Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kvindeforskningen etablerede sig i Danmark som en del af rødstrømpebevægelsen i begyndelsen af 1970'erne og vandt institutionelt fodfæste på universiteterne i 1980'erne. Den adskilte sig fra tidligere forskning i kvinders liv og vilkår ved sit erklærede socialistisk-feministiske udgangspunkt og krav om et nyt videnskabeligt paradigme, hvor køn blev en central kategori. Bevægelsen startede i USA og hentede inspiration i det marxistisk orienterede studenteroprør, der demaskerede de traditionelle videnskabelige idealer som objektitivitet og forkastede klassiske curricula under slagordet, forskning for folket. Da det imidlertid hurtigt viste sig, at de mandlige aktivister både i teori eller praksis negligerede kønspecifikke problemstillinger, erklærede kvinderne, at de var trætte af at lave te til revolutionen og organiserede sig separat for at udvikle en forskning for kvinder.

De første generationer af kvindelige akademikere var tæt knyttet til kvinderetsbevægelsen, der havde banet vejen for deres karriere, og valgte ofte kvinder som som genstand for deres forskning. F.eks. disputerede den første kvindelige mediciner, Eli Møller 1906 på en afhandling om for tidlige fødsler, og hun forargede sine opponenter ved at svare, at hun i givet fald ville redde moderens liv frem for barnets. Elisabeth Hude lagde fra 1940 med en række afhandlinger om guldalderens kvindeskikkelser grundlaget for kvindelitteraturforskningen, og med Aagot Ladings jubilæumskrift Dansk Kvindesamfunds Arbejde gennem 25 Aar, 1939, startede den videnskabelige udforskning af kvindebevægelsens historie. Vigtig institutionel støtte til den nye kvindeforskning kom fra arkivet Kvindehistorisk Samling, oprettet på Statsbiblioteket 1964, og fra Nynne Koch, der havde taget initiativ til en specialregistring af kvinderelevant litteratur i Det Kgl. Bibliotek - forløberen for KVINFO.

1970'ernes nyfeministiske studerende anlagde en fagkritisk synsvinkel, hvorfra de kunne påvise, at forskningens mandscentrisme havde medført en systematisk underbelysning af kvinders liv og virkelighed. Under slagordet synliggørelse af kvinder opdyrkede de et nyt vidensfelt, der ikke kunne begribes uden en forståelse af den samfundsmæssige kvindeundertrykkelse. Centralt stod studier af kvindearbejde, som eksponerede en strukturel kønsarbejdsdeling, hvor kvinder var ulønnede eller underbetalt, mens mandligt lønarbejde var normsættende og styrende for statistiske opgørelser, f.eks. af nationalindkomst. Fra rødstømpebevægelsen medbragte forskerne også erkendelsen af, at det private er politisk; kernefamilien, seksualiteten og moderskabet blev derfor vigtige emneområder i udforskningen af årsagerne til magtforskellen mellem kønnene.

Kvindeforskningens første fase var karakteriseret af bestræbelser på at indbygge teorier om køn i den videnskabelige marxisme og at udvikle ny teori og metode gennem tværfagligt samarbejde. Centrale inspirationskilder i dette projekt var den amerikanske økonom Heidi Hartmann, der i midten af 1970'erne fremlagde analyser af sammenhængen mellem kønsarbejdsdeling, kapitalisme og patriarkat, og den tyske psykolog Ulrike Prokop, der i Weiblicher Lebenszusammenhang, 1976, introducerede begrebet kvindelige produktivkræfter. Som oplæg til en studiekreds under Nordisk Sommeruniversitet i 1973 udarbejdede Karen Syberg og Signe Arnfred tekstsamlingen Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen - den første skelsættende tekstbog, der hurtigt blev udsolgt og året efter i omarbejdet form udgivet som Kvindesituation og kvindebevægelse under kapitalismen. Til den tidlige kvindeforsknings nøglepublikationer hørte også Mette Bryld og Nina Lykkes Bryd, 1980, som introducerede kritikken af den klassiske psykoanalyses forståelse af kvindelighed ud fra en normativ mandlighed. Sammenhængen mellem kvindebevægelse og kvindeforskning blev understreget i parolen: Forskning for, om og af kvinder, og formidlingsforpligtelsen blev med stor succes løftet af Nynne Koch, der fra 1976 arrangerede velbesøgte forelæsningsrækker på Folkeuniversitet, publiceret under titlen Kvindestudier, 1977-85. I 1978 kunne man mønstre tropperne på det første tværfaglige kvindeforskningsseminar, afholdt på Sandbjerg Slot.

