Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Rumænien
DatoOpdatering
2013.12.13Opdatering 2013
2015.02.01Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 9/7 2017
Læst af: 96.529
Verden  .  Europa  .  Rumænien
: :
Rumænien
Befolkning22,4 mio.
ValutaRumænske lei
Areal238.390 Km2
HovedstadBukarest
Befolkningstæthed93,9 indb./Km2    
HDI placering50    

Landet gennemskæres fra nord til dets centrale dele af Karpater bjergene, der i deres vestlige del også kaldes de Transsylvaniske alper. I bunden af den bue Karpaterne danner, strækker den Transsylvaniske slette sig. Mod øst strækker de moldaviske sletter sig og i syd Valakien, der gennemskæres af floden Donau, der i et stort delta udmunder i Sortehavet. Landet råder over rige naturressourcer i form af olie, naturgas, kul, jern og bauxit, og disse har dannet grundlag for udviklingen af en betydelig industri. Alligevel er dets økonomi fortsat i høj grad afhængig af eksporten af råvarer og landbrugsprodukter og det er en af Europas største olieproducenter. Copsa Mica i centrum af Rumænien er et af Europas værst forurenede industriområder.

Folket: Rumænere (89,5%); Ungarere (6,6%), Tyskere (0,3%), Ukrainere, tyrkere, grækere og kroater. Disse officielle tal rummer ikke sigøjnerne, der udgør 5-10% af befolkningen, men som i opgørelserne foretrækker at betegne sig som rumænere.

Religion: Overvejende romersk-ortodoks (86,8%). Katolske minoriteter (5%). Græsk ortodokse (3,5%) samt protestanter. (1992)

Sprog: Rumænsk (officielt), romani (sigøjnernes sprog), ungarsk og tysk.

Politiske partier: Demokratisk Konvent, en koalition under ledelse af det Nationale Bondeparti; Kristelige Demokrater; Den socialdemokratiske Union; Den demokratiske union af ungarere i Rumænien; Rumæniens Socialdemokrati; Partiet for Storrumænien.

Sociale organisationer: Landssammenslutningen af Fagforeninger

Officielt navn: România

Administrativ inddeling: 40 distrikter samt Bucaresti kommune

Hovedstad: Bukarest (Bucaresti), 1.944.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Constanta, 339.300 indb.; Iasi, 353.600 indb.; Timisoara, 338.900 indb. (2000).

Regering: Klaus Iohannis er siden december 2014 præsident og statschef. Mihai Tudose er siden juni 2017 premierminister og regeringschef. Parlamentet består af 311 deputerede, 136 senatorer og 18 pladser reserveret minoritetsgrupper.

Nationaldag: 1. december (Unionsdagen, 1918)

Væbnede styrker: 228.400 (1996)

Paramilitære styrker: 43.000 (Grænsepoliti, Gendarmeriet, Bygningstropper)

 

Rumænerne nedstammer fra dakerne og geterne, der i det 4. århundrede f.v.t. blev solgt som slaver i Athen. De har lagt navn til den romerske provins Dakien i Karpaterne og Transsylvanien en smule nordøst for det område, der i dag udgøres af Rumænien. I det 1. århundrede f.v.t. opbyggede dakierne et stærkt rige, der i alliance med andre folkeslag ydede romerne hård modstand. Men Rom var interesseret i at få adgang til områdets mineralrigdomme, besejrede i 106 e.v.t. dakierne og dræbte alle dets indbyggere eller sendte dem ud af området mod nord.

Provinsen var i første omgang underlagt en romersk konsul før den blev opdelt i hhv. Øvre og Nedre Dakien. Den romerske kejser Aurelius trak sig i 270 ud af området, fordi han havde brug for sine tropper i området syd for Donau, men indflydelsen fra det romerske sprog og kultur har overlevet frem til i dag. Rumænsk tilhører den latinske sprogstamme.

I perioden fra det 3. til det 12. århundrede blev området invaderet af bl.a. germaner og slaver. Det bulgarske herredømme varede i et par århundreder, nåede at udvikle en betydelig social organisering og introducerede kristendommen i dens orientalske form. I slutningen af det 9. århundrede blev bulgarerne smidt ud af ungarerne. Transsylvanien blev erobret af Ungarn i det 11. århundrede, men tartar-mongol invasionen i 1241 udslettede alle spor af de folk, der oprindeligt beboede området. Den transsylvaniske etniske gruppe vlach dukkede i det 13. århundrede atter op syd for karpaterne, i Valakien og i Moldavien.

I 1290 blev staten Valakien oprettet, da prinsen af Fagaras og hans tilhængere krydsede bjergene og slog sig ned i Cimpulung, hvorfra de senere rykkede til Curtea de Arges. Folkevandringen mod syd skyldes formentligt ankomsten af germanske stammer og konsolideringen af den ungarske feudalmagt i Transsylvanien.

Osmannerne

Frem til Mircea den gamles regeringsperiode (1386-1418) kæmpede fyrstedømmet for uafhængighed af Ungarn. Fra dette tidspunkt blev det osmanniske imperium områdets største problem. I krigene mod Ungarn allierede Valakien sig med Bulgarien og Serbien, men begge riger var på randen til at blive opslugt af tyrkerne. Efter at have slået serberne i 1389 i Kosova øgede det osmanniske imperium presset på Valakien, der blev yderlige forstærket, da Bulgarien i 1393 faldt. Fyrstedømmet kapitulerede i 1417 til sultan Mehmed I, selv om Mircea dynastiet, territoriet og den kristne religion blev bevaret intakte.

Mircea døde i 1418, og det udløste en periode med politisk ustabilitet. Fyrsterne afløste hinanden med korte mellemrum, indtil tyrkerne begyndte at regere gennem fyrster udpeget af sultanen selv. Efter slaget ved Mohacs i 1526 administrerede tyrkerne regionen gennem sin egen guvernør. I 1594 gennemførte fyrst Mikkel i alliance med Transsylvanien en massakre på besættelsesmagten og invaderede tyrkisk område. Efter at flere modoffensiver var slået fejl, måtte sultanen anerkende Valakiens suverænitet, og landet blev fra da af knyttet til Ungarn. I år 1600 erobrede Mikkel Moldavien og udråbte sig til fyrste. Rudolf II anerkendte Mikkels titler, omend han senere forsøgte at erobre Moldavien og Transsylvanien fra ham.

