Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Cypern
DatoOpdatering
2013.12.06Opdatering 2013
2015.01.14Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 21/10 2017
Læst af: 110.515
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Cypern
: :
Cypern
Befolkning800.000
ValutaEuro
Areal9.250 Km2
HovedstadNicosia (Levkosia)
Befolkningstæthed86,4 indb./Km2    
HDI placering35    

Cypern, der oprindeligt var landfast med kontinentet, ligger i den østlige del af Middelhavet, nær Tyrkiet. To bjergkæder - Troodos i sydvest og Kyrenia i nord - afgrænser et frugtbart højland. Det tempererede Middelhavsklima med dets varme, tørre somre og dets milde, regnfulde vintre begunstiger landbruget. Økosystemet langs kysterne er især påvirket af turismen pga. bygningen af store hoteller og lejlighedskomplekser. Det har forstærket problemerne med vandforsyningen og forureningen af grundvandet.

Folket: Befolkningen er politisk, kulturelt og religiøst delt i to: den græsk-cypriotiske, der repræsenterer 80%, og tyrk-cyprioterne, 18%.

Religion: Græsk-ortodoks og islam.

Sprog: De officielle sprog er græsk og tyrkisk; engelsk.

Politiske partier: Arbejdernes progressive Parti (AKEL, Anorthotikon Komma Ergazemenou Laou, socialistisk); Den demokratiske Koalition (DISI, Dimokratikos Sinagermos, konservativ); Det demokratiske Parti (DIKO, uafhængigt parti); Den socialdemokratiske Bevægelse (KISOS, Kinima Sosialdimokraton); Det nationale Enhedsparti (i den tyrkiske sektor); Nye Horisonter (NEO, Neoi Orizontes); Forenede Demokrater (EDI, Enomeni Dimokrates, liberale); Bevægelsen for demokratisk Kamp (ADIK, Agonistiko Dimokratiko Kinima); De Grønne (KOP, Kinima Oikologoi Perivallontistoi).

Sociale organisationer: Der findes to landsorganisationer: Sammenslutningen af Pancypriotiske Fagforbund og Cyperns Arbejderforbund, der tilsammen består af 30 fagforbund.

Officielt navn: Kypriaki Dimokrati / Kibris Cümhuriyeti.

Hovedstad: Nicosia, (Levkosia), 313.400 indbyggere, (2009).

Andre vigtige byer: Limassol (Lemesos), 26.700 indb; Larnaca (Lárnax), 44.600 indb; Papos (Néa Páfos), 16.300 indb. (2000).

Regering: Nicos Anastasiades, præsident, stats- og regeringschef siden februar 2013. Etkammersystem; parlamentet er sammensat af 71 medlemmer.
Derviş Eroğlu har siden april 2010 været præsident for «Den tyrkiske forbundsstat Cypern» i den nordlige del af landet. Denne «regering» der blev dannet på baggrund af den tyrkiske invasion og anerkendes udelukkende af Tyrkiet. Den er i realiteten en uafhængig administration, der har eget retssystem samt et parlament bestående af 50 medlemmer, der er på valg hvert 5. år.

Nationaldag: 1. oktober, Uafhængighedsdagen. (1960). I den tyrkiske del fejres i stedet den 16. november.

Væbnede styrker: 10.000, iberegnet 400 kvinder.

Paramilitære styrker: Det bevæbnede Politi, 3.700 mand.

 

Man regner med, at de første mennesker slog sig ned på Cypern for mere end 3.000 år siden. Her passerede hittiter, fønikiere, grækere, syrere, persere, ægyptere, romere, arabere og tyrker før det britiske imperium, der behøvede en base for ekspansionen mod øst, i 1878 forhandlede sig frem til en okkupationsaftale med Tyrkiet. Tyrkerne afstod Cypern til englænderne mod til gengæld at få beskyttelse mod den russiske zar.

