Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Kommunistisk Arbejderparti (KAP)

Dansk maoistisk orienteret organisation, stiftet den 21. november 1976, nedlagt den 24. november l994.

Forgængeren Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML) blev stiftet den 15. september 1968 og nedlagt i forbindelse med dannelsen af KAP. I det følgende vil de to organisationers udvikling blive behandlet som en helhed.

Baggrund og forudsætninger for KFML

KFML havde primært sin baggrund i to forhold. Det første var splittelsen i den internationale kommunistiske bevægelse i begyndelsen af 1960´erne. Allerede fra slutningen af 1950´erne var relationerne mellem Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP) og Kinas kommunistiske Parti (KKP) blevet stadig mere anspændte og i 1963 kom det til et åbent brud mellem de to største og vigtigste partier i den socialistiske lejr.

Hermed blev kommunister overalt i verden tvunget til at tage stilling til denne nye situation. I Danmark som i de fleste vesteuropæiske lande valgte det etablerede kommunistiske parti uden videre tøven og diskussion SUKP's side. Kun ganske få medlemmer af DKP protesterede mod denne stillingtagen, der ikke kan overraske i lyset af partiets intime tilknytning til SUKP.

Nogle af de medlemmer der forlod DKP, stiftede nogle år senere - i 1963 - Kommunistisk Arbejdskreds (KAK). Arbejdskredsen var ikke tænkt som tilløb til nogen alternativ partidannelse, men som et forum for information om KKPs synspunkter og som et samlingspunkt for de mennesker der sympatiserede med de kinesiske standpunkter.

Denne rolle kom KAK ikke til at opfylde. Inden længe kom det til dybe politiske modsætninger inden for KAK. Her vandt den såkaldte «bestikkelsesteori» tilslutning blandt et flertal. Denne hævdede, at arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande som helhed var blevet bestukket af de superprofitter som imperialisterne hentede hjem fra udbytningen af folkene i Den tredje Verden. Dermed fandtes der ikke længere nogen fælles interesse i kampen mod imperialismen, denne foregik udelukkende i Den tredje Verden og alt hvad progressive kræfter i de imperialistiske lande kunne gøre var at støtte revolutionære befrielseskampe i Den tredje Verden.

Dette synspunkt havde ikke meget med Maos eller KKP's standpunkter at gøre. De folk der var uenige i teorien forlod i 1965-66 KAK og var derefter politisk hjemløse et stykke tid.

Kulturrevolutionen skabte fra 1966 fornyet interesse om Kina og maoismen (Mao Zedong-tænkningen) som politisk ideologi. Og fra 1967-68 skabte splittelsen i SF og dannelsen af Venstresocialisterne (VS) sammen med studenteroprøret en ny politisk bevægelse. Hermed er vi fremme ved den anden hovedårsag til KFML's dannelse.

Nogle af de tidligere KAK-medlemmer meldte sig ind i VS, og i Socialistisk Ungdomsforbund ( SUF) - SFs tidligere ungdomsorganisation som havde sluttet sig til VS - fandt der en kraftig radikalisering sted. SUF blev splittet mellem en trotskistisk og en maoistisk orienteret fløj. I sommeren 1968 blev maoisterne udmanøvreret af det trotskistiske flertal, og samtidig var der blandt de maoister der var gået ind i VS en stadig større frustration over dette partis kaotiske og splittede situation.

De to grupperinger havde haft uformelle kontakter med hinanden i det stykke tid og i september 1968 mødtes en kreds på ca. 30 mennesker i København for at danne en ny organisation, Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML).

KFML definerede sig selv som en partiforberedende organisation. Det ideelle kommunistiske parti blev opfattet som en ideologisk sammensvejset organisation der var så stor og betydningsfuld, at den ville kunne agere som arbejderklassens revolutionære fortrop i overensstemmelse med den leninske partiteori. En sådan rolle var KFML på ingen måde i stand til at opfylde. Forudsætningen for at kunne stifte et revolutionært kommunistisk parti som modstykke til DKP måtte være en længere politisk og ideologisk konsoliderings- og vækstproces.