I det 17. og 18. århundrede kom Valakien og Moldavien atter under tyrkisk herredømme, og blev i nogle perioder administreret af grækerne, indtil russerne i 1769 erobrede området. Østrig blev i 1774 tvunget til at tilbagelevere fyrstedømmerne til sultanen - omend i en mindre afhængig form. Rusland invaderede atter området i 1806, men beholdt ved Bukarestfreden i 1812 kun det sydøstlige Moldavien - Besarabien.

I 1828 fandt en ny russisk-tyrkisk krig sted. Med freden det følgende år i Adrianópolis skulle fyrstedømmerne fortsat betale skatter til sultanen, men under russisk okkupation. De russiske tropper forblev i regionen og fyrsterne begyndte at regere på livstid. Adelen udformede er form for forfatning, der blev indført i Valakien i 1831 og i Moldavien i 1832. I 1834 trak Rusland sig ud.

Under revolutionerne i Europa i 1848 blev nationalfølelsen i Moldavien og Valakien stimuleret af bondeoprørene i regionen. De nåede højdepunktet med protesterne i Blaj i maj samme år, men de blev slået ned af tyrkisk-russiske tropper, der genindførte adelens forfatning. Russerne forblev i yderligere 3 år. Under Krimkrigen blev området besat af skiftevis russiske og østrigske tropper. Ved Paris traktaten af 1856 blev områdets status af fyrstedømmer stadfæstet. De lokale delegater foreslog, at fyrstedømmerne skulle have autonomi under navnet Rumænien, at der skulle vælges en udenlandsk konge, at der skulle etableres et arvefølge monarki og at landet skulle være neutralt. Trods sultanens modstand nedsattes i august 1858 en genforeningskommission.

1859 Rumænien dannes

I 1859 valgte fyrsterne Alexandru Ion Cuza til konge, og han blev anerkendt af stormagterne og sultanen i 1861. Med forfatningen af 1863 blev der indført et tokammerparlament og almen stemmeret. Dog fik ejendomsbesiddere større valgmæssig magt. Samme år gennemførte kongen en jordreform og fritog bønderne fra hoveriarbejdet, hvilket skaffede ham feudaladelens fjendskab. Kongen fik også kirken på halsen efter at have konfiskeret dens jorde, og han lagde sig ud med bønderne, der var utilfredse med rækkevidden af jordreformen. Han abdicerede i 1866.

I 1877 brød den russisk-tyrkiske krig atter ud. Rusland afviste en alliance med Rumænien og truede med at invadere landet. I april gav Rumænien de russiske tropper tilladelse til at kunne passere gennem landet, og i maj erklærede det Tyrkiet krig. Rumænerne bidrog til den efterfølgende russiske sejr, men blev ikke budt med til fredskonferencen. Berlintraktaten af 1878 respekterede den rumænske suverænitet, men gav det ikke Besarabien tilbage. Derimod fik det Dobruja - et lille område i Donau deltaet.

Da Balkankrigene brød ud i 1912 var der latente spændinger mellem Rumænien og dets nabolande pga. grænsedragningsspørgsmål. Efter de første kampe krævede Bukarest en ændring i grænserne ved Dobruja. Ved Skt. Petersborg konferencen i 1913 måtte Bulgarien afgive Silistra til Rumænien. Under den anden Balkankrig erobrede Bukarest nye områder. Bukarest traktaten gav det området syd for Dobruja. Ved udbruddet af 1. verdenskrig vaklede Rumænien mellem Besarabien og Transsylvanien, men tog i sidste ende stilling til fordel for sidstnævnte.

1. Verdenskrig

I 1916 allierede landet sig med Storbritannien, Frankrig, Rusland og Italien og erklærede Østrig-Ungarn krig. Men Østrig erobrede Bukarest og kong Ferdinand, regeringen og hæren måtte søge den russiske zars beskyttelse i Moldavien. Da centralmagterne var besejrede kunne Rumænien forene Transsylvanien, Besarabien, Bucovina og Banato.

Umiddelbart efter krigen blev der gennemført en stor jordreform - delvist af frygt for, at den russiske revolution skulle sprede sig til Rumænien. Der havde tidligere været mange store bondeoprør i Rumænien. Den største lå ikke længere tilbage end i 1907, hvor 10.000 bønder blev dræbt, da hæren blev sat ind.

Industrialiseringen af Rumænien indledtes i slutningen af 1800 tallet, men gik langsomt. I 1920'erne havde det «liberale» parti - egentlig konservativt - magten. Det gik ind for en forceret industrialisering med specielle rettigheder til den rumænske kapital. Den udenlandske kapital dominerede allerede indenfor flere vigtige brancher - bl.a. olie. Styreformen var formelt borgerlig-demokratisk, men i praksis var den halvdiktatorisk, med en udemokratisk valglov, megen valgsvindel, hyppig brug af censur og undtagelsestilstand, politiske fængslinger, forbud mod kommunistpartiet - i 1924 - osv.

Efter store bondedemonstrationer kom det nationale bondeparti til magten i 1928. Partiet var ikke et rent bondeparti, men repræsenterede velstående bønder og dele af byborgerskabet - især i Transsylvanien. Partiet åbnede op overfor udenlandsk kapital, samtidig med at det regerede mere demokratisk end det i øvrigt var praksis i Rumænien i mellemkrigstiden. Undtagelsestilstanden blev ophævet, det samme gjaldt pressecensuren og administrationen blev decentraliseret.

Den økonomiske verdenskrise omkring 1930 ramte Rumænien hårdt, bl.a. fordi eksportpriserne - især på landbrugsprodukter - sank meget kraftigere end importpriserne på færdigvarer. På den måde var et fattigt land som Rumænien med til at gøre krisen lettere for de mere velstående industrilande. Den politiske situation i Rumænien blev mere ustabil, med partispaltninger og voksende fascistiske bevægelser, hvoraf «Jerngarden» var den vigtigste.

I 1938 gennemførte kong Carol II en svindelafstemning om en ny korporativistisk forfatning og indledte derefter et personligt diktatur. I november mødtes han med Hitler, og da han vendte hjem blev lederen af Jerngarden og 13 andre af dens ledere henrettet. Også kommunisterne blev forfulgt. Økonomisk blev landet mere og mere afhængig af Tyskland. Overfor de andre stormagter påstod Carol, at han blev presset af Hitler, og han opnåede en garanti fra Frankrig og England om at de ville respektere landets integritet. Da Tyskland i 1939 invaderede Polen løb kongen ikke blot fra den gensidige forsvarsaftale, Rumænien havde undertegnet med Polen, men arresterede også de polakker, der senere forsøgte at flygte gennem Rumænien.

