Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Kap Verde
DatoOpdatering
2015.01.21Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 14/11 2017
Læst af: 115.502
Verden  .  Afrika  .  Kap Verde
: :
Kap Verde
Befolkning400.000
ValutaKap Verde escudos
Areal4.030 Km2
HovedstadPraia
Befolkningstæthed99,2 indb./Km2    
HDI placering118    

Øgruppe af vulkansk oprindelse. Øgruppen er opdelt i «vindside» øerne: Santo Antão, São Vicente, São Nicolau, Santa Luzia, Sal, Boa Vista, Branco og Raso og «læside» øerne: Fogo, São Tiago, Maio, Rombo og Brava. Øerne er bjergrige med højder op til 2.800 m. Der findes ikke permanente floder og nedbøren afhænger af den kolde strøm fra Canarie øerne. Størstedelen af befolkningen er beskæftiget i landbruget, men produktionen er sparsom. Kap Verde ligger i Sahel-bæltet og er udsat for ørkendannelse og periodevise tørkeperioder. Det er fænomener som følger af det stærkt skrånende terræn, de kraftige vinde og territoriets ringe størrelse.

Folket: Kap Verdes indbyggere er af oprindelse afrikanere - bantu-folket - og europæere. 71% er mulatter, 28% afrikanere og 1% europæere.

Religion: Overvejende katolsk (93,2%), protestanter (6,8%)

Sprog: Portugisisk (officielt), men kreolsk der er baseret på gammel-portugisisk og afrikanske sprog er det nationale sprog.

Politiske partier: Det afrikanske Parti for Kap Verdes Selvstændighed (PAICV); Bevægelsen for Demokrati (MPD); Den demokratiske alliance for Forandring.

Sociale organisationer: Landsorganisationen (UNTC-CS); Kap Verdes konføderation af frie Fagforeninger.

Officielt navn: República do Cabo Verde.

Administrativ inddeling: 9 øer og 14 grevskaber

Hovedstad: Praia, 200.000 indb. (2010).

Andre vigtige byer: Mindelo, 64.000 indb.; Santa Maria, 13.400 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Jorge Carlos Fonseca er landets præsident siden september 2011, genvalgt i 2016. Ulisses Correia e Silva er premierminister siden april 2016. Parlamentet har et kammer - Nationalforsamlingen - med 72 medlemmer.

Nationaldag: 5. juli (Selvstændighedsdagen, 1975)

Væbnede styrker: 1.100

 

Da portugiserne i det 15. århundrede slog sig ned på Kap Verde øerne, svarede øernes navn (Verde = grøn) til naturen. De var dækket af tæt tropisk regnskov, der stod i skarp kontrast til de sorte vulkanske klipper og det blå hav. 400 år senere havde koloniseringen forvandlet øerne til en «flydende ørken». En stor del af befolkningen var tvunget til at flygte fra sulten, og de der blev tilbage var afhængige af hjælp fra udlandet.

I det 16. århundrede var Kap Verde en vigtig mellemstation for de skibe, der transporterede slaver til Amerika. De gentagne angreb fra engelske, hollandske og franske pirater tvang Portugal til at overføre bønder fra Alentejo provinsen i Portugal til øerne, for at give dem en mere permanent bosættelse. Settlerne introducerede et landbrug, der ikke var særlig egnet til terrænet, og som hurtigt ødelagde det tynde frugtbare muldlag. Fra det 18. århundrede opstod derfor tørkeperioder, der er fortsat frem til vore dage.

De forringede muligheder for landbrug udløste en masseudvandring blandt Kap Verdes indbyggere. Størstedelen af dem drog til Guinea-Bissau - en anden portugisisk koloni som traditionelt havde haft tætte forbindelser med øgruppen. Senere søgte udvandringen også mod Angola, Moçambique, Senegal, Brasilien og USA.

Befrielseskampen indebar en yderligere styrkelse af båndene mellem Guinea-Bissau og Kap Verde. Et vigtigt trin i denne udvikling var dannelsen af det Afrikanske Parti for Guineas og Kap Verdes Selvstændighed (PAIGC) i 1956. Partiet havde medlemmer begge steder, og partiets grundlægger og ideolog, Amílcar Cabral forestillede sig gennemførelsen af fælles kamp og en fælles udvikling, når selvstændigheden først var en realitet.

