Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 24.374
: :
Kollektive boformer

Kollektive boformer er en fællesbetegnelse for boformer med fælles organisering af husholdningen. Kollektive bo- og samlivsformer har eksisteret som eksperimenter eller som planer og ideer. Den form de har fået har varieret ifht. hvilke problemer de skulle være svar på, hvilke politiske ideer de udsprang af og hvilken periode de opstod i. Diskussionerne om kvinders arbejde og om husarbejdets organisering har gennemgående været en central problemstilling bag ideerne om kollektiv boformer.

Organiseringen af husholdningsarbejdet kan ske ud fra to forskellige principper. Enten ved at arbejdet trækkes ud af husholdningen og specialiseres og løses indenfor en større boenhed - af husholdningens medlemmer selv eller af andre. Dette er f.eks. kendetegnende ved kollektivhuset. Alternativt kan husholdningsarbejdet gøres i en udvidet husholdning, uden at specialiseres. Opgaver løses af husholdningens medlemmer. Dette er karakteristisk for bokollektivet.

Kollektivhuset var op til 1960'erne den mest kendte og mest afprøvede løsning. Forskellige former for kollektivhuse er blevet bygget - f.eks. i Sovjetunionen, Danmark og Sverige. I sovjetstatens tidlige periode blev der eksperimenteret med bokollektivløsninger. Desuden stod denne boform stærkt i de politiske venstrebevægelser i Vesteuropa og USA i 1960- og 70'erne. Bl.a. Danmark havde en levende kollektivbevægelse, som først mistede pusten i slutningen af 1980'erne.

Hvor kom ideerne fra?

Nogle af utopikerne i det 18. og 19. århundrede arbejdede for et samfund baseret på ligeværd og solidaritet. De udformede et sammenhængende samfundssystem bl.a. baseret på ligestilling mellem kvinder og mænd. Men visionerne skulle ikke bare gælde en fjern fremtid. De prøvede også at sætte dem direkte ud i livet. (Se Utopi)

I dag ville vi nok kalde deres forsøge for produktionskollektiver. De skabte kommuner, hvor man arbejdede og boede, hvor mænd og kvinder havde lige rettigheder og hvor børnene var et fælles ansvar. Ikke alle kommuner var baseret på familien som grundenheden. I kommunerne prøvede man at virkeliggøre en ny arbejdsdeling og en ny slags solidaritet mellem samfundets medlemmer. Idealerne var i nogen udstrækning præget af værdier og samlivsformer, som samfundet var i færd med at forlade. Utopikerne så derfor både fremad og bagud i tiden. Gennem det 19. århundrede drog mange grupper til USA, hvor de prøvede at virkeliggøre deres ideer - med større eller mindre succes. De fleste «utopiske» kommuner havde relativ kort levetid.

Men utopikerne var ikke alene, hverken om ideerne eller om at forsøge at organisere dem i praksis. Tanker om et kommunistisk fællesskab og kvinders ligeværd, eksisterede også indenfor mindre kristne samfund. Deres motivation for en jordisk kommunisme var bl.a. deres forestillinger om en kommunistisk himmel, og at man burde øve sig her på jorden. De religiøse kommuner blev opbygget og fungerede i USA gennem hele 1800 tallet og nogle årtier ind i det 20. århundrede. De synes at have haft flere og langt mere varige kommuner end utopikerne. Men nogle fik problemer med deres egen rekruttering, eftersom de praktiserede cølibat.

Kollektivhuset og den borgerlige familie

I begyndelsen af det 20. århundrede blev organiseringen af husholdningsarbejdet et problem indenfor rammerne af den borgerlige familie. Fruen/hustruen havde ikke tidligere selv stået for arbejdet. Både på landet og i byerne havde overklassen «tyende» (tjenestefolk), som mere eller mindre var en del af husholdningen. Men denne arbejdskraft blev efterhånden både mere sparsom og dyrere - især frem mod første verdenskrig. Man måtte derfor se sig om efter andre måder at lette eller få gjort husholdningsarbejdet.

