Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/9 2015
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Arbejderhistorie
Læst af: 6.218
: :
Svendevandringerne
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

At gå på valsen, som det blev kald, når håndværkere vandrede fra by til by og land til land for at få arbejde, blev almindelig udbredt fra renæssancen og frem. Vandringerne repræsenterede en mulighed for at svendene kunne tilegne sig nye færdigheder og viden inden for deres faglige felt efter at læretidens afslutning. Set i et samfundsmæssigt perspektiv bidrog vandringerne til overførsel af viden på tværs af regioner og lande og sikrede dermed en stadig fornyelse og udvikling inden for håndværket. Frem til 1600-tallet var myndighederne forholdsvis velvilligt indstillede overfor vandringerne, men især i 1800-tallet, hvor antallet af vandrende svende langt oversteg mulighederne for at få arbejde, søgte myndighederne at kontrollere og begrænse vandringerne.  

I Carl August Broströms erindringer kan man læse om, hvordan han en forårsdag i 1887 tog afsted på valsen. Fire år som lærling og et år som svend, havde han forinden tilbragt på et lille maskinværksted i Viborg hos en mester, som var «hidsig og knaldede lussinger for et godt ord», hvilket var helt almindeligt dengang. 

Nu havde jeg den første Hverdag fri i de sidste fem Aar. I disse mange Aar havde jeg ikke forsømt mit Arbejde en eneste Dag… Men nu aabnede den stor Verden sig pludselig og bragte Uro i Sindet” 

Selvom Carl Augusts erindringer er fra en tid, hvor vandringerne til fods ofte blev suppleret med rejser med tog, så afspejler de nogle karakteristiska ved vandringerne, som går igen på tværs af tid og rum. Det gælder oplevelsen af vandringstiden som repræsenterende en ny frihed og muligheden for at få et nyt udsyn efter en ofte hård tid som lærling underlagt såvel mesters som svendenes nåde og barmhjertighed 

De fleste svendevandringer gik til Tyskland og andre tysktalende lande som Schweitz og Østrig. Der kom også udenlandske, især tyske håndværkssvende, til Danmark. Det betød, at der i det 16. og 17. århundrede blev knyttet stærke bånd mellem dansk og tysk lavsvæsen. 

Vandringerne i det 16. og 17. århundrede

I slutningen af det 16. århundrede og begyndelsen af det 17. århundrede blev det at tage på vandring til udlandet et krav inden for flere fag. Det var en forudsætning for at svenden kunne få lov til at udføre mesterstykke og dermed få mulighed for at nedsætte sig som mester. I den forstand repræsenterede svendevandringerne en fortsættelse af læretiden og en forberedelse til mestrestykket. Samtidig var svendevandringerne med til at styrke svendenes position overfor mestrene, idet de ikke som mestrene var bundet til et bestemt værksted, men tværtimod kunne undgå et dårligt madsted og byer med dårlige lønninger. Hvis svendene advarede hinanden kunne det udvikle sig til en slags blokade og dermed udgøre et pressionsmiddel overfor mestrene. Mestrene havde dog også interesse i vandringer, idet de gjorde tilpasningen af arbejdsstyrken mere fleksibel. Således kunne danske svende vandre til udlandet og arbejde, når der var mangel på arbejde herhjemme og omvendt kom tyske og andre udenlandske svende til Danmark for at arbejde, når der var efterspørgsel efter deres arbejdskraft.  

Med mestrenes støtte blev der oprettet svendeherberger til de vandrende svende, og i takt med at vandringerne blev almindelige, kom herbergerne til at spille stadig vigtigere rolle. På herbergerne indfandt de vandrende svende sig, så snart de ankom til en ny by, og her mødte byens svende op, når de søgte arbejde. Når en tilrejsende svend kom til det første møde i svendelavet var han forpligtet til at deltage i «Umfrag'et» og her aflægge beretning om sit kendskab til eventuelle brud på god håndværksskik. Det kunne handle om arbejdsforholdene i en bestemt by eller om mestre eller svende, der havde forsyndet sig mod håndværkets skik og brug. Og oplysningerne herom spredtes hurtigt blandt såvel indenlandske som udenlandske svende. På herberget hang der typisk en tavle med navnene på byens mestre. Reglen var, at svenden først skulle henvende sig til den mester, der stod øverst på tavlen. Hvis denne ikke kunne tilbyde ham arbejde, kunne han gå videre til den næste, og først når alle muligheder var opbrugt, kunne svenden få sin «Geschenk», det vil sige et beløb, der rakte til et måltid mad, til natlogi og lidt rejsepenge. Dagen efter kunne han så drage videre i håb om bedre held i næste by. 