I sommeren 1940 måtte Rumænien afstå Besarabien til Sovjetunionen, Nord-Transsylvanien til Ungarn og Dobruja til Bulgarien. Kongen blev tvunget til at abdicere og general Ion Antonescu overtog magten i samarbejde med Jerngarden.

2. Verdenskrig

I januar 1941 forsøgte Jerngarden at bemægtige sig magten alene. Antonescu lod situationen sejle nogle dage og satte så hæren ind mod garden. Tyskland ville hellere have et effektivt militærdiktatur til allieret end et ideologisk «korrekt», men mere kaotisk jerngardestyre. I sommeren 1941 deltog Rumænien sammen med Tyskland i angrebet på Sovjetunionen for at generobre Besarabien. De rumænske tropper nøjedes ikke med det, men fortsatte fremmarchen i områder som aldrig havde været rumænske.

Efter at de sovjetiske tropper var begyndt at trænge tyskerne og deres allierede tilbage, blev Antonescu styrtet ved et statskup den 23. august 1944, hvor den unge kong Mikael, kommunisterne, socialdemokraterne og de store borgerlige partier samarbejdede. På samme tid var sovjethæren i gang med at bringe landet under kontrol. Resten af krigen deltog Rumænien aktivt på allieret side og led store ofre.

Kommunisterne kommer til magten

Fra 1944 til 1947 - da kommunistpartiet med sovjetisk støtte havde fået fuld kontrol og udråbt landet til folkerepublik (30. december 1947) - var den politiske situation på mange punkter uklar. Landet havde svage demokratiske traditioner. Overgangen mellem nogle borgerlige politikere og fascisterne var flydende. Selv om store dele af befolkningen ønskede radikale ændringer af magtforholdene, gjorde den stigende skepsis overfor Sovjetunionen det vanskeligt for kommunistpartiet at opfange disse holdninger. Mange blev antikommunister fordi de var imod russisk indblanding.

Også i mellemkrigstiden havde kommunistpartiet haft et lignende problem. Komintern udstak kursen for partiet uden hensyn til de rumænske forhold og indsatte flere gange udlændinge i partiets ledelse. Flere ledende partifolk blev henrettet i Moskva under Stalinstyret i 1930'erne. Det var sikrere at sidde i rumænsk fængsel.

Ved valget i november 1946 fik den kommunistisk dominerede «demokratiske partiblok» 80% af stemmerne. Det er tvivlsomt, om dette valg var renere end mange af valgene før krigen. Der var efterhånden blevet mindre rum for politisk opposition og fri meningsudveksling. Også internt i kommunistpartiet blev ensretningen hårdere. I foråret 1948 blev justitsminister L. Patrascanu afsat - og henrettet. Han havde længe været blandt de ledende i partiet, men var nu for national. Først i 1968 blev han rehabiliteret. I de første år under det nye regime var retssikkerheden minimal. Mange uskyldige fik hårde straffe.

1948 Folkerepublik

I 1948 dannede kommunisterne og nogle socialdemokrater Rumæniens Arbejderparti. Sammen med Bondefronten og Unionen af ungarske folk udgjorde de den Folkelige Demokratiske Front. Ved valget samme forår fik fronten 405 ud af Nationalforsamlingens 414 pladser. I april proklamerede parlamentet dannelsen af Folkerepublikken Rumænien og vedtog en socialistisk forfatning. I juni indførte regeringen central planlægning af økonomien. Der blev igangsat et omfattende undervisningsprogram for at reducere analfabetismen; Sundhedssystemet blev udbygget, og der blev indledt en kollektivisering af jorden - delvist under modstand fra bøndernes side.

I 1948-49 undertegnede Bukarest venskabs- og samarbejdsaftaler med Østblokken anført af Sovjet og blev optaget i COMECON. I 55 indtrådte landet i Warshawapagten. Sovjet havde betydelig økonomisk og politisk indflydelse i landet, og det var længe et af de mest Sovjettro i Østeuropa.

I 51 igangsattes den første femårsplan, der især var orienteret mod at udvide produktionen af stål, kul og olie. Fra 1952 konsolideredes styret under præsident Grozas ledelse og premierminister Gheorghiu-Dej.

I 61 blev Gheorge Maurer udnævnt til premierminister og Gheorghiu-Dej blev præsident Efterhånden blev det tydeligt, at Rumænien modsatte sig økonomisk underordning som råvareproducent indenfor en «socialistisk arbejdsdeling» baseret på overnationale COMECON beslutninger. Den rumænske politik tog sigte på en alsidig udvikling af økonomien under national ledelse. I 62 indledtes en række reformer. Bl.a. ophævedes kollektiviseringen af landbruget. Samtidig udbyggede Rumænien det økonomiske samarbejde med vestlige og neutrale lande indenfor handel, kredit og teknologisk samarbejde. Udenrigspolitisk udviklede landet en mere uafhængig linie og undlod bl.a. at tage stilling i den sovjettisk-kinesiske konflikt i starten af 60'erne.

1965 Nicolae Ceaucescu til magten

Da partileder og præsident Gheorghiu-Dej døde i 65 blev Nicolae Ceaucescu udnævnt til Arbejderpartiets førstesekretær. I juli tog det navneforandring til Rumæniens Kommunistparti og besluttede at ændre forfatningen. Samme år besluttede parlamentet at ændre landets navn til den Socialistiske Republik Rumænien, og i 67 blev Ceaucescu udnævnt til chef for statsrådet.

Ceaucescu fastholdt den diplomatiske distance til Sovjet og erklærede i 66, at landet fortsatte kampen for selvstændighed. Til forskel fra de andre medlemmer i Warshawapagten optog Rumænien diplomatiske forbindelser med Vesttyskland, det brød ikke forbindelserne med Israel trods junikrigen i 67, og afviste i 68 at deltage i Warshawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet. Ceaucescu fastholdt op gennem 70'erne landets uafhængighed af Sovjet og ændrede ved flere lejligheder partiets og regimets struktur - uden at ændre dets kommunistiske grundlag. Gennem 70'erne og starten af 80'erne lod han sig gentagne gange genvælge som partiets generalsekretær og landets præsident. Trods gentagne omdannelser af regeringen blev landets strukturelle økonomiske problemer stadig værre, og dette blev forstærket af den administrative korruption, hvilket øgede utilfredsheden i befolkningen. I 1977 gennemførte minearbejderne i den traditionelt revolutionære Jiu dal en række store strejker. De fik til slut medhold i deres krav og bl.a. mineministeren måtte gå af.

