Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 11.457
: :
Zimmerwald bevægelsen

Zimmerwald bevægelsen var en international bevægelse af antireformistiske socialister under 1. verdenskrig. Bevægelsen var opkaldt efter den første internationale konferencen af oppositionelle socialister, afholdt i den schweiziske landsby Zimmerwald nær Bern i august 1915.

Efter at verdenskrigens udbrud havde ødelagt kontakten mellem socialisterne i Europa, tog italieneren Morgari i maj 1915 initiativ til en fælles konference med britiske og franske socialister. På et møde i Bern, hvor også Lenin var til stede, blev deltagerne enige om at invitere så mange internationalt indstillede socialister som mulig.

På den første konference i Zimmerwald deltog i alt 38 repræsentanter fra 11 lande. Fra Rusland mødte 8 delegater, blandt dem Lenin og Sinovjev for bolsjevikkerne, Axelrod og Martov for mensjevikkerne, samt Trotskij. Fra Polen mødte 4 - blandt dem Karl Radek - fra Tyskland 10, fra Italien og Schweiz 4, fra Frankrig, Bulgarien, Rumænien og Holland 2. Desuden mødte Zeth Höglund og Ture Nerman som repræsentanter for det svenske og det norske ungdomsforbund.

I stedet for Lenins radikale erklæring som fordømte forsvaret af det borgerlige fædreland i den imperialistiske krig, som opfordrede til kamp mod de nationale regeringer og som gik ind for at erobre den politiske magt, erklærede Zimmerwaldbevægelsen med 12 mod 9 stemmer, at den ikke kunne vedtage nogen principiel udtalelse. Som kompromis blev Trotskijs manifest mod borgfredspolitikken vedtaget, hvilket også Lenin og andre repræsentanter for venstrefløjen accepterede.

Trods kompromiset betød beslutningen «et mægtig skridt fremad i retning af et brud med chauvinismen og opportunismen» (Lenin). Konferencen nedsatte en komite på fire medlemmer, som skulle fortsætte samlingsbestræbelserne. Venstrefløjen valgte et bureau, bestående af Lenin, Radek og Sinovjev, som skulle opretholde den videre kontakt.

Et år senere afholdt Zimmerwald bevægelsen sin anden konference - i Kienthal i Schweiz. I konferencen deltog 43 repræsentanter. Enkelte repræsentanter hævdede, at bruddet med den gamle internationale og dens partier måtte være endeligt. Flertallet rettede stærk kritik mod Anden Internationale, men tog afstand fra et definitivt brud. I striden om indkaldelsen af det Internationale socialistiske bureau - det centrale organ for Anden Internationale, som havde sæde i Haag - nåede man frem til et kompromis. Et forslag fra venstrefløjen om at arbejderklassen måtte «rette våbnene mod den fælles fjende - de kapitalistiske regeringer», blev forkastet.

På den tredje konference i Stockholm i 1917 dominerede venstrefløjen. Manifestet opfordrede arbejderne til at gennemføre massestrejker for at opnå fred. Efter den tredje konference drev Zimmerwaldkomiteen propaganda for bolsjevikkerne, indtil den blev opløst i 1919.

Konferencerne i Zimmerwald, Kienthal og Stockholm havde deltagelse af mindretalsgrupper. Selv om det drejede sig om små og foreløbig ubetydelige grupper, så bidrog de i en periode med klassesamarbejde og borgfred fra Anden Internationales side til at opretholde tanken om en international arbejderbevægelse, som ikke lod sig integrere i de borgerligt imperialistiske stater. Dermed udstak de vejen for en rekonstruktion af arbejderbevægelsen på klassekampens grundlag efter verdenskrigen. Zimmerwald bevægelsen er derfor senere blevet fremstillet som en forløber for Den kommunistiske Internationale (Komintern).

Ved siden af Zimmerwaldkonferencerne blev der under verdenskrigen afholdt flere andre socialistiske internationale konferencer. Clara Zetkin ledede et møde i Det internationale kvindesekretariat, og den schweiziske ungdomssekretær W. Münzenberg organiserede en socialistisk ungdomsinternationale (1915).

E.Lo.


Litteratur

H. Lademacher: Die Zimmerwalder Bewegung, Haag 1967.
A. Reisberg: Lenin und die Zimmerwalder Bewegung, 1966.
Halvard M.Lange og Håkon Meyer: De politiske Arbeider-Internasjonaler 1914-1934, Oslo 1934 s. 12-29.