Svendeherberg

Carl August Broström fortæller om sit møde med svendeherberget i Aarhus: 

Jeg sov de første Par Nætter på Svendenes Herberg for 25 Øre pr. Nat. Vi maatte tage af alt Tøjet, Skjorten med og det hele, og alt sammen maatte vi aflevere til Herbergsfatter, der gemte det, saa ingen skulde fristes til om natten at liste af med noget af «Inventaret» Baade Madrasbetrækket, Hovedpøllen og Dynen var overbetrukket med sort Voksdug, saa alt kunne vaskes af hver Dag med varmt Vand. Men ingen, som ikke har prøvet det, ved hvad det vil sige at ligge aldeles nøgen i Voksdug, det var en kold Omgang. Men jeg sov godt og har sovet godt på samme Maade i mange danske og tyske Byer.

Reglerne var stort de samme i hele Norden og i den tysktalende del af Europa, men mestrene havde svært ved at skelne de lovligt udlærte svende fra landstrygere, der søgte at udnytte systemet. Den vandrende svend måtte derfor kunne give sig til kende som ærlig svend overfor sine kolleger i de byer, han nåede frem til på sine vandringer. Ellers fik han hverken arbejde, «Geschenk» eller anden form for hjælp. Af denne nødvendighed opstod «Gruss'en», en hilsen, ofte på rim, som den vandrende svend lirede af i herberget, og der hvor han søgte arbejde. Gruss'en blev efterhånden udvidet med en række omstændige ceremonier. Det kunne være regler for, hvordan den vandrende svend skulle banke på døren, hvilken stilling, han skulle indtage, når han kom ind, hvor mange knapper, der skulle være knappede i hans frakke. Dertil kom en særlig rækkefølge og form, som strukturerede de spørgsmål og svar, som knyttede sig til Grussen og hvis formål var at sikre, at svenden levede op til gængs håndværkerskik og -brug. 

Mestrenes og myndighedernes holdning til vandringerne

Pligten til svendevandringerne blev i 1794 ophævet i forsøget på at bekæmpe de udenlandske lavsskikke (primært de tyske) som havde vundet indpas i Danmark og dette blev stadfæstet i ved forordning i 1800. Det betød dog ikke, at svendevandringerne ophørte. Arbejdsløshed og lavkonjunktur efter Napoleonskrigene virkede stimulerende på svendevandringerne. Samtidig øgedes antallet af de såkaldte «strømere» der i modsætning til de «ærlige svende» strejfede om på landevejene uden at søge arbejde. De forsøgte at «fægte» sig igennem, som man kaldte det, hvilket reelt betød, at de ernærede sig ved tiggeri. 

Forordningen af 1828 forbød alle slags betleri. Undtaget herfra var dog lavenes sædvanlige understøttelse til arbejdsløse medlemmer. I 1828 indførte man i Danmark en såkaldt vandrebog, som de rejsende svende skulle bære på sig, og som skulle forevises hos politiet ved ankomsten til en ny by. Var der intet arbejde at få, var svenden forpligtet til at drage videre efter nogle få dage. Politiet noterede det nye rejsemål og skrev det ind i vandrebogen. Anledningen til indførelsen af vandrebøger var de tiltagende klager over løsgængeri i kriseårene i 1820'erne samt behovet for lettere at kunne skelne «den redelige håndværkssvend» fra «den arbejdsuvillige vagabond». 

Carl August Broström fortæller, at tyske vandrere ofte undgik at krydse over grænsen til Danmark, da politiet satte dem fast, hvis de forsøgte at «fægte» sig frem. Endvidere fortæller han om bagerne i Sønderjylland, der plejede at forære gammelt brød bort til svende, der var på valsen. Men for ikke at blive taget af politiet for tiggeri, måtte man sørge for altid at have 5 Pf. i hånden.