Tilhængerne af Enosis - tilknytning til Grækenland i stil med unionsdannelsen mellem Grækenland og Kreta i 1913 - sporede i begyndelsen af 1930'erne fremgang. Den ortodokse kirke, der repræsenterede flertallet af befolkningen tilskyndede ligeledes til en sådan anneksion, men tyrkerne, grækernes traditionelle arvefjende, frygtede at se alle dets kystområder omringet af den fjendtligsindede nabo. Briterne sendte adskillige græsk-cypriotiske præster i eksil, men ved afslutningen på Den 2. Verdenskrig var øens ledende politiske skikkelse ærkebiskop Vaneziz Makarios, der fra sit eksil ledede den cypriotiske uafhængighedsbevægelse.

Repræsentanter fra Grækenland, Tyrkiet, Makarios' demokratiske Parti og fra den engelske krone nåede i 1959 til enighed om oprettelsen af republikken Cypern, med garantier for øens tyrkiske mindretal og med engelsk suverænitet over militærbaserne. Uafhængigheden proklameredes den 16. august 1960 og Makarios udnævntes til præsident, hvilket han udnyttede til at støtte antikolonialismen og aktiv deltagelse i Sammenslutningen af Alliancefri Stater. Han genvalgtes i 1968 og 1973. Spændingerne mellem Grækenland og Tyrkiet fortsatte og afspejledes med jævne mellemrum i Cypern som konflikter mellem øens græske og tyrkiske indbyggere.

Den nordamerikanske regering var heller ikke sympatisk stemt over for Makarios, som man anså for at være «Middelhavsområdets Fidel Castro». I 1963 forsøgte højrefløjsekstremister - tilhængere af Enosis - at gennemføre et statskup. Den 15. juli 1974 blev man vidne til den værste krise: Under ledelse af officerer fra den græske hær afsatte den cypriotiske nationalgarde ærkebiskop Makarios som præsident; det lykkedes ham dog at flygte til England. Herefter udnævntes Nikos Sampson, der var tilhænger af en tilslutning til Grækenland, til statsoverhovede. 5 dage senere invaderede Tyrkiet den nordlige del af øen, gennemførte bombardementer af Nicosia og fordrev 200.000 græsk-cyprioter til den sydlige del, for dermed at kunne beskytte det tyrkiske mindretal.

Den 23. juli overdrog Sampson præsidentposten til formanden for deputeretkammeret Glafkos Klerides. Konfronteret med udsigten til en krig mod Tyrkiet - der ville føje sig til den voksende interne opposition og den udenlandske fordømmelse - valgte oberstjuntaen i Grækenland samme dag at træde tilbage.

De tyrkiske tropper, der havde besat 40% af Cypern, nægtede imidlertid at vende tilbage til tilstanden før kuppet og forblev i landet. Den 16. august 1974 erklæredes de områder, der var under tyrkisk kontrol for at være Den tyrkisk-cypriotiske Forbundstat med Rauf Denktash som leder.

I december 1974 vendte Makarios tilbage til Cypern og genindsattes som præsident; en post han besatte indtil sin død i august 1977. En måned senere efterfulgtes han af Spyros Kyprianou, der fortsatte Makarios' linie og nægtede at anerkende delingen af Cypern, lige som han opretholdt medlemskabet af Sammenslutningen af Alliancefri Stater.

Denktash og Makarios var enedes om fire elementer i fredsforhandlingerne: a) oprettelsen af en uafhængig forbundsrepublik, alliancefri og binational; b) en præcisering af hvilke områder de to befolkningsgrupper skulle administrere; c) en afklaring af detaljer som intern, fri bevægelighed ejendomsret og andre principielle spørgsmål indenfor rammerne af en føderalt system, der anerkendte ligeret for begge grupper; formålet var at bevare Cypern som en enhed.

Men forhandlingerne stod i stampe, da Tyrkiet nægtede at efterkomme græsk-cyprioternes krav om tilbagetrækning af den tyrkisk hær. Den 15. november 1983 proklameredes Den tyrkiske republik Nord-Cypern, der kun anerkendes af Tyrkiet.

