PET Kommissionen

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

PET Kommissionen (1999-2009), kommission nedsat af Folketinget i juni 1999 til undersøgelse af PET's arbejde med speciel vægt på at undersøge om den hemmelige tjeneste havde handlet i strid med Folketingets og regeringens instrukser i perioden 1945-89. Efter 10 års arbejde udgav kommissionen i juni 2009 sin beretning i 16 bind på ialt 4600 sider og nedlagde derefter sig selv.

Kommissionens vigtigste funktion var at hvidvaske PET. Alligevel dokumenterer dens 16 bind:

at PET førte Justitsministeriet bag lyset
at PET førte skiftende jusitsministre bag lyset
at PET førte dens kontrolorgan, Wambergudvalget bag lyset
at PET systematisk udspionerede og overvågede danskere, alene på grund deres politiske opfattelse
at PET førte det almindelige politi bag lyset med det formål at fremkalde voldelige konfrontationer mellem politi og danske statsborgere, når disse havde en anden politisk opfattelse end PET's
at PET forsynede udenlandske efterretningstjenester med politiske oplysninger om danskere
at PET arbejdede tæt sammen med efterretningstjenester i lande, hvor der fandt alvorlige menneskerettighedskrænkelser sted - bl.a. apartheid Sydafrika og Israel
at PET samarbejdede med danske og udenlandske journalister med det formål at sabotere fuldt lovlige politiske aktiviteter i Danmark

Denne række af kriminelle aktiviteter var i strid med lovgivningen, Folketingets og regeringens instrukser og afspejlede at PET havde sin egen politiske dagsorden og fungerede (og fortsat fungerer) som en stat i staten. Mens tjenestens indsats umiddelbart efter 2. Verdenskrig næsten udelukkende var rettet mod DKP, blev den de følgende tiår udvidet drastisk. I 1980'erne overvågedes hele den politiske venstrefløj, Socialdemokratiet, det Radikale Venstre, fagbevægelsen, fredsbevægelsen og de fleste andre græsrodsorganisationer. I sin substans var der ingen forskel mellem PET og det østtyske Stasis funktion og metoder: at overvåge og sabotere oppositionens aktiviteter. Eneste forskel var at Stasi var underlagt kommunistpartiet, mens PET havde sin egen politiske dagsorden, der indebar overvågning af bl.a. Socialdemokratiet - også når dette i 1970'erne og 80'erne var regeringsbærende. Lige som Stasi har PET i perioder destrueret dele af sit arkiv. Det er bl.a. sket hver gang der har været risiko for, at PET ville blive udsat for en undersøgelse. Således også i 1999 da PET Kommissionen blev nedsat.

Baggrunden

I september 1968 udsendte den daværende VKR regering denne erklæring, der samtidig blev videregivet som instruks til PET:

Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed... Såfremt der måtte være registrerede oplysninger af den art, vil de blive tilintetgjort.

Baggrunden for erklæringen var en række skandaler, der afslørede PET's overvågning og registrering af almindelig politisk virksomhed. 1968 erklæringen var fortsat gældende i 1998, og befolkningen måtte derfor have opfattelsen af at den ikke blev registreret, alene pga. lovlig politisk virksomhed. Det var derfor en stor skandale, da den tidligere PET agent Anders Nørgaard i marts 1998 trådte frem i TV2 og fortalte om hvordan han i 1982 på PET's foranledning havde infiltreret Socialistisk Arbejderparti (SAP) og flere andre grupper på venstrefløjen. Disse kriminelle aktiviteter var i åben strid med regeringserklæringen. Regeringen og PET forsøgte at dysse sagen ned, men over sommeren blev skandalen kun større. Jyllandsposten kunne i juni 1998 afsløre, at PET efter regeringserklæringen mikrofotograferede sit arkiv og bragte en kopi til USA - i strid med erklæringens bemærkning om at ulovligt registrerede oplysninger ville blive destrueret. Endnu værre gik det i august da PET selv afslørede, at daværende PET chef Arne Nielsen allerede i december 1968 udsendte en intern instruks om at fortsætte de ulovlige registreringer.

