Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Erik Jensen (1937-2008), dansk aktivist, arbejdsmand, redaktionsbud, lærer, forskningsassistent, forfatter, redaktør og samfundskritiker. Udover sit arbejde tog han sig altid tid til at deltage i politiske aktiviteter for bedre sociale levevilkår for arbejderklassen, både nationalt og internationalt. 

Erik havde en arbejderbaggrund fra Christianshavn. Hans far var rigger på Orlogsværftet, og hans mor gjorde rent på DFDS. Han fik mulighed for at læse på Studenterkurset på Frederiksberg. Her kom han i «borgerligt» selskab, men det ændrede ikke hans stolthed over egen baggrund. Hans far var socialdemokrat, mens Erik blev aktiv i DKU. Han var i en årrække rejsesekretær, hvilket betød, at han tog rundt i hele Københavnsområdet og besøgte medlemmerne og krævede kontingent op. Det gav mange lange cykelture, men også mange venskaber, der holdt mange år frem. Erik blev gift med Tove Jensen i 1961 og fik sønnen Peter i 1962. De læste begge historie på Københavns Universitet og var politisk aktive i Vietnamarbejdet og Danmarks kommunistiske Parti. Erik arbejdede udover studierne på diverse aften- og nat jobs. Han skrev sammen med studiekammeraten Birger Kledal grundbogen «Den industrielle revolution i England fra 1780-1850». Bogen blev anerkendt i fagkredse og blev en del af det faste pensum på flere af landets gymnasier. Samtidig var han i 1967/68 med til at starte forlaget Demos sammen med Vagn Søndergaard, Arne Herløv Petersen og Birger Kledal med hjemsted i Eriks og Toves hjem. Demos udgav undergravende litteratur fra «Kritik af kapitallogikken» til «Digte er våben» og «Fremskridtsarbejderen», «Rustningsindustrien i Danmark» og «Feministisk selvforsvar» til dokumentationsrapporter om statsmagtens overgreb og debatbøger om arbejdskampe. Det politiske arbejde grundfæstede, sammen med hans kendskab til politisk økonomi, hans kritik af det kapitalistiske samfund og af de imperialistiske krige. Han fulgte med stor indsigt de revolutionære frihedsbevægelser hele vejen rundt på kloden op igennem 1970'erne. Solidaritetsarbejdet var en inspiration i hele hans liv. Demos' udgivelser i «Imperialistserien» giver et klart billede af interessen for og arbejdet med at støtte de revolutionære frihedsbevægelser i de tidligere kolonilande. Erik var sammen med Svend Agger én af grundlæggerne af arbejdsbrigade rejserne til Cuba; der skulle rejses over Nederlandene. Erik fulgte det første hold til Nederlandene. Han havde ikke selv råd til at tage med, men var stolt af, at det blev sat i gang. 

Erik var én af initiativtagerne til de Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer, der senere blev til De Danske Vietnamkomiteer, der dækkede hele Danmark. DDV oprettede «forskergruppen» efter politiets nedslagtning af demonstranter foran USA's ambassade den 27. april 1968. Dokumentationen til retssagen resulterede i én omfattende og afslørende politisk retssag om politiets «Borgerkrigsmanøvre». Sagen blev ført af landsretssagfører Carl Madsen i 1969. Carl Madsen vandt sagen for de anklagede demonstranter. Forskergruppen blev senere til Dokumentationsgruppen, der især blev kendt for afsløringen af firmaet Høyers leverancer af militært udstyr til USA's krigsførelse i Vietnam. I 1969 udgav Vietnam Solidaritet og Politisk Revy Kejsergade-afsløringerne af Danmarks rolle i USA's verdensomspændende overvågningssystem. Justitsministeriet svarede omgående ved at beslaglægge begge blade. Hele Politisk Revys oplag blev beslaglagt på trykkeriet - men ikke et eneste eksemplar af Vietnam Solidaritets «forbudte» nummer faldt i hænderne på politiet. Det var i det antiimperialistiske arbejde, at Erik og hans kammerater - inklusive familien - var aktive døgnet rundt igennem flere årtier. 