Som følge af udviklingen i turistsektoren, med international bistand og via det faktum at Cypern, pga. borgerkrigen i Libanon, overtog Beiruts rolle som internationalt finanscenter, oplevede øen fra 1983 en periode med økonomisk vækst. Det kom først og fremmest det græsk-cypriotiske borgerskab til gode.

På den nordlige del af øen registreredes en stærk tilstrømning af tyrkiske indvandrere; antallet af tilflyttere anslås til 40.000. Hvis man dertil lægger tilstedeværelsen af 35.000 tyrkiske soldater og udvandringen af omkring 20.000 tyrk-cyprioter, kan man konstatere at øens «befolkningsprofil» er ændret radikalt; i begyndelsen af 1990'erne var forholdet mellem «kontinentale» tyrkere og tyrk-cyprioter 1 til 1.

I maj 1985 afholdtes en folkeafstemning om indførelse af en forfatning for den tyrkiske republik Nord-Cypern. 65% af de stemmeberettigede gav deres tilslutning til den nye forfatning, mens 30% afstod fra at stemme. Det fortolkedes som mangel på tillid til den nye stats legitimitet.

Den græske premierminister aflyste i februar 1987 sit besøg i USA, på grund af dets tilnærmelser til Tyrkiet og som protest mod opstillingen af nordamerikanske våben på det tyrkisk kontrollerede område af Cypern.

Cyperns økonomi voksede med 6,9% i 1988 og med 6% i 1989. I april 1990 genvalgtes Denktash til præsident for Nord-Cypern. Med støtte fra USA's præsident George Bush, foreslog Tyrkiet i 1991 et møde mellem repræsentanter fra Ankara, Athen og fra begge de cypriotiske befolkningsgrupper. Grækerne og de græsk-cypriotiske ledere anså Washingtons støtte til forslaget for at være en kompensation til Tyrkiet for dets engagement i Golfkrigen.

Nicosia krævede bistand fra FN og EU, samtidig med at man afviste tilstedværelsen af tyrkisk-cyprioter. FN erklærede i april 1992 Cypern for at være et binationalt og bireligiøst land, med politisk ligestilling mellem de to grupper. Ved præsidentvalget i begyndelsen af 1993 vandt Glafkos Klerides over præsident Giorgis Vassiliu.

I Nord-Cypern dannede Denktash en ny koalitionsregering i december 1993, mens det cypriotiske retsvæsen i 1994 anerkendte tilstedeværelsen af de britiske militærbaser på øen. Samtidig beordrede Europadomstolen indførelse af en handelsembargo mod eksporten af tyrk-cypriotisk varer; På trods af den tyrkiske bistand skadede embargoen økonomien alvorligt.

I 1995 meldte spørgsmålet sig, om Cyperns indtræden i EU kunne medvirke til at løse problemet med delingen af øen, der modtog mere end 2 millioner turister årligt, og hvis økonomi var i stadig vækst. Massive østeuropæiske investeringer gav anledning til anklager om hvidvaskning af penge.

Arbejderpartiet opnåede ved valget i maj 1996 en tredjedel af stemmerne og fjernede dermed præsident Klerides regerings parlamentariske grundlag. En række demonstrationer i august ved de interne grænser førte til tabet af adskillige menneskeliv. Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International anklagede det tyrkisk-cypriotiske styre for at være direkte eller indirekte ansvarlige for mindst to af dødsfaldene.

I forsøget på at få Cypern optaget i EU, mødtes Klerides og den tyrk-cypriotiske leder Rauf Denktash gentagne gange i løbet af 1997. Disse møder, der havde deltagelse fra FN, havde til formål på kort sigt at genforene øen, som optakt til optagelsen i EU. Men de direkte forhandlinger mellem EU og de græsk-cypriotiske ledere bremsede den interne dialog i Cypern, og genforeningen trak ud. Uenigheden mellem Grækenland og Tyrkiet på dette punkt bidrog ligeledes til at vanskeliggøre forhandlingerne.