Fra 1987 førte de vanskelige leve- og arbejdsvilkår til stadig flere demonstrationer og strejker, der blev slået ned af sikkerhedsstyrkerne. I 1988-89 blev der afsløret flere store skandaler i statsadministrationen, der endte med at flere ministre og højtstående embedsmænd blev stillet for retten.

Med Gorbachovs gennemførelse af perestroika i Sovjet og den tiltagende krise i Østeuropa svandt også Ceaucescus prestige i udlandet. I slutningen af 89 kom det til sammenstød mellem civile og militæret i den nordlige by Timisoara, og de kostede snesevis livet. Imens talte den udenlandske presse om hundredevis af dræbte, og denne nyhed havde en voldsom indenrigspolitisk effekt.

1989 Exit Ceaucescu

Regeringen indførte undtagelsestilstand, men en sektor indenfor det gamle statsapparat gennemførte med støtte fra det folkelige oprør et statskup. Over 1000 mennesker blev dræbt i kampene mod specielt de forhadte Securitate sikkerhedsstyrker. Imens blev disse tal i de vestlige medier skruet op til 10-100.000 - suppleret med rædselsbilleder fra landet. Begge dele blev senere afsløret som vestlig propaganda.

I kampens sidste fase umiddelbart før jul blev Ceaucescu og hans kone stillet for en standret, anklaget for «folkedrab, korruption og ødelæggelse af økonomien» og henrettet af militæret. I hans sted overtog Fronten til nationale Frelse magten. Frontens ledere kom overvejende fra det gamle magtapparat og blev mødt med en hel del mistænksomhed. Modstanden mod den nye regering voksede og det kom til voldelige gadesammenstød. Ved valget i 1990 fik fronten officielt 85% af stemmerne, men internationale observatører kunne bekræfte rygterne om valgsvindel.

I september 91 indgav premierminister Petre Roman og hele hans kabinet deres afskedsbegæring. Dette var samtidig kravet fra tusindvis af minearbejdere, der havde indledt en march mod Bukarest i protest mod de privatiseringer, Roman regeringen havde sat i gang. Arbejderne blev skarpt forfulgt under deres tre dage i hovedstaden - mindst tre blev dræbt og over 100 såret.

Efter at have erklæret sig villig til at opfylde i det mindste nogle af minearbejdernes krav udnævnte præsident Ion Iliescu, Theodor Stolojan til ny premierminister. Han havde i den foregående regering været privatiseringsminister. Udnævnelsen blev fortolket som en beroligende gestus fra Iliescus side til de udenlandske investorer og de internationale finansinstitutioner.

I december 91 stemte 77% af vælgerne for en ny forfatning, der ændrede landet til et præsidentstyre baseret på eksistensen af flere politiske partier. Dog fik forfatningen en meget sparsom opbakning i Transsylvanien, hvor flertallet af befolkningen er af ungarsk afstamning.

Den 1. december 92 afskaffedes formelt landbrugskooperativstrukturen, som Ceaucescu regimet havde indført, men reelt fortsatte den med at eksistere.

Regeringen blev udsat for stadig kraftigere kritik fra internationale finansinstitutioner og vestlige lande for den langsomme gennemførelse af liberale økonomiske reformer. Et af de aspekter der blev kritiseret var ejendomsforholdene til jorden. Endnu i 94 ejede staten 30% af landets jord.

Også 1995 var præget af uoverensstemmelser mellem Bukarest og en række af dets handelspartnere - bl.a. EU - om hastigheden i gennemførelsen af reformer. Efter 2 års forhandlinger vedtog Bukarest endelig en juni en lov for privatisering af kommercielle virksomheder.

Internationale Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kritiserede samtidig styret - især for den vold og diskriminering som de 500.000 - 2.000.000 rumænske sigøjnere udsættes for.

Efter flere års forberedelse underskrev Rumænien og Ungarn i september 96 en aftale vedr. de 1,6 millioner ungarere, der lever i Rumænien. Ungarn var nødt til at stille sig tilfreds med formuleringen om, «garantier for denne minoritets rettigheder», og var nødt til at opgive kravet om «autonomi» for ungarerne i Transsylvanien. Med Iliescus nederlag ved valget i november mindskedes de mest ultranationalistiske tendenser, forholdet til Ungarn blev forbedret, og dette åbnede et konsulat i Transsylvaniens hovedstad Cluj. Alligevel dukkede nationalismespøgelset atter op, da parlamentet nedstemte et forslag om universitetsundervisning til minoritetsgrupperne.

Vinderen af præsidentvalget i november, Emil Constantinescu indsatte en ny regering, der bl.a. fik til opgave at bekæmpe korruptionen og den organiserede kriminalitet. Premierminister Victor Ciorbea udformede et økonomisk program for strukturtilpasning inspireret af forslag fra IMF: De offentlige budgetter skulle reduceres, privatiseringerne udvides og administrationen decentraliseres. Imidlertid bremsede de konstante stridigheder mellem de partier der var grundlag for regeringen reformernes udvikling, og parlamentets vedtagelse af love blev forhalet.

Den folkelige utilfredshed med regeringens politik førte til en ny bølge af protester, der nåede et foreløbigt højdepunkt i oktober 97. Et af de vigtigste mål for den rumænske udenrigspolitik i 98 var fremskynding af optagelsen i NATO og i EU.

Det lykkedes ikke den nye regeringskoalition at skabe hverken økonomisk eller politisk stabilitet. I juni 98 trak Daniel Daianu sig fra posten som økonominister, da hans forslag om at aflyse købet 96 helikoptere i udlandet blev afvist. Et flertal i regeringen besluttede endvidere at forkaste forslaget om at åbne et ungarsk sproget universitet, og dette destabiliserede koalitionen yderligere. Partiet der repræsenterer den ungarske minoritet i Rumænien truede med at trække sig ud af regeringen, hvis universitetet ikke blev etableret. Til sidst blev parterne enige om at åbne et «multikulturelt» universitet, der skulle undervise på ungarsk og tysk.

