Afideologisering er udtryk for den påstand der fra flere hold i 1950-60'erne blev fremført om, at ideologierne er døde i det moderne industrisamfund. Påstanden er i skandinavisk sammenhæng med særlig energi blevet fremført af Herbert Tingsten - mangeårig chefredaktør på det svenske dagblad Dagens Nyheter. Liberalisme og socialisme er, ifølge Tingsten, «opfattelser der har blomstret, virket inspirerende og atter uddøde. De lever overvejende videre som skældsord i de stridende partiers hænder. Det er det fremgangsrige svenske demokrati, der gennem reformer har overvundet modsætningerne, længe før de liberale og socialistiske tankesystemer, der blev udformet for 100-150 år siden, var bestemmende for tænkningen. De fleste liberale og socialister ved knapt længere, hvad ordene betyder. Og det er godt; Ideologierne må dø, hvis demokratiet skal leve.» «Från idéer till idyll: den lyckliga demokratien» (1966), er den programmatiske titel på Tingstens bog om emnet. Ud fra en nordamerikansk horisont er tilsvarende synspunkter blevet fremført af D. Bell i «The End of Ideology» (1960) og S. M. Lipset i «Political Man» (1963). I «L'opium des intellectuels» (1956) spår den franske sociolog R. Aron «afslutningen på den ideologiske tidsalder»; Ligesom Marx i religionen så et opium for folket, er ideologierne for Aron de intellektuelles opium.

Tanken om afideologisering hviler særligt på to forudsætninger. Den ene er knyttet til fremvæksten af den moderne velfærdsstat, der har løst en række af de problemer, der var udgangspunktet for den politiske strid i tidligere faser af kapitalismens udvikling: «Arbejderne har fået industrielt og politisk borgerskab, de konservative har accepteret velfærdsstaten, og det demokratiske venstre har indset, at øgning af statens magt medfører flere farer for friheden end løsning af økonomiske problemer.» (Lipset). Kapitalismens klassekamp er blevet afløst af det blandingsøkonomiske industrisamfunds samarbejde. Højre- og venstrefløj forenes i det politiske centrum: En bred koalition, bygget på spillereglerne for kollektive afgørelser. En koalition der er enige om politisk decentralisering og gradvise reformer, og tilsvarende imod de klassiske socialisters almægtige stat og liberalisternes økonomiske laissez-faire. Dette centrums politiske profil er «socialliberalisme» eller «konservativ socialisme» (Lipset). Afideologiseringens anden forudsætning er afvisningen af totalitære systemer i den kolde krigs forstand. Ideologi er i kold-krigs-terminologien ekstremismens totalitære varianter - kommunisme og fascisme. I den afideologiserede, vestlige «frie verden» er menneskeheden så at sige kommet til sig selv. I øst og i den tredje verden, derimod, vil ideologierne fortsat have grobund. Karakteristisk nok hedder afslutningskapitlet i Bells bog: «Ideologiernes død i vest».

I løbet af 60'erne og 70'erne er det blevet klart, at rygtet om ideologiernes død var betydeligt overdrevet. Befrielseskrigen i Vietnam gjorde det tydeligt, at «den frie, demokratiske verden» havde en baggård, hvor den brutalt undertrykte enhver oppositionel ideologi. Studenteroprøret i de udviklede industrisamfund markerede, at ideologier, gerne i utopiens form, fortsat har politisk sprængkraft i sig. De omfattende arbejdskonflikter i Italien og andre vestlige industristater tydeliggjorde, at de grundlæggende politiske og økonomiske modsætningsforhold består - også under senkapitalismen.

Tanken om afideologisering er i sig selv et stykke ideologi. En stilltiende og subtil støtte til det eksisterende magtsystem. Egentlig er den udtryk for en autoritær politisk tankegang, der anser enhver principiel politisk opposition som totalitær og ekstremistisk. Afideologiseringen er det ekstreme centrums ideologi.

R.S.