Som konsekvens af disse vanskeligheder besluttede EU, at den græske del af øen kunne optages som selvstændigt medlem, mens den tyrkiske del ville blive udelukket. Denktash mente til gengæld, at EU måtte anerkende Nord-Cyperns legitimitet og tillade hele Cypern at blive optaget i unionen.

Udenrigsministrene fra de 15 medlemslande i EU enedes efter 3 dages svære drøftelser i marts 1998 om at indlede forhandlingerne om optagelse af den græsk-cypriotiske del af Cypern.

Klerides var efter en forbitret valgkamp i februar blevet genvalgt til græsk-cyprioternes præsident med 50,8% af stemmerne, mens hans konkurrent, George Iavacu fra centrum-højrepartiet IKOS opnåede 49,2%.

I 1999 besluttede Grækenland at ophæve sit veto mod tyrkisk medlemsskab af EU, og landet gav samtidig betydelig nødhjælp til den tyrkiske regering, efter det jordskælv der samme år havde ramt landet. Disse ændrede relationer mellem de to arvefjender forandrede samtidig den politiske situation i Cypern.

Med FN bistand blev forhandlingerne mellem Clerides og Denktash i februar 2000 genoptaget. Forhandlingerne blev gennemført udfra metoden «nærvedliggende diskussioner», hvor der ikke findes nogen direkte kontakt mellem parterne. I den tyrkisk-cypriotiske del af landet bekræftede Denktash sin magt, da han i april blev genvalgt med 43,7 % af stemmerne.

Den tredje forhandlingsrunde sluttede i august uden nogen form for fremskridt, og i september besluttede Klerides at boykotte forhandlingerne efter en udtalelse fra FN's generalsekratær Kofi Annan, hvor denne tillagde regeringerne i den tyrkisk og græsk kontrollerede del lige stor vægt. Annan ændrede sine udtalelser og erklærede, at enhver aftale om Cyper må baseres på en fælles suverænitet over øen. Parterne stod fortsat stejlt overfor hinanden på spørgsmålet om Cyperns fremtidige struktur. Græsk-cyprioterne gik ind for en genforenet føderation, mens tyrk-cyprioterne gik ind for delt suverænitet. I forlængelse af afslutningen på et forhandlingsmøde i Geneve i november erklærede Denktash, at han ikke ville vende tilbage til forhandlingerne, før det internationale samfund anerkendte det tyrk-cypriotiske Cypern.

Som tegn på vilje til at forbedrede forholdet til Grækenland hævede Tyrkiet den 3. december 2001 sit veto mod en aftale mellem EU og NATO om Europas fremtidige sikkerhedsstruktur - dog ikke uden at fastlægge visse betingelser. Kun tre dage senere gennemførte Cyperns to statschefer et historisk møde. Klerides krydsede for første gang i 27 år den grønne linie mellem de to dele for at mødes med sin tyrk-cypriotiske kollega. I januar 2002 blev forhandlingerne mellem de to parter genoptaget med FN som mægler. Forhandlingerne gjorde dog ikke fremskridt, og i november 2002 fremlagde Kofi Annan forslag om gennemførelse af en parallel folkeafstemning i de to dele om en genforening af Cypern under navnet Den Forenede Cypriotiske Republik. Men også dette forslag blev afvist af Denktash, og Annan måtte derfor opgive mæglingsbestræbelserne. I december besluttede EU at optage Cypern i 2004 - også selvom det ikke lykkes at gennemføre en genforening.

I februar 2003 gennemførtes præsidentvalg, der blev vundet af oppositionens kandidat, centrum-højre politikeren Tassos Papadopoulos, der fik 51,5% af stemmerne. Papadopoulos har foruden fra sit eget parti også støtte fra KISOS, AKEL og KOP. Valget fandt sted få uger før FN's tidsfrist for genforening udløb. Fristen blev overskredet, og Annan måtte erkende, at genforeningsplanen var slået fejl. Med udsigt til optagelse i FN havde den højreorienterede græsk-cypriotiske regering ingen interesse i at søge geforening. Samme år krydsedes den grønne linie mellem de to dele af Cypern for første gange af både græsk- og tyrkisk cyprioter. 17.000 passerede grænsen.

