Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ved begrebet kulturindustri forstås den industrialiserede produktion af kultur- og underholdningsvarer, der med udgangspunkt i det nordamerikanske marked spreder standardiserede produkter ud over hele den kapitalistiske verden. Produktionen omfatter lyd, billeder, skrift, mode og «livsstil» i videste forstand og er kendetegnet ved høj grad af kapital sammensmeltning på produktionssiden. Fjernsynsstationer, bogforlag, pladeproducenter, filmselskaber og magasinudgivere ejer hinanden og kan derfor udnytte hinandens muligheder. Tilsammen udgør de et kulturindustrielt kompleks af enormt omfang og med visse centrale kendetegn samlet i deres varer.

Kulturindustriens vigtigste målgruppe er ungdommen; en gruppe der er i færd med at gennemleve den vigtigste fase i socialiseringsprocessen, som har en udviklet fantasi, som er fundamentalt usikker på sin egen plads og som står i konflikt med de etablerede autoriteter.

Et eksempel på hvordan kulturindustrien opererer, var kulten omkring John Travolta i slutningen af 1970'erne. Travolta repræsenterede et karakteristisk træk ved kulturindustrien - interessen for «stjernen» - det ene individ, som er bærer af andre individers længsler og identifikation. Det du ikke selv er, er stjernen for dig. Han og hans kvindelige modstykke er netop bærere af den kombination af det almindelige og det specielle, der gør at deres «image» ikke er uopnåeligt, men alligevel er forskelligt fra de manges. Samfundsbilledet i Travoltafilmene repræsenterede en længsel efter en konfliktfri tilværelse. Det hele ledsagedes af en musik uden disharmonier, uden den oprindelige rock-musiks udfordring til det bestående.

Men det var ikke kun film og musik, der blev solgt ved hjælp af Travolta. Mode- og nydelsesmiddelindustrien var knyttet til Travolta-produktet og solgte både Levis og Pepsi Cola ved hjælp af dette. Det specielle ved salget af kulturindustriprodukterne er måden de lanceres på. Det er ikke produkternes nytteværdi, der lægges vægt på, når de køres frem. Man spiller på fascinationen og tiltrækningskræften ved dem. De kulturindustrielle produkter er æstetiske i mere end en forstand. De spiller på fantasien, de henvender sig til drifterne, de spekulerer i skønhedssans og de er omgivet af et slør af uvirkelighed.

Kulturindustrien bearbejder reelle konflikter på en stedfortrædende måde. I et samfund præget af angst, slumrende og åben vold og frustreret seksualitet, lader kulturindustrien dette få afløb gennem katastrofefilm, tegneserier og ved sammenkoblingen af vold, kriminalitet og seksualitet. Ved at spille på fantasien oprettes der kontakt med en ikke-udtalt angst, afmagt og aggression. Kulturindustrien har skabt sig et marked ved at spille på usikkerhed, frustration og aggression.

Kulturindustrien er bygget op omkring en strømlinet produktion. Der satses på produkter, der er blevet afprøvet i lille format, før de for alvor sættes i masseproduktion. Før alle store serielanceringer i nordamerikansk TV lægges der et stort arbejde i såkaldte «pilotprojekter», som måler publikumsrespons osv. Triviallitteraturen produceres i oplag, der er beregnet på at blive udsolgt i løbet af kort tid. De kulturindustrielle produkter skal ikke være varige. Flygtigheden er netop deres varemærke. De skal forbruges som en impuls, forkastes, for så at blive erstattet af næste impuls.

Kulturindustrien er konjunkturbevidst og har en egen evne til at opsuge meget modstridende impulser. Den er i stand til at udnytte produkter, der som udgangspunkt var samfundskritiske og udtryk for oprørsimpulser.

Popindustrien har f.eks. opsuget det fra rocken, der var et oprør mod de bestående normer, og store dele af ungdomsoprøret i 1960'erne er ikke blevet til andet end en mediebegivenhed. Oprørske impulser kan godt optages i det kulturindustrielle system. Deres funktion bliver da at være et stedfortrædende oprør. I det øjeblik oprøret bliver mode, er det ikke længere et oprør men tilpasning.

Kulturindustrien omfatter ikke kun trivial- og populærkulturen. Radio-, grammofon- og TV-giganten RCA kontrollerer flere traditionsrige og anerkendte amerikanske forlag. Kulturindustrien er desuden knyttet til salget af anerkendte kunstværker. Klassiske musikværker spredes i millionvis gennem den samme musikindustri, som sælger film som «Grease» og «Saturday Night Fever». Verdenslitteraturen sælges gennem bogklubsystemer, der bygger på samme markedsbevidsthed, som den kulturindustrien udnytter ved salget af triviallitterære serier.

Kulturindustrien kan ikke forklares som et resultat af manipulation af bevidst ideologisk påvirkning. Den kan ikke mødes ved at insistere på den rette politiske linie. Dens styrke ligger i første omgang i, at den spiller på det, der ligger udenfor det klart politiske. Den udnytter de fantasiimpulser, som venstrefløjen alt for ofte har måttet bøje sig for. I kulturindustriens indpakning bliver fantasien en samfundsbevarende kraft. I venstrefløjens hænder ville fantasien måske kunne blive en samfundsstyrtende kraft.

H.R.