I denne periode blev kollektivhustanken lanceret i Danmark af den idealistiske og originale skolemand, rektor Fick. Han interesserede sig for sociale spørgsmål - særlig boligproblemer - og mente at kvindernes arbejde udenfor hjemmet ville fremkalde nye boligformer. Han forestillede sig, at husarbejdet skulle blive overtaget af en fællesadministration. Helst ville han have bygget kollektivhuse til arbejderklassen. Men dette var ikke muligt, eftersom ingen almindelige arbejdere ville have råd til at købe alle slags tjenester, som f.eks. færdig mad hver dag. Som alternativ forestillede han sig opbygningen af fællesinstitutioner som fælleskøkken, vaskeri o.l. for hvert kvarter.

Men planerne strandede på pengemangel. Derfor blev resultatet, at han byggede kollektivhuse for de mere velstående borgere - eller snarere var det forsøg på husholdningsrationalisering og stordriftsform for borgerlige familier. Forestillingerne om hvordan det skulle være i kollektivhusene passede bedst for denne sociale gruppe. Han ville ikke indføre noget, som tvang de forskellige beboere sammen, eller som trak børnene ud af hjemmene. Derfor fandtes der ikke børnehaver eller spisesale i husene. Maden kom op til den private spisestue fra kælderkøkkenet, som det havde gjort i den engelske villa. Og menuen var hemmelig - husmoderens traditionelle overraskelser skulle bevares.

Udover det hus Fick byggede, blev der bygget nogle få tilsvarende i Danmark. Lignende boligtyper genfinder vi i andre europæiske lande. Disse tidlige kollektivhuse synes ikke at have været præget af tankerne om fællesskab eller kvindefrigørelse, som vi ville definere det i dag. I praksis var kollektivhusene en rationalisering af det huslige arbejde og en udnyttelse af stordriftsfordele, sådan at det skulle være muligt at fortsætte det borgerlige familieliv.

Kollektivhuset og «det nye liv»

Vi genfinder kollektivhustanken i Sovjetstatens tidlige periode frem til ca. 1930. Bag bevægelsen for kollektive boformer var der flere vigtige impulser. Også Rusland havde sin kvindebevægelse, som krævede ret til uddannelse, lønarbejde og selvforsørgelse. Dette krav blev fremmet af såvel de gamle kvindeorganisationer som af den nyere organisering de første år efter revolutionen. Kravet blev støttet af bolsjevikkerne - det statsbærende parti. For at gøre dette praktisk muligt, måtte husarbejdet rationaliseres. Samtidig havde Sovjetstaten behov for mere kvindelig arbejdskraft, hvilket skabte en vis åbenhed overfor en anden organisering af husholdningsarbejdet. Forskellige planlæggere og arkitekter havde også ideer om at udforme det nye liv og «bygge det nye livets hus». Disse ideer udsprang af de muligheder, som revolutionen gav til at tænke nyt, af de byggetekniske muligheder og den arkitekturideologi, som blev udviklet omkring disse.

Bag denne arkitekturretning i Sovjetunionen - konstruktivismen - lå en stærk tro på det gode i den tekniske og industrielle udvikling, på arbejdsspecialiseringen og stordriften. De forestillede sig, at alle livsprocesser kunne analyseres og planlægges på samme måde som produktionsprocessen på en fabrik. Dermed blev det nærliggende med boformer, som rationaliserede husholdningsarbejdet, adskilte reproduktionsarbejdet fra bosituationen, specialiserede arbejdet og varetog det i store enheder. (Se Funktionalisme.)

Konkret forestillede man sig kollektivhuset som en stor fritstående bygning, beregnet på 200-2.000 personer. Hver voksen skulle have sit eget rum. Huset skulle som fællesområder have spisesal, vaskeri, bibliotek (folkeoplysning og alfabetisering var vigtige temaer) samt børnehave. Børnene skulle nærmest bo i børnehaven under opsyn af uddannede pædagoger og sundhedspersonale. På den måde skulle børnene få en samfundsmæssig opdragelse.

Men kun meget få projekter blev realiseret - ca. 10 i perioden 1926-30. (Når andre kilder opgiver betydeligt højere tal, beror dette antageligt på en forkert oversættelse af det russiske ord for gennemgangsboliger.) Årsagerne til at der ikke blev bygget flere kollektivhuse var dels en ændring i familieopfattelsen, dels mangel på ressourcer til boligbyggeri.

