 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Fjerde Internationale (FI) blev stiftet i 1938. Et af de vigtigste formål var bevarelsen af en kontinuitet i den revolutionære marxisme, trods den stalinistiske udartning af Tredje Internationale (Komintern). FI's forløber, Den internationale Venstreopposition, opfattede sig i begyndelsen af 1930'erne endnu som en fraktion af Komintern, selv om den var blevet ekskluderet derfra. Ønsket om at grundlægge en Fjerde Internationale opstod først efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland, som Trotskij og nogle af hans meningsfæller verden over så som en endegyldig dødsdom over Komintern. Når det tyske Kommunistpartis ledelse havde kunnet se socialdemokraterne som hovedfjenden og dermed ignorere den nazistiske fare, og oven i købet få stiltiende samtykke fra sin store medlemsskare, så var der i Trotskijs øjne intet håb om at reformere Komintern indefra.
Til at begynde med havde Venstreoppositionen kun én fremtrædende sympatisør i Danmark. Den gamle kommunist Marie Nielsen havde været banebrydende i faglige organiseringer og i stiftelsen af DKP. Hun udviklede tidligt - gennem af sine individuelle internationale kontakter - sympatier for Trotskij og blev i 1929 ekskluderet fra DKP på grund af sin modstand mod Trotskijs eksklusion fra SUKP (Sovjetunionens Kommunistparti). Men hun stod ret alene med sine synspunkter. Hun skrev bl.a. artiklen Kampen om Trotskij i 1937. Senere var hun lejlighedsvis i kontakt med trotskistiske grupper i Danmark, men en egentlig tilknytning blev der aldrig tale om.
1933-37 De første forsøg
Arbejdet med at danne en dansk trotskistisk gruppe blev først indledt, da en række tyske venstreoppositionelle kommunister, heriblandt den erfarne hamburgske arbejderleder Georg Jungclas, efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev tvunget til at søge asyl i Danmark.
Jungclas arbejdede for at etablere kontakter til andre tyske emigranter og til danske arbejdere for at danne en venstreoppositionel kommunistisk gruppe i København. Hans første, vigtige kontakt blev Bernhard Bøggild, der havde været blandt de socialdemokrater, som i 1932 havde inviteret Trotskij til Danmark for at tale om oktoberrevolutionen.
De emigranter, som Jungclas knyttede kontakt til, udgjorde ikke nogen fast gruppe, idet mange blot var på gennemrejse. Alligevel voksede gruppen, så den i 1934 bestod af næsten 20 personer.
At der ikke umiddelbart fandtes skolede og erfarne danske trotskister betød, at emigrantgruppen uundgåeligt måtte stå isoleret fra resten af arbejderbevægelsen, uden erfaringer fra danske klassekampe og med sproglige barrierer over for de danske arbejdere. Dette søgte de at råde bod på ved at gennemføre studiekredse og tage rundt i danske arbejderhjem for at forklare om den tyske arbejderklasse og den anti-fascistiske kamp. Jungclas fik snart kontakt til en håndfuld fagligt aktive, heriblandt typograf Svend Johansen.
Desuden forsøgte Jungclas-kredsen at handle i forhold til opbruddet i arbejderbevægelsens etablerede organisationer. Blandt andet lykkedes det for Jungclas gennem diskussioner om antifascistisk kamp at trække sin vært Bernhard Bøggild i trotskistisk retning.
Trotskisterne diskuterede med en gruppe militante unge venstresocialdemokrater, som var blevet ramt af regeringens uniformsforbud i 1934 og ekskluderet fra DsU. Der var flere fælles udgangspunkter for trotskisterne og de venstresocialdemokratiske unge, for eksempel appellen om enhedsfront og en internationalistisk fokus på den anti-fascistiske kamp. Den trotskistiske støtte til venstresocialdemokraterne førte til dannelsen af den første danske trotskistiske gruppe, Internationale Kommunister (Bolscheviker-Leninister), med førnævnte typograf Svend Johansen i spidsen. I 1934 bestod gruppen af danskere ifølge Svend Johansen selv af cirka 20 mennesker.
Samtidig lykkedes det trotskisterne at overbevise en kreds af DSU'ere, der kaldte sig International Socialistisk Brevklub, og havde Poul Moth, Tage Lau og Åge Kjelsø i spidsen. Gennem disses arbejde lykkedes det at samle cirka 20 unge til dannelsen af Socialistisk Arbejder Ungdom (SAU), der udgav bladet Klassekampen, det første dansksprogede trotskistiske blad.