Saa stillede man sig tavs op inden for Døren, til Ekspedienten fik Øje paa en, saa kom der en Arm ud med et Rundstykke. Vi havde jo ikke fægtet og dog faaet lidt til Livets Ophold.   

Mestrene forsøgte især i slutningen af 1700-tallet på forskellig vis at holde på svendenes arbejdskraft. Forordningen af 1800 havde fastsat en opsigelsesfrist på 14 dage med mindre, der eksisterende en skriftlig kontrakt om noget andet. Ved plakat af 26/5 1812 blev fristen for murernes og tømrernes vedkommende fastsat til 8 uger. Dertil kom, at det ikke var tilladt en svend at rejse, hvis han skyldte mester penge. Arbejdede han på akkord, skulle han afslutte denne, før han kunne få tilladelse til at rejse. 

Modstanden mod svendevandringerne voksede i begyndelsen af 1800-tallet på grund af de revolutionære ideer, som man frygtede de rejsende svende ville stifte bekendtskab med på deres rejser. Især på de større værksteder bidrog de rejsende svende nemlig til, at håndværkerne var velorienterede om, hvad der foregik ude i Europa både politisk og fagligt.  

En kancelliplakat af 23. oktober 1835 forbød danske rejsende håndværekere at opholde sig i udlandet «hvor Associationer og Forsamlinger af Haandværkere taales».  Inspirationen kom fra en tysk forbundslov med et tilsvarende indhold. Hensigten var sandsynligvis at undgå, at revolutionære ideer fra Frankrig spredte sig til Danmark, men da fagforeninger var tilladt i England, ramte forbuddet også det land, som på daværende tidspunkt var længst fremme teknologisk set. Forbuddet, der vagte harme blandt håndværkerne, blev ikke overholdt i nævneværdig grad. Danske industridrivende og håndværkere drog i voksende omfang til Paris og London og andre storbyer med henblik på at lære nye håndværksfærdigheder. Der er talrige eksempler på danske håndværkere, der bosatte sig i en længere periode i de udenlandske storbyer.   

Omkring 1840 søgte mestrene yderligere at begrænse svendenes muligheder for at forlade arbejdet i utide. I flere af de store lav blev der indført såkaldte afskeds- eller arbejdsbøger. I snedkerlavet indførtes ordningen i 1844 til stor utilfredshed for svendene, som sammenlignede det med tyendes skudsmålsbøger. Ordningen blev afskaffet efter pres fra håndværkerorganisationerne i slutningen af 1800-tallet. 

Trods modstanden mod vandringerne fortsatte svendevandringerne med i vidt omfang frem til udbruddet af den 1. verdenskrig. Hvor vandringerne tidligere periodevist var gået i stå som følge af krige, var de altid tidligere blevet genoptaget, når freden blev sluttet. Dette var imidlertid ikke tilfældet med efter afslutningen af 1. verdenskrig. Baggrunden er blandt andet udviklingen af et bedre understøttelsessystem til arbejdsløse og adgangen til andre og mere komfortable rejemåder. Rejsende svende kan dog stadig mødes i dag, hvor de skiller sig ud i gadebilledet med deres fløjlsbukser med svaj i, jakker med perlemorsknapper og bredskyggede hatte. 

I.Ju.


Litteratur

Berg, R. (1904). Snedkerlavet 1554-1904 : Livet i en dansk Haandværkerorganisation gennem 350 Aar. Kbh.: s. n.
Berg, R. (1919). Det danske Haandværks Historie. Kbh.: Gyldendal.
Nyrop, C. (1893). Biddrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie. Kjøbenhavn: Nielsen og Lydiche.
Edgren, L. (1988). På valsen i 1800-tallet. Den jyske historiker, Nr. 46 (1988), 65-75.
Logue, J. (1983). »Da blev jeg svend og så tog jeg på valsen « : svendevandringer og internationalisme i fagbevægelsens barndom. Arbejderhistorie, Nr. 20 (1983), 3-24.
Broström, C. A. (1935). Erindringer. Kalundborg, ikke publiceret.