Ud fra et andet udgangspunkt end bevarelsen af den europæiske borgerlige familie, nåede man altså i Sovjetunionen i slutningen af 1920'erne frem til det samme princip for organisering af husarbejdet - bare tænkt i større målestok. Men én forskel er alligevel vigtig: I den sovjetiske løsning skulle alle livsområder indgå og dermed gøre familien overflødig. Den ændring dette ville indebære for samlivsformerne og opfattelsen af familiens opgaver, blev på et tidligt tidspunkt betragtet som både acceptable og ønskede. Denne forskel i familieopfattelsen er ikke uvæsentlig.

Hvis man kort skal karakterisere de sovjetiske forsøg, kan man sige, at de tekniske og arkitektoniske muligheder var mere retningsgivende for planlægningen end de reelle behov og ressourcer man havde til rådighed. (Bolignøden var enorm og kollektivhusene var ressourcekrævende og teknisk avancerede.) Man kan endvidere sige, at kollektivismen i projekterne ikke så meget var baseret på de sociale forhold som på en industriel organisering af forbruget. Enhederne for et rationelt forbrug blev samlet i et byggeri. Man kan tale om den arbejdsfrie bolig i et forbrugskollektiv.

Kollektivhuset og kvinders arbejde - Sverige

Ændringerne i kvinders arbejde har historisk været grundlag for de forskellige forslag om ændring af boligen og boligformer - også i Sverige. Spørgsmålet blev først taget op ved begyndelsen af det 20. århundrede. Hvordan skulle arbejderkvinderne - en gruppe som var dobbeltarbejdende - få mulighed for at deltage i faglig og organisatorisk arbejde? «Husholdningskommunisme» eller kooperation indenfor husholdningen blev foreslået som løsning på dette problem. Lignende tanker blev også drøftet i Wien noget senere.

I begyndelsen af 1920'erne drejedes diskussionen i retning af husmoderens arbejdssituation. Husmoderrollen var delvist opstået som et resultat af manglen på tjenestefolk. Formålet blev nu at gøre boligen mere enkel, således at husmoderen selv kunne varetage husholdningsarbejdet - eller større dele af det. Diskussionen var mest optaget af boligen som arbejdsplads. Dette drejede forestillingerne i retning af huse med fællesanlæg.

En anden samtidig retning gik ind for mere kollektive byggeformer, men med den forskel at man ikke forestillede sig, at «husmoderen» skulle gøre arbejdet selv. Denne retning ligner mere beskrivelsen af den tidlige udvikling i Danmark, men forbilledet var familiehotellerne i USA. Det ligger allerede i navnet, hvad dette var.

Så kom 1930'erne med boligmangel og arbejdsløshed. Nu var flere gifte kvinder fra middelklassen begyndt at deltage i lønnet arbejde. Deres krav om både at have lønnet arbejde og fritid, gav debatten et nyt grundlag. Middelklassekvinderne kunne ikke have tjenestefolk, som de mere velstående fortsat havde. For at slippe for dobbeltarbejdet ønskede de en boligorganisering, hvor dele af husholdningsarbejdet kunne udskildes og løses som lønarbejde - af andre kvinder. De opgaver som kunne løses fælles var vask, madlavning og børneomsorg. Det fornuftige i dette blev også stærkt fremhævet: Hvorfor skulle 100 kvinder samtidig stå i hvert deres lille køkken og lave frikadeller, når én person kunne gøre dette i et fælleskøkken?

Allerede tidligere var der bygget nogle flerfamiliehuse med fælleskøkken og madelevator. På basis af debatten i 1930'erne blev der bygget huse, som havde flere ting tilfælles. Det er disse huse, der blev bygget fra 1935 og et tiår frem, som vi i dag kender som kollektivhuse. Kun et af projekterne har overlevet frem til i dag - omend i noget ændret form.

I den samme periode blev der også i Danmark bygget nogle kollektivhuse efter det samme mønster.