I 1961 indledtes guerillakampen i Guinea, og hundredevis af folk fra Kap Verde drog til kontinentet for at deltage i denne. I april 1974 brød diktaturet i Portugal sammen. I Kap Verde oprettedes en overgangsregering og i 1975 proklameredes selvstændigheden. For første gang i verdenshistorien regerede det samme parti (PAIGC) i to lande. I Kap Verde blev Arístides Pereira valgt til præsident, og guerillakommandant Pedro Pires overtog posten som premierminister. Partiets ledelse tog nu de indledende skridt til at etablere en føderation mellem Kap Verde og Guinea-Bissau. Nationalforsamlingerne i begge lande dannede et Unionsråd.

På det økonomiske plan var Kap Verdes regering nødt til at imødegå de dramatiske konsekvenser af en tørke, der indledtes i 1968, og som efterlod 80% af landets befolkning uden økonomisk grundlag. Krisen fik heldigvis ikke katastrofale konsekvenser, takket være folkelig mobilisering og international bistand.

Siden 1975 er skovareralet i Kap Verde atter vokset - fra 3.000 til 45.000 hektar. Regeringen planlagde, at der over de følgende 10 år skulle plantes yderligere 75.000 hektarer, og at øerne så ville være selvforsynende med tømmer. I begyndelsen af regntiden forlader kvinder og mænd deres normale arbejdspladser for i en uge at plante træer.

Regeringen havde gennemført en jordreform, der gav prioritet til produktionen af fødevarer til befolkningen, frem for at stimulere produktionen af eksportprodukter, der havde været karakteristisk for kolonitiden, da landet kun producerede 5% af de fødevarer, der blev forbrugt. Den drastiske nedgang i produktionen af landbrugsprodukter tvang regeringen til at fremme fiskeriet.

Kap Verde hjalp Angola i dets «anden befrielseskrig», da det tillod at cubanske fly mellemlandede i Kap Verde. De var en del af den luftbro, der gjorde det muligt at slå invasionen af tropper fra Zaire og Sydafrika tilbage. Samtidig vedtog Kap Verde en alliancefri politik, og garanterede at landet ikke ville blive brugt til installation af fremmede militærbaser.

Da PAIGC i 1981 var inde i diskussionen af en ny forfatning for Guinea og Kap Verde, blev Guinea-Bissaus præsident, Luis Cabral afsat ved et kup. João Bernardino Vieira overtog regeringsmagten og fremførte en fjendtlig holdning overfor sammenlægning med Kap Verde.

I januar 1981 gennemførte PAIGC's medlemmer i Kap Verde en hastekonference for at analysere de politiske forandringer i Guinea-Bissau. Efter at have bekræftet de principper om enhed, Amílcar Cabral oprindelig havde formuleret som PAIGC's grundlag, besluttede kongressen at ændre partiets navn til: Det afrikanske Parti for Kap Verdes Selvstændighed (PAICV), og markerede dermed en distance til søsterpartiet i Guinea.

Relationen mellem begge lande var spændt, men takket være mægling fra Angolas og Moçambiques side opnåedes der i 1982 forsoning på et møde mellem Moçambiques præsident Samora Machel, Arístides Pereira og João Bernardino Vieira.

Yderligere forsonende skridt blev taget i november 1982 under konferencen for tidligere portugisiske kolonier i Afrika, der blev afholdt i Kap Verde. Guinea-Bissaus præsident, Vieira deltog sammen med sine kolleger fra Angola, Moçambique, Kap Verde og São Tomé i mødet i byen Praia. I sidste ende blev de diplomatiske forbindelser genoptaget, men partierne blev ikke sluttet sammen igen og sammenlægningsplanerne blev arkiveret.

I 1984 medførte tørken, at høsten blev reduceret med 25% ifht. de fem foregående år. Handelsbalanceunderskuddet blev 70 millioner dollars og udlandsgælden nåede op på 98 millioner dollars. Alligevel hindrede distributionssystemet for fødevarer og den statslige effektivitet, at landet blev kastet ud i hungersnød. Alligevel er der fortsat problemer med fejlernæring i befolkningen.