En folkeafstemning i den tyrkisk-cypriotiske del af landet i slutningen af året gav lige store stemmeandele for og imod genforening. Lederen af det republikanske parti, Mehmet Ali Talat, der havde støttet Annans genforeningsplan opfordrede til dannelse af en koalitionsregering. I 2004 opnåede Talat en koalitionsaftale med det demokratiske parti under ledelse af Serdar Denktash, søn af den tyrkisk-cypriotiske leder.

Nye forhandlinger mellem græsk- og tyrk-cyprioter blev genoptaget i februar 2004. I april blev den gennemført en ny parallel folkeafstemning i både den tyrkiske- og græsk-cypriotiske del om FN's genforeningsplan. Mens tyrkerne stemte for genforening, blev planen stemt ned af græsk-cyprioterne. Den 1. maj blev Cypern sammen med 9 andre nye medlemslande optaget som del af EU. Dvs. det var kun den græsk-cypriotiske del der blev optaget. EU regerede på grækernes forkastning af genforening ved at give den tyrkisk-cypriotiske del betydelig økonomisk bistand.

I slutningen af maj gav tyrk-cyprioterne de bosiddende græsk-cyprioter tilladelse til at krydse den grønne linie med blot deres identitetspapirer, hvor de tidligere skulle bruge pas. Iflg. den tyrk-cypriotiske regering skal den nye bestemmelse forbedre kontakten mellem indbyggere i hver af de to dele af landet.

Ankara erklærede i december, at Tyrkiet vil anerkende Cypern som medlem af EU. Det skete inden Tyrkiet i oktober 2005 selv indledte optagelsesforhandlinger med EU.

Mehmet Ali Talat blev i april 2005 valgt som tyrkisk-cypriotisk præsident. En måned senere indledte den græsk-cypriotiske regering forhandlinger med FN om mulighederne for en ny fredsaftale mellem de to halvdele af øen.

I modsætning til tidligere aftaler afviste Tyrkiet i april 2006 at anerkende Cypern som medlem af EU og bevarede sine tropper i den tyrkisk-cypriotiske del. Den manglende anerkendelse afspejlede de problemer der var opstået i optagelsesforhandlingerne mellem EU og Tyrkiet.

EU bekræftede i juli 2007, at Cypern den 1. januar 2008 optages i Euro zonen. Samme måned tog øen imod mange tusinde libanesiske flygtninge på flugt fra Israels terrorbombardementer og invasion af Libanon.

Kommunisten Dimitris Christofias vandt 2. runde af præsidentvalget i Cypern i februar 2008 med 53,3% af stemmerne. Han blev dermed EU's første kommunistiske regeringschef. Mens omverdenen mest interesserede sig for Christofias' kommunistiske baggrund og uddannelse i Moskva, interesserede cyprioterne sig mest for hans løfter om at arbejde på at løse konflikten mellem nord og syd. I marts blev den mur der gennem 32 år havde adskildt den græsk cypriotiske del af øen fra den FN kontrollerede bufferzone revet ned. Muren havde gennem 32 år skåret Ledra gaden i Nicosia og stod som symbol på øens deling. Den 3. april blev Ledra gaden genåbnet i tilstedeværelse af græsk- og tyrk-cypriotiske embedsmænd og politikere.

Græsk- og tyrk-cyprioter fortsatte i 2009 deres forhandlinger om genforening af øen.

Traficking af unge kvinder og piger og sexslaver er fortsat et problem i Cypern.

I marts 2009 blev 10 politifolk frifundet for mishandling af to studenter i december 2005. Frifindelsen vagte international opsigt, da der eksisterede videooptagelser af politiets mishandling af de to unge mænd, der lå i håndjern.

Valget i Nordcypern i april 2009 blev vundet af den højreorienterede Nationale Enhedsparti, der gik ind for selvstændighed for Nordcypern. Dets leder, Derviş Eroğlu blev i april 2010 indsat som «præsident» over Nordcypern. Denne cementering af splittelsen mellem de to dele af øen var et svar på den græsk-cypriotiske centralregerings modstand mod forhandlinger og forsoning.