KFML så sig som den danske repræsentant for den nye kommunistiske verdensbevægelse med KKP og Albaniens Arbejdets Parti (AAP) i spidsen. Politisk set afgrænsede man sig derfor primært fra DKP som var den fremmeste danske repræsentant for den sovjetiske revisionisme. DKP blev defineret som den taktiske hovedfjende, dvs. at DKPs indflydelse i den danske arbejderbevægelse måtte trænges væsentligt tilbage som forudsætning for at et revolutionært kommunistisk parti ville kunne opfylde sin funktion. Denne vurdering af DKP blev opretholdt i hele KFML's levetid og den dominerede også til op i 1980´erne KAP's holdning til DKP. Bag forestillingen om DKP som taktisk hovedmodstander lå ideen om, at man først for alvor ville kunne rette skytset mod de strategiske hovedfjende - monopolkapitalen - når DKPs revisionisme var afgørende svækket.

Sekundært afgrænsede KFML sig fra andre strømninger på det som blev kaldt den ikke-revisionistiske venstrefløj, dvs. først og fremmest VS og de trotskistiske organisationer.

De første svære år

KFML var blevet stiftet med en betydelig optimisme, men det viste sig hurtigt, at forbundet langt fra var så velkonsolideret, som det selv havde troet. I 1970 blev det rystet af voldsomme indre modsætninger, som næsten kostede det livet, før det for alvor var kommet i gang.

Modsætningerne brød ud i lys lue i forbindelse med diskussionen af et principprogrammet. Et sådant var ikke blevet vedtaget ved stiftelsen, hvilket viser noget om den ret lemfældige stiftelsesproces. Stridens kerne blev vurderingen af Stalin. Programforslaget lagde sig tæt op ad KKP's vurdering, dvs. at Stalin i hovedsagen havde været en stor revolutionær; men at han også havde begået alvorlige fejl. Fejl som forklarede hvorfor revisionisterne efter hans død uden større besvær kunne tilrive sig magten i Sovjetunionen. Denne vurdering blev skarpt imødegået af et mindretal, der mente at Stalin var en lige så stor revolutionær som Lenin og Mao, og at det var utilstedeligt at en erklæret marxistisk-leninistisk organisation tillod sig at kritisere Stalin offentligt.

Synspunkterne var uforenelige, men selv om kun forholdsvis få medlemmer støttede den ubetingede hyldest af Stalin, så veg mange tilbage for at åbent opgør. I løbet af sommeren 1970 kom det til flere bølger af udmeldelser, og i løbet af efteråret lykkedes det for de medlemmer der fastholdt kritikken af Stalin at nykonstituere KFML, således at kun de medlemmer der var enige i principprogrammet kunne fortsætte i forbundet. Dermed var KFML blevet reddet som politisk organisation, men prisen havde været meget høj: før stridighederne havde forbundet haft over 50 medlemmer, efter nykonstitueringen var der 13 tilbage, alle med bopæl i Københavnsområdet.

KFML var altså blevet reduceret fra en smågruppe til en studiekreds, og dannelsen af det revolutionære parti måtte udskydes til en uvis fremtid. Samtidig blev splittelsen dog en fordel på lidt længere sigt. De tilbageblevne var blevet sammensvejset politisk og socialt på en helt anden måde end før, og forudsætningerne var blevet skabt for en mere stabil fremgang.

De første år efter nykonstitueringen var en stille tid, hvor KFML koncentrerede sig om politiske og ideologiske studier og kun lejlighedsvis ytrede sig om aktuelle politiske forhold. Forbundets blad, Kommunist, begyndte at udkomme igen, nu som et politisk-teoretisk månedsblad, og langsomt fik forbundet atter nye medlemmer. Et væsentligt tilskud af nye kræfter kom ved nedlæggelsen af Kommunistisk Ungdom Marxister-Leninister (KUML) i efteråret 1971.

KUML var dannet efter splittelsen i SUF i 1968 og havde fungeret som KFML's ungdomsorganisation med hovedvægten på arbejde blandt skole- og gymnasieelever. Men KUML havde haft svært ved at udvikle en klar linie for sit arbejde, og i 1971 var organisationen ved at smuldre. Derfor blev KFML og KUML enige om at slå kræfterne sammen. Det skete ved at KUML blev nedlagt og at hovedparten af de tilbageblevne medlemmer derefter blev optaget i KFML. Herved blev KFML's medlemstal næsten fordoblet.