I december 1999 førte en minestrejke og stidigheder internt i koalitionen til at regeringen måtte gå af. Vasile kæmpede imod regeringens afgang, der var blevet dekreteret af præsidenten (der ligesom Vasile selv er krist-demokrat), men hans parlamentariske basis svandt hurtigt ind, og den 14. december måtte regeringen gå af. Posten som premierminister blev midlertidig overtaget af Alexandru Athanasiu og derefter af Mugur Isarescu.

Patriarken over den rumænske ortodokse kirke, Teoctisto, bad i februar 2000 offentligt om undskyldning for de indrømmelser kirken og han selv personligt havde givet under landets kommunistiske periode. Ifølge patriarken var indrømmelserne blevet givet for at sikre den ortodokse kirkes «overlevelse».

I efteråret 2000 løb flere tusinde liter cyanid ud i floden Somes, der er en biflod til floderne Tisza og Donau. Katastrofen førte til, at flora og fauna langs flere hundrede kilometer af floderne blev dræbt. Udslippet fandt sted på guldfabrikken Aurul nær Baia Maresobre. Den kontrolleres af australsk og rumænsk kapital. Forureningen berørte forsyningerne med ferskvand i både Ungarn, Ukraine, Jugoslavien og Bulgarien. Ungarn og Jugoslavien fremsatte erstatningskrav i millionklassen mod Rumænien, men myndighederne her afviste, at de skulle have nogen skyld i ulykken.

Regeringens stigende problemer førte til et politisk magtskifte i efteråret 2000. Parlamentsvalget i november blev vundet af det socialdemokratiske PSD, der dannede en mindretalsregering med Adrian Nastase som premierminister. Regeringen fik støtte af det ungarske mindretals parti, UDMR. Præsidentvalget i december blev vundet af Ion Iliescu, leder af PSD.

Rumænien indledte ligeledes i 2000 optagelsesforhandlinger med EU, som parterne forventer vil føre til medlemsskab fra 2007. På NATO's topmøde i Prag i november 2002 fik Rumænien invitation til at indlede optagelsesforhandlinger. Det forventes at føre til optagelse i NATO fra maj 2004.

I januar 2001 gik myndighederne i byen Lepezi, 330 km nordøst for Bukarest fra dør til dør og konfiskerede 3 tons fisk fanget i den lokale flod og forurenet med cyanid. Efter at forureningen var opstået var 72 personer - deriblandt 50 børn - blevet hospitalsindlagt med mave- og nyreproblemer. Gennemsnitsindkomsten i Rumænien er kun 100 US$ pr. måned, og i området hvor forureningen fandt sted er fattigdommen stor og arbejdsløsheden omkring 20%.

Samme måned blev næsten en kvart million bygninger og statsejendomme der var blevet nationaliseret under kommunismen inkluderet på en liste over ejendomme, som parlamentet besluttede skulle gives tilbage. Mange bygninger som hospitaler og skoler blev dog undtaget herfra. Ejendommene skulle gives tilbage til deres oprindelige ejere. Den ungarske minoritet der blev vurderet til 1.690.000 i 1992 er overvejende katolsk og calvinistisk. Den led betydelige ofre under de skiftende kommunistiske regeringers sekulariseringsinitiativer, og hilste derfor parlamentets beslutning velkommen, fordi det åbner op for at kræve mange kirker tilbageleveret. Den rumænske ortodokse kirke havde under kommunismen støttet den statslige politik på religionsområdet.

Tvangsægteskabet for en sigøjnerkonges 14 årige datter blev efter 4 dage annulleret af regeringen efter pres fra EU. Det skabte i oktober 2003 debat om grænserne for respekt af de etniske traditioner og respekten for menneskerettighederne.

Den 18-19. oktober 2003 gennemførtes en folkeafstemning om forfatningsreformer, der skulle tilpasse landets forfatning til EU krav for optagelse af Rumænien i formodentligt 2007. Afstemningen blev kun lige netop kendt lovlig, da kun 54,46% af de 18 mio. stemmeberettigede stemte. Det anslåes, at 20% af befolkningen i den fattige østlige og nordlige del af landet er rejst ud for at søge bedre levebetingelser i EU.

Antikorruptionsorganisationen Transparency International placerede i 2003 Rumænien blandt de 3 mest korrupte lande i Europa. Rumænerne er f.eks. nødt til at bestikke læger og sygeplejersker på hospitalerne for at få dem til at operere pårørende. Korruptionen berører også regeringen. I oktober trådte 3 ministre tilbage: sundhedsministeren fordi han var blevet smidt ud af universitetet hvor han underviste, fordi han havde skrevet af fra andre medicinske værker; Europa integrations ministeren måtte gå fordi hun havde tilsvindlet sig EU støtte til hendes families forretninger; den tredje minister - uden portefølje - måtte træde tilbage fordi flere af hans underordnede havde modtaget bestikkelse.

De fortsatte strejker blandt jernbane- og minearbejdere mod afskedigelsen af 20.000 arbejdere reducerede sandsynligheden for at socialdemokraterne vil kunne vinde valget i slutningen af 2004.

Rumænien blev sammen med Bulgarien, Slovakiet, Slovenien, Litauen, Letland og Estland optaget i NATO i marts 2004. Landets strategiske placering, dets flåde- og flybaser ved Sortehavet samt støtten til USA's krig mod Iraq gjorde landet attraktivt for optagelse i NATO.

I oktober indrømmede Iliescu Rumæniens delagtighed i den nazistiske holocaust under 2. Verdenskrig, hvor tusindvis af også rumænske jøder og romaer blev henrettet af tyskerne.

Første runde af præsidentvalget i november 2004 blev klart vundet af den socialdemokratiske Adrian Nastase over oppositionens Sandhed og Retfærdighed (DA). Men oppositionens leder, Traian Basescu nægtede at have tabt og krævede undersøgelse af en række uregelmæssigheder. Anden runde i december blev imidlertid vundet af Basescu med 51,2% over Nastases 48,8%. Nastase erkendte nederlaget kort før det officielle resultat blev kendt. Basescu offentliggjorde en omfattende reformpakke til gennemførelse.

