under sin kontrol og etablerede jødedommen som officiel religion, udløste det konflikter mellem de forskellige grupper, der førte til udenlandske besættelser.
Ethiopierne erobrede landet i år 525, og blev i 570 fordrevet af perserne. Disse fik derved deres første kontakt med handelen med det sorte Afrika.
Da den arabiske samling under Mahoma indledtes, havde regionen allerede mistet meget af sin glans - efter næsten 3 århundreders konflikter og invasioner. Selv dæmningen Marib - et monumentalt byggeri der var hjørnestenen i kunstvandingen af landbruget - var forfaldet pga. manglende vedligeholdelse. Krisen medførte udvandring, både til Afrika og til den østlige del af den arabiske halvø.
Mod slutningen af det 8. århundrede strakte det arabiske imperium sig fra det nordlige Afrika til Spanien i vest og til Pakistan og Afghanistan i øst. Damaskus i Syrien blev imperiets hovedstad, og her skabtes grundlaget for en ny kultur. Græsk-romerske elementer smeltede sammen med persiske og indiske til en ny dominerende kultur, indenfor hvis rammer araberne bidrog med videnskab og filosofi. Araberne udgjorde den sociale elite, den regerende klasse, om end der ikke var meget der forandredes i yemenitternes eller andre undertrykte folkeslags liv.
I det 16. århundrede indledtes den osmanniske erobring. Tyrkerne besatte nogle enkelte poster ud til det Røde Hav, mens det indre af landet og sydkysten forblev selvstændige, regeret af en iman.
Kort tid senere gjorde briterne deres indtog på scenen. I 1618 oprettede deres Ostindiske Kompagni en filial i havnen Mukha (Mokka, navnet der betegner kaffesorten).
Deres tilstedeværelse forstærkedes i det 19. århundrede. Som følge af Mohamed Alis erobring af landet, besatte briterne det sydvestligste hjørne (se Egypten) og slog sig ned i Aden - regionens bedste havn - hvorfra de kunne holde øje med tyrkerne. Disse søgte til gengæld at bevare deres hegemoni i det indre af landet, hvilket først lykkedes dem i 1872. For at kunne det, var de nødt til at alliere sig med imanen, der endog forstærkede sin position ved at gøre sin post arvelig frem for genstand for valg som tidligere.
Omkring 1870 åbnede Suezkanalen og dette sammen med tyrkernes kontrol over den nordlige del af landet gav Aden en ny strategisk betydning for briterne. Byen var nøglen til Røde Havet og dermed til den nye kanal.
Briterne begyndte at indgå venskabsaftaler eller aftaler om protektorat med de lokale stammechefer. En langsom og tålmodig proces der kulminerede i 1934, da englænderne havde sikret sig kontrol over hele den sydlige del af landet op til grænsen mod Oman.
I 1911 anførte imam Yahya Ad-Din et nationalistisk oprør. Oprøret tvang tyrkerne til 2 år senere at anerkende imam'ernes autoritet i det nordlige Yemen, mod at de til gengæld accepterede fortsat formelt tyrkisk overherredømme.
Efter 1. verdenskrig erklærede Yahya sig for hersker over hele Yemen, hvilket førte til konflikter med den saudiske emir i Najd og med briterne i Aden. Efter at have lagt Hidjaz ind under sin stat gennemførte Ibn Saud en hurtig offensiv mod Yahya, der ved fredstraktaten af 1934 var nødt til at acceptere, at han mistede nogle områder i den nordlige del af landet. Englænderne nåede ikke så langt som til at erklære krig. Istedet pustede de til de interne konflikter, og støttede interne oppositonsgrupper mod imam'en, der blev dræbt i 1948.
Hans efterfølger Ahmad sluttede i 1958 landet til den Forenede Arabiske Republik, der desuden bestod af Egypten og Syrien, men allerede i 1961 blev Yemen atter trukket ud. Da han året efter døde, blev han efterfulgt af sin søn Muhammad Al-Badr, der imidlertid blev styrtet af Nasser-tro militærfolk i september samme år. Den styrtede imam indledte nu med åben støtte fra Saudi Arabien og England en langvarig borgerkrig mod den republikanske regering. Han blev endvidere støttet af Egypten og konflikten kom til at strække sig frem til 1970.
Konfliktens løsning blev salomonisk. Et statskup blandt republikanerne selv førte den moderate Al Iryani til magten. I det sydlige Yemen var der i 1963 dannet den Nationale Befrielsesfront. Den indtog i 1967 Aden, proklamerede landet for selvstændigt og indledte en revolution, der kaldte sig socialistisk.
Den nye Demokratiske Folkerepublik Yemen lukkede alle de britiske baser i 1969, nationaliserede bankerne, udenrigshandelen og skibsfarten. Samtidig indledtes en jordreform. I sine forsøg på at isolere «Mellemøstens Cuba» var Saudi Arabiens holdning, at Al Iryani var det mindste af to onder og besluttede at støtte ham.
På trods af politiske og ideologiske forskelle mellem regeringerne i Nord- og Sydyemen, underskrev Al Iryani i oktober 1972 en aftale med den Demokratiske Folkerepublik (Sydyemen), der forudså en genforening af de to stater.
Dette kom på tværs af den saudiske strategi, og i juni 1974 blev Al Iryani af oberst Ibrahim al Hamadi tvunget til at træde tilbage og Hamadi overtog regeringsmagten i Sana'a. Den unge officer havde i udgangspunktet stor sympati hos den saudiske kong Faisal, men de kom hurtigt i konflikt, da Hamadi forsøgte at centralisere magten og sætte sig op mod de feudale høvdinge i nord. Efter 3 fejlsslagne attentatforsøg blev han sammen med sin bror, oberst løjtnant Abdallah Mohamed al Hamadi dræbt den 11. oktober 1977.
I Nordyemen overtog en junta nu magten. Den bestod af oberst løjtnant Ahmed al-Gashmi, der ledede juntaen, premierminister Abdelaziz Abdul Ghani og major Abdul al-Abdel Aalim, der alle erklærede, at de ville videreføre den tidligere regerings politik. Denne erklæring kostede al-Gashmi livet. Han blev dræbt af en bilbombe i juni 1978.
