 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Entrisme er et begreb inden for den internationale trotskistiske bevægelses historie. Det betegner en taktisk vending, hvor de trotskistiske grupper for at bryde politisk og organisatorisk isolation går kollektivt ind i etablerede arbejderorganisationer, først og fremmest socialdemokratiske eller kommunistiske, men lejlighedsvis også partier, som er blevet betegnet som «centristiske» - dvs. vaklende mellem revolutionære og reformistiske standpunkter. Målet er sædvanligvis at forbinde sig med strømninger, som bevæger sig i en retning, der begunstiger tæt politisk samarbejde med trotskisterne.
1930'ernes entrisme
De trotskistiske grupper, der var udsprunget af venstreoppositionen inden for Kommunistisk Internationale, havde i 1933 i kølvandet på Hitlers sejr i Tyskland og manglen på det indre opgør i Komintern - som venstreoppositionen havde håbet på - ændret deres taktik fra at forsøge at reformere Komintern til at arbejde hen imod oprettelsen af en ny internationale - Fjerde Internationale.
Begrebet entrisme opstod i det trotskistiske vokabularium, da de franske trotskister på Trotskijs anbefaling i sommeren 1934 gik ind i det franske Socialistparti, SFIO, for at forbinde sig med venstrestrømninger her. Dette blev i samtiden betegnet som «den franske vending». Da man cirka 18 måneder år senere forlod SFIO kunne man fremvise politiske resultater, der langt oversteg, hvad trotskister ellers havde kunnet bedrive af praktisk politik. En lignende vending fra de nordamerikanske trotskisters side to år senere fik ligeledes gunstige resultater.
Entrismen foregik dog ikke problemfrit. De spanske trotskister nægtede for eksempel at gennemføre en entristisk taktik. Og Trotskij brød i 1936 med en gruppe franske trotskister, som var uvillige til at træde ud af SFIO.
30'ernes entrisme foregik ud fra årvågenhed over for brydninger inden for den etablerede arbejderbevægelse. Da Komintern i 1935 ændrede kurs fra en venstresekterisk «tredjeperiode»-linje, hvor socialdemokraterne var blevet kaldt «socialfascister», til en højreopportunistisk folkefrontslinje, som åbnede for alliance med borgerlige kræfter med henblik på at afværge «det værste onde», nemlig fascismen, forsøgte trotskisterne flere steder at gå ind i kommunistpartierne for at tiltrække proselytter til en mere stringent kurs, hvilket også i flere tilfælde var vellykket, selv om det aldrig førte til massetilslutning til trotskisterne.
Også i Danmark forsøgte den lille gruppe trotskister sig med entristisk arbejde. Først i DsU, siden også sporadisk inden for DKU.
I lyset af den truende Anden Verdenskrig og den forestående fascistiske sejr i den spanske borgerkrig blev det i 1938 besluttet at stifte Fjerde Internationale med de kræfter, man nu engang havde. Trotskisterne så stiftelsen som en nødvendighed for at sikre den revolutionære marxistiske traditions kontinuitet over for de reformistiske og stalinistiske traditioners løsrevne teori og pragmatiske praksis. Stiftelsen af Fjerde Internationale var også en konstatering af, at det nu var mindre gunstigt at lave storstilet entristisk arbejde, skønt man fortsat holdt dørene åbne for andre revolutionære eller centristiske kræfter.
1950'erne Entrisme af særlig karakter
Anden Verdenskrig begunstigede ikke umiddelbart Fjerde Internationales virke, idet den vanskeliggjorde udveksling af erfaringer og politiske kundskaber over landegrænser. Men de samfundsmæssige brydninger i kølvandet på verdenskrigen førte mange steder til en vis vækst for selvstændige trotskistiske grupper, der nu oftest stod tilbage som det eneste bare nogenlunde kollektive politiske alternativ til reformismen og stalinismen. De centristiske partier og grupper var enten forsvundet eller reduceret til sekter.
Men succes'en for den selvstændige trotskistiske opbygning var kortvarig. Den kolde krig medførte et bipolært politisk verdensbillede, der ikke levnede meget plads til alternative revolutionære retninger. Trotskisterne var isolerede som sjældent før. Derfor besluttede et flertal i Fjerde Internationales ledelse i 1952 at gennemføre en kontroversiel linje om «entrisme af særlig karakter» (også kaldt entrisme sui generis) inden for de kommunistiske partier. Det «særlige» bestod for det første i, at man på grund af den stramme indre disciplin i de kommunistiske partier ikke kunne agere åbent, men måtte beholde en lille håndfuld kammerater uden for kommunistpartierne for at opretholde de trotskistiske publikationer og den udadvendte aktivitet overhovedet. For det andet forudså man, at denne entrisme måtte blive langvarig. Den var altså ikke af samme kortvarige, taktiske karakter som 1930'ernes entrisme.
Blandt præmisserne for dette drastiske skridt var en formodning om en snarlig udvikling af en betydelig venstrestrømning inden for kommunistpartierne. Dette kom ikke til at holde stik. Imidlertid blev der inden for en overskuelig årrække tale om brud inden for den stalinistiske verdensbevægelse. Den jugoslaviske og den kinesiske revolution havde allerede bidraget til at ryste Kremls hegemoni over den «revolutionære» bevægelse. Khrusjtjovs indledning af «afstaliniseringsprocessen» på SUKPs 20. partikongres i 1956 og Sovjetunionens samtidige militære knægtelse af Tjekkoslovakiets ret til at arbejde hen imod en mere demokratisk socialisme bidrog yderligere til at udvikle kritiske retninger inden for kommunistpartierne. Resultatet blev dog ikke deciderede venstrestrømninger, men snarere en række venstrereformistiske «eurokommunistiske» partier - herunder det danske SF.
«Eurokommunisterne» trak trotskisterne med sig. De mere demokratiske interne normer, som herskede i et parti som det danske SF frem for DKP, skabte rum for, at trotskisterne kunne arbejde på mere centrale poster, selv om det ofte stadig var eksklusionsgrund at erklære sig som trotskist.
Da der i løbet af 1960'erne som led i den generelle radikalisering af især ungdomsmiljøer opstod venstresocialistiske strømninger, støttede trotskisterne disse strømningers brud med reformismen og arbejdede en stund loyalt inden for de venstresocialistiske strømninger, hvad enten disse brød ud og dannede egne partier, eller blev inden for de etablerede partier.
Men entrismen havde for trotskisterne mistet sit politiske perspektiv. Man anstrengte sig mere for at vise, at man var «loyal» over for ikke-trotskistiske partikammerater, end for at udvikle et troværdigt revolutionært program for arbejderklassen i sit eget land.
Begivenhederne i 1968-69 gav Fjerde Internationale mulighed for at forbinde sig mere direkte med radikaliserede politiske miljøer. På Fjerde Internationales 9. verdenskongres i 1969 brød man derfor med den entristiske taktik, skønt afviklingen af den i praksis kom til at foregå meget ujævnt de enkelte lande imellem. I Danmark fik Socialistisk Ungdomsforbund i 1971 et trotskistisk flertal og ansøgte om status som danske sektion af Fjerde Internationale. Dette affødte samtidig et brud med det VS, som den tidligere danske sektion, Revolutionære Socialister, havde arbejdet indenfor.
1990'erne Omgruppering
Op gennem 1970'erne og de første år af 1980'erne opbyggede Fjerde Internationales sektioner sig selvstændigt. Med brydningerne på venstrefløjen fra sidst i 1980'erne og op gennem 1990'erne er der opstået både muligheden og nødvendigheden af, at Fjerde Internationales sektioner knytter sig tættere til andre venstrekræfter. I Danmark har det trotskistiske SAP været aktivt i opbygningen af Enhedslisten siden sidst i 1980'erne.
Det nuværende samarbejde med andre venstrekræfter adskiller sig i sit væsen fra tidligere tiders entrisme. Dets mål er ikke snævert at styrke den trotskistiske strømning, men derimod i fællesskab at udarbejde et adækvat politisk program for vejen til socialisme.
Fjerde Internationales verdenskongres i 1995 konstaterede ud fra krisen eller sammenbruddet for de stalinistiske partier og ud fra den ændrede karakter af forholdet mellem socialdemokrati, fagbevægelse og arbejderklasse, at ingen af de entristiske former, som blev anvendt i 1930'erne, 1950'erne og 1960'erne, er anvendelige i dag.
Entrismen i sin helhed
Fjerde Internationale vedtog aldrig nogen officiel status over den langvarige «entrisme af særlig karakter». Der er i Fjerde Internationales rækker ingen samlet opfattelse af den entristiske taktik som historisk fænomen. Det er åbenbart, at de optimistiske prognoser, der lå som præmis for den 1950'ernes «dybe» entrisme i de kommunistiske partier, ikke holdt. Men spørgsmålet er, om det i denne sammenhæng ikke er ligegyldigt. For intet tyder på, at der fandtes nogen anden almen udvej.
Dette er dog ikke noget argument imod, at entrismen som sådan kan afføde en række varige politiske sygdomme. For det første er der den åbenlyse fare for, at trotskistiske enkeltmedlemmer eller grupper trækkes til højre og opsuges af det reformistiske eller stalinistiske parti, som man oprindelig gik ind i som oppositionelt medlem. For det andet er der faren for, at man «overudvikler» sin politiske tæft, at man så at sige kommer til at tænke for taktisk, at man bliver rænkespiller. Den trotskistiske bevægelses historie viser flere eksempler på dette politiske træk, som i bedste fald kun er gunstigt på kort sigt.
Omvendt har en entristisk taktik ofte været nødvendig og har været udtryk for en usekterisk politisk grundholdning. De trotskistiske smågrupper har ofte arbejdet loyalt inden for de store partier ud fra politisk selvtillid snarere end organisatorisk destruktionstrang eller forsøg på at påtvinge andre sine egne holdninger. Trotskisternes grundholdning har i de gode tilfælde været, at det var nødvendigt at arbejde inden for de store partier for at kunne præsentere sine standpunkter for en bredere kreds.