I april 2005 indledtes optagelsesforhandlinger omkring Rumæniens otagelse i EU. Befolkningens holdning til spørgsmålet var blandet, men et flertal mente alligevel, at fordelene var større end ulemperne. Blandt de vigtigste ulemper tæller, at statens subsidier til en række serviceydelser vil falde bort med medlemskabet. Det samme gælder den statslige støtte til de fattigste i samfundet og samtidig menes det at arbejdsløsheden vil stige. Optagelsesprocessen sigter imod Rumænsk optagelse 1. januar 2007, hvis der gennemføres tilstrækkelige reformer til bekæmpelse af korruptionen, kontrol med grænserne, styrkelse af retsvæsenet og mere klare retningslinier for statslige subsidier til industrien.

Premierminister Calin Popescu-Tariceanu meddelte i januar 2005 sin afgang, men ændrede meldingen til et ønske om tillidsafstemning i parlamentet. Han vandt denne tillidsafstemning i slutningen af måneden.

I slutningen af 2005 underskrev den rumænske udenrigsminister Mihai Razvan Ungureanu og hans nordamerikanske kollega Condoleezza Rice en aftale om oprettelse af nordamerikanske militærbaser i landet.

I maj 2006 opstillede EU en række krav til større reformer som betingelse for Rumæniens optagelse i EU pr. 1. januar 2008. Det drejede sig især om reform af retsvæsenet og kampen mod korruption.

Omkring 60 år efter at det var blevet eksproprieret af kommunisterne, overdrog den rumænske regering i juni 2006 en af landets største turistattraktioner, slottet Castillo Bran til dets oprindelige ejer. Slottet var den mytiske residens for grev Dracula. Betingelsen for tilbageleveringen var, at slottet skulle forblive åbent for publikum mindst de følgende 3 år.

På forslag fra socialdemokratiet -der sad i opposition - suspenderede parlamentet i april 2007 præsident Băsescu, og anklagede ham samtidig for at have deltaget i tvivlsomme energihandler til mange millioner US$. Parlamentet ville samtidig have ham stillet for en rigsret. Forfatningsdomstolen godkendte dagen efter parlamentets beslutning. En folkeafstemning i maj forkastede imidlertid med 75,5% af stemmerne parlamentets beslutning, og Basescu vendte tilbage på præsidentposten. Han genvalgtes i 2009 med 50,33% af stemmerne, mens hans socialdemokratiske modkandidat fik 49,66%. Oppositionen påstod valgsvindel, men forfatningsdomstolen afviste anklagerne og godkendte resultatet.

I forbindelse med valg til EU parlamentet i november sendte præsident Băsescu et forslag om ændring af valgsystemet til folkeafstemning. Iflg. forslaget skulle parlamentsmedlemmer vælges over to omgange i deres kredse (som i Frankrig), således at de to kandidater med flest stemmer deltog i anden runde. 81,4% af vælgerne stemte for præsidentens forslag, men stemmeprocenten var kun 26%, så forslaget faldt. Der blev i stedet gennemført en begrænset reform, så valgsystemet nu er en kombination af valgmandskredse og tillægsmandater i stil med det danske. Det blev afprøvet første gang ved parlamentsvalget i november 2008, der gav markant fremgang for det liberale parti og tilbagegang for den socialdemokratiske alliance. I valgene til deputeretkammeret og kammeret fik socialdemokraterne 0,5% flere stemmer end de liberale, men pga. valgsystemet fik de libeale 1-2 flere pladser. De liberale dannede regering og indsatte Emil Boc som premierminister.

Den 1. januar 2008 indtrådte Rumænien i EU.

Rumænien har ved flere lejligheder talt om «genforening» med Moldavien. Et ønske der ikke deles af flertallet af moldaverne. Under «twitter-revolutionen» i Moldavien i april 2009, der blev anført af rumæniens venlige elementer, der hejste Rumæniens flag over både parlament og præsidentpalads kom det derfor til en diplomatisk krise mellem de to lande.

Rumænien besluttede i juni 2009 at trække sine sidste styrker ud af Iraq, og de sidste rumænske soldater forlod landet måneden efter. 3 rumænske soldater var da blevet dræbt i Iraq.

New York Times rapporterede i august at CIA havde bygget et hemmeligt fængsel i Bukarest som led i sit globale torturprogram. Afsløringen førte til nye krav fra EU Kommissionen om en fuldstændig og uafhængig undersøgelse af Rumæniens deltagelse i USA's tortur. Regeringen afviste anklagerne, indrømmede dog at et antal CIA fly havde landet i Rumænien, men afviste fortsat at offentligøre en tidligere undersøgelse fra 2006-08 af landets deltagelse i torturprogrammet.

Emil Bocs regering faldt ved en tillidsafstemning i parlamentet i oktober 2009. Anledningen var regeringens forslag om en drastisk sænkning af pensionerne. Men Boc fik i december af præsidenten mandat til at danne en ny regering, der efterfølgende overlevede en mistillidsafstemning.

I november 2009 gennemførtes første runde af præsidentvalget. Det blev vundet af den siddende Traian Băsescu med 32,4% mens socialdemokraten Mircea Geoană fik 31,2%. I anden runde i december fik Băsescu 50,3% og hans modstander 49,7%. Resultatet var interessant fordi alle oppinionsundersøgelser op til valget havde Geoană som vinder. Det gjaldt også næsten alle exit-polls på valgdagen. Geoană insisterede derfor på, at der var tale om valgsvindel, hvor mange stemmesedler var blevet erklæret ugyldige, valgprotokoller var blevet ændrede og der havde været omfattende valgturisme. Han krævede derfor, at valget skulle gå om. I starten af december besluttede Forfatningsdomstolen, at de annullerede stemmesedler skulle tælles om. Det ændrede ikke valgets udfald, og nogle dage senere afviste domstolen at lade valget gå om. Băsescu var dermed genvalgt.

Parallelt med præsidentvalget gennemførtes en folkeafstemning om en forfatningsændring, der reducerede parlamentets kamre fra 2 til 1. Forslaget blev vedtaget, da 77,8% stemte for. Parlamentet skulle fremover kun have ét kammer med 300 medlemmer.

Landet fungerer fortsat som en apartheid stat ifht. dets store roma mindretal, der formenes adgang til uddannelse, sundhed og boliger. En meningsundersøgelse blandt rumænere i 2009 viste, at 55% mente romaer ikke skulle have lov til at rejse ud af Rumænien: «da de skader landets omdømme». Der rapporteres jævnligt om organiserede voldelige overfald på roma bebyggelser, og myndighederne jævner hyppigt - trods internationale protester - sådanne bebyggelser med jorden.