Efter en kongres der fik betydelig opbakning fra befolkningen, stiftede den Nationale Befrielsesfront i syd i oktober 1978 Yemens Socialistparti. I december gennemførtes det første valg efter selvstændigheden, hvor folket skulle vælge 111 repræsentanter blandt 175 kandidater til Folkets Revolutionsråd. Partiets generalsekretær Abdel Fattah Ismail blev udnævnt til statschef. Han trådte tilbage i april 1980 og blev efterfulgt af daværende premierminister Ali Nasser Mohammed, der havde været en af Befrielsesfrontens grundlæggere.
Saudi Arabiens permanente fjendtlighed overfor Sydyemen forstærkedes, da saudiaraberne gjorde krav på en del af Sydyemen - nemlig den del hvor det algierske statslige olieselskab havde opdaget olie. Spændingerne forstærkedes samtidig med den stigende nordamerikanske militærtilstedeværelse i Saudi Arabien.
Major Ali Abdullah Saleh var blevet udpeget til Nordyemens præsident i 1978. Han kunne ikke hindre, at landets indre spændinger i 1979 brød ud i væbnede konflikter. Den Nationaldemokratiske Front der bestod af alle landets progressive kræfter stod umiddelbart overfor at tage magten, men efter saudiske manøvrer blev krigen i stedet rettet mod Sydyemen. Efter mægling fra Syriens, Iraqs og Jordans side lykkedes det at få gennemført våbenhvile, og forhandlingerne om genforening der havde været suspenderet siden 1972 blev genoptaget.
I februar 1985 tvang Folkets Øverste Råd, præsidenten Ali Nasser Mohammed til at fyre sin premierminister. I stedet indsattes Haider Abu Bakr - der var knyttet til Fattah Ismail - på posten. Præsidenten modsatte sig denne begrænsning af sin magt, og indledte konspirationer for at genvinde den. Den 13. januar 1986 gennemførtes et modkup, der udløste en kort men intens borgerkrig, der kostede 10.000 livet. Fattah Ismail døde under kampene, og Mohammed Ali Nasser blev udskiftet med premierminister Haider Abu Bakr al-Attas på præsidentposten. Den nye statschef forpligtigede sig til at bevare alliancerne med Ethiopien og Syrien.
I maj 1981 undertegnede Nord- og Sydyemen en aftale om fælles indsamling af oplysninger om de geologiske rigdomme i de to landes undergrund. Da man i 1985 fandt olie på begge sider af grænsen, bidrog denne aftale til at styrke båndene mellem de to regeringer. Olieforekomsterne har gjort Yemen til en af de største olieproducenter i den arabiske verden.
Præsident Ali Salehs succes med at neutralisere både intern og eksternt pres skabte forbedrede betingelser for en hurtig genforening. Den 22. maj 1990 kunne Republikken Yemen således oprettes. Dens politiske hovedstad blev Sana'a (tidligere hovedstad i Nordyemen), og den økonomiske hovedstad blev Aden (tidligere hovedstad i den Demokratiske Folkerepublik).
Ved en fælles samling mellem parlamenterne for de to lande samlet i Aden, valgtes der et Præsidentråd, der bestod af general Ali Abdullah Saleh (tidligere præsident i Nordyemen), Kadi Abdul Karim al-Arshi, Salem Saleh Mohammed og Abdul Aziz Abdel Ghani. Rådets medlemmer besluttede at udpege Ali Abdullah Saleh til at være den forenede republiks præsident. Ali Al Beid blev valgt til vicepræsident. General Haydar Abu Bakr al-Attas (Sydyemens tidligere præsident) trådte også ind i Rådet.
I maj 1991 ratificeredes den nye forfatning efter en folkeafstemning, der gav den overvældende flertal. Forfatningen gav landet ytringsfrihed og politisk pluralisme. De fundamentalistiske islamiske grupper der var imod genforeningen opfordrede til boykot. Baggrunden var, at den nye forfatning dels ikke var baseret på sharia'en (den islamiske lov), dels at kvinder fik stemmeret.
Den nye forfatning fik hurtigt konsekvenser. I de følgende år dukkede 53 politiske partier og 85 aviser og blade op i landet. Der findes ikke længere politiske fanger og alle synspunkter og politiske partier har ret til at ytre sig.
Yemens genforening har stor betydning for regionen. Trods de store politiske omvæltninger siden briternes kolonisering, er islam stadig det vigtigste sammenbindende element for yemenitterne.
Som konsekvens af Golfkrigen blev 1 million yemenitter udvist af Saudi Arabien og andre lande i regionen. Skridtet var en konsekvens af Yemens pro-irakiske holdning under krigen. Trods disse omstændigheder foreslog Yemen, Saudi Arabien en endelig løsning på grænsekonflikten mellem de to lande. Et problem der havde eksisteret siden 1930, hvor den saudiske nabo havde annekteret 3 af Yemens provinser.
Samtidig vendte yderligere 1 million yemenitter hjem fra Afrika - primært Somalia. Denne gentagne masseindvandring havde stor negativ indvirkning på landets økonomiske situation. Arbejdsløsheden lå på over 2 millioner ud af den samlede befolkning på 10½ millioner.
Samtidig medførte masseudvisningen af yemenitter fra især Saudi Arabien, at de pengetilførsler landet tidligere havde fået fra de yemenitiske migrantarbejdere, der sendte penge hjem til deres familier nu udeblev.
I slutningen af 1991 eksportede Yemen omkring 300.000 tønder råolie dagligt og forventede at øge dette tal. Alligevel blev det året efter begrænset til 200.000 tønder, for først at nå op på normalt niveau igen året efter. Oprørsgruppers aktiviteter og Saudi Arabiens territorialkrav hindrede åbningen af nye oliefelter i grænseområderne.
Arbejdsløsheden på 36 % og prisstigninger på basale fornødenheder udløste i slutningen af 1992 og begyndelsen af 1993 demonstrationer. Samtidig blev islamiske fundamentalister beskyldt for en række attentater mod Sydyemenitiske politikere. Fundamentalisterne har omfattende opbakning blandt de fattigste lag i befolkningen.
I valget i marts 1993 blev Salehs parti, Folkets Generalkongres det største og fik 122 pladser mod 62 til det islamistiske Reformparti (Islah). Vicepræsidenten Salem El Baidhs Socialistparti kom ind på 3. pladsen med 56 pladser. For at svække det genforenede Yemen der blev opfattet som et «dårligt» eksempel for monarkierne i regionen, støttede Saudi Arabien løsrivelseskampen anført af El Baidh.