Socialistisk Arbejder Ungdom blev tilsluttet Det internationale bureau af revolutionære Ungdomsorganisationer, også kaldet Stockholm-bureauet. I spidsen for denne internationale sammenslutning stod det centristiske engelske parti Independent Labour Party (ILP). Men de danske trotskister, der i 1935-36 udsendte bulletinen Internationale Jugendinformation der I.K.L. (Bolcheviki-Leninisten), trak sig ud efter der i Stockholm-bureauet opstod en hetz og eksklusionsbølge mod trotskisterne.
Da forholdene for trotskisterne blev forværret i Independent Labour Party og dets sympatiserende organisationer, anbefalede Trotskij, at trotskisterne skulle forsøge at bryde deres isolation ved at gå ind i Socialdemokratierne, en taktik der kaldes «entrisme». Således blev Socialistisk Arbejder Ungdom opløst, og dets medlemmer meldte sig ind i DsU, trods en vis begyndende uvilje mod dette hos de unge SAU'ere, der nu var organisatorisk forbundet i Leninistisk Arbejdsgruppe (LAG).
I løbet af 1936 skete der en vis stabilisering af LAG, blandt andet ved at folk fra Poul Moths gamle kreds tilsluttede sig gruppen. I 1937 begyndte LAG at udsende bladet 4. Internationale i samarbejde med den norske trotskist Jeanette Olsen.
Men gruppen var præget af interne stridigheder. Gruppen omkring Poul Moth forsøgte at danne en slags «modkultur». Den stod bag forskellige initiativer til organisering af «arbejder-esperatister» og interlingua-tilhængere, blandt andet ud fra Moths a-nationalistiske holdning (dvs. nægtelse af det nationale spørgsmåls betydning). Heroverfor stod de mere erfarne arbejderorganisatorer blandt emigranterne, der betragtede meget af Moth-folkenes perspektiv som sekterisk fantasteri. Ydermere blev gruppen svækket af Bernhard Bøggilds selvmord i 1935 og Svend Johansens varige indmeldelse i Socialdemokratiet i 1936.
Det politiske arbejde sidst i 30'erne
Den første Moskvaproces i 1936, hvor ledende bolsjevikker blev dømt på falske anklager om «trotskisme» og «kontrarevolutionær sabotage» gav de danske trotskisters arbejde en vis gennemslagskraft. Centralt i «bevisførelsen» stod et vidneudsagn om, at den anklagede Golzmann skulle have mødt Trotskijs søn, Lev Sedov, på hotel Bristol i København i forbindelse med Trotskijs besøg her i 1932. De danske trotskister kunne heroverfor påpege, at Sedov ikke havde været i København, og at hotel Bristol ikke havde eksisteret siden 1917. Med den fremtrædende amerikanske filosof John Dewey i spidsen nedsattes i USA en kommission, der skulle undersøge, om den hovedanklagede, Trotskij, var skyldig eller ej. De danske trotskister var i denne forbindelse behjælpelige med at skaffe bevismateriale.
Også i de danske aviser blev det diskuteret, om Moskvaprocesserne havde noget på sig. Trotskisterne indledte et midlertidigt samarbejde med syndikalisterne for at iværksætte en modkampagne mod skueprocesserne.
Det andet store brændpunkt sidst i 1930'erne var den spanske revolution og borgerkrig. Trotskisterne kritiserede de stalinistiske partier for i kampen mod den spanske fascisme at tilsidesætte alle revolutionære krav og i stedet alliere sig med dele af borgerskabet. I sommeren 1936 blev de danske trotskister Tage Lau og Åge Kjelsø indrulleret i det spanske parti POUM's milits. Kjelsø ved fronten, Lau på grund af sine sprogkundskaber i propaganda-afdelingen. De blev i Spanien, indtil Komintern skærpede kursen mod de revolutionære «afvigere» i militserne og indsatte det sovjetiske hemmelige politi GPU for at lave udrensninger i rækkerne. Kjelsø blev udsat for forhør og tortur, men undslap med hjælp fra en anarkistisk fangevogter.