Manglen på ressourcer tvang Kap Verde ud i afhængighed af udenlandsk bistand fra alle sider. Dette medførte, at en række af projekterne i den «første udviklingsplan» brød sammen.

I 1986 igangsattes den «anden udviklingsplan», der lagde hovedvægten på udviklingen af den private sektor - specielt den uformelle sektor - og indenfor landbruget på kampen mod ørkendannelsen. Målet var frem til 1990 at genindvinde mere end 5.000 hektar jord til landbrug, og at indføre et samlet system for administrationen og distributionen af landets vandreserver. Under den første etape er der blevet bygget over 15.000 diger til opsamling af regnvand, og 23.101 hektar skov er blevet plantet.

Trods de elendige klimatiske betingelser kunne der konstateres en fortsat stigning i landbrugets produktivitet, der gør det muligt at forsyne næsten hele befolkningen med kød og grøntsager, uden at skulle være afhængig af import.

Den nye regering indledte en overgang til markedsøkonomi, privatiserede forsikringsselskaber, fiskeriet og bankerne. Det var et krav fra de internationale organisationer, som landet nu i vid udstrækning var afhængig af. Den udenlandske bistand udgjorde nu 46% af BNP, mens andre 15% stammede fra de midler, 700.000 af landets indbyggere i udlandet sendte hjem.

Den liberale regering var stillet overfor en arbejdsløshed på 25% og erklærede sig villig til at omstrukturere staten. I de første måneder af 1993 erklærede regeringen, at halvdelen af de 12.000 offentligt ansatte ville blive fyret, og at priserne gradvist ville blive givet fri.

Budgettet for 1994 rummede nedskæringer af de offentlige udgifter, men samtidig skulle de offentlige investeringer øges fra 80 millioner dollars i 1993 til 138 i 1994. De vigtigste områder for de statslige investeringer var transporten, telekommunikation og udviklingen på landet.

I januar 1995 gennemførte premierminister Carlos Veiga vigtige forandringer i sin regering, for at «lette landets overgang til markedsøkonomi». En af de vigtigste ændringer var sammenlægningen af finans-, økonomi-, turisme-, industri- og handelsministerierne til et samlet Ministerium for Økonomisk Koordination. Inflationen lå i 1995 på 6% og landets økonomi var fortsat stærkt afhængig af udenlandsk bistand - først og fremmest fra EU.

I 1997 lå arbejdsløsheden fortsat på 25%. Midt på året offentliggjorde premierministeren undertegnelsen af en aftale med Italien om øgede investeringer indenfor turismen. Den afrikanske Udviklingsbank gav et lån på 4,9 millioner dollars til et projekt for genopbygning af veje. Landet modtog endvidere bistand fra Kina og indgik en aftale med Angolas regering om fælles investeringer indenfor områder som sundhed og socialforsorg.

Afsløringer om politibrutalitet mod anholdte fortsatte gennem 1998 og 99. Anholdte af fanger oversteg betydeligt fængslernes kapacitet, og disses tilstand er i forvejen elendig.

Oppositionen kritiserede regeringsmedierne for ikke at opfylde deres kontrolfunktioner overfor regeringen. Selvcensuren er hyppigt forekommende i de regeringskontrollerede medier. Myndighederne anvender lovene efter deres forgodtbefindende, og dømmer og straffer redaktører og journalister, der kritiserer medlemmer af regeringen.

Oppositionspolitikere kritiserede landets officielle medier for ikke at varetage deres kontrolfunktioner overfor magten. Selvcensuren er udbredt i de medier, regeringen kontrollerer. Myndighederne bøjer lovene efter forgodtbefindende og anklager, eller giver bøder og fængselsstraffe til redaktører og journalister, dr vover at kritisere regeringen.

Den 12. februar 2001 gennemførtes der præsidentvalg, men da ingen kandidat fik over 50% af stemmerne, skulle der gennemføres en anden valgrunde to uger senere. Begge kandidater beskyldte hinanden for uregelmæssigheder under denne valgrunde, og i denne kaotiske politiske situation besluttede den Øverste Valgkommission at indstille den offentlige optælling af stemmer og igangsætte en ny optælling. Resultatet var, at Pedro Pires fra PAICV besejrede Carlos Veiga med blot 17 stemmer. Pires overtog præsidentposten den 22. marts, og blev dermed landets 3. præsident siden selvstændigheden.