I maj 1994 proklamerede løsrivelsestilhængerne dannelsen af den Demokratiske Republik Yemen i den sydligste del af landet og bad om diplomatisk anerkendelse fra Saudi Arabien og Golfstaterne. Alligevel blev de besejret af regeringstro styrker. I juli vedtog ministerrådet en generalamnesti. Samtidig gjorde regeringen Aden til landets økonomiske hovedstad - en gestus overfor befolkningen i syd.
I september var medlemmerne af socialistpartiet nødt til at forlade regeringen, mens Islah fik 6 nye pladser i regeringen. Samtidig ændredes forfatningen, da det blev besluttet, at sharia'en skulle være grundlaget for al yemenitisk lovgivning.
I februar 1995 indgik 11 partier en ny alliance - Oppositionens Demokratiske Koalition - med det formål at nå nærmere magten. Regeringen indgik samtidig en foreløbig aftale med Saudi Arabien, i hvilken begge lande erklærede sig villige til definitivt at bilægge grænsestriden og styrke de bilaterale relationer.
I december gik eritreanske styrker i land på Hanish øerne i det Røde Hav, hvilket af Yemens regering blev opfattet som aggression og udløste væbnet konflikt. Egyptens præsident Hosni Mubarak gik ind som mægler i denne konflikt, og i marts accepterede Yemen og Eritrea en international afgørelse af uenigheden. Ved slutningen af året var hovedpunkterne dog endnu ikke blevet løst.
Den 27. april 1997 vandt Folkets Generalkongres parlamentsvalget, da det fik 187 ud af 301 pladser. Det blev fulgt af det islamistiske Islah med 53. Efter en langvarig intern debat havde Socialistpartiet besluttet at boykotte valget.
Den 15. maj dannede den ny premierminister Faraj Said Ibn Ghanem regering med 28 ministre - deriblandt 24 fra Generalkongressen. Regeringen udformede samme dag et strukturtilpasningsprogram med det formål atter at sætte skub i økonomien, der fortsat led under følgerne af borgerkrigen og den reducerede bistand fra en række vestlige og arabiske lande. De økonomiske reformer - specielt privatiseringerne - skaffede regeringen lån fra Verdensbanken og IMF.
Iflg. Amnesty International var Yemen i 1998 et af de 5 lande i verden der endnu anvendte dødsstraf overfor kriminelle mindreårige. De andre lande er: Iran, Pakistan, Saudi Arabien og USA.
I maj 1998 blev Abdel Karim al-Iriani udnævnt til premierminister. En post han også havde haft i 1980-83 i Nordyemen. Angreb fra Saudiarabisk side på en yemenitisk kaserne på Duwaima øen i det Røde Hav i juli forværrede atter forholdet mellem de to lande. I oktober dømte den Internationale Domstol i Haag til fordel for Yemen i spørgsmålet om Hanish øerne, som også Eritrea gjorde krav på.
Valget i september 1999 blev vundet stort af Ali Abdullah Saleh, der blev genvalgt med 96,3 % af stemmerne.
Bortførelsen af 28 turister - overvejende briter - i december 1998 stillede alvorlige spørgsmålstegn ved de metoder nogle klaner anvender for at fremlægge deres krav for de centrale myndigheder. Bortførelserne var blevet næsten hverdagshændelser for at sikre sig regeringens opmærksomhed og få den til at bøje sig for lokale krav. I løbet af 1990'erne blev der med dette formål bortført omkring 200 turister eller ledere af britiske eller nordamerikanske virksomheder. I februar 2000 gennemførtes derfor en ny lov, der indebar dødsstraf for bortførelse af udlændinge. En måned senere bortførte en gruppe Polens ambassadør i Yemen. Han blev dog løsladt 4 dage senere.
 |
| 17 marinere blev dræbt ved et selvmordsangreb på det nordamerikanske krigsskib USS Cole i Aden havn i oktober 2000. |
17 nordamerikanske marinere blev dræbt ved et selvmordsangreb på det amerikanske krigsskib USS Cole i Aden havn i oktober 2000. Den islamiske fundamentalist, Osama bin Laden, der er saudier men af yemenitisk afstamning blev gjort ansvarlig for angrebet. Samme måned eksploderede en bombe i den britiske ambassade. 4 yemenitter blev arresteret efter at de havde erklæret, at de gennemførte angrebet i solidaritet med den palæstinensiske sag.
Lokalvalget i februar 2001 var karakteriseret af vold. Parallelt med valget gennemførtes en folkeafstemning om forlængelse af præsidentperioden til 7 år. 30 personer blev dræbt som følge af kampe mellem forskellige klaner, elelr de blev dræbt af politiet. Folkeafstemningen bekræftede forlængelsen af præsidentperioden, og Saleh kunne dermed sidde i 7 år.
Uden at angive årsagerne omdannede præsidenten i maj regeringen og fjernede premierministeren, Abdul-Karim al-Iryani. Han blev erstattet af den tidligere udenrigsminister Abdul Kader Bajammal. Regeringen havde 23 nye ministre, deriblandt Wahiba Fare, der blev minister i det nyoprettede ministerium for menneskerettigheder. Hun blev dermed landets første kvindelige minister.
I november rejste Saleh til Washington for overfor George Bush at bekræfte Yemens deltagelse i USA's «koalition mod terrorisme». I marts udviste regeringen over 100 religiøse studerende - deriblandt franskmænd og briter - som led i sin generelle kampagne mod terrorisme og konkret mod medlemmer af al-Qaeda terrornetværket. Samme måned besluttede USA at sende militærrådgivere til landet for at «træne yemenitiske sikkerhedsstyrker i kampen mod terrorismen». Iflg. Washington kunne Yemen nu, som tidligere Afghanistan, blive et tilholdssted for al-Qaeda.
Mindst 5.000 demonstrerede i april, brændte USA og israelske flag samt billeder af George W. Bush og israels premierminister Ariel Sharon. Samtidig krævede de USA's ambassade lukket. Inden da havde der været gennemført en bombeeksplosion og et granatangreb mod ambassaden.