1937-40 Begyndende massearbejde
Kredsen omkring Jungclas knyttede an til andre oppositionelle venstrefløjsfolk, blandt andet brandlerianerne (sympatisører med «højreoppositionen» i det tyske kommunistparti) og syndikalisterne. Disse folk havde indledt et vist samarbejde under kampagnen mod Moskvaprocesserne. I 1937 forsøgte de sig med et mere organiseret samarbejde, nemlig ved at indgå i Socialistisk Samvirke, som blev dannet på den uafhængige, kritiske kommunist Alfred Kruses initiativ. LAG-trotskisterne indgik sammen med ikke-trotskister i fraktionen Internationale Kommunister (IK). En del af syndikalisterne forlod hurtigt Socialistisk Samvirke, og også blandt Moth-folkene var der modvilje mod samarbejdet. Socialistisk Samvirke gik efterhånden i opløsning.
Jungclas ønskede, at LAG skulle fortsætte som Fjerde Internationale-gruppe, mens IK skulle forblive en bredere organisation. Moth ønskede derimod at erklære IK som trotskistisk. Det lykkedes for Moth at omdanne IK til Internationalt Kommunistisk Parti (IKP). Jungclas og en række andre, både trotskister og ikke-trotskister forlod gruppen.
Jungclas-gruppen benyttede i stedet sine kontakter til bl.a. aktive syndikalister og brandlerianere. Disse dannede i 1939 Revolutionære Socialister (RS) med blandt andre den tidligere DKU'er Børge Trolle og syndikalisten Carl Heinrich Petersen som nøglefigurer, og begyndte udgivelsen af Klassekamp. Snart sluttede også de fleste af Moths tilhængere sig til RS. IKP-eksperimentet var slået fejl.
RS opnåede før besættelsen et medlemstal på over 30 og erklærede sin solidaritet med Fjerde Internationale, uden dog at være officielt anerkendt som sektion og uden i denne periode at deltage i nogen internationale møder. RS kom i tiden op mod besættelsen til mere og mere at virke som samlingspunkt for de venstrefløjsaktiviteter, som gik uden om DKP og Socialdemokratiet. Dette skyldtes den ret usekteriske og åbne kurs, som Jungclas, Trolle og Petersen lagde op til, men også hensygnen hos de andre venstrefløjsalternativer, heriblandt den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning.
Besættelsen
Trotskisterne indgik under besættelsen i nogle små, men meget aktive modstandskredse. RS begyndte sin propaganda allerede den 9. april 1940, dog uden Poul Moth, som forlod gruppen på grund af sin a-nationalistiske holdning. I besættelsestidens første 3-4 år øgede RS sine kontakter på arbejdspladser og i fagforeningerne betydeligt. I Danmark betød den øgede kampvilje i visse dele af den danske arbejderklasse, at RS i stigende grad kunne nærme sig virkeligt massearbejde.
RS satsede ikke på individuel sabotage af f.eks. jernbanestrækninger og militæranlæg. Dette mente trotskisterne ikke var effektivt nok, idet tyskerne nemt ville kunne udbedre de opståede skader. Derimod opfordrede RS til «massesabotage», dvs. for eksempel dårligt eller langsomt arbejde på fabrikker, der leverede til det tyske militær. Desuden blev RS's linje under besættelsen præget af kontinuitet, i modsætning til DKP's linje, der fulgte den sovjetiske udenrigspolitiks mange kovendinger i kursen overfor Hitler.
Enkelte af RS's medlemmer kunne gøre nytte af deres betydningsfulde lokale poster i DsU. For eksempel var trotskisten John Andersson redaktør af DsU-Østerbros blad Stormfanen og udsendte herfra en række kritiske flyveblade, underskrevet «Arbejderen». Og kontakten til den såkaldte «Sundbygruppe» i DsU førte i 1942 til 4 numre af bladet «Frihed». Sammen med andre grupper stod RS i 1943 bag den første modstandsgruppe, nemlig Arbejderoppositionen, der udgav et illegalt 14-dagesblad med samme titel og signaturen «Udgivet af oppositionelle tillidsmænd». Dette blad nåede et gennemsnitligt oplag på ca. 5.000. Enkelte kilder tyder på, at oplaget enkelte gange rundede 20.000.
RS udsendte selv forskellige løbesedler og blade, lige fra den første løbeseddel den 10. april 1940. Fra november 1940 til december 1941 udgav RS bladet Arbejderpolitik. Og fra oktober 1942 udsendte organisationen to tidsskrifter. Et teoretisk tidsskrift, Marxisme, som nåede at udkomme med 3 numre, og en avis, Klassekamp, som udkom indtil maj 1944, hvor Gestapo beslaglagde det sidste nummer og opløste redaktionen.
