Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Parsons (1902-1979), nordamerikansk sociolog. Talcott Parsons voksede op i et kristeligt miljø som søn af en protestantisk præst og uddannede sig først til økonom. Under et studieophold i Vesteuropa blev han interesseret i den tyske udforskning af kapitalismens historie, og især af Max Webers studier om sammenhængen mellem protestantisme og kapitalisme. Forholdet mellem religion og økonomi optog ham antagelig stærkt pga. hans baggrund.

Parsons var systematiker og teoretiker. Han udvidede sine studier til også at omfatte Emile Durkheims og Vilfredo Paretos sociologi, og udgav i 1937 en kæmpebog med titlen: «The structure of social action» (Den sociale handlings struktur), hvor han i klassisk stil kæmper på to fronter og selv går ind for en tredje vej: Han går til angreb både på økonomiens traditionelle empirisme, utilitarisme og positivisme og mod den tyske åndsvidenskabs idealisme og udvikler sin egen generelle handlingsteori, der indbefatter overindividuelle, sociale normer som nødvendige træk ved enhver handlingssituation.

Parsons fortsatte med at systematisere den sociologiske teori, og resultatet blev i 1951 en ny tyk bog. «The social system» (Det sociale system). Den tilbyder sociologerne et sammenhængende sprog eller begrebsapparat til at beskrive alle slags sociale relationer og strukturer. Han integrerede i sit system ideer fra etnografer om forholdet mellem samfund og kultur, ideer fra Freud og andre psykologer om sindets overtagelse (internalisering) af samfundets krav og forventninger og udviklede en typologi for forskellige slags handlinger - de såkaldte «mønstervariable». Dette samlede tankesystem gjorde et voldsomt indtryk på mange sociologer. Selv om det heller ikke skortede på hidsige modstandere, trådte Parsons frem i forreste række blandt datidens samfundsteoretikere, og han befæstede sin stilling - i samarbejde med specialister - ved at udgive teoretiske arbejder over familieinstitutionen og den økonomiske institution.

Til trods for at Parsons i sit første store værk havde argumenteret meget skarpsindigt for, at handlinger ikke kunne beskrives ved biologiske begreber som «tilpasning» o.l., fremstiller han samfundslivet ved hjælp af visse biologiske sammenligninger i sit hovedværk: «The social system». Han hævder, at det sociale system tenderer mod selvbevarelse gennem en række tilpassende (adaptive) tiltag. Han betegnede sin metode som strukturfunktionalistisk: Han beskriver og drøfter sociale strukturer ud fra deres funktion for helhedens  - systemets - opretholdelse.

Selv om det næppe kan betragtes som nogen logisk følge af strukturfunktionalismen, førte Parsons' undersøgelser af konkrete samfundsforhold ham til at betone stabiliteten. En stabilitet baseret på samfundsmedlemmernes grundlæggende samtykke (konsensus). Et af Parsons' udgangspunkter havde været det klassiske spørgsmål om hvorfor samfundslivet ikke var en alles krig mod alle. Efter at have fundet et svar i de normative, gensidige rolleforventninger synes Parsons at være faldet til ro i en forvisning om, at der skal særdeles meget til, før et socialt system som f.eks. USA går i opløsning. Han tillægger sociale konflikter ringe vægt, sammenlignet med alle de sociale relationer der virker integrerende på systemet.

Parsons teori om forholdet mellem arbejdsliv og familie baserer sig på hans kendte skelnen mellem primært instrumentelle og primært ekspressive handlinger. Arbejdslivet udgøres iflg. Parsons overvejende af instrumentelle handlinger. Arbejdet er ikke noget mål i sig selv, men et middel til at opnå goder udenfor arbejdslivet. Dette gør arbejdet frustrerende og ville give anledning til mange konflikter, dersom ægteskabs- og familieinstitutionen ikke havde et overvejende ekspressivt præg: I hjemmet viser familiemedlemmerne deres følelser, de lever deres forskellige behov ud og arbejdslivets frustrationer neutraliseres. Dette er i og for sig en skarpsindig påvisning af en af familiens funktioner i industrisamfundet. Det samme må siges om Parsons analyse af de neurotiske mønstre, som let opstår indenfor familien - særlig for kvindernes vedkommende. Men det er også bemærkelsesværdigt, at Parsons helt ser bort fra muligheden af, at arbejdet i industrisamfundet kunne holde op med at være frustrerende, hvis det blev organiseret anderledes, hvis ejendomsforholdene blev ændret osv.

Med sin faste forankring i det nordamerikanske samfund - han var antikommunist og New Deal tilhænger - fremstod Parsons gennem en årrække som en «ideolog for den herskende klasse» - dvs. en som forsvarede den bestående samfundsorden ved at betone det grundlæggende nationale og overnationale fællesskab og bagatelliserede samfundsmodsætningerne. Fra slutningen af 1960'erne blev han kraftig angrebet for dette, og Parsons' stjerne som sociologisk teoretiker dalede. I hans rent teoretiske arbejder findes der imidlertid mange elementer, som givet vil få varig værdi - også for en mindre snæversynet og mindre ensidig samfundsteori.

D.Ø.