I februar 2010 godkendte det Rumænske Forsvarsråd at landet kunne tage imod raketter som led i USA's missilforsvar.

Rumænien blev hårdt ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt 7,2% i 2009 og budgetunderskuddet lå samme år på 8% -næsten tre gang så meget som EU tillader. Arbejdsløsheden steg i løbet af 2009 fra 6,2% til 7,6%, mens ungdomsarbejdsløsheden nåede op på 20,4%. I foråret 2010 pålagde EU og IMF derfor landet at stramme de offentlige finanser voldsomt op. Regeringen udformede en drastisk krisepakke:

Krisepakken udløste protester i fagbevægelsen. I maj 2010 demonstrerede 40-60.000 offentligt ansatte i hovedstaden mod nedskæringerne. Atter i juni demonstrerede offentlige ansatte og pensionister. Forfatningsdomstolen afgav i juni en kendelse der sagde at reduktionen af pensioner med 15% var i strid med forfatningen. Boc valgte i stedet at hæve momsen til 24% for at opfylde IMF's sparekrav.

Landet havde svært ved at opfylde EU's krav om reduktion af korruption og kriminalitet. I september 2010 opfordrede EU Rumænien til at intensivere kampen. Uden den store effekt. I december nedlagde Frankrig og Tyskland veto mod at Rumænien blev optaget i Schengen og således fik adgang til EU's grænsefri område. I juni 2011 meddelte Nederlandene at det udsatte beslutningen om optagelse af Bulgarien og Rumænien i Schengen i 12 måneder.

I oktober 2011 talte den hjemvendte kong Michael til parlamentet. For første gang siden han i 1947 blev tvunget til at abdicere. Hans drøm om at vende tilbage til landet som konge var dog ikke gangbar.

I januar-februar 2012 gennemførtes omfattende demonstrationer mod korruptionen i landet og regeringens nedskæringspolitik. Protesterne endte med at premierminister Emil Boc trådte tilbage. Han blev erstattet på posten af chefen for landets udenrigs efterretningsvæsen Mihai-Razvan Ungureanu. I maj taber efterretningschefen en tillidsafstemning og bliver erstattet af Victor Ponta fra den Socialliberale Union. Ponta indleder samtidig en kampagne for at slippe af med hans vigtigste politiske modstander, præsident Băsescu.

I juli besluttede parlamentet at stille præsidenten for en rigsret, anklaget for at have fået gennemført hemmelige telefonaflytninger af sine politiske modstandere, have sat efterretningsvæsenet ind mod politiske modstandere og have lagt pres på anklagemyndigheden i kriminalsager. Præsidenten blev umiddelbart afsat, men samtidig skulle der gennemføres en folkeafstemning om hans afsættelse. Băsescu erklærede at der var tale om et kupfordøg mod ham og opfordrede til boykot af folkeafstemningen. Afstemningen fandt sted i slutningen af juli og 88,7% var for at fjerne den upopulære præsident. Men stemmeprocenten var kun 46,4% og derfor under de krævede 50%. Forfatningsdomstolen annullerede derfor afstemningen og genindsatte i august præsidenten.

Pontas Socialiberale Union bestående af 4 partier vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget i december 2012, da den fik 60,1% af stemmerne og 69,3% af pladserne i parlamentet. Præsident Băsescus parti måtte se sig reduceret til under 10%. Pontas popularitet blev tilskrevet at han førte en blidere krisepolitik end den afsatte konservative regering.

Vicepremierminister Liviu Dragnea blev i oktober 2013 anklaget for at have forsøgt at svindle med folkeafstemningen i juli 2012. Dragnea afviste anklagerne. 74 andre blev anklaget for at have ændret på stemmetallene for at få afsat præsidenten.

Ponta regeringen hævede lønnen til de offentligt ansatte. En reaktion på at præsident Băsescu og hans politiske allierede i 2010 havde reduceret de offentlige lønninger med 25%. Endvidere hævede Ponta en række skatter og afgifter. I februar 2014 trak det liberale PNL sig ud af regeringen efter Ponta havde nægtet at udnævne Klaus Iohannis til vicepremierminister. Få måneder senere meddelte begge, at de stillede op til præsidentvalget.

Præsidentvalget i november 2014 blev i anden runde overraskende vundet af den liberale Klaus Iohannis med 54,4% af stemmerne mod 45,6% til den siddende premierminister og socialdemokrat Victor Ponta. Ponta havde i første runde fået 40,4% mens Iohannis kun havde fået 30,4%. Alle meningsmålinger tippede Ponta som vinder af anden runde. Når det kom til at gå anderledes var det sandsynligvis pga. en voldsom kampagne fra højrefløjens og USA's side, samt omfattende problemer med afviklingen af valget i udlandet. Afstemningen på ambassader og konsulater i udlandet fandt sted på samme dag som valget i Rumænien, og der var ikke kapacitet til at håndtere de mange vælgere med det resultat at mange tusinder slet ikke fik stemt. Det udløste demonstrationer både i udlandet og i Rumænien. USA ønskede en højreorienteret præsident i landet, og allerede i oktober blandede videudenrigsminister Victoria Nuland sig derfor i valget da hun erklærede at en «cancer af demokratisk tilbagegang og korruption» prægede de central- og sydøsteuropæiske stater med slet hentydning til Rumænien. Iohannis gjorde derfor korruptionen til sit hovedemne. Samtidig anklagede den afgående præsident Băsescu Ponta for at have været spion.

Ved sin indsættelse som præsident erklærede den nyvalgte Klaus Iohannis, at han ville være præsident for alle rumænere. Kort tid efter opfordrede han imidlertid Ponta regeringen til at gå af. Det nægtede Ponta med henvisning til, at der først skulle være parlamentsvalg i 2016. Landsfaderpræsidenten erklærede derefter, at han agtede at fjerne regeringen ved en mistillidsafstemning i 2015.

FN's Komite for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder kritiserede i december skarpt Rumænien for den omfattende diskrimination mod landets roma befolkning, der nægtes adgang til ordentlige boliger, uddannelse, sundhedsforsorg og arbejde. Frem for at forbedre situationen for romaerne tvangsfjerner myndighederne hyppigt de bopladser romaerne etablerer.

Iohannis erklærede sig i december som tilhænger af en indlemmelse af Moldavien i Rumænien.