Kollektivhuset - i tilbageblik

Kollektivhuset må først og fremmest ses som et forsøg på at ændre husholdningsarbejdet, gennem at ændre boligen og organiseringen af flere boliger. Argumenterne for disse ændringer har varieret, fra behovet for kvinders arbejdskraft til kvinders ønsker om at føre et arbejdsfrit liv i den borgerlige familie, fra kvinders ønske om lønarbejde og fritid, til ønsket om aflastning, således at kvinderne kunne magte både lønarbejde, husarbejde og fagligt arbejde. Boligerne blev placeret i det samme hus. I huse som udnyttede datidens tekniske udvikling indenfor husholdningssektoren, og som dermed kunne gøre en industriel organisering af opgaverne mulig. Selv om enkelte af kollektivhusene i praksis udviklede et socialt fællesskab mellem husholdningerne, var det alligevel den husholdningsøkonomiske rationalitet, der var det grundlæggende element i organiseringen af kollektivhuset, uanset politisk udgangspunkt eller intention.

Fra kollektivhus til bo-service

Efterhånden blev nogle af fællesfunktionerne i kollektivhusene mindre udnyttede, og man åbnede derfor op for brugen af funktioner blandt andre der boede i området. Dette var fordi, det var vigtigt at styrke det økonomiske grundlag for funktionerne. Sådan gik det også med debatten om og planlægningen af fællesanlæg og servicetiltag. Op gennem 1950- og 60'erne skabte det grobund for debatten om bo-service. Fællesskabet eller fællesbrugen blev flyttet fra det enkelte hus og dets husholdning til forskellige husholdningers fælles brug af tjenester og udstyr indenfor et større område.

Mod slutningen af 1960'erne forestillede man sig igen at samle forskellige tjenester under samme tag - under betegnelsen fælleshus. Dette adskiller sig ikke principielt fra kollektivhuset, men mangler den «kommunistiske» association. Idealerne om fællesskab og fælles handling blev opfattet stadig snævrere, hvilket også terminologien kollektivhus-fælleshus viser. Terminologien afspejler ikke kun de ideologisk-politiske forhold i efterkrigstiden.

Reorganisering af husholdningsenheden

Bokollektivet er en større husholdningsenhed, som ikke bygger på familieforhold. Denne organisering har ofte udgangspunkt i en kritik af kernefamilien og af den private borgerlige livsform. Dette gælder ikke kun den form, der opstod i Europa og USA i 1960- og 70'erne. I Sovjetunionen opstod der bokollektiver umiddelbart efter revolutionen. Store huse blev overtaget og forvaltet af beboerne i fællesskab. Her blev der udviklet fællesskaber omkring gøremål som madlavning og børnepasning. Kollektiverne varierede i størrelse. Nogle af studenterkollektiverne gik ret langt, når det gjaldt fællesskab, med totalt fælles ejendom, fælles tøj, alle var ligestillet hvad angår arbejde i huset og hvad de privat kunne disponere over (lommepenge). Disse kollektiver bestod af smågrupper, som administrerede sig selv gennem husmøder. Medlemmerne var unge og var ofte medlemmer af Komsomol (kommunistpartiets ungdomsorganisation). Så sent som i 1930 skal der have eksisteret ca. 50.000 medlemmer af forskellige slags kollektiver. Men denne retning synes ikke at have været officiel politik. Det der blev mest diskuteret og planlagt frem til 1930 var kollektivhuse.

Mod slutningen af 1960'erne sker der i dele af USA og Europa en ændring af bo- og samlivsformerne. Bokollektivet som det eksisterede i Sovjetunionen synes at vende tilbage. Denne ændring var ikke kun politisk begrundet. Flere unge flyttede sammen og delte mad og bolig. Det var en løsning som gav sig selv ud fra deres totale bo- og livssituation, og manglen på boliger til de mange unge der blev draget ind i uddannelseseksplosionen. Den politiske begrundelse for disse samlivsformer kommer i første omgang fra kulturelle bevægelser (f.eks. hippierne) og fra det politiske studentermiljø. Familiekritikken indtog en central del af det radikale studentermiljø i 1960'erne. En mere vidtgående begrundelse for andre bo- og samlivsformer stammede fra kvindebevægelsen.