I oktober 2002 eksploderede en fransk olietanker ud for Yemens kyst, samtidig med at USA lagde voldsomt pres på Frankrig for at få det til at opgive sin modstand i FN's Sikkerhedsråd mod USA's planlagte krig mod Iraq. For at hindre enhver indblanding fra USA's side, men samtidig sikre sig fortsat økonomisk bistand, igangsatte regeringen en heksejagt på al-Qaeda tilhængere. I november angreb USA med raketter affyret fra et førerløst fly en bil nogle hundrede km fra hovedstaden. 6 blev dræbt ved terrorangrebet, deriblandt en som af USA var anklaget for at være leder af al-Qaeda i Yemen.
I april 2003 undslap 10 personer, der var mistænkt for deltagelse i angrebet mod USS Cole i oktober 2000. Det fik de yemenitiske myndigheder til at starte den hidtil største politiaktion for at fange de undslupne. I marts var to af de medvirkende ved angrebet, Fahd al-Qusaa og Jamal al-Badawi blevet fanget i Albyan provinsen syd for Sana'a efter en intens ildkamp med sikkerhedsstyrker. De to tilfangetagne og et medlem af sikkerhedsstyrkerne blev såret under aktionen. Badawi var mistænkt for at have tætte forbindelser til al-Qaeda.
I maj dømte en domstol Abed Abdulrazzak Kamel til døden som ansvarlig for henrettelsen af 3 kristne nordamerikanske missionærer i slutningen af 2002. De arbejdede ved et babtist hospital i byen Jibla i Ibb provinsen, 170 km syd for Sana'a. Kamel der er knyttet til den radikale gruppe Islamisk Jihad afviste dommen, da retssagen blev ført ved en civil domstol og ikke en islamisk. Da han blev arresteret af politiet sagde han, at han havde skudt mod missionærene for at «rense sin religion og være tættere på Allah».
I marts 2004 tilfangetog sikkerhedsstyrker den formodede leder af al-Qaeda i Albyan provinsen. Myndighederne erklærede, at den mistænkte Abdul Raouf Nasi blev arresteret sammen med 12 andre mistænkte i det fjerntliggende område Lawder. Iflg. myndighederne havde Nasi overlevet CIA's terroraktion i 2002, hvor al-Qaeda chef i Yemen, Salim Sinan al-Harethi blev dræbt. I hovedstaden blev bevogtningen af ambassader, udenlandske virksomheder og regeringskontorer forstærket.
I august dømte en yemenitisk domstol 15 personer, der stod anklaget for at planlægge eller gennemføre angreb på udenlandske mål, som angrebet på en fransk tanker og et komplot der havde til formål at dræbe USA's ambassadør i Yemen. En af de anklagede blev dømt til døden for drabet på en politiagent, mens de 14 andre blev dømt op til 10 års fængsel. De fleste af de anklagedes forsvarsadvokater boykottede domsforhandlingerne, som de betegnede som uretfærdige: «Disse domme savner legalitet fordi advokaterne ikke fik nogen mulighed for at forsvare deres klienter», sagde faderen til en af de dømte. Yemens samarbejde med USA i den såkaldte krig mod terrorisme har ført til tilbageholdelsen af flere hundrede, der mistænkes for at være knyttede til al-Qaeda netværket.
I september dømte en yemenitisk domstol to mænd til døden for attentatet mod USS Cole. Den saudiske statsborger Abd al-Rahim al Nashiri blev dømt in-absentia, fordi han var i nordamerikansk varetægt. Den anden dømte var Jamal al-Badawi. Domstolen dømte desuden 4 andre til 5-10 års fængsel for at have deltaget i angrebet. Badawi var på angrebstidspunktet anset for at være chef for al-Qaedas søoperationer og ansvarlig for operationerne i den Persiske Golf.
I marts-april 2005 blev over 200 dræbt i sammenstød mellem regeringsstyrker og tilhængere af den shiitiske imam Hussein al-Houthi, der endte med selv at blive dræbt. Præsident Saleh beskyldte partierne al-Haq og Folkemagtunionen for at danne væbnede afdelinger med det formål at bringe regeringen til fald. Han omtalte samtidig «udenlandsk konspiration» - en henvisning til Iran, der iflg. regeringen var impliceret i planerne.
Polio vendte tilbage til Yemen, som i 1996 ellers var erklæret fri for sygdommen. Det skete i form af en ret omfattende epidemi i juni 2005 med 179 tilfælde i 11 af landets 21 provinser. Mange yemenitter havde afvist at lade sig vaccinere mod polio i starten af 90'erne, fordi der var forskellige rygter i omløb der hævdede at vaccinationerne var et komplot, der skulle fremkalde ufrugtbarhed og AIDS.
I juli blev mindst 36 personer dræbt i hele landet under sammenstød mellem politi og demonstranter, der demonstrerede mod en forhøjelse af benzinprisen.
I maj 2006 blev saudieren Mohamad Hamdi al-Ahdal idømt 3 år og 1 måneds fængsel for «at tilhøre en væbnet gruppe, der angreb udenlandske interesser» og for «finansiering af kriminelle aktiviteter». al-Ahdal var samtidig mistænkt for at al-Qaedas nr. 2 i Yemen.
Regeringen igangsatte i begyndelsen af 2007 en plan til inddæmning af volden i landet. I planen indgik løsladelse af terror-fængslede, der lovede at respektere landets love. En aftale med al-Qaeda indebar samtidig, at medlemmer blev løsladt, der havde gennemført angreb i Iraq.
Yemen har historisk haft nære forbindelser til sin nabo Somalia på den anden side Aden bugten. Da borgerkrigen brød ud i Somalia åbnede Yemen derfor sine døre for alle somaliske flygtninge. I 2007 levede der 110.000 somaliske flygtninge i landet. Dertil kom yderligere 600.000 der boede og arbejdede i landet.