RS havde oprettet en flugtrute til Sverige allerede i 1942, beregnet til at smugle tyske desertører og politiske emigranter over Sundet. Derfor var RS en naturlig del af aktionerne i oktober 1943 for at smugle danske jøder samme sted hen.
Men fra juni 1944 var næsten alle danske trotskister arresteret, heriblandt de to mest centrale folk, Trolle og Jungclas. To andre medlemmer flygtede til Sverige, og kun to RS-medlemmer var frie og kunne arbejde sammen med andre i Arbejderoppositionen. Arbejderoppositionen lavede et stort stykke arbejde op til Folkestrejken og opfordrede allerede den 28. juni til generalstrejke, dvs. to dage før den brød ud til stor overraskelse for de fleste. Men på grund af RS's næsten totale udslettelse i Danmark var der ingen muligheder for at få kampgejsten fra Folkestrejken til at resultere i varige oppositionelt-kommunistiske organiseringer.
Efter Folkestrejken blev det meste af Arbejderoppositionen arresteret. Den blev dermed næsten opløst, selv om enkeltmedlemmer kunne fortsætte udgivelsen af bladet. Denne opløsning gennemført af Gestapo blev afgørende for trotskisternes muligheder efter krigen. De fleste danske Fjerde Internationale-tilhængere var fysisk og psykisk udmattede efter krigen, og har vel også følt frustration over ikke at kunne gribe ind, netop da kulminationen på den folkelige utilfredshed brød ud i august 1944. Omvendt havde RS vist sig som et seriøst samlingspunkt for den revolutionære venstrefløj, og havde - trods presset fra forholdene under besættelsen - været i stand til at holde fast på sine grundprincipper.
Efterkrigstiden: samling og splittelse
De danske trotskister kunne umiddelbart efter krigen bygge på noget af den utilfredshed, der blev skabt blandt danske venstreorienterede, da det stod klart hvor kompromisvilligt DKP optrådte. En række utilfredse DKP'ere gik i 1947 sammen med trotskisterne om at danne Revolutionære Kommunister (RK). RK erklærede sig ikke som trotskistisk i sit blad Det ny Arbejderblad. Størrelsen på denne organisation er et uklart punkt. Senere angivelser varierer mellem 60 og 150 medlemmer. RK fik en vis indflydelse på de store strejker efter krigen.
RK var dog præget af alvorlige problemer. Især blandt folk, der havde været i koncentrationslejre var der en stor fokusering på illegalt arbejde. Andre i organisationen ønskede at vende arbejdet i mere åben, legal retning. Dette skabte splid. Et andet problem handlede om entrisme. Inspireret af den engelske FI-sektion, Revolutionary Communist Party, som var begyndt at arbejde i Labour, gik omkring halvdelen af RK ind i Socialdemokratiet for at præge dette i revolutionær retning. Næsten alle disse mistede med tiden deres revolutionære synspunkter og valgte at satse på en karriere i Socialdemokratiet.
Resultaterne af disse splittelser blev, at RK gik i opløsning, at Det ny Arbejderblad standsede, og at der i Danmark fra 1948 kun fandtes en ganske lille gruppe, der kaldte sig Revolutionære Kommunister (4. Internationale), hovedsagelig kredsen omkring Moth. Ved siden af dette blev Børge Trolle og andre organiseret i Internationale Kommunister i Danmark. På et tidspunkt kom RK (4. Internationale) i kontakt med organisationen Venstresocialistisk Ungdom (VsU), der udsprang af en socialistisk propagandagruppe i Tysklandsbrigaden fra sommeren 1948. VsU kom tættere på Fjerde Internationale, og førte i 1949 bl.a. en kampagne mod Danmarks indtræden i NATO. I løbet af 1949 begyndte VsU og RK (4. Internationale) et organiseret samarbejde, der endte som en sammenlægning til organisationen Internationale Socialister (IS). Denne organisation genoptog udgivelsen af Det ny Arbejderblad, der fortsatte til 1954.
De danske trotskister fortsatte i begyndelsen af 1950'erne deres arbejde for et uafhængigt arbejderparti, men de blev løbende færre. En enkelt kilde anfører, at IS i 1953 var helt nede på omkring 5 medlemmer. Koldkrigsstemningen med den skarpe øst-vest-polarisering, gjorde uafhængigt revolutionært arbejde svært. I erkendelse af den vanskelige situation - som ikke blot herskede i Danmark, men i hele Vesten - gik IS i 1954 ind i entristisk arbejde inden for DKP. Andre forsøgte i Socialdemokratiet. Enkelte forblev uden for de to etablerede arbejderpartier, enten fordi de ikke kunne blive optaget, eller pga. principiel modstand mod entrisme (Moth).