Erik blev overvåget og aflyttet. De danske efterretningstjenester fulgte nøje Eriks arbejde og aktivisme. Erik talte mod overvågning og kriminalisering af venstrefløjens arbejde. Og Erik og dokumentationsgruppen forsøgte at afsløre de politiske fejlgreb og magtmisbruget. Udover Kejsergadesagen afslørede Erik og samarbejdspartnere to PET-agenters kluntede forsøg på at hverve en trotskist til at spionere for PET. Afsløringen blev i bogform dokumenteret under titlen «Efterretningstjeneste på udflugt» (Demos Dokument nr. 5, 1972). En sag der fik justitsminister K. Axel Nielsen til at udtale, at her var der tale om musen, der fangede katten – og ikke omvendt. Demos udgave i 1978 bogen «Under Dække» – Efterretninger om samspillet mellem NATO-politikere, efterretningstjenester og højre-ekstremistiske grupper. Bogen var udarbejdet af dokumentationsgruppen og projektansvarlige var Erik Jensen og Petter Sommerfelt. Bogen afslørede dele af efterretningstjenesterne og «de usynlige internationalers» virke gennem 40 år, og blotlagde dem som en «selvfølgelig» del af den borgerlige statsmagt. Desuden indeholdt bogen en enestående afsløring af CIA's undergravende virksomhed i Danmark.

Hans store indsigt i den politiske højrefløjs politik og aktivitet var båret af hans foragt for nazismen og fascismens forbrydelser, som ikke fik den betydning for efterkrigstidens folkestyre, som en socialist og antinazist forventede. Nazismen voksede frem igen - i det små - men Erik mente, at det var venstrefløjens opgave, at følge deres aktiviteter, og at holde nazismen nede med folkelig opmærksomhed. Sætte projektøren på dem, så de ikke kunne udvikle sig i skjul bag pæne ord. Men i slutningen af 1980'erne begyndte den danske højrefløj at øge sin indflydelse og fik med Fremkridtspartiet og senere Dansk Folkeparti en populistisk platform, som gjorde det nye parti farligt for folkestyret. Det fik Erik til at sætte gang i et omfattende dokumentationsarbejde, der blev formidlet i Demos Nyhedsbreve. Erik skrev og redigerede fra 1988 en stor del af de mange artikler mod nazisme og fremmedhad, der blev kendetegnende for Nyhedsbrev fra nr. 1-100. Erik blev på den baggrund udsat for nazisternes had og forfølgelser ved møder, i gadebilledet og fik tilsendt trusselsbreve. En video Kriegsberichter4 med en henrettelsesscene, hvor Erik blev likvideret, og udpeget som «Maintarget» var så grov en trussel, at Demos i 1997 fremsendte en klage til rigsadvokaten med henblik på at rejse en retssag mod NS88, der formidlede videoen. Videoen blev formidlet til det højreekstreme miljø i Norden og Tyskland, hvor der var 5000 personer i kundekartoteket. Sagen blev henvist til afgørelse i Sverige. Den aldrig fandt sted. Sagen endte med, at både rigsadvokat og statsadvokat var enige om at tiltale i Danmark blev opgivet. Justitsministeriet varslede en udtalelse i sagen fra rigsadvokaten i 2000. Den blev aldrig modtaget i Demos. Efter sagsforløbet med NS88, blev Erik truet på sin bopæl med nazisymboler på hoveddøren og natlige forsøg på indbrud i hans lejlighed.

Erik arbejdede især med Den danske Forenings historie, DNSB og de smågrupper der fulgte. Han fulgte White Power bevægelserne, Leaderless Resisstance, historisk revisionisme og Det anti-muslimske Univers betydning for en højredrejning i det danske folketing. Hans kendskab til højrefløjen var så stort, at han på et tidspunkt blev kontaktet af politiet for informationer og viden, fordi man her gennem mange år havde undladt systematisk at indsamle materiale og viden. Erik og Demos var drivkraften bag mange antiracistiske aktiviteter landet over fra 1988 og op gennem 2000'erne. Og Erik var god til at skabe kontakt. Han blev en gennemgående politisk ven i BZ bevægelsen og i AFA, med Christiania og en lang række fagforeninger, i sammenslutningen Fair Play, hos de chilenske grupper og partier, i Cuba foreningen, i foreningen Oprør, i Antiracistisk Netværk, 4. maj initiativet og hos de mange både nordiske og internationale netværk mod fremmedhad og racisme.