Jorden brændte i efteråret 1998 under den socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen og imens tårnede spørgsmålene til ministeren om PET's ulovlige aktiviteter sig op. Han besluttede sig for at lægge hele sagen i en syltekrukke ved at nedsætte en langsomt arbejdende kommission og iøvrigt henvise alle de stillede spørgsmål til denne. Folketingets borgerlige partier var overvejende imod en kommission, da de ikke fandt nogen problemer i PET's kriminelle aktiviteter. Kristeligt Folkeparti ville dog godt stemme for lovforslaget, hvis undersøgelsen af PET blev suppleret med en undersøgelse af de overvågede organisationer. I juni 1999 blev loven om nedsættelse af PET Kommissionen så vedtaget i Folketinget med 58 stemmer for (S, SF, RV, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti) og 50 imod (V, C, DF, CD og Fremskridtspartiet). Det hed i lovens resumé:

Lov nr 359 af 2. juni 1999 om undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste:
Med loven nedsættes en undersøgelseskommission, der får til opgave at undersøge og redegøre for politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989 over for politiske partier m.v. og for karakteren af de aktiviteter i politiske partier m.v., der i den periode var baggrunden for politiets efterretningsvirksomhed. Undersøgelseskommissionen skal endvidere for perioden 1968-1989 vurdere politiets efterretningsvirksomhed og herunder belyse, om virksomheden er udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som har været fastsat af Folketinget eller regeringen.

Nedsættelsen

Nedsættelsen af kommissionen blev overladt til Justitsministeriet. Det samme ministerium der var ansvarligt for PET og fra hvis midte PET's chefer siden 1970 var blevet rekrutteret. Det gav et alvorligt habilitetsproblem som imidlertid blev ignoreret. Til gengæld kasserede ministeriet en lang række historikere der var emner til kommissionen, fordi disse havde været aktive på venstrefløjen. Ministeriet så imidlertid ingen habilitetsproblemer med de jurister der skulle placeres i kommissionen, og som havde forbindelse til ministeriet. Det var et underliggende kriterie, at kommissionen fra starten ikke måtte være kritisk overfor PET. Den nedsatte kommission kom til at bestå af:

- landsdommer Ulla Rubinstein (formand), erstattet i 2000 af landsdommer Leif Aamand
- prof. dr.jur. Jens Vedsted-Hansen
- prof. dr.jur. Ditlev Tamm
- lektor dr.phil. Henrik S. Nissen, erstattet i 2005 af ph.d. Regin Schmidt
- lektor ph.d. Johnny Laursen

Kilderne

Kommissionen skulle have adgang til PET's arkiver, men det var PET selv der bestemte hvilket materiale der var «relevant» for kommissionen, og inden da havde PET selv destrueret centrale dele af sine arkiver fra perioden.

Kommissionen fik endvidere bevilget adgang til de centrale politikeres arkiver og venstrefløjens samt fagbevægelsens arkiver, der blev opbevaret i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Med det kommissorium kommissionen havde fået for bl.a. at belyse de overvågede organisationer kunne man forvente at den ville trække på dette materiale, men det var kun i begrænset grad tilfældet. Det er i særlig grad bemærkelsesværdigt, at kommissionen i sin gennemgang af venstrefløjen og græsrodsorganisationerne og PET's overvågning af disse alene baserer sig på PET's materiale. Det gælder især følgende bind:

Bind 6: PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989 (af Regin Schmidt) [«DKP’s arkiv (deponeret hos Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv) er kun anvendt i begrænset omfang til at beskrive partiets virksomhed under den kolde krig.» PK6-15 (bind 6, s. 15)]
Bind 8: PET’s overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989 (af Regin Schmidt) [«Da det bevarede arkivmateriale om PET’s virksomhed på det faglige område fra 1945 til 1989 er så omfattende og detaljeret, er der ikke anvendt kildemateriale fra de overvågede faglige organisationer og enkeltpersoner.» PK8-14]
Bind 10: PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989 (på dansk: græsrodsorganisationer) (af Regin Schmidt og Rasmus Mariager) [«Den foreliggende fremstilling er i langt overvejende grad baseret på PET’s arkiv... Til gengæld er der ikke anvendt materiale fra de overvågede miljøer.» PK10-19/20]
Bind 12: Operation Zeus (af Johnny Laursen) [Overvejende baseret på PET's arkiver og dagblade. PK12-199]