I første halvdel af 1980'erne fortsatte ekspansionen, og der blev oprettet centre for kvindeforskning ved samtlige universiteter fra 1982. Samme år blev foreningen Forum for kvindeforskere oprettet. Den store offentlige interesse kom bl.a. til udtryk gennem tilstrømningen til forsvaret af den første kvindeforskningsdisputats, Pil Dahlerups Det moderne gennembruds kvinder. Den blev udgivet 1983, i hundredåret for Georg Brandes berømte Det moderne Gennembruds Mænd, og viste med sin gennemgang af ca. 70 kvindelige forfattere fra perioden 1871-91, at Brandes, der ellers erklærede sig som pioner for kvindesagen, havde kanoniseret et enkønnet generationsportræt. 1986 blåstemplede Folketinget kvindeforskningen gennem en aktionsplan, der tilførte området forskningsmidler og ekstraordinære lektorater til styrkelse og koordinering af forskningscentrene. Det dannede basis for udgivelse af et nyhedsbrev, der i 1992 blev udvidet til et videnskabeligt tidsskrift Kvinder, køn & forskning.

Den generelle feministiske afmatning medførte imidlertid, at kvindeforskningen i stigende omfang identificerede sig professionelt akademisk frem for politisk. 1970'ernes accentuering af kvindeundertrykkelse blev betegnet som elendighedsforskning og modstillet en værdighedsforskning, der tog udgangspunkt i kvindekulturel styrke og kreativitet. Fokus flyttedes fra kvinder som offer til kvinder som aktører, hvorved vægten tippede fra fællesskab mellem, til forskel på kvinder. Der blev rum for emneområder, der ikke havde stået på den feminist-marxistiske dagsorden, f.eks. organisationer på kanten af eller i modsætning til ligeretsbevægelserne som KFUK eller kvindelige ledere i det private erhvervsliv.

Dansk kvindeforskning fik særlig inspiration fra den amerikanske videnskabsteoretiker Sandra Harding, der inddrog naturvidenskabelige paradigmer i teoriudviklingen, og fransk feministisk psykoanalyse, udviklet af Hélene Cixous, Luce Irigaray og Julia Kristeva. Men i det hele taget er tiåret præget af blomstrede kvindeforskning over hele feltet; «kvinde-» tilføjedes alle humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner: kvindepsykologi, kvindesociolgi, kvindeteologi, kvindeæstetik, kvindesprog, kvindepædagogik etc., og der blev lagt mange kræfter i at opdyrke medicinsk kvindeforskning og forstå kvinders placering i naturvidenskab og teknologi.

Under indflydelse af franske strukturalister som Jacques Lacan og Michel Foucault overtog en ny generation af postfeministisk kønsforskere fra slutningen af 1980'erne de positioner, der tidligere havde været besat af standpunktsfeministiske kvindeforskere. Processen blev understøttet af en fremvoksende mandeforskning, der snarere end et feministisk havde et maskulinistisk udgangspunkt. Denne udvikling afspejlede sig eksemplarisk i kvindeforskningsforeningens navneskift: i 1991 til Foreningen for Kvinde- og Kønsforskning i Danmark, i 2000 til Foreningen for Kønsforskning i Danmark. Kvindeforskningscentrene er nedlagt eller fusioneret med andre institutter, f.eks. omdannedes CEKVINA, Center for Kvindeforskning i Århus, 1999 til Afdeling for Kønsforskning ved Institut for Europæiske Kulturstudier. Og den politiske bevågenhed er drejet fra kvindeforskningen til kvindelige forskere, som det var tilfældet i den særbevilling, der 1996 blev lanceret som FREJA-programmet. Blandt konsekvenserne er manglende karrieremuligheder for kvindeforskere, og 3 af de 8 kvindeforskningslektorer er blevet ansat som professorer ved svenske universiteter, hvor kvindeforskning fortsat udbygges.

Kvindeforskningen har haft stor gennemslagskraft, og centrale dele af dens teoriudvikling er indgået i kønsforskningen. Således er forståelse af kvindelighed og mandlighed som sociale konstruktioner, der ændrer sig over tid, blevet almen viden, og der er meget længere mellem videnskabelige afhandlinger, der ikke tager køn i betragtning. For de seneste årtiers omfattende ligestillingsarbejde har kvindeforskningen været en uvurderlig ressource - f.eks. har det fællesnordiske Bryt-projekt 1985-89 skabt vidensgrundlaget for praktiske forsøg på ændringer af kønsarbejdsdelingen. Som mål for de opnåede resultater står oversigtsværkerne: Nordisk Kvindelitteraturhistorie 1-5, 1993-98, og Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 1-4, 2000-2001.

J.La.