1972-73 Forholdet til BOm-l/MLE

I løbet af 1972 opstod der en ny situation. Inden for den københavnske slumstormerbevægelse - datidens modstykke til de senere BZ’ere - havde der udviklet sig en maoistisk orienteret strømning, der i foråret 1972 organiserede sig som Den revolutionære Boligorganisation marxister-leninister (BOm-l). Repræsentanter for BOm-l søgte kontakt med KFML med henblik på et nærmere samarbejde. Umiddelbart var aktivisterne i BOm-l rede til at acceptere KFML's politiske ledelse og forstå sig selv som en marxistisk-leninistisk «sektororganisation» på boligområdet. Denne udvikling vakte betydelig optimisme i KFML og man gik ind i mere konkrete forhandlinger og kontakter for at nå frem til et formaliseret samarbejde. Men i løbet af sommeren og efteråret viste det sig at «organisationskulturerne» ikke harmonerede med hinanden.

KFML var præget af en teoretisk, diskuterende tilgang til det politiske arbejde, man var stadig i en konsoliderings- og genopbygningsfase. BOm-l var derimod præget af slumstormernes aktivisme og af en tendens til at overvurdere klassekampens skærpelse og ens egne muligheder. Det var symptomatisk, at deres blad fik navnet «Tjen folket» i modsætning til KAPs «Kommunist». Det var umuligt at opnå enighed om et fælles grundlag, så de to organisationer blev rivaler og ikke partnere. Bruddet blev beseglet da BOm-l i foråret 1973 skiftede navn til Marxistisk-Leninistisk Enhedsforbund (MLE).

I de næste par år var rivaliseringen med MLE et afgørende moment for KFML. De to organisationer hævdede at have det samme principgrundlag og begge søgte også kontakt og anerkendelse fra andre marxistisk-leninistiske partier, især AKP(ml) i Norge og SKP i Sverige.

KFML overlevede konfrontationen med MLE og blev endog betydeligt styrket af den. Nogle enkelte KFML'ere var gået over til MLE, men ellers var der ingen vaklen i forbundets rækker, og det fortsatte sin langsomme, men sikre udvikling. Denne kunne i 1973-74 virke noget mat og uinspirerende sammenlignet med MLE's højrøstede og superaktivistiske stil og mange selvproklamerede «sejre», men i 1974 blev der vendt op og ned på tingene. Blandt en stor del af MLE's medlemmer var der opstået en betydelig frustration med MLE's hule aktivisme og hæsblæsende arbejdsstil, der dækkede over et svagt politisk fundament. De ønskede også en samling af alle marxister-leninister omkring KFML. MLE-oppositionen arbejdede nært sammen med KFML's ledelse, og i 1974 splittedes MLE, idet henved halvdelen af medlemmerne meldte sig ud og søgte optagelse i KFML. Det tilbageblevne MLE forsøgte at køre videre, men opløsningsprocessen lod sig ikke standse og i 1975 vedtog MLE at opløse sig selv og opfordre de tilbageblevne medlemmer at søge optagelse i KFML, hvilket de fleste af dem også gjorde.

Hermed havde KFML i løbet af et par år vist sin politiske styrke og indre sammenhængskraft og i 1975 taltes medlemmerne i trecifrede tal med afdelinger flere steder i landet.

Forbundet var ikke længere en smågruppe men en organisation med et reelt politisk potentiale. Til gengæld var den nye og langt større medlemsskare langt mindre homogen politisk og organisatorisk. Dette skulle vise sig at få konsekvenser i de kommende år.

1976 Dannelsen af KAP

I de år hvor konfrontationen med MLE stod på, udviklede KFML efterhånden sin praksis og politik. Medlemmerne var aktive i kampen mod Danmarks indtræden i EF, især inden for Folkebevægelsen mod EEC, de var engagerede i det studenterpolitiske arbejde, og efterhånden udviklede KFML erfaringer i praktisk fagligt og kvindepolitisk arbejde.

