Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det såkaldte blokadecirkulære blev udsendt af Justitsministeriet i 1976 og havde til formål at skærpe politiets indsats overfor faglige blokader.

Fra starten af 1970'erne var det danske arbejdsmarked præget af en række arbejdskonflikter, der blev betegnet som ulovlige udfra det fagretlige systems spilleregler. Under disse konflikter blev blokadevåbnet i stigende omfang taget i anvendelse for at sikre indgåelsen af overenskomst og for at hindre uorganiserede i at arbejde på blokaderamte virksomheder (se Blokade). Den første større af den slags sager var Hopekonflikten i 1973. Den blev senere fulgt af Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejderforbunds aktion overfor Bækkelund Papirfabrik i Viborg i september 1975 og måneden efter af den faglige aktion mod firmaet Info på Frederiksberg.

Danmark havde siden starten af 70'erne været i økonomisk krise, og arbejdsgiverne forsøgte at anvende den stigende arbejdsløshed til at presse arbejderklassens løn- og arbejdsforhold. Bl.a. gennem anvendelse af uorganiseret arbejdskraft. Fagbevægelsens modsvar var demonstrationer, blokader og andre aktionsformer. Politiet holdt i denne periode i mange politikredse en lavere profil under arbejdskonflikter udfra en holdning om, at der var tale om sociale konflikter, som parterne selv måtte klare - uden politiets indgriben - med mindre der blev begået alvorlige lovovertrædelser. Denne holdning førte til kritik af politiet fra borgerlig side, bl.a. i kølvandet på Hopekonflikten.

Under konflikterne i 1975 stillede folketingsmand Oluf von Lowzow den socialdemokratiske justitsminister Orla Møller spørgsmålet: «Er politiet på nogen måde instrueret om ikke at gribe ind mod straffelovsovertrædelser i forbindelse med arbejdskonflikter?». Og dette spørgsmål blev fulgt op af et andet fra den ligeledes konservative Poul Schlüter: «Hvad vil regeringen foretage sig for at sikre folks ret til at færdes frit til og fra deres arbejde?»

Orla Møller svarede, at hverken han eller politiet havde ønske om at gribe ind i arbejdskonflikter, men hvis der konstateredes overtrædelser af straffebestemmelser, og hvis lovens almindelige bestemmelser for et indgreb var opfyldt, havde politiet pligt til at gribe ind for at forhindre den ulovlige handling. Han understregede samtidig, at regeringen mente, at folk skulle kunne færdes frit, hvor de havde et lovligt ærinde - også til en arbejdsplads over for hvilken der var etableret blokade. «Blokade som kollektivt kampskridt overfor en arbejdsgiver må, hvis den skal være effektiv, nødvendigvis medføre en række sanktioner, men de må naturligvis være fuldt lovlige». Ministeren henviste til sådanne ting som opstilling af vagter, skiltning, uddeling af tryksager, samtaler med de ansatte på virksomheden osv.

Svaret fik Centrum-Demokraterne til at fremsætte et lovforslag, der ville gøre det strafbart «at hindre nogen i at færdes frit til og fra en ejendom eller andet område, hvortil han i øvrigt er adgangsberettiget». For at afværge at straffeloven blev strammet op på dette punkt, anmodede justitsministeren straffelovrådet om en udtalelse. Det resulterede i betænkning 759/1976 om «Visse strafferetlige og civilretlige spørgsmål ifbm. arbejdskonflikter». På baggrund af betænkningen udsendte justitsministeriet den 30. juni 1976 «Cirkulæreskrivelse til politiet om visse strafferetlige spørgsmål ifbm. arbejdskonflikter» - det cirkulære der senere fik betegnelsen Blokadecirkulæret.

Cirkulæret skulle forsøge at løse den strafferetlige modsætning der eksisterer mellem Grundlovens §79, der sikrer forsamlings- og demonstrationsfrihed, og straffelovens §260 der handler om ulovlig tvang. Cirkulæret konstaterer, at det ikke er ulovligt efter §260, at en gruppe personer har taget opstilling, således at de ved deres massive fysiske tilstedeværelse virker afspærrende. Til gengæld fastslår cirkulæret, at sådanne blokader kan straffes efter politivedtægtens §3, der handler om forstyrrelse af den offentlige ro og orden og pålægger politiet at anvende denne fortolkning.

Blokadecirkulæret rummer altså en forskydning i fortolkningen af lovgivningen til arbejderklassens ugunst. Nu ligger den endelige fortolkning af loven ikke i justitsministeriet eller hos politiet, men i domstolene. Men domstolene valgte at følge signalet fra ministeriet. I 1980 afsagde Højesteret dom i sagen mod arbejdere, der havde deltaget i blokader mod Fragtmandshallen i Glostrup i 1978. De blev hver idømt 150 kr i bøde, og i dommen slog retten fast, at politivedtægtens §3 ikke var en krænkelse af Grundlovens §79.

Den skærpede praksis blev anvendt allerede i 1977 under BT-konflikten og i 78 mod blokaderne af Fragtmandshallen, hvor politiet også tog det såkaldte blokadegreb i anvendelse, for at fjerne demonstranter. Kursen fra politiets side overfor konfliktende arbejdere blev yderligere skærpet under Havnearbejderkonflikten i 1983, blokaden af La Cabana i Herning samme år for foreløbigt at kulminere under Ri-Bus konflikten i Esbjerg i 1994-95. Politiets mere tilbagetrukne indsats i starten af 70'erne blev erstattet af massiv indsats af politi med hunde mod konfliktende arbejdere og sympatisører. Det er samtidig interessant, at denne skærpede praksis alene anvendes overfor arbejdskonflikter og ikke overfor fiskere eller bønder, der i 70'erne og 80'erne blokerede havne og veje som led i deres politiske og økonomiske kamp.

Situationen er blevet sammenlignet med tilsvarende omstændigheder i slutningen af 1920'erne. I 1923-26 verserede en sag om anvendelse af blokade mod uorganiseret arbejdskraft (se Kolindsundsagen), der i 1928 fik en venstre-regering til at vedtage en lov mod blokadevirksomhed - den såkaldte Tugthuslov. Loven blev ophævet af en socialdemokratisk regering i 1937. Blokadecirkulæret af 1976 er fortsat gældende.

A.J.