Det konservative parti DISY vandt parlamentsvalget i maj 2011 med 34,3% af stemmerne. En fremgang på 3,8%. Det var dog tæt fulgt at kommunistpartiet AKEL, der fik 32,7%. En fremgang på 1,4%. Valget var fremskyndet efter at partiet DIKO i august 2010 forlod koalitionsregeringen med AKEL.

I juli 2011 sprang et ammunitionsdepot på Evangelos Florakis flådebasen i det sydlige Cypern i luften. Eksplosionen kastede landet ud i en økonomisk og politisk krise. Depotet bestod af 98 containere med våben og sprængstoffer. De var kommet til basen i 2009 efter at sørøvere fra USA's flåde havde erobret et cypriotisk indregistreret skib i det Røde Hav, der sejlede våben fra Iran til Syrien. USA og Storbritannien havde efterfølgende lagt pres på Cypern for at få det til at konfiskere våbensendingen, men det blev afvist fra Cyperns side, der ikke ønskede en diplomatisk konflikt med Syrien. Cypern opfordrede i stedet Storbritannien og USA til at fjerne våbnene, hvilket de to stater ligeledes afviste. Eksplosionen kostede 13 mennesker liver og sårede flere hundrede. Samtidig ødelagde den landets største elværk, der tegnede sig for halvdelen af elforsyningen. Som direkte politisk konsekvens tog forsvarsministeren og hærchefen deres afsked. Men hændelsen udløste samtidig demonstrationer med krav om præsidentens afgang. En uafhængig rapport lagde i oktober hovedansvaret for eksplosionen på præsidenten, og opfordrede samtidig rigsadvokaten til at indlede en sag mod denne. Omkostningerne ved eksplosionen løb op i omkring 2,8 mia. US$.

Flygtninges vilkår bliver regelmæssigt overtrådt i landet. I juli 2011 gik 35 politifolk til angreb på flygtninge, der blev tilbageholdt på politistationen i Larnaca. De blev tævet og verbalt overfuset. Amnesty International kritiserede tilbageholdelsen af afviste asylansøgere i bl.a. fængsler. To fløje af det centrale fængsel i Nicosia var da indrettet til at huse afviste asylansøgere. Det er i strid med flygtningekonventionen.

Store gasforekomster blev lokaliseret i undergrunden 175 km syd for Cypern, der internationalt var anerkendt som en del af Cypern. Dog ikke af Tyrkiet, der i 2011 truede med at sætte sin flåde ind, hvis Cypern indledte efterforskningen af gasfelterne. Det blev dog i første omgang ved truslerne. Cypern indledte samme år prøveboringer uden at blive angrebet af Tyrkiets flåde.

Den 7. april 2012 gik cypriotisk politi og landet terrorkorps til angreb på et hus i bufferzonen og arresterede 28 - blandt andet midreårige - fredsaktivister. Aktivisterne fik bank af politiet og en tilstedeværende kunne berette at politiets aktion havde været ulovlig, da der ikke blev fremlagt nogen dommerkendelse.

I juni 2012 meldte Cypern sig i rækken af EU lande, der var i betalingsvanskeligheder som følge af den økonomiske krise. Fitch nedgraderede samtidig landets statsobligationer til junk status. I marts 2013 indgik EU en aftale med den cypriotiske regering om at dele landets næststørste bank op i 2 - en «dårlig» og en «god» bank. Landet fik til gengæld bevilget 10 mia. € af EU, den Europæiske Centralbank og IMF. Landet skulle endvidere rundbarbere ikke-forsikrede indeståender i landets banker. Der var især tale om indeståender fra russiske kriminelle, der i stor stil har brugt Cypern som skattely.

Den konservative Nicos Anastasiades vandt i februar 2013 præsidentvalget med 57,5% af stemmerne i anden valgrunde.

