Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

En stand (latin: status, stilling) er en samfundsgruppe med fælles kultur og værdier, som er knyttet til ejendom eller erhverv. Det kan gælde normer for, hvad der sømmer sig i privatlivet, forskellige udtryk for erhvervsstolthed eller reguleringer som modvirker markedsdannelse og fri konkurrence, f.eks. gennem laug eller erhvervsprivilegier.

Fælles symboler, sprogkonventioner eller tøj gør gruppen synlig udadtil og styrker sammenholdet indadtil. I modsætning til klassebegrebet, som tager udgangspunkt i tilegnelsen af samfundets merprodukt og interesserne på arbejdsmarkedet, betegner standsbegrebet gruppedannelser ud fra de fællestræk, som ikke angår markedet. I samfund med markedsforhold der ikke er særlig udviklede, vil klasse og stand ofte langt hen ad vejen være sammenfaldende. Til forskel fra en «statusgruppe» (se Status), er en standsgruppe ofte præget af markeret ulighed mellem medlemmerne, eksempelvis mellem biskop, sognepræst og kapellan.

I de fleste tilfælde opretholdes standsdannelserne over tid gennem arv og giftermål. Undtagelsen er de religiøse sammenslutninger, som foreskriver cølibat og eunukker - en vigtig stand i mange ældre samfund. Standsmønstre kan hvile på værdier og symbolsammenhænge knyttet til:

1. religiøse forestillinger,
2. juridisk-politiske privilegier,
3. ejendomsrettigheder og
4. erhvervskarrierer.

Dersom alle fire momenter er til stede, taler man om et kastesamfund. Dette eksisterer mest udviklet i Indien (se Kaste). At kastevæsenet er direkte begrundet i religiøse forestillinger kan bidrage til at forklare, at det indiske samfund er så uimodtageligt overfor social forandring. Indenfor den europæiske tradition er Platon (427-347 f.v.t.) med sin statsfilosofi den vigtigste talsmand for et kastepræget samfund. Kriterierne 2 til 4 giver standsinddelinger af den type man finder i europæiske feudalsamfund frem til ca. 1800. De vigtigste sociale grupper (stænder) var adel, gejstlighed, borgerskab og - i nogle tilfælde - bønder. I standssamfundet var økonomien ofte statsligt reguleret, idet man måtte have tilladelse for at drive handel, håndværk eller udvinding af naturforekomster. Bønder og ejendomsløse havde få eller ingen privilegier, men til gengæld en række pligter, som at stille soldater til krig eller forskellige former for arbejdspligt. Adelen og gejstligheden (de såkaldte privilegerede stænder) var normalt fritaget for skat.

Repræsentanter for stænderne blev i nogen udstrækning indkaldt til stændermøder. Dels for at hylde nye konger, dels for at støtte kongen i krig eller ved skatteudskrivninger.

Med udviklingen af kapitalismen og den økonomiske liberalisme gik de formelle standsprivilegier i opløsning. Uformelt blev mange træk fra standssamfundet imidlertid bevaret, ikke mindst i tilknytning til håndværkerlaugene. De mere udbredte standsdannelser blev præget af forskellige kombinationer af 3 og 4 med stigende vægt på uddannelse og erhvervskarrierer i den udviklede kapitalisme. Dette giver standsbegrebet to forskellige betydninger i det moderne samfund: På den ene side ret så velafgrænsede erhvervsgrupperinger som officersstanden eller handelsstanden, hvor de interne karriereveje udgør ret klare hierarkier. På den anden side bliver disse erhvervsgrupper kædet sammen til løsere og bredere samfundsgrupper som småborgerskab og mellemlag. For grupper med lavere uddannelse eller kortere karriereveje vil standstrækkene i nogen udstrækning falde sammen med kultur baseret på regionale særtræk.

F.E.