I februar 2002 forstærkede regeringen sin indsats for decentralisering og privatisering af sin store statslige sektor. I den anledning undertegnede den samtidig en samarbejdsaftale med Frankrig til en værdi af 610 mio. Euro.

Under festligholdelsen Dagen for de afrikanske Børn i juni 2003 erklærede Neves, at regeringens vigtigste mål var at skaffe alle Kap Verdiere adgang til vand og elektricitet inden 2013. Efter privatiseringerne steg prisen på disse basale goder, og adgangen til rindende vand - specielt udenfor hovedstaden - blev mere sporadisk. Neves erklærede videre, at regeringen indenfor de næste 5 år ønsker at alle skoler har adgang til i det mindste en computer. Han tilføjede, at regeringen havde igangsat sin udviklingsplan, Operation Håb.

I september 2004 sendte finansminister João Pinto Serra et åbent brev til IMF, hvor han erklærede at strukturreformerne indenfor regeringsadministrationen ville blive gjort mere smidige for på den måde at bane vej for privatiseringer. Reformerne ville koncentrere sig om energisektoren, vand, telekommunikation, transport, fiskeri og søfart. Brevet rummede endvidere et notat om landets økonomiske og financielle politik samt et løfte om at fortsætte de reformer, IMF havde sat i gang. Den internationale finansinstitution krævede yderligere økonomisk deregulering for at bane vej for nye privatiseringer.

I maj 2005 indikerede premierminister Neves, at landet muligvis vil søge om optagelse i NATO. Måneden inden havde NATO for første gang i Afrika gennemført en øvelse i Kap Verde med sin hurtige indsatsstyrke. I juni opfordrede oppositionspartiet MPD til hurtigst muligt at få diskuteret landets specielle relation til EU.

Parlamentsvalget i januar 2006 blev vundet af PAICV og Pires blev genvalgt som præsident med 51% af stemmerne.

Kap Verde begyndte at forberede sig på at konkurrere med andre afrikanske lande, der også ønskede at blive udvalgt af Kina som mål for et af stormagtens 5 økonomiske samarbejdscentre i Afrika. I juli 2007 var Zambia og Mauritius blevet udpeget. Praia forberedte en delegation der skulle besøge Kina for at promovere Kap Verdes kandidatur. Blandt andre kandidatlande var Tanzania, Liberia og Nigeria.

Jorge Carlos Fonseca fra MPD vandt i 2. runde præsidentvalget i 2011 og blev indsat på posten i september. I oktober ratificerede Kap Verde ICC statutterne, og blev dermed stat nr. 119 til ratificere traktaten.

For første gang i landets historie indførtes i august 2013 en mindsteløn. Den blev fastsat til 11.000 Kap Verde Escudos (CVE) pr. måned svarende til 101€. Loven trådte fuldt i kraft pr. 1. januar 2014.

I november 2014 gik landets største vulkan Pico do Fogo i udbrud. De 1.300 indbyggere fra den lille nærliggende landsby Chã das Caldeiras blev evakueret, og landsbyen blev kort tid efter dækket af lavastrømme. Udbruddet udmærkede sig ved at blive fuldstændig overset i de vestlige medier - det havde ikke tilstrækkelig «underholdningsværdi». Kina meddelte i januar 2015 at det gav ½ mio. US$ i bistand til genbosættelse af evakuerede indbyggere fra Chã.

Parlamentsvalget i marts 2016 medførte et magtskifte i landet. Det regerende PAICV gik 9 mandater tilbage og måtte nøjes med 29, mens det liberale parti Movimento para Democracia (MpD) gik 8 mandater frem til 40. Dermed fik det absolut flertal i det 92 pladser store parlament. Ny premierminister blev MpD's formand Ulisses Correia e Silva.

Præsident Fonseca genvandt valget i oktober 2016 med 74,1% af stemmerne mod den uafhængige Albertino Graça der fik 22,5%. PAICV var ikke i stand til at opstille en kandidat efter valgnederlaget i marts.

Guia del Mundo


 

Internet

Africa.no (engelsk)
Political ressources on the Net (Cape Verde)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)