Der var tale om en total ensidig kildedækning, der samtidig var ukritisk og som ville være til dumpekarakter, allerede i gymnasiets historieundervisning. Til gengæld gav denne form for «historieskrivning» et sjældent indblik i PET's forvrængede og paranoide billede af det danske samfund i perioden 1945-89.

Ofrene for PET's overvågning havde allerede i sommeren 1998 dannet PET Komiteen, der arbejdede for en kulegravning af PET's aktiviteter, og venstrefløjen havde generelt stillet sig selv og sine arkiver til rådighed for Kommissionen, der til gengæld næsten helt undlod at trække på disse kilder. Et helt bind i beretningen er f.eks. helliget overvågningen af SAP, men kun 1 medlem af partiet blev interviewet af Kommissionen.

Endelig har Kommissionen i vid udstrækning betjent sig af tidligere ansatte i PET (chefer og operationschefer) og tidligere justitsministre.

Resultatet er kommissionsbind der med få undtagelser gengiver et verdensbillede præget af paranoia og forvrængninger - set gennem PET's og dens kilder på den ekstreme højrefløjs øjne. I disse bind hænges en lang række personer ud med navns nævnelse (op mod 100), uden at disse på noget tidspunkt har fået mulighed for at kommentere eller korrigere. Værst går det ud over journalist Jørgen Dragsdahl, forfatter Arne Herløv Petersen og den radikale politiker Meta Ditzel, der alle anklages for at være spioner. Sådan var det i hvert fald i PET's tågede optik, men der var ikke kød nok til at få dem anklaget for noget ulovligt. En række af de mange navngivne personer der hænges ud af PET Kommissionen har siden klaget til Justitsministeriet, på hvis hjemmeside kommissionsberetningen er offentliggjort, for blot at blive afvist med, at det ikke er ministeriet der er forfatter til beretningen, og at forfatterne (Kommissionen) iøvrigt ikke eksisterer mere. Det er derfor end ikke muligt at klage over den bagvaskelse der finder sted af personer i beretningen.

En helt anden behandling fik de kriminelle. De tidligere PET chefer blev både interviewet af Kommissionen, og fik efterfølgende i flere runder lejlighed til at læse, kommentere og korrigere beretningen. Kommissionen reducerer dermed sig selv til PET's officielle historieskriver, og ofrene forbliver ofre. Nu ikke blot for PET's kriminelle gerninger, men også for udstilling i kommissionsberetningen.

Terminologi

Nogle af kommissionens medlemmer med Regin Schmidt i spidsen overtager ukritiske og ureflekteret PET's begrebsapparat, hvilket forstærker indtrykket af beretningen som PET's egen historieskrivning. Det gælder bl.a. begrebet «frontorganisationer», der i 1950'erne blev anvendt af CIA om de organisationer og bevægelser der ikke officielt var kommunistiske, men «gik kommunisternes ærinde». PET og nogle af kommissionens medlemmer bruger begrebet til generelt at dække de græsrodsorganisationer PET overvågede: kvinde-, freds-, solidaritets- og venskabsorganisationer. PET var ikke i stand til at skelne mellem organisationer der faktisk var knyttede til DKP og organisationer der ikke var. Den manglende skelnen bliver gentaget af kommissionen, der heller ikke kan kende forskel på skidt og kanel. F.eks. betegnes også Nicaraguakomiteen som en frontorganisation. Hvis Kommissionen havde gravet et spadestik dybere ville den have fundet ud af, at Nicaraguakomiteen langt overvejende bestod af unge, der ikke var partimæssigt organiseret, men som havde rejst i landet og fattet sympati for det. De havde end ikke kendskab til Sovjets eller DKP's distancering til det sandinistiske eksperiment i Nicaragua i 1979-90.