2009 Kampe mod partisaner i nord og syd
I juni 2009 blev 9 udenlandske turister kidnappet nær Saada. 7 blev dræbt, men 2 børn overlevede. Udlændinge kidnappes hyppigt at stammer i Yemen, der ønsker at stå stærkere i forhandlinger med myndighederne. Militæret svarede i august igen ved at indlede en offensiv mod Houthi partisanerne i området. Kampene bredte sig i november til Saudi Arabien, da saudiske styrker kom i kamp med Houthi partisaner. 14. december gik USA ind i kampene, da det gennemførte 28 flyangreb mod partisanernes stilling i Saada. Angrebene kostede 120 yemeniter livet. Nye flyangreb 18. december kostede 63 civile livet, deriblandt 18 børn. Ialt kostede kampene gennem 2009 omkring 8.000 yemeniter livet. I januar 2010 forslog Houthi partisanerne at inddrage den iranske storayatollah al-Sistani som mægler i konflikten. Det blev kritiseret af Saudi Arabien, hvor Mohammad al-Arifi i Riyadhs største moske karakteriserede al-Sistani som vantro. Bemærkninger der førte til voldsomme protester blandt shia'er i Iran, Libanon og Iraq. I slutningen af januar tilbød Houthi partisanerne våbenhvile, og trak sig tilbage fra 46 positioner inde i Saudi Arabien.
I begyndelsen af januar 2010 tilbød den yemenitiske regering en våbenhvile på en række betingelser. De blev mødt af andre betingelser fra Houthi partisanerne, og våbenvileprocessen løb ud i sandet. Kampene stilnede dog af de følgende måneder for atter at tage til i juli.
Også i det sydlige Yemen udbrød der kampe i 2009. En gruppet kaldet Sydyemens Bevægelse indledte angreb på soldater og politi i den sydlige del af landet. Angrebene fortsatte ind i 2010. Regeringen anklagede bevægelsen for at være knyttet til al-Qaeda, hvilket den skarpt afviste. Der findes dog andre grupper i den sydlige del af landet, der er knyttet til al-Qaeda. Den 17. december blev en af disse gruppers træningscentre angrebet. Angiveligt af yemenitiske fly, men Amnesty International kunne efterfølgende fremlægge beviser for, at landsbyen var blevet angrebet med et nordamerikansk krydsermissil ladet med 166 klyngebomber. Det er alene USA (og Israel) der råder over disse våben. Angrebet kostede 55 yemeniter livet. De 41 var civile, deriblandt 14 kvinder og 21 børn. Otte dage efter USA's terroraktion forsøgte en nigerianer med forbindelse til Yemen at gennemføre en terroraktion mod et fly fra Amsterdam til Detroit. Forsøget mislykkedes og 3 blev såret. Al-Qaeda i Yemen tog ansvaret for aktionen. USA har endnu ikke taget ansvaret for sin terroraktion 17. december.
USA begrænsede sin deltagelse i konflikterne i Yemen til fly- og krydsermissilangreb. Til gengæld øgede supermagten sin militærbistand til regimet med 141 mio. US$i 2010.
2011 Saleh væltes
I februar 2011 bredte oprøret i Egypten og Tunesien sig til Yemen, hvor tusinder krævede diktatoren Abdullah Salehs afgang. Saleh nægtede at træde tilbage, men lovede ikke at stille op ved præsidentvalget i 2013. Demonstrationerne fortsatte, og regimet slog voldeligt med på demonstranterne. I konsekvens heraf trak 11 parlamentsmedlemmer fra Salehs parti sig tilbage den 23. februar. Den 10. marts lovede Saleh gennemførelsen af en folkeafstemning, der skulle adskille den udøvende og lovgivende magt. Men protesterne fortsatte. Den 18. marts blev mindst 52 dræbt og over 200 såret, da sikkerhedsstyrker åbnede ild mod ubevæbnede demonstranter i hovedstaden Sana'a. Generalmajor Ali Mohsen Saleh stillede sig nu på oprørernes side.
De følgende måneder erklærede Abdullah Saleh sig flere gange villig til at træde tilbage, men løb hver gang fra de indgåede aftaler.
Den 3. juni blev præsidentpaladset angerebet med raketter. Flere blev dræbt og præsident Saleh alvorlig såret. Han blev transporteret til Saudi Arabien, hvor han gennemgik flere operationer. Premierminister Abd Rabbuh Mansur Hadi blev fungerende præsident i den mellemliggende periode. Forsøg på indgå nye aftaler, der skulle indebære at Saleh forblev i eksil slog alle fejl. 3½ måned senere vendte Saleh tilbage til Yemen. Det udløste fornyede omfattende demonstrationer i hele landet. I slutningen af november blev der indgået aftale mellem Saleh og oppositionen med GCC (Golfens Samarbejdsråd) som mægler. I modsætning til de foregående aftaler kom denne aftale til at holde. Saleh overgav midlertidig magten til sin premiernister Abd Rabbuh Mansur Hadi mod til gengæld ikke at blive stillet for retten. I februar 2012 blev der gennemført præsidentvalg med Hadi som eneste kandidat, og den sidste del af magtoverdragelsen fra Saleh til Hadi fandt sted den 27. februar.
Magtskiftet skabte dog ikke fred. Hadi blev nok accepteret af oppositionen, men blev samtidig set som det gamle regimes mand. Demonstrationerne mod regeringen og dennes vold mod demonstranterne fortsatte gennem 2012, og i den sydlige del af landet blev al-Qaeda på den arabiske halvø (AQAP) styrket. Saudi Arabien, Golfstaterne, EU's og USA's rolle havde under forløbet været at hindre, at der skete større demokratisk fremskridt som i Egypten og især Tunesien. I maj 2012 gennemførte AQAP en selvmordsaktion mod militæret, der kostede 100-120 soldater livet.
I perioden 18. marts 2013 til 24. januar 2014 gennemførtes en National Dialogkonference i Sanaa med 560 repræsentanter fra Yemens forskellige partier, folkegrupper og sociale organisationer. Konferencen var blevet besluttet i FN Sikkerhedsråds resolution 2051 fra juni 2012, og skulle skabe en fælles platform for landets udvikling. Landets tiltagende opløsning, volden mellem grupperne og USA's konstante bombardementer af landet fra sine droner umuliggjorde imidlertid denne opgave. Premierminister Basindawa undslap i august 2013 med nød og næppe et attentat, da bevæbnede mænd åbnede ild mod hans konvoj. I oktober udbrød der kampe mellem landets Houthi befolkning og salafister knyttet til Saudiarabien og de større stammer. Kampene fortsatte frem til januar. To af houthiernes medlemmer af konferencen var da blevet dræbt i attentater. Houthierne trak sig derfor fra konferencen. I konferencens slutdokument blev man enige om at forlænge præsident Hadis mandat yderligere et år, for at han kunne overvåge overgangsprocessen. Samtidig blev man enige om at omdanne parlamentet og Shura, da nord og syd hver skulle have halvdelen af pladserne. Endelig skulle Yemen omdannes til en føderal stat bestående af 6 regioner plus hovedstaden Sanaa. EU, USA og golfstaterne roste konferencen for dens positive resultater. Houthierne fordømte føderaliseringen, der ifølge dem ville opdele landet i en rig og en fattig del.