Det afgørende spring for KFML kom i foråret 1975. Medlemmer af forbundet havde spillet en ledende rolle i en overenskomststridig konflikt på skibsværftet B&W i København Efter en langvarig arbejdskamp lykkedes det at opnå en væsentlig lønfremgang og forbedring af arbejdsforholdene. Denne succes og KFML-medlemmers indsats på andre arbejdspladser og fagforeninger fik ledelsen af Metalarbejderforbundet til at reagere. Resultatet blev en ganske omfattende kampagne mod de «kinesiske muldvarpe» i fagbevægelsen, den såkaldte kineserhetz. En stor del af de borgerlige og socialdemokratiske mediers kampagne ramte ved siden af: KFML stod slet ikke bag alle de overenskomststridige arbejdskampe som man fik skylden eller æren for. Men kampagnen viste, at KFML faktisk havde fået en faglig praksis af en vis betydning, og at forbundets aktivitet var blevet generende for socialdemokratiet og også for DKP.

For KFML fik «kineserhetzen» stor betydning. Den viste at forbundet ikke længere var en ubetydelig venstrefløjsgruppering; men en organisation der blev taget alvorligt af klassefjenden. Blandt de områder hvor KAP´ere var aktive og kunne udøve en vis indflydelse kan foruden B&W nævnes Trafikfunktionærernes Forbund (HT), postarbejderne, pædagogernes faglige organisationer samt nogle akademiske fagforeninger - især GL (Gymnasieskolernes Lærerforening).

Forbundets praktiske resultater og almindelige fremgang betød at spørgsmålet om dannelsen af et kommunistisk parti nu kunne sættes på dagsordenen. Man udgav nu «Kommunist», der i 1976 blev omdøbt til «Arbejderavisen» som et aktuelt ugeblad sammen med «Kommunistisk Tidsskrift» som et politisk-teoretisk månedsskrift, og gennem forlaget «Oktober» havde man indledt en ganske omfattende udgivelsesvirksomhed af pjecer og bøger.

KFML havde nu flere hundrede medlemmer og man havde fået afdelinger i en række byer i landet uden for de to traditionelle højborge, København og Århus.

I løbet af 1976 blev det besluttet at tiden var inde til partistiftelsen. Forudsætningen var vedtagelsen af et nyt partiprogram til afløsning af det gamle principprogram fra 1970. Dette program blev gjort genstand for en omfattende diskussion i løbet af sommeren og efteråret. Det vandt tilslutning fra det altovervejende flertal af medlemmerne, og i november 1976 kunne den stiftende kongres for Kommunistisk Arbejderparti (KAP) vedtage programmet.

KAP's programmatiske grundlag

Programmet blev vedtaget ganske kort tid efter Maos død og arrestationen af «de fires bande» i Kina. Det var altså et tidspunkt, hvor den kinesiske kulturrevolutions fremtid var ganske uvis.

Denne uvished afspejledes ikke i programmet. KAP definerede sig som et parti der havde marxismen-leninismen-Mao Zedong-tænkningen som sit ideologiske grundlag, og forbindelserne til KKP og AAP i Albanien blev understreget.

Programmet stadfæstede også en række standpunkter, som tilsammen udgjorde KAP's politiske profil i forhold til den øvrige danske venstrefløj.

Det understregede afgrænsningen til sovjetimperialismen og til DKP. Sovjetunionen blev karakteriseret som en imperialistisk supermagt der rivaliserede med USA om verdensherredømmet. Dermed blev DKP også defineret som modstander i det fredspolitiske arbejde.

Også i den indenrigspolitiske analyse adskilte KAP sig markant fra DKP og fra de fleste andre organisationer på venstrefløjen. Socialdemokratiet og toppen af fagbevægelsen blev karakteriseret som et bureaukrat-kapitalistisk lag inden for monopolkapitalen. Socialdemokratiet var med andre ord ikke et arbejderparti der ville kunne presses til at indtage progressive positioner; men et regulært borgerligt parti. Valget mellem Socialdemokratiet og de åbent borgerlige partier blev karakteriseret som et valg mellem «pest og kolera». Dette standpunkt bragte KAP i et modsætningsforhold ikke bare til SF og DKP, men også til VS og andre grupper til venstre for DKP der betragtede Socialdemokratiet som et godt nok noget degenereret arbejderparti og et «mindre onde» end de åbent borgerlige partier.

KAP afviste ikke at arbejde inden for den bestående fagbevægelse, og man var ikke tilhænger af at danne en revolutionær fagopposition uden for LO. Men partiets faglige hovedparole «gør fagforeningerne til kamporganisationer» indebar, at opbygningen af en progressiv og aktivt anti-kapitalistisk fagbevægelse i sidste ende betød, at de progressive kræfter måtte erobre magten i fagbevægelsen fra det socialdemokratiske ledelseslag.

Et sidste afgørende punkt er klasseanalysen. I sin analyse af hvem der tilhører arbejderklassen gik KAP i modsætning til næsten alle andre på venstrefløjen ikke ud fra merværdi-kriteriet, men om der blev ydet ubetalt merarbejde eller ej. Denne tilsyneladende subtile forskel fik betydelige praktiske og politiske konsekvenser. KAP regnede ikke bare de merværdiproducerende arbejdere i den traditionelle produktive sektor med til arbejderklassen, men også de lønarbejdere der arbejdede i reproduktionen i bred forstand, dvs. undervisning, socialsektor, offentlig og privat administration o.l. Det var disse grupper, som ellers på venstrefløjen blev anset som «mellemlag», der kunne blive allierede for den «rigtige» arbejderklasse. For KAP var disse lag altså ikke allierede, men en del af arbejderklassen selv.

Da en meget stor del af KAP's medlemmer arbejdede i den reproduktive sektor, betød denne analyse også (og det var en velkommen omend utilsigtet sideeffekt), at de kunne betragte sig selv som værende en del af lønarbejderklassen og ikke bare som velmenende, men udenforstående allierede.

Dette partiprogram var som nævnt blevet vedtaget med et altovervejende flertal af KFML's medlemmer. Men i programdiskussionerne havde en mindre gruppe erklæret sig uenig i klasseanalysen og her især definitionen af arbejderklassen. Denne gruppe blev efter den stiftende partikongres ikke optaget i KAP. De fleste af de udelukkede sluttede sig efter et stykke tid sammen med nogle tidligere medlemmer af MLE der enten ikke havde søgt optagelse i KFML i 1975, eller som havde forladt forbundet efter kort tid. Disse folk fik i 1977 tilslutning af et mindre antal medlemmer af KAP der var uenige i partiledelsens støtte til KKP efter bruddet mellem de kinesiske og albanske partier. Disse grupper fandt derefter sammen for at danne DKP(ml), der definerede sig som et marxistisk-leninistisk parti af albansk støbning. I løbet af 1980´erne blev DKP(ml) efterhånden en rival, der kunne vække en vis bekymring i KAP, selv om man her for det meste forsøgte at bagatellisere og latterliggøre denne nye stalinistiske og superdogmatiske organisation.

1977-79 KAP kulminerer

Det nydannede parti gik i gang med arbejdet med stor optimisme. Godt nok havde den indre situation i KFML/KAP fra ca. 1974 været præget af en meget hektisk arbejdsstil der sled mange medlemmer op, og organisationen havde været præget af stor tilstrømning af nye medlemmer som blev kastet direkte ind i praktisk arbejde uden at der var tid og energi til den nødvendige skoling, politiske udvikling og interne konsolidering. Der var efterhånden opstået en vis kløft mellem ledelse og medlemmer der efterlod en betydelig frustration hos begge parter.

Men det nye parti havde fortsat ydre fremgang og denne succes kunne længe få de interne problemer til at virke underordnede i forhold til helheden. Først efter nogle år eksploderede de indre problemer for alvor.

Det første store mål efter partistiftelsen var at opnå opstillingsret til folketingsvalg. KAP og KFML havde altid været en skarp kritiker af venstreorienterede partier, som i folketinget fungerede som uofficielle støttepartier til socialdemokratiet. Men man var ikke modstander af at et revolutionært parti stillede op ved parlamentsvalg og udnyttede de propagandamæssige muligheder som valgkampen og en eventuel folketingsrepræsentation kunne give.

Efter folketingsvalget i 1977 satte KAP en indsamlingskampagne af underskrifter i gang og opnåede da også opstillingsberettigelsen. I partiet så man lyst på fremtiden. KAP havde efterhånden fået henved 1.000 medlemmer og organiserede sympatisører, partiet var aktivt i ganske mange fagforeninger og partiet havde efterhånden fået en vis placering i den offentlige debat.