Kvindebevægelsen kritiserede den kønsbestemte arbejdsdeling i hjemmene, familiens privatisering og parforholdets utilstrækkelighed, på kvinders arbejdsbelastning og på børns opvækstvilkår i familien. Familierne (og andre husholdninger) var isoleret fra hinanden. Ægtefællerne havde hinanden som den eneste nære voksenkontakt og forventedes at dække alle hinandens forskellige behov. Dette viste sig i praksis at være en for stor belastning for parforholdet. De opstår og afsluttes - er kortvarige - og er dermed mindre egnede til at dække medlemmernes behov for tryghed og stabilitet. Børnene lider under forholdet, har få søskende og skiftende forældre/fædre.

Med det stigende antal kvinder i lønarbejde fik kvinderne en større arbejdsbelastning. Selv om enkelte tjenester kunne købes, var kvindernes samlede ansvars- og arbejdsbyrde blevet for stor, og den frie eller disponible tid for lille. Sammenlignet med mænds arbejdsbyrde og brug af tid i hjemmene, fremtrådte dette som meget uretfærdigt.

En løsning på begge disse problemer var at udvide husholdningen. Bokollektiver skulle kunne give en mere åben samlivsform, et bedre livsmiljø for børn og voksne og en ændret arbejdsdeling i det ulønnede arbejde, hvilket ville kunne skabe en mere lige arbejdsbelastning mellem mænd og kvinder. Det blev også betragtet som lettere at ændre mænds arbejdsmønster indenfor en større gruppe end indenfor et parforhold.

Husarbejdet som fælles grundlag

I modsætning til debatten omkring kollektivhusene blev husarbejdet ikke længere betragtet som noget uønsket, der burde trækkes ud af husholdningen. Det skulle deles af de mange indenfor kollektivet og give grundlag for et arbejdsfællesskab i boligen. Man indså, at store dele af husholdningsarbejdet altid vil findes, og at det er socialt nødvendigt arbejde. De dele af arbejdet som ingen ønsker at udføre bør snarere deles på mange, end blive gjort til erhverv og udført af nogle få. Indenfor bokollektivet ville store dele af husholdningsarbejdet bestå, men indenfor en udvidet husholdning som skulle give muligheder for andre typer af arbejdsorganisering end i kernefamilien.

Bokollektiver kan siges at være en større husholdning, hvor en række personer frivilligt slår sig sammen og som ikke bygger på familieforhold. Hvor stort kollektivet er, afhænger mere af hvilken slags boliger der er tilgængelige, end hvad der ideelt er ønskeligt. Men gruppen kan ikke være større, end at alle kender hinanden. Bokollektiverne i Danmark består derfor ofte af 5-6 voksne og eventuelle børn. Dette er bestemt af boligmarkedet og af strukturen i boligmassen.

Bokollektiver var meget udbredte som boform i USA ved begyndelsen af 1970'erne. Den samme boform var frem til slutningen af 80'erne også udbredt i de vesteuropæiske lande. Stor i Danmark og mindre i Sverige og Norge.

Med venstrefløjens afmatning fra slutningen af 80'erne er der også sket en afmatning af den kollektive boform. Siden midten af 80'erne har en stigende del af denne reducerede kollektivbevægelse været båret af BZ bevægelsen og siden de autonome, men der findes også stadig andre unge, der pga. boligmangelen flytter sammen og danner kollektiver. Endelig har bevægelsen fået en ny gren i form af ældre-kollektiver. Ældre der erkender fordelene ved at bo sammen frem for at bo i ensomhed eller tosomhed.

Reduktionen i kollektivbevægelsen i Danmark og en række andre lande fra slutningen af 80'erne skal ikke blot kobles sammen med venstrefløjens generelle tilbagegang, men må også ses på baggrund af, at kollektiverne ikke var i stand til at løse de problemer, det omkringliggende samfund påtvang dem i form af arbejdsløshed og et stigende økonomisk, socialt og psykologisk pres. Mange kollektivister faldt derfor tilbage i to- eller ensomhed. Samlivsformer der i endnu mindre grad er i stand til at løse disse problemer, men som dog er anerkendte former i det senkapitalistiske samfund.

S.N.


Litteratur

C. Caldenby og Å. Wallden: Sovjet och Sverige omkring 1930, Gøteborg 1977.
B. Waagensen og J. Rubin: Kollektivhuset og dets forudsætninger, København 1949.