Den 12. december 2013 dræbte USA 17 civile, da en drone beskød en bryllupskolonne i Al-Bayda' provinsen. Antallet af droneangreb var dog faldende. Der blev udført 41 angreb i 2012, 26 i 2013 og 14 i 2014.
I august 2014 indledte Houthier i Sanaa en række demonstrationer i hovedstaden mod de stigende energipriser. Måneden inden havde Houthierne indtaget provinshovedstaden Amran, hvor de havde besejret den 310. panserbrigade og dræbt dens chef, Hameed Al-Qushaibi. Den 29. juli fjernede regeringen subsidierne til brændstof, hvilket fik priserne til at stige 100%. Protesterne udviklede sig hurtigt voldeligt. Den 10. september blev 7 demonstranter skudt af sikkerhedsstyrkerne og den 18. september blev 40 demonstranter og sunni-militsmedlemmer skudt og dræbt. Houthierne angreb nu Sanaa militært og overtog 21. september kontrollen med hovedstaden efter at have mødt ringe modstand. Samme dag trådte premierministeren tilbage fra posten. Houthierne holdt forholdsvis lav profil, og meddelte at de ville forlade hovedstaden, når en ny premierminister var tiltrådt. Præsident Hadi udpegede i oktober 2014 diplomaten Khaled Bahah til ny premierminister. Denne tiltrådte i november.
Houthiernes militære styrke bragte dem øjeblikkeligt i konflikt med AQAP. Den 9. oktober gennemførtes et bombeattentat mod en demonstration i Sanaa. 47 blev dræbt og 75 såret - de fleste Houthi tilhængere. Regeringsembedsmænd udpegede AQAP som de mest sandsynlige bagmænd.
Den 7. november udfærdigede FN's Sikkerhedsråd sanktioner mod tidligere præsident Saleh og to Houthi kommandanter for at obstruere den politiske proces i landet. Salehs parti, den Generelle Folkekongres anklagede præsident Hadi for at stå bag, og fjernede ham fra alle poster i partiet.
En ny regering tiltrådte 9. november men uden deltagelse af Salehs parti og Houthierne. Houthierne er en shia-sekt, der udgør 35-40% af befolkningen. Saudiarabien der forsøgte at styre udviklingen i landet anklagede dem for at være styret af Iran. Konflikterne i Yemen fik på den måde også en regional dimension.
AQAP optrappede sine operationer i sidste halvdel af 2014. I august blev 11 soldater ved 3 angreb i den sydlige del af landet. Den 31. december detonerede en selvmordsbomber udenfor et kulturcenter, hvor profeten Muhammeds fødselsdag blev markeret. 23 blev dræbt. Og den 7. januar sprang en stor bilbombe udenfor politiakademiet i Sanaa. 38 blev dræbt og 90 såret. Et par dage senere påtog AQAP sig ansvaret for attentatet i Paris mod Charlie Hebdo. Det var der dog flere andre islamistiske organisationer der også gjorde.
Prædent Hadi trådte formelt tilbage fra præsidentposten i januar 2015. Imens fortsatte houthi militsen allieret med militære enheder der var loyale overfor den tidligere præsident Saleh deres fremrykning mod syd, og i marts indtog de havnebyen Aden. Det meste af landet var nu under deres kontrol, og AQAP var militært stærkt presset.
2015 Saudi Arabien angriber Yemen
I den situation angreb Saudi Arabien Yemen. Inspireret af USA's tradition for at sammentømre koalitioner til at begå forbrydelser mod menneskeheden, sammensatte sauderne en koalition bestående af enevoldsmonarkierne på den arabiske halvø og Marokko, samt diktaturene Egypten og Sudan. De indledte voldsomme luftbombardementer af Yemen og fortsatte denne bombekampagne det næste halve år, inden saudiske soldater rykkede ind i landet. USA er allieret med Saudi Arabien og bakkede derfor den saudiske krig op. FN og Sikkerhedsrådet kunne derfor se magtløse til, mens tusinder af civile blev dræbt i Yemen for de saudiske bomber.
I løbet af blot 4 måneder havde sauderne skabt en gigantisk humanitær katastrofe i landet, hvor op mod 20 mio. mennesker var afhængige af katstrofehjælp - men uden at nogen hjælp havde chancen for at når frem. Den eneste krigsførtende part i landet der nød godt af saudernes krig var AQAP, der gik frem i det magttomrum der blev skabt efter sauderne sønderbombede Houthi militserne. Allerede i april 2015 overtog AQAP kontrollen med den sydøstlige havneby Al Mukalla, der i flere måneder havde været kontrolleret af houthierne. I maj viste undersøgelser gennemført af Human Rights Watch at Saudi Arabien havde anvendt de forbudte klyngebomber i sine angreb. En FN undersøgelse fra oktober viste, at af de 2615 civile der var blevet siden marts var over 60% blevet dræbt under saudiske luftbombardementer. Anvendelsen af klyngebomber fortsatte gennem 2015 og ind i 2016, og fik selv FN's Generalsekretær Ban Ki Moon til at erklære, at der kunne være tale om krigsforbrydelser. I januar 2016 angreb saudiske fly et hospital drevet af Læger uden Grænser (MSF) i Sa'ada. Mindst 6 blev dræbt. Det var Israel der allerede i 2009 indførte traditionen med at angribe hospitaler. USA fortsatte den med angreb på MSF hospitaler i Afghanistan i 2015, og i 2016 sluttede Saudi Arabien sig til traditionen. Iflg. FN's katastrofeorganisation OCHA havde 21 mio. yeminiter i februar 2016 brug for humanitær assistance som følge af den saudiske krig mod Yemen og 7,6 mio. var decideret truet af sult. I slutningen af året etablerede også IS positioner i det sønderbombede land. Jihadis likely winners of Saudi Arabia's futile war on Yemen's Houthi rebels, (Guardian 7/7 2015).