Da der atter blev udskrevet folketingsvalg i december 1979, førte partiet en aktiv valgkamp, og der var internt forventninger om et godt resultat, dvs. at KAP ville nå over spærregrænsen på 2% af stemmerne.

Skuffelsen var derfor stor, da valgresultatet forelå: KAP fik 13.000 stemmer, mindre end en halv procent. KAP måtte erkende at det havde overvurderet sig selv, og at det lå langt fra den tilslutning som rivalerne i DKP og VS stadig kunne regne med.

1980-81 Tilbageslaget

Krisen kom hurtigere end forventet. Omkring 1980 kunne KAP ikke længere ignorere udviklingen i Kina. Nedkæmpelsen af demokratibevægelsen i 1979 og Deng Xiaopings tilbagevenden til magten betød at udviklingen i Kina havde taget en vending, som stadig mere åbenlyst var i modstrid med KAP's maoistiske orientering. Samtidig kom der efterhånden mange oplysninger frem, der gjorde det tydeligt, at kulturrevolutionen ikke havde været det opbyggelige socialistiske samfundseksperiment, som KAP (og maoister i andre lande) havde troet (og håbet).

Derfor udsendte KAP's ledelse i foråret 1980 et stort oplæg til medlemmerne der lagde op til en politisk og ideologisk nyorientering. Oplægget holdt stadig fast ved Mao Zedong-tænkningens principper, men det lagde en vis distance til udviklingen i Kina, og det lagde op til at KAP måtte gå i gang med at udvikle sine egne forestillinger om, hvordan socialismen i et højtudviklet kapitalistisk samfund som Danmark ville kunne se ud. Den nye parole var «socialisme på dansk».

På den ene side blev oplægget hilst velkommen af mange medlemmer som et tiltrængt skridt til afklaring af en situation der føltes som stadig mere forvirrende, på den anden side gav oplægget og diskussionerne af det anledning til en voldsom indre strid og den første regulære splittelse siden 1970.

Diskussionen af KAP's fremtidige politiske orientering trådte temmelig hurtigt i baggrunden til fordel for en voldsom «demokratistrid», som den blev kaldt.

Mange medlemmer, spredt over hele landet, men med tyngdepunkt i Århus, rejste en voldsom kritik af ledelsesstilen i partiet. Centralkomiteen og især denne daglige ledelse, forretningsudvalget, blev beskyldt for en autoritær og nærmest diktatorisk ledelse der kostede rundt med medlemmerne og traf beslutninger hen over hovedet på dem. Kritikerne betegnede KAP som centralistisk uden demokrati.

Kritikerne kunne nu frit give udtryk for deres synspunkter i det interne medlemsblad, på medlemsmøder og konferencer, så ledelsen kunne næppe beskyldes for at undertrykke kritiske synspunkter.

Alle indrømmede - også forretningsudvalget - at der var store problemer med ledelses- og arbejdsstilen. Problemer som man nok mere eller mindre havde erkendt i den hektiske opgangsperiode; men som man ikke havde taget alvorligt tids nok. Det blev også klart, at KAP langt fra var så politisk afklaret indadtil, som man hidtil havde troet.

Resultatet af dette meget konfuse, men også meget bitre, interne opgør blev, at nær ved halvdelen af partiets medlemmer i løbet af 1980-81 meldte sig ud. Udbryderne forsøgte at danne en ny organisation, men de var indbyrdes for uenige til at dette forsøg førte til noget.

For de tilbageblevne medlemmer var denne splittelse et hårdt slag. Den havde understreget KAP's politiske skrøbelighed, og den betød at de optimistiske forhåbninger fra slutningen af 1970´erne nu måtte begraves.

Indgangen til 1980´erne indvarslede også en ny politisk konjunktur. Hvor 1970´erne havde været præget af eftervirkningerne af ungdoms- og studenteroprøret - en tid hvor det var «moderne» at være marxist og venstreorienteret - så vendte billedet nu. Internationalt som nationalt vandt ny-liberalistiske og erklæret højreorienterede strømninger frem, og marxister og venstreorienterede over en bred kam blev trængt i defensiven.

For KAP blev både de ændrede ydre konjunkturer og partiets egen svækkelse understreget ved folketingsvalget i 1981. Det var endnu engang lykkedes at samle underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget, men valgresultatet blev en syngende lussing: kun godt 4.000 stemmer!

1982-94 Den lange nedgangsperiode

Tiden fra begyndelsen af 1980´erne og frem til KAP's nedlæggelse i 1994 kan betegnes som én lang nedgangsperiode. Selv om der også kom nye medlemmer til, så kunne de ikke opveje den langsomme, men stadige siven fra partiet. KAP som ved indgangen af 1980´erne havde haft næsten 1.000 medlemmer havde ti år senere ikke mere end omkring 100.

Selv om KAP forsigtigt forsøgte at løsgøre sig fra sine leninistiske og maoistiske rødder og placere sig som et demokratisk parti, der i praksis havde begravet den klassiske leninistiske tolkning af proletariatets diktatur, et parti der også betragtede det socialistiske samfund som et demokratisk samfund med fuld ytrings- og organisationsfrihed, så var det ikke nok til at partiet i offentligheden kunne undgå den «maoistiske» etiket, der efterhånden blev stadig mindre attraktiv for venstreorienterede.

Der blev i løbet af 1980´erne gjort mange forsøg på at konsolidere partiet internt og at udvikle en ekstern praksis, som stod i rimeligt forhold til partiets faktiske muligheder. Disse anstrengelser kunne nok til en vis grad bremse tilbagegangen, men ikke standse den.

Fra slutningen af 1980´erne indtrådte så en helt ny situation med Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud. Den umiddelbare reaktion i KAP på de dramatiske begivenheder var glæde over, at den forhadte socialimperialisme brød sammen så hurtigt og relativt smertefrit. Men hurtigt måtte KAP sande at den anti-kommunistiske bølge der skyllede henover de vestlige samfund også ramte KAP. Samtidig skete der et opbrud på den danske venstrefløj: DKP i sin hidtidige form gik i opløsning, og det tilbageblevne DKP lagde afstand til den sovjetiske model. DKP var nu rede til at samarbejde på lige fod med andre kræfter på venstrefløjen. Resultatet heraf blev valgsamarbejdet med VS, der i 1989 førte til dannelsen af Enhedslisten - De Rød-Grønne.

KAP fulgte opmærksomt denne proces. Ved dannelsen af Enhedslisten nedlagde DKP veto imod at KAP kom med som organisation, og på dette tidspunkt var der også i KAP stadig stor skepsis mod et formaliseret samarbejde med DKP.

Men DKPs nyorientering betød, at ét af hovedelementerne i KAP's politiske orientering, afgrænsningen fra DKP som talerør for sovjet-revisionismen, nu havde mistet sin betydning. Krisen for den samlede venstrefløj i begyndelsen af 1990´erne gjorde det klart at KAP i sin hidtidige form var ved at miste sin eksistensberettigelse. Dette betød at KAP's hidtidige modvilje mod et formelt samarbejde med DKP svandt bort, og da Enhedslisten efterhånden udviklede sig fra at være en partikoalition til en organisation baseret på enkeltmedlemsskab var vejen banet for at KAP kunne gå aktivt ind i Listen.

Fra 1991 begyndte medlemmer af KAP at melde sig ind i Enhedslisten og i løbet af et par år lå hovedparten af KAP-medlemmernes politiske aktivitet her. For et KAP der fortsatte med at svinde ind meldte spørgsmålet sig nu, om KAP kunne fortsætte som en selvstændigt organiseret kraft i Enhedslisten; men efterhånden som Enhedslisten udviklede sig blev denne problemstilling mindre aktuel.

I 1993-94 diskuterede KAP mulighederne for af erstatte KAP af en løsere marxistisk orienteret organisation, som man kaldte Marxistisk Forum; men i løbet af foråret 1994 stod det klart, at en sådan konstruktion ikke appellerede til nogen uden for KAP's rækker. Herefter var det klare flertal af medlemmerne indstillet på at det ikke gav nogen mening at videreføre KAP som en selvstændig organisation. Som følge heraf blev KAP nedlagt den 24. november 1994. I forbindelse med nedlæggelsen dannede en række af KAPs medlemmer «Solidaritetsforeningen af 1994», der var tænkt som et uforpligtende netværk og diskussionsforum; men denne forening har ikke haft nogen praktisk betydning.

A.N.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 30/4 2006

Læst af: 54.963