En enkelt betydelig rekruttering blev det dog til i denne periode, selv om dette ikke skyldtes de danske trotskisters arbejde. I 1955 blev Georg Moltved rekrutteret til FI af Ernest Mandel. Moltved var sammen med en mindre gruppe blevet ekskluderet fra DKP i 1950 på grund af sin kritik fra venstre. Han indgik siden mere eller mindre formaliseret i den danske FI-sektions arbejde. Bl.a. oversatte han Trotskijs værk Revolutionen forrådt og udgav en biografi om Trotskij.
1956 Afstaliniseringen og Danmarks Socialistiske Parti
I 1956 kom der endelig en åbning for den lille håndfuld danske trotskister. Khrustjovs afsløringer af Stalin-tidens forbrydelser bekræftede, hvad trotskisterne havde sagt i årevis. Og samtidig gav Sovjetunionens invasion af Ungarn anledning til et bredere ønske om at organisere socialister uden for DKP.
Et af resultaterne af dette blev dannelsen af Danmarks Socialistiske Parti (DSP) i februar 1957. Det bestod af tidligere medlemmer af DKP og andre socialister, heriblandt trotskisterne i IS. DSP havde både personlige og politiske samarbejdsproblemer, men formåede alligevel ved kommunalvalget i 1958 at få indvalgt mandater i både Esbjerg og Helsingør, og i København var den gamle trotskist Poul Moth kun få stemmer fra at blive valgt ind.
For trotskisterne var DSP en vigtig erfaring og åbning. Desuden har DSP nok været en slags generalprøve på SF i den forstand, at det viste kritiske folk i DKP, herunder Aksel Larsen, at det kunne lade sig gøre at organisere et socialistisk alternativ til DKP.
Efter 1958: SF - VS - RSF
Da SF blev dannet i februar 1959, dannede DSP's venstrefløj fraktionen Revolutionære Socialister (RS), hvori trotskisterne stod stærkt. Selve DSP blev nedlagt for at indgå i SF. Gradvis styrkedes RS' selvstændige trotskistiske profil gennem tidsskriftet Socialistisk Information, og RS anerkendtes af FI’s Internationale Sekretariat som dansk sektion. I SF kunne trotskisterne arbejde som en accepteret, men ikke officielt anerkendt fraktion med en vis betydning i københavnske lokalafdelinger.
De danske trotskister var i denne periode vigtige i antiimperialistisk arbejde, navnlig det både legale og illegale arbejde for den algeriske revolution, og siden i organisationen Spanien Frit. Desuden deltog RS i udenomsparlamentariske aktiviteter i Gruppe 61 - et bredt forum der var dannet af militante venstreorienterede fra Kampagnen mod Atomvåben. Gruppe 61 affødte senere Socialistisk Aktion (SOAK), som politisk var mere afklaret i retning et revolutionært program. RS og SOAK fik stor indflydelse på Vietnambevægelsens politiske del, idet de bl.a. tog initiativ til den «to-fløjede» Giro 1616-indsamling.
Da SF blev splittet og VS dannet i 1968 fulgte RS'erne med over i VS. Det samme gjorde SF’s ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdomsforum (SUF), hvor trotskisterne ligeledes arbejdede. Trotskisternes arbejde i bl.a. Spanien Frit og Vietnamkomiteerne var medvirkende til at skabe opbakning i dele af SUF om tilknytning til Fjerde Internationale. Den endeløse række af afskalninger, kupforsøg og mod-kupforsøg, som SUF opviste i slutningen af 1960'erne, gjorde resten af arbejdet. I 1971 vedtog SUF at tilslutte sig Fjerde Internationale. RS opløste sig for at indgå i SUF.
Den samlede organisation tog siden navneforandring til Revolutionære Socialisters Forbund (RSF). Enkelte danske trotskister var dog utilfredse med RSF's selvstændige opbygningsperspektiv og fortsatte med at arbejde inden for VS. De dannede senere fraktionen Revolutionære Socialister i VS. Med RSF's dannelse fik en ny generation af danske trotskister et mere stabilt forum, hvormed de kunne møde 1970'ernes klassekampe og radikalisme og gøre deres egne erfaringer. Grundlaget for en mere jævn politisk modning af de danske trotskister var lagt, og den foregående lange og komplicerede række af splittelser og korte organisatoriske krumspring var stort set slut.