Kommissionen overtager PET's paranoia og ser kommunister overalt, da det var DKP der var «den største trussel mod demokratiet». De første 6-8 år efter oprettelsen af SF mente PET (og Kommissionen) derfor, at SF var en kommunistisk dækorganisation. Ikke engang da PET opdagede, at partiets formand Aksel Larsen var agent for CIA og forsynede denne med informationer om sine gamle partifæller ændredes denne opfattelse.

Et andet centralt PET begreb Kommissionen overtager kritikløst er «påvirkningsagent» (eng. Agent of Influence). PET var - med få undtagelser - ikke i stand til at lokalisere egentlige spioner i Danmark. Bortset fra Aksel Larsen - der arbejdede for CIA. I mangel heraf introducerede tjenesten begrebet påvirkningsagent, der blev brugt om personer der måske ikke egentligt fungerede som spioner eller agenter, men «gik fjendens ærinde» ved at fremføre samme synspunkter som denne. Rent juridisk forholdt det sig imidlertid sådan, at det ikke var forbudt at fremføre «fjendens synspunkter». Da Folketinget i starten af 1950'erne vedtog den såkaldte femtekolonnelov blev det nemlig besluttet ikke at kriminalisere denne form for aktivitet. Årsagen var, at Socialdemokratiet i stor stil oversatte nordamerikanske antikommunistiske pamfletter til dansk, og denne aktivitet ville også være blevet strafbar. Når det rent faktisk var legalt at fremføre «fjendens synspunkter» kan det umiddelbart undre, at PET fra især 1970'erne i den grad interesserede for fænomenet. Den grundlæggende årsag var, at PET betragtede denne aktivitet som kriminel - selv om den altså ikke kunne dømmes ved en dansk domstol. PET igangsatte i stedet sine egne tilsviningskampagner mod navngivne personer og organisationer i samarbejde med villige højreradikale journalister på borgerlige dagblade som Jyllandsposten og Berlingske Tidende. Endnu mere bemærkelsesværdig er det, at Kommissionen kritikløst overtager begrebet og fordyber sig i PET's overvejelser om bl.a. den socialdemokratiske Ole Espersen, SF's formand Gert Petersen eller den svenske statsminister Oluf Palme nu var «påvirkningsagenter». Kommissionen synker ned i samme anti-juridiske morads som PET selv, når den legitimerer den ulovlige overvågning af politikere, fagforeningsaktive eller fredsaktivister, hvis eneste «kriminelle» handling var at have en anden politisk holdning end PET.

Hvidvaskning

DKP

I en række af beretningens bind, specielt Regin Schmidts bind 6, 8 og 10 arbejder Kommissionen hårdt på at legitimere PET's kriminelle aktiviteter. Således hedder det f.eks. i bind 6:

Der er således en del, der tyder på, at KGB oprettede sabotagenetværk i Danmark og rekrutterede danske sympatisører. Dette mulige netværk skulle efter alt at dømme først aktiveres i forbindelse med et krigsudbrud. [PK6-155]

Denne konklusion kommer efter at PET selv efter mange års forgæves efterforskning havde afvist muligheden og flere gange måtte erkende at være blevet fyldt med løgnehistorier fra sine nazistiske kilder.

Og i bindets konklusion:

Det kan overordnet konstateres, at PET’s trusselsvurdering af DKP forekommer realistisk, men at tjenesten på flere områder ikke var i stand til at underbygge den. [PK6-342]

Konklusionen hvidvasker under ét PET's illegale overvågning af DKP i hele perioden 1945-89. Kommissionens konklusionen er i strid med PET's egne senere vurderinger af DKP's akktiviteter. Kommissionen ender med at hvidvaske trusselsvurderinger, PET ikke engang senere vil lægge navn til:

AIC og Socialdemokratiet satte i 1948-49 rygter i omløb om, at der var op mod 5.000 bevæbnede DKP'ere i Danmark. PET satte gennem 5-6 år store ressourcer ind på at lokalisere disse våbenduelige kommunister, men fandt ingen. Sandheden var, at DKP efter 2. Verdenskrigs afslutning alene satsede på sit politiske arbejde, og stod stærkt styrket pga. sin indsats i modstandsbevægelsen mod den tyske besættelse. Partiet undgik derfor for enhver pris aktiviteter der kunne skade det politisk. Efter 5-6 år måtte PET konkludere, at de mange «bevæbnede DKP'ere» blot var en del af socialdemokratiets politiske hetzkampagne mod DKP. PET's trusselsvurdering var i disse år hen i vejret.
Det samme gjaldt påstanden om at DKP skulle planlægge sabotage mod danske havne, fabrikker og anden infrastruktur. I 5-6 år jagtede PET disse DKP sabotører, men der blev aldrig gennemført nogen handlinger, fundet sprængstoffer eller på anden måde konkrete beviser der pegede på illegal DKP aktivitet. Partiet demonstrerede end ikke mod losningerne af NATO militært materiel til det danske forsvar.
I 1953 kom det til et mytteri på en lang række kaserner rundt om i landet mod en forlængelse af tjenestetiden. PET var overbevist om at det var DKU/DKP der stod bag, men måtte efter et års efterforskning konkludere, at mytteriet var spontant. Trusselsvurderingen var atter engang forkert.
KGB og senere andre østeuropæiske efterretningstjenester søgte naturligvis at rekruttere spioner i perioden, men allerede fra slutningen af 1940'erne gjorde DKP både disse tjenester og sine egne medlemmer opmærksomme på, at ingen DKP'ere måtte deltage i sådanne aktiviteter, da det ville være ødelæggende for partiets politiske strategi. Heller ikke DKP spioner kunne derfor afsløres - fordi der ingen var. Trusselsvurderingen var igen forkert.

Det forhold der imidlertid især understreger, at kommissionens hvidvaskning af PET var hen i vejret i dets fiktive trusselsvurdering af DKP var CIA's spionage mod DKP. I 1952-59 aflyttede CIA gennem det såkaldte Firmaet DKP's centralkomitemedlem Alfred Jensen. De mange tusinde timers rumaflytning resulterede i endnu flere tusinde siders udskrifter, der dokumenterede at partiet ikke var involveret i ulovlige aktiviteter. Det eneste aflytningen i sidste ende kunne bruges til var at fremme splittelsen af DKP, da de højreradikale omkring Firmaet begyndte at skrive «sorte breve» til fremtrædende medlemmer af partiet, der skulle fremskynde splittelsen.

PET's overvågning var fra 31. maj 1947 reguleret af et cirkulære hvori det hed, at lovlig politisk virksomhed ikke måtte registreres, og at eksisterende kartoteker skulle destrueres. Når REA og siden PET fortsætte sin overvågning var det ulovligt, og burde straffes efter straffeloven. Når PET Kommissionen hvidvasker PET's kriminelle aktiviteter er det udtryk for en statsopfattelse, der ikke baserer sig på en demokratisk retstat, men en totalitær stat, der som en selvfølge overvåger sine borgere.

SF

Kommissionen fortsætter sin messende hvidvaskning af PET i sine beskrivelser af tjenestens overvågning af de øvrige politiske partier, fagbevægelsen og organisationer på venstrefløjen. F.eks. hedder det i hovedkonklusionen om SF:

PET synes generelt at have haft et nøgternt og realistisk trusselsbillede af Socialistisk Folkeparti. [PK7-255]

Kommissionen taler her generelt om hele SF perioden fra partiets oprettelse i 1959 til 1989. Det er bemærkelsesværdigt at Kommissionen kan nå frem til denne konklusion, når den de foregående 100 sider har pillet PET's overvejelser fra hinanden:

Helt frem til 1965 mente PET, at det var Moskva der stod bag oprettelsen af SF med det formål at «vildlede de danske myndigheder» [PK7-146]. CIA's aflytning af DKP's Alfred Jensen i 1952-59 dokumenterede ellers til fulde, at modsætningerne i DKP der førte til dannelsen af SF var særdeles reelle. PET noterede i 1960 om SF'erne: «At disse mennesker skulle kunne afskrive deres tidligere overbevisning, deres tro på revolutionen og deres hele filosofi, er jo helt usandsynligt. Man kunne lige så gerne vente at se biskop Fuglsang-Damgård i spidsen for provsterne på Sjælland gå over til Islam.» [PK7-151]
SF var i modsætning til DKP ikke knyttet til Moskva, førte en anden politik i sine internationale kontakter - bl.a. til Jugoslavien - , kritiserede Sovjetunionen for bl.a. invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, førte en pacifistisk politik, og havde en anden organisatorisk struktur.
I 1968 afviste daværende PET chef Arne Nielsen, at det skulle være Moskva der stod bag dannelsen af SF. Så langt var man dog nået i opgøret med det få år gamle trusselsbillede, men Nielsen mente dog stadig at Moskva var interesseret i et «stærkt» SF. [PK7-153] Registreringen fortsatte derfor.
I takt med at PET (men ikke Kommissionen) opdagede, at trusselsbilledet ikke svarede til virkeligheden, ændrede tjenesten sin registrering. I starten blev SF registreret som DKP: alle SF's ledere, medlemmer, stillere, anmeldere, abonenter på SF Bladet, sympatisører og vælgere. [PK7-154] I 1961 besluttede tjenesten selv at man skulle være «tilbageholdende» med registreringen af sympatisører og vælgere. Efter pres fra det nyoprettede Wamberg Udvalg blev det i december 1964 besluttet, at PET ikke længere «automatisk» skulle registrere abonenter, stillere, anmeldere og medlemmer. Registreringen skulle yderligere begrænses da partiet i 1967 blev optaget i det «Røde Kabinet» med Socialdemokratiet. Det var dog ikke alle der var tilfredse med dette ændrede trusselsbillede. I 1967 udtalte en tidligere medarbejder i PET, kriminaloverbetjent Carl P. Sunov, der også var folketingskandidat for Venstre, at det var «et meget stift stykke», at SF’erne, som PET havde registreret på socialdemokraternes foranledning, nu sad til bords med regeringen. Det var Sunovs opfattelse, at SF’erne var «udemokratiske» fordi de gik ind for nationaliseringer og fordi de fulgte en antivestlig udenrigspolitisk linje. [PK7-155]
PET forsynede via justitsministeriet Socialdemokratiet med materiale om SF's organisatoriske forhold, økonomi og østkontakter. Materialet havde ingen efterretningsmæssig værdi, men kunne bruges politisk af Socialdemokratiet til at svække sin politiske konkurrent. PET højreradikale politiske interesse var at svække det fuldt legale politiske parti, SF. [PK7-169,195}
PET fortsatte ufortrødent sin spionage mod SF efter 1968, hvor tjenesten havde lovet Wamberg Udvalget og var blevet pålagt af regeringen at stoppe. Der var nu tale om rent kriminelle aktiviteter fra PET's side. PET's skrækscenarie var, at der efter 1968 blev etableret et bredt samarbejde på venstrefløjen, og udover at registrere løs af SF's medlemmer rundt om i landet, kortlagde den kriminelle tjeneste partiets forbindelser til anti-apartheidbevægelsen, fredsbevægelsen, befrielsesbevægelserne, solidaritetsbevægelsen ... og fagbevægelsen. Så sent som i 1989 (som er grænseår for hvor langt Kommissionen gik tidsmæssigt) overvågede PET SF-Søfart. [PK7-219]
PET var fuldt klar over at tjenestens aktiviteter var kriminelle, og da der i 1972 en kort overgang var udsigt til at der ville blive nedsat an parlamentarisk kontrolkommission der ville få tilsyn med PET og hvor SF også ville få sæde, makulerede PET over få uger store mængder efterretningsmateriale om SF. Da truslen om en kommission var forsvundet fortsatte tjenesten sine illegale aktiviteter. [PK7-197]
I 1979 førte PET Wamberg Udvalget bag lyset da det oplyste at SF sagen alene bestod af oplysninger om ledende SF politikeres kontakter til sovjet diplomater. Det var løgn. Tjenesten fortsatte med at registrere SF's politiske møder, opstillede kandidater og valgte politikere gennem 1970'erne og 80'erne. [PK7-222]
Fra midten af 60'erne og frem til midten af 80'erne brugte PET store ressourcer på at overvåge SF's møder med øst-diplomater og specielt sovjetiske diplomater. PET mente at flere SF politikere var sovjetiske spioner eller i det mindste «påvirkningsagenter», men trods intens overvågning af disse møder kunne hverken spiontesen eller påvirkningsagenttesen bekræftes. Kommissionens Regin Schmidt udfolder i beretningen store anstrengelser for at bekræfte PET's teser om spionage. Det mislykkes. Den afhoppede sovjetagent Gordievski karakteriserer selv SF'erne som hæderlige (overfor deres land). PET (og Kommissionen) var produkter af den Kolde Krig, og var ude af stand til at forstå den afspændingspolitik der prægede 1970'erne, hvor detente (afspænding) og Helsinki processen netop betonede behovet for kontakter for at mindske risikoen for atomkrig og for fredelig sameksistens. PET (og Kommissionens) agenter havde derfor også usædvanligt svært ved at forstå hvorfor f.eks. SF formand Gert Pedersen både kunne være påvirkningsagent - gå Sovjetunionens ærinde - og samtidig være særdeles kritisk overfor Sovjetunionens politik. Hverken PET eller Kommission fattede hvad der foregik (i 70'erne), og trusselsbilledet af Gert Pedersen, Holger Vivike, Brauer og andre som sovjet agenter var derfor hen i vejret, der hverken kunne bekræftes af den russiske spion Gordievski eller de åbnede KGB arkivet efter USSR's sammenbrud.