Gennem efteråret 2015 spændte USA ved flere lejligheder ben for igangsættelsen af uafhængige FN undersøgelser af de saudiske krigsforbrydelser i Yemen, og i januar 2016 FN's Menneskerettighedsrepræsentant i Yemen, George Abu al-Zulof erklæret for persona-non-grata i landet. I februar 2016 opfordrede FN's Generalsekretær Ban Ki Moon åbent til våbenboykot af landet da han erklærede, at de lande der havde underskrevet den internationale traktat om våbenhandel var juridisk forpligtiget til at indstille våbensalget til lande, der anvendte våbnene til krigsforbrydelser. EU Parlamentet vedtog ligeledes i februar en boykot af våbensalg til Saudi Arabien. Beslutningen var dog ikke juridisk bindende, og EU's medlemslande fortsatte derfor deres indbringende salg af våben til Saudi Arabien.
I april-juni var der forhandlinger om våbenhvile. En skrøbelig våbenhvile trådte i kraft i juni, men allerede efter 2 måneder brød den sammen. Saudi Arabien genoptog sine alvorlige krigsforbrydelser i landet. I august bombede landet et hospital drevet af Læger uden Grænser i Abs. 11 patienter og personale fra Læger uden Grænser blev dræbt. Det var fjerde gang på 15 måneder Saudi Arabien havde bombet et hospital drevet af organisationen. Der var tale om en meget alvorlig krænkelse af 4. Genevekonvention. Få dage inden havde landet bombet en skole og dræbt 10 skolebørn, alle under 15. Inden da var en fabrik blevet bombet og 14 dræbt. Saudi Arabien reagerede ved at give sine soldater og officerer en ekstra månedsløn. (At least 11 dead after Saudi-led coalition bombs Yemen hospital, Guardian 16/8 2016; Saudi Arabia's row with Ban Ki-moon over Yemen marks new low in UN relationship, Guardian 10/6 2016).
 |
| I maj 2015 erklærede Saudi Arabien, at alle mål i Saada provinsen var krigsmål og at civilbefolkningen skulle forlade provinsen. Her pigeskolen al-Munadhil i Saada efter at være blevet bombet af Saudi Arabien |
En analyse fra september 2016 viste, at Saudi Arabien overvejende bomber civile mål i Yemen. Det gælder især i Saada provinsen, hvor sauderne allerede i maj 2015 nedkastede flyveblade hvor de meddelte, at hele provinsen var krigsmål og at befolkningen skulle forlade den. Siden er skoler, moskeer, markedspladser og boligkvarterer blevet udsat for bombardementer. Men også Taiz provinsen blev udsat for intense bombardementer af civilbefolkningen. Det mest spektakulære var da Saudi Arabien i september 2015 bombede et bryllup og dræbte 135 bryllupsgæster. Analysen viste samtidig, at Saudi Arabien ikke bomber i de områder, der er under AQAP's kontrol. Tvært imod har Saudi Arabiens krig mod Yemen gjort det muligt at AQAP at udvide sin kontrol over store landområder i den centrale og østlige del af landet. (How Saudi Arabia's airstrikes have hit civilian life in Yemen, Guardian 16/9 2016).
Saudi Arabien dræbte i oktober 140 ved en begravelseshøjtidelighed i Sana'a og sårede 525. Flyangrebet fik USA til at overveje den fortsatte støtte til regimet i Riyadh. (US says support for Saudi Arabia not a 'blank cheque' after Yemen air raid, Guardian 9/10 2016; 'Heinous crime against humanity': how Saudi airstrikes have devastated Yemen, Guardian 15/10 2016).
I januar 2017 passerede dødstallet for Saudi Arabiens krig mod Yemen 10.000 iflg. FN. Tallet var lavt sat og rummede ikke de indirekte dødsfald som følge af krigen, der næsten har fået sundhedsvæsenet til at bryde sammen. (Yemen death toll has reached 10,000, UN says, Guardian 16/1 2017)
Fra starten af 2017 tog kolera epidemien fart. En konsekvens af at de saudiske bombardementer havde ødelagt vandforsyningen. Over halvdelen af befolkningen har derfor ikke adgang til rent drikkevand. Det første koleratilfælde blev registreret i oktober 2016. I juli havde antallet af registrerede tilfælde passeret 1500. Det egentlige tal var dog sandsynligvis langt højere, da mange dødsfald ikke blev registreret. Mens den vestlige verden i slutningen af 2016 kørte en intens kampagne under parolen «Aleppo bløder», der henviste til civilbefolkningens lidelser under nedkæmpelsen af jihadister i den syriske by Aleppo var omtalen i de vestlige medier fraværende om den langt større humanitære katastrofe i Yemen. (Yemen cholera death toll climbs to 1,500 as WHO issues stark warning new cases have increased tenfold, Independent 3/7 2017)
Cheferne for 3 FN organer, WFP, UNICEF og WHO udsendte i november en fælleserklæring i lyset af katastrofen i Yemen. I erklæringen opfordrede FN organisationerne Saudi Arabien til at hæve dets blokade af Yemens havne. Blokaden hindrer katastrofehjælp i at komme ind i landet og vil koste et ukendt antal tusinder yemenitter livet, hvis den ikke hæves. Selv hvis blokaden delvist hæves anslog WFP, at yderligere 3,2 mio. mennesker ville blive ofre for hunger de følgende måneder, og 150.000 underernærede børn var i umiddelbar fare for at dø de følgende måneder. Red Barnet anslog, at 50.000 børn var døde i 2017 frem til november. EU Parlamentet vedtog en udtalelse, der fordømte den saudiske blokade, og imens fortsatte de europæiske våbenproducenter med at levere våben til slyngelstaten. (Saudis must lift Yemen blockade or ‘untold’ thousands will die, UN agencies warn, Guardian 16/11 2017; Saudi Arabia still barring aid to Yemen despite pledge to lift siege, Guardian 24/11 2017)
I december 2017 vandt Saudi Arabien en betydelig politisk sejr, da det lykkedes slyngelstaten at lokke Yemens afsatte præsident Ali Abdullah Saleh over på sin side. Saleh havde siden maj 2015 været allieret med Houthi folket. Den saudiske sejr var dog kortvarig. Få dage efter den afsatte præsidents kursskifte sprang Houthierne hans residens i Sanaa i luften og dræbte ham efterfølgende.
På en enkelt dag i slutningen af december dræbte saudiske fly 68 civile under deres terrorbombardementer. Ved et flyangreb på et tætpakket marked i Taez provinsen blev 54 dræbt og 32 såret. Ved et andet angreb i Hodeidah provinsen blev 14 medlemmer af den samme familie dræbt. Drabene blev skarpt fordømt af FN's humanitære koordinater i Yemen, Jamie McGoldrick. (Saudi-led airstrikes kill 68 civilians in one day of Yemen's 'absurd' war, Guardian 28/12 2017)
Saudi Arabien var for længst løbet tør for bombemål i Yemen. I august 2018 bombede det i stedet en bus med børn på markedet i Dahyan i det nordlige Yemen. 29 børn under 15 blev øjeblikkeligt dræbt og 11 døde i de følgende dage. 79 blev såret. Saudi Arabien kaldte det en «legitim militær operation». USA's udenrigsministerium syntes ikke der var noget at tage afstand fra, men opfordrede dog krigsalliancen til at undersøge «hændelsen». Reaktionen havde muligvis været en anden, hvis det havde været en bus med israelske skolebørn. Nogle dage senere kunne det oplyses, at bomben var en laserstyret «præcisionsbombe» produceret af US våbenfirmaet Lockheed Martin. USA leverede for 115 mia. US$ våben til Saudi Arabien i de sidste 2 år af Obamas regeringsperiode. I 2017 hentede Trump yderligere våbenordrer for 300 mia. US$ hjem. 3 uger efter krigsforbrydelsen indrømmede Saudi Arabien, at der nok havde været tale om en fejl. (Dozens dead in Yemen as bus carrying children hit by airstrike, Guardian 9/8 2018; US supplied bomb that killed 40 children on Yemen school bus, Guardian 19/8 2018; Saudis admit Yemen strike on bus carrying children unjustified, Guardian 2/9 2018)
Saudi Arabien blev i oktober bragt i defensiven globalt efter det blev kendt, at diktaturet havde ladet en systemkritisk journalist myrde og partere i dets konsulat i Istanbul. Efter nogle uger forsøgte regimet at bortlede opmærksomheden ved at optrappe krigen mod Yemen. Krigsindsatsen var koncentreret om havnebyen Hodeidah, der var den sidste by, hvor der kunne bringes nødhjælpe ind i landet. Nødhjælpsorganisationerne konstaterede, at årtiers største sultkatastrofe, der har kastet 14-18 mio. yeminitter ud i hungersnød var menneskeskabt - af det regime USA, Storbritanien, Danmark og mange flere forsyner med våben. (Famine in Yemen could become one of worst in living memory, UN says, Guardian 25/10 2018)
FN rapporterede i 2019, at Yemen er det land i verden med flest indbyggere, der har brug for nødhjælp: 24 millioner eller 85% af befolkningen. I 2020 lå det som nr. 1 på listen over verdens mest «skrøbelige stater», og nr. 2 på listen over verdens stater mest udsatte for hungersnød. Alene i 2016-18 døde 85.000 yeministiske børn af hungersnød, påført af den saudisk ledede krig mod landet. Frem til 2022 døde yderligere 100-200.000.
Storbritannien fortsatte i 2020 sine kriminelle leverancer af bl.a. klyngebomber til diktaturet i Riyadh, der efterfølgende lod dem regne ned over Yemen.
I juni 2020 afslørede en fransk regeringsrapport, at Frankrig i 2019 havde leveret våben til Saudi Arabien til en værdi af 1,4 mia. €. Saudiske officerer blev uddannet i Frankrig i anvendelsen af de avancerede våben.
Det nyvalgte Bidenregime i Washington meddelte i februar 2021, at det ville indstille de omfattende våbenleverancer til Saudi Arabien, Trump havde forhandlet. Trods løftet om stop for våbnene, fortsatte USA sine leverancer.
Saudi Arabien iværksatte i efteråret 2021 en kampagne for at sabotere en FN undersøgelse af krigsforbrydelser i Yemen. Regimet i Riyadh brugte pisk og gulerod. Indonesien blev truet med, at Saudi Arabien ikke ville lade landets indbyggere rejse på pilgrimsrejse til Mekka, hvis de ikke stemte mod undersøgelsen. Togo blev lokket med økonomisk bistand, hvis landet undlod at stemme. Konsekvensen var, at FN's Menneskerettighedsråd i oktober i oktober stemte imod en fortsættelse af undersøgelsen af krigsforbrydelser. Saudi Arabien vil dog på et senere tidspunkt blive stillet for den Internationale Krigsforbryderdomstol ICC og dømt for sine krigsforbrydelser - begået med Vestens mest avancerede våben.
I december 2021 gennemførte diktaturet i Riyadh et bombeangreb på den internationale lufthavn i Sana'a. FN havde siden 2016 anvendt lufthavnen til at flyve nødforsyninger ind i landet. Den eneste rute efter Saudi Arabien indførte blokade af landets havne. Det saudiske bombeangreb medførte, at FN måtte indstille sine nødhjælpsflyvninger.
Houthi rebeller gennemførte i januar 2022 et angreb med droner og missiler på de Forenede Arabiske Emiraters lufthavn og olieterminal. Diktaturet svarede igen med bombeangreb i Yemen og USA meddelte diktaturet, at det ville sende en avanceret destroyer til forsvar mod angreb. Gennem 2021 og 22 sendte Houthi rebellerne hundredevis af droner med sprængstof og missiler ind over Saudi Arabien, hvor de ramte olieanlæg, lufthavne og det saudiske diktaturs militæranlæg.
En fælles undersøgelse gennemført af Washington Post og Security Force Monitor fra Columbia Law School Human Rights Institute viste i juni 2022, at USA bærer et stort medansvar for de tusinder af dræbte under luftangreb gennemført af den saudisk ledede krigskoalition mod Yemen. (Methodology: Connecting US Sales to the Saudi-Emirati Led Coalition, Security Force Monitor 4/6 2022; Saudi-led airstrikes in Yemen have been called war crimes. Many relied on U.S. support, Washington Post 4/6 2022)
| ||||