I december 2014 offentliggjorde USA's kongres et 600 siders resumé af en hemmeligstemplet rapport om CIA's torturprogram siden 2001, som også Rumænien havde taget aktiv del i. De rumænske myndigheder havde indtil da kategorisk benægtet, at landet havde været involveret i torturprogrammet. Efter offentliggørelsen af resuméet trådte den tidligere rumænske efterretningschef (1992-97) og sikkerhedsrådgiver for daværende præsident Ion Iliescu (2002-04), Ioan Talpes imidlertid frem og berettede overfor Der Spiegel, at landet faktisk have drevet et eller to torturcentre for CIA i perioden 2003-06. Han berettede videre, at hanh havde informeret præsident Iliescu om at CIA var «involveret i visse aktiviteter» i landet, men han hævdede samtidig ikke have haft detaljeret kendskab til hvad der skete i centrene. Talpes erklærede, at Rumænien havde været «aktiv uinteresseret» i hvad CIA bedrev i landet, da det var intereseret i et tæt og ukritisk forhold til supermagten for at opnå optagelse i NATO. Efter Talpes' afsløringer erklærede premierminister Ponta, at han ikke havde nogen viden om det torturcenter der havde CIA koden «Detention Center Black», men at landet ville være fuldstændig «åben» overfor en undersøgelse. Der lå allerede flere sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anlagt af ofre for torturprogrammet mod Rumænien. Den rumænske åbenhed blev hilst velkommen af omverdenen. Hidtil havde landet benægtet ethvert kendskab, og havde endda gennemført en egen senatsundersøgelse i 2007, der havde frikendt landet. Af de offentliggjorte CIA oplysninger fremgik det, at CIA havde betalt flere mio. US$ i erkendtlighed til de rumænske myndigheder for at stille centrene til rådighed. Efter Dana Priest i november 2005 havde offentliggjort sine artikler om CIA torturcentre i Europa - bl.a. i Rumænien - havde de rumænske myndigheder fået kolde fødder og overfor CIA krævet dem lukket, hvilket skete året efter. Det fritog imidlertid ikke landet for at have krænket Torturkonventionen.

I juni 2015 indledte det Nationale Antikorruptionsdirektorat efterforskning mod premierminister Ponta for svindel, skatteunddragelse og pengevask. Parlamentet nægtede i første omgang at hæve hans parlamentariske immunitet, men Ponta rejste de følgende måneder flere gange ud af landet for at få de kriminelle anklager på afstand. I september kom sagen dog for retten, hvor Ponta sammen med 4 andre stod tiltalt. I oktober blev en natklub i Sofia ramt af en heftig brand, der kostede 64 mennesker livet. Branden udløste omfattende demonstrationer, der også krævede Pontas afgang, og han trak sig nu. I november indsatte præsident Iohannis den uafhængige Dacian Cioloș som ny premierminister. Han dannede en teknokratregering, der efterfølgende blev godkendt af parlamentet.

Landet var som resten af østeuropa skarp modstander af EU's forsøg på at indføre en fælles fordelingsordning for de mange hundrede tusinde flygtninge, der kom til EU i 2015. I september blev det dog pålagt at tage imod 6.315 flygtninge over de følgende 2 år.

En brand i en natklub i Bukarest kostede i oktober 64 mennesker livet. Flugtvejene var fuldstændig utilstrækkelige, da der udbrød panik i klubben, da et pyroteknisk show kom ud af kontrol. Branden udløste en politisk skandale, der tvang premierminister Victor Ponta til at træde tilbage. Han blev erstattet på posten af den politisk uafhængige Dacian Cioloș.

Parlamentsvalget i december 2016 var det første efter det nye proportionalvalgsystem. Der skulle vælges 311 deputerede, 136 senatorer og 18 deputerede som repræsentanter for minoritetsgrupper. Valget blev vundet af det regerende socialdemokratiske PSD, der gik omkring 10% frem til 45,5% af stemmerne, mens det højreorienterede PNL gik 7% tilbage og måtte nøjes med 20%. Valgdeltagelsen nåede imidlertid kun op på 39,5%. Et udtryk for dyb frustration med den politiske korruption i landet. PSD's formand, Liviu Dragnea blev i april 2016 idømt 2 års betinget fængsel for valgsvindel ved valget i 2012, men trods dommen nægtede han at træde tilbage som partiets formand.

Efter valget gik PSD i alliance med det lille liberale parti ALDE, der havde fået 5,6% af stemmerne ved valget. Det gav basis for en flertalsregering med PSD's Dragnea som premierminister, men præsident Iohannis nægtede at acceptere Dragnea som premierminister pga. hans dom fra april. I stedet foreslog partiet Sevil Shhaideh, men også denne blev afvist af præsidenten. Hun ville i givet fald være blevet landets første kvindelige og muslimske premierminister. Dragnea talte derefter om muligheden for at stille præsidenten for en rigsret, men i sidste ende blev socialdemokraten Sorin Grindeanu ført frem og accepteret som premierminister. Hans politiske liv blev dog kortvarigt. Få uger efter sin indsættelse lod han fremføre et forslag, der skulle afkriminalisere korruption. I hvert fald når der var tale om beløb under 44.000€. Lovændringen ville bl.a. have gavnet PSD formand Dragnea, der stod anklaget for korruption til 24.000€. Argumentationen for forslaget var, at landets fængsler i forvejen var overfyldte, men det udløste omfattende folkelige protester over halvanden måned, der trak op til 5-600.000 mennesker. Den ustabile politiske situation udløste samtidig en magtkamp internt i PSD. Dragnea anklagede i april Grindeanu for at forsøge at opbygge sin egen magtbase, der skulle fjerne Dragnea fra formandsposten. I maj trak regeringens øvrige ministre sig fra deres posten, i juni blev Grindeanu ekskluderet af PSD og samme måned faldt hans «regering» der da kun bestod af ham selv for et mistillidsvotum i parlamentet. Han blev erstattet på posten af socialdemokrat og tidligere økonomiminister Mihai Tudose der dannede ny regering. Tudose var selv indblandet i en skandale om plagiering i forbindelse med sin doktorafhandling i 2015. (Romania: government retracts controversial decree after protests, Guardian 4/2 2017)

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Romania)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)

Breaking the Conspiracy of Silence. USA's European 'Partners in Crime' must act after Senate Torture Report, Amnesty International, januar 2015