PET Komiteen blev oprettet i 1998, samtidig med at den danske regering nedsatte PET kommissionen, der skulle blotlægge, hvorvidt Efterretningstjenesterne havde registreret venstrefløjens legale politiske virksomhed fra 2. verdenskrigs afslutning frem til 1998. Erik var én af de aktive medlemmer i komiteen. De påtog sig den opgave at forholde sig kritisk til kommissionens arbejde og sørge for at «hver en sten blev vendt». Det blev de aldrig. Kommissionens arbejde blev første afsluttet 10 år senere i sommeren 2008. Rapporterne omtalte en del af Eriks arbejde gennem tiden, og havde utallige referencer til Eriks navn og forfatterskab. Efterretningstjenesten havde holdt nøje øje med Erik.

Erik var i hele sit liv, som politisk engageret historiker, optaget af dokumentation og research. Eriks engagement drejede sig om statsmagtens politiske ensretning i sikkerhedsspørgsmål samt afdækning af politiets og efterretningstjenesternes arbejde. Kritikken af den danske stats rolle under og opgøret efter 2. verdenskrig var udgangspunktet for en systematisk indsamling af materiale. Erik fulgte på den baggrund også aktuelle hændelser omkring statsmagtens indgriben imod den danske venstrefløj, og dens manglende eller modvillige indsigt og opmærksomhed, når det drejede sig om højrefløjens og nynazisternes aktiviteter. Eriks erfaring var at statsmagten – både den juridiske, udøvende og lovgivende – var blind på det højre øje og led af kommunistforskrækkelse i en foruroligende grad.

Ved sin død i august 2008 arbejdede Erik på en dokumentsamling om ændringerne i den danske sikkerhedspolitik med henblik på en udgivelse, som kunne underbygge en kritik af Anders Fogh Rasmussens tætte forhold til Bush. En opdatering af bogen De hemmelige tjenester lå også på hans arbejdsbord. I dag arbejder Demos dokumentationsgruppe videre med Nyhedsbreve, hjemmeside og antiimperialistiske udgivelser. Erik Jensens erindringer, der er fortalt til Morten Thing og Petter Sommerfelt findes i bogen, «Erik Jensen - Et liv i politik», Demos 2008.

Bisættelsen af Erik Jensen den 28. august 2008 viste, hvor stor Eriks berøringsflade var. Der var mange hundrede mennesker, og mange man ikke kendte. Det var et tilbagevendende tema, hvis man arbejdede sammen med ham. Han kendte altid én eller anden med en særlig tilknytning til det, man diskuterede. Erik var lige med dem han snakkede med. Uanset om han var leder eller ej, praktiserede han en ikke-hierarkisk kommunikation, som gjorde folk tillidsfulde. Jeg tror, at mange har oplevet den tillid gro, uanset om de følte, de kendte Erik. Når man oplevede hans arbejdsform tæt på, må man sige, at han har efterladt sig et storværk, bestående af rigtig mange analyser og udredninger. Redelighed spillede en stor rolle i hans omgang med andre. Erik var historiker af fag, og han var en klassisk historiker: Han arbejdede med kilder og øvede kildekritik. Han var en grundig og flittig mand. Hans arbejdsform var primært kollektiv og arbejdets retning var altid overbestemt af politiske mål. Hans mange arbejder bliver ikke krediteret med hans navn, men indgår oftest i gruppesammenhænge. Og når det drejede sig om hans personlige viden, så var han også kritisk. Morten Thing har interviewet ham om hans fortid i DKP, og han udfoldede en professionel kritik af sin egen evne til at huske, som var enestående – især i betragtning af hvor godt han huskede. Den kritiske distance til kilderne, han udviste, gjorde også, at han ikke faldt for den politisk nærliggende konklusion på et tyndt grundlag. Dokumentation indebar for Erik, at der var styr på kildernes bærekraft. Kun gennem ordentlige kilder, hvis pålidelighed man kunne vurdere, kunne man få gyldig viden. Han brugte kildekritikken på den umiddelbare samtidshistorie, og han offentliggjorde det som oftest som en del af en gruppe.

To.Je.