Cypern kritiseres løben for sin inhumane behandling af asylansøgere - specielt syrere der flygter fra borgerkrigen i Syrien. Asylansøgere tilbageholdes rutinemæssigt i op til 18 månedre under fængselslignende forhold, og ofte adskilles forældre fra deres børn, der overlades til de sociale myndigheder. Børn ned til 19 måneder er på den måde blevet adskilt fra deres forældre.

I august 2013 meddelte forsvarsminister Fotis Fotiou at den militære værnepligt ville blive nedsat til 18 måneder og siden til 14 inden udgangen af 2014. Planerne blev dog aldrig ført ud i livet.

I 2014 var den økonomiske vækst negativ med 2%. Landet var allerede ramt hårdt af EU's vilkårlige sanktioner mod Rusland og ville blive ramt endnu hårdere i takt med at sanktionerne blev udvidet og olieprisen faldt. For at kompensere for dette indgik Cypern og Rusland i februar 2015 en aftale, der gav Rusland adgang til Cyperns havne og lufthavne. Trods det økonomiske kollaps i Grækenland forventedes den økonomiske vækst i 2015 at nå 2%.

Den Europæiske Komite til forebyggelse af Tortur offentliggjorde i december 2014 en rapport, der dokumenterede udbredt anvendelse af tortur i Cypern - specielt overfor udlændinge. Tilsvarende dokumentation nåede FN's Komite mod Tortur.

Menneskerettighedssituationen for specielt flygtninge forværredes drastisk i løbet af 2015. Cypern havde allerede en lang historie for brud på rettighederne. I juli 2015 afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen om 17 syriske kurdere, der i 2010 blev tilbageholdt i Cypern for efterfølgende at blive deporteret trods det at de havde verserende asylsager, der blev behandlet i højesteret. I sin kendelse slog menneskerettighedsdomstolen fast, at kurdernes tilbageholdelse ikke havde noget retsligt grundlag og at de ikke havde haft procedurer til rådighed til at forsvare deres rettigheder.

I september kænterede en båd med flygtninge ved landets sydkyst. 115 flygtninge blev reddet og placeret i modtagelsescentret Kofinou. Samme måned indledte 14 flygtninge i Menoya flygtningecentret en sultestrejke i protest mod deres langvarige tilbageholdelse og de umenneskelige forhold i centret. Cyperns indenrigsminister erklærede, at Cypern var villig til at modtage op til 300 syriske flygtninge under EU's fordelingssystem for flygtninge, men der skulle være tale om kristent ortodokse.

I november blev den russiske statsborger Nataliya Konovalova udleveret til Rusland, trods det at hendes asylansøgning var under behandling. Måneden efter udtrykte Europarådets kommissær for Menneskerettigheder dyb bekynring over manglerne i det cypriotiske asylsystem og opfordrede til at landet forbedrede forholdene i centrene og for asylansøgere generelt.

Storbritannien indledte i januar 2016 luftkrig mod bl.a. IS i Syrien. Det skete fra baser på Cypern.

I februar opfordrede FN's Underkomite til hindring af Tortur Cypern til at forbedre forholdene i asylcentre og på politistationer.

I marts bortførte en egyptisk statsborger et EgyptAir fly, der blev bragt til landing i Larnaka. I september besluttede byretten i Nikosia, at han kunne udleveres til Egypten. En beslutning der blev kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, der pegede på, at han ville blive udsat for tortur i Egypten. Måneden efter blev kendelsen indbragt for højesteret.

Parlamentsvalget i maj gav tilbagegang for de to store partier DISY og AKEL med henholdsvis 2 og 3 mandater til 18 og 16. Til gengæld kom det højreradikale parti ELAM ind i parlamentet med 2 mandater. Valgdeltagelsen var 66,7%. En tilbagegang på 12%. 

Asylansøgere gennemførte i september en demonstration udenfor parlamentet i protest mod den langsomme asylproces. De fleste af dem havde være i Cypern i 10 år uden at få afgjort deres sager, hvilket på alle måder vanskeliggjorde deres liv.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Cyprus)
Amnesty International årsrapport
Amnesty International landerapporter 
Cypernguiden