 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
COMECON (engelsk: Council for Mutual Economic Assistance, i russisk forkortelse: SEV), var en økonomisk samarbejdsorganisation mellem planøkonomiske lande, der på det tidspunkt var underlagt sovjetisk overherredømme. COMECON blev i al hemmelighed oprettet i januar 1949 som en reaktion mod den stadig tættere økonomiske integration mellem de kapitalistiske lande inden for rammerne af bl.a. det daværende OEEC samt IMF og Verdensbanken (Bretton Woods systemet). COMECON blev nedlagt få måneder efter murens fald og omvæltningerne i Øst i 1989.
De oprindelige medlemmer var ud over Sovjetunionen Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien. Albanien blev medlem i 1949, DDR i 1950, Jugoslavien fik observatørstatus i 1955. Mongoliet blev medlem i 1962, Cuba i 1971 og Vietnam i 1978. En række andre lande havde observatørstatus eller status som associeret medlem.
COMECON spillede en yderst tilbagetrukken rolle i de første år efter oprettelsen i 1949. Alle vigtige aftaler blev truffet bilateralt, først og fremmest mellem Sovjetunionen og hvert enkelt østeuropæisk land. Fra midten af 1950'erne, efter Stalins død, kom der mere gang i samarbejdet. Der blev bl.a. oprettet en række faste branchemæssige komitéer til styrkelse af samordningen af de enkelte landes økonomiske planer. I 1959 fik COMECON et egentligt charter. Udviklingen var præget af det politiske «tøbrud» efter Stalins død, reformerne af de planøkonomiske systemer og påvirkningen fra integrationsbetræbelserne i Vesteuropa, først og fremmest skabelsen af Kul- og Stålfællesskabet og EEC, det senere EU. I begyndelsen af 1960'erne lancerede Khrustjov en vidtgående plan for styrkelse af den økonomiske samordning efter princippet om øget socialistisk arbejdsdeling mellem medlemslandene. Der blev oprettet en række nye overnationale koordinerende organer, men planerne om afgivelse af suverænitet blev stort set skrinlagt, først og fremmest på grund af Rumæniens modstand og de praktiske vanskeligheder med at få effektiviseret de økonomiske plansystemer. Rådet, de permanente kommissioner, sekretariatet samt de to fælles banker til finansiering af samhandel og fælles projekter forblev de vigtigste institutioner. Suverænitetsindskrænkelsen fortsatte dog i form af de enkelte landes stærke økonomiske afhængighed af Sovjetunionen, især hvad angår råvare- og energiforsyningen. Konkurrenceevnen på verdensmarkedet var lav og øst-vest-handelen underlagt den vestlige strategiske embargo (COCOM-bestemmelserne). Samhandelen fortsatte med at foregå efter clearingsystemet (barterprincippet), dog med en noget større fleksibilitet i forhold til Stalin-perioden («multinational clearing»). Frem til slutningen af 1950'erne skønnes prissystemet i COMECON-samhandelen at have favoriseret Sovjetunionen. Senere skønnes Sovjetunionen at have lidt store økonomiske tab, eftersom priserne på råvarer og energi blev holdt betragteligt under verdensmarkedspriserne, især efter de to olieprishop i henholdsvis 1972-73 (det første «oliechok») og 1979-80 (det andet «oliechok»). Ikke desto mindre oparbejdede de østeuropæiske lande i 1970'erne og et stykke ind i 1980'erne et stort underskud i samhandelen med Sovjetunionen og desuden en stærkt voksende gæld i forhold til Vesten.
Der blev dog igennem 1960'erne vedtaget flere institutionelle nyskabelser, bl.a. blev der oprettet fælles banker, der blev søgt introduceret en fælles reservevaluta, den transferable rubel og igangsat en række fælles projekter inden for især infrastruktur og energiforsyning. Mest kendt var vel nok den fælles olieledning («Druzba») og elsystem («Mir»). I 1971 blev der vedtaget et større langsigtet «komplekst» program, der havde til hensigt at skulle løse organisationens største problemer: pris- og betalingsproblemet. Dvs. det forhold at priserne var forskellige i de enkelte lande og på mange varer vilkårligt fastsat, og at de enkelte valutaer var inkonvertible og ude af trit med de faktiske værdier . Men den politiske vilje til at realisere programmet manglede. En del skyldtes den iboende tendens til selvforsyning (autarki) i de enkelte lande, bl.a. på grund af den udbredte mangel på overholdelse af indgåede kontrakter og den lave produktkvalitet. Desuden blev medlemslandene igennem 1970'erne lokket af store lån i vestlige banker («petrodollars») og den voksende handel med Vesten i kølvandet på den internationale afspænding og den nye tyske øst-politik.
I 1970'erne forsøgte COMECON efter krav fra Sovjetunionen at åbne op for indgåelse af formelle aftaler mellem COMECON og EF. Udspillet fra COMECON blev mødt med skepsis fra EF-side, da aftaler med COMECON kunne opfattes en indirekte accept af Sovjetunionens overherredømme i Østeuropa. Hvor COMECON (Sovjetunionen) ønskede en vidtgående aftale, ønskede EF en minimal aftale. Alle vigtige aftaler skulle iflg. EF indgåes direkte mellem EF og hvert enkelt østeuropæisk land, dvs. uden om COMECON. Forhandlingerne løb derfor ud i sandet og standsede helt efter den kolde krig, der fulgte med det amerikanske Senats forkastelse af nedrustningsaftaler, først og fremmest SALT II, Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979 og indførelse af undtagelsestilstanden i Polen i december 1981.
COMECON's problemer blev forstærket i 1980'erne. Dels på grund af de voksende problemer for de økonomiske plansystemer generelt. Dels på grund af det stigende internationale renteniveau og de generelt stadig mere ugunstige påvirkninger fra verdensmarkedet. Sovjetunionens økonomi blev særlig hårdt ramt af de faldende olie- og råvarepriser.
Mikhail Gorbatjov forsøgte uden held at puste nyt liv i COMECON. Til gengæld blev forhandlingerne mellem COMECON og EF genåbnet. I 1988 blev der indgået en aftale mellem COMECON og EF efter stort set de principper, der havde været indeholdt i EU's forslag under forhandlingerne i 1970'erne, dvs. at alle vigtige beslutninger blev truffet mellem EF og hvert enkelt COMECON-land. COMECON-EF-aftalen fik en ultrakort levetid. Allerede året efter, i 1989, brød de gamle «realsocialistiske» systemer sammen. Der blev gjort forsøg på at «redde» COMECON og omskabe organisationen til en frihandelspræget organisation ud fra den betragtning, at et sammenbrud i øst-øst-handelen kun ville forværre landenes økonomiske krise. Men planerne herom kunne ikke gennemføres, først og fremmest af politiske årsager. Fra januar 1991 blev øst-øst-samhandelen hårdt ramt af overgangen til at bruge dollaren som handels- og finansieringsvaluta. De kriseramte østlande havde yderst beskedne reserver af konvertibel vestlig valuta.
Efter nogen diskussion om rent praktiske problemer, herunder ejerskabet af fælles bygninger mv. samt afviklingen af udestående gæld mv. blev COMECON - få måneder efter murens fald - endeligt opløst. Kort tid efter - i december (1991) - brød også Sovjetunionen sammen og blev derefter erstattet af det meget løse statsforbund SNG.