Kommissionen fortsætter monomant med at stemple PET's trusselsbilleder af resten af de politiske partier, fagbevægelse, fredsbevægelse osv. som svarende til virkeligheden, på trods af de objektive fakta (i bl.a. Kommissionens egne beretningsbind og arkiverne) strider herimod. (Se gennemgangen af de overvågede organisationer i opslaget om PET). PET så verden gennem deforme briller og formede sit trusselsbillede herefter.

Mest barok var næsten dens opfattelse af fredsbevægelsen fra slutningen af 70'erne til slutningen af 80'erne. For PET var al tale om fred det samme som at gå Sovjetunionens ærinde, og PET udfoldede derfor sine egne politiske kampagner rettet mod fredsbevægelsen. PET (og Kommission) var ude af stand til at forstå, at fredsarbejdet også kunne skyldes mange millioner europæeres oprigtige frygt for at blive ofre for atomkrig.

Det hemmelige notat

Det helt centrale omdrejningspunkt i Kommissionens forsøg på hvidvaskning af PET er imidlertid et hemmeligt notat fra september 1968, der i Kommissionens optik gav PET frie tøjler til at fortsætte sine kriminelle aktiviteter. Notatet siger nemlig, at den ulovlige registrering kan fortsætte, trods regeringserklæringen om det modsatte fra samme måned. Et væld af faktuelle oplysninger stiller imidlertid spørgsmålstegn omkring notatet.

For det første er der ingen af de nulevende justitsministre eller tidligere PET chefer der kan huske nogensinde at være blevet orienteret om notatet eller dets indhold. Var det så hemmeligt, at end ikke justitsministre eller PET chefer var vidende om det, eller var det blot et notat der aldrig nåede udover en skrivebordskuffe i Justitsministeriet?

For det andet. Hvis notatet virkeligt var gældende, hvorfor igangsatte PET så i 1968 makulering af sine arkiver - umiddelbart efter regeringserklæringen? Den blev først indstillet 2 måneder senere af PET chefen.

For det tredje. Hvorfor kunne PET's Centralafdeling så ikke med sindsro informere PET's afdelinger ude i landet om at de skulle fortsætte registreringen? Beretningerne fra interne PET møder op gennem 70'erne bærer præg af, at afdelingerne kraftigt opfordrer til at få nye retningslinier i lyset af regeringserklæringen, som er den eneste officielle referenceramme de har. Men de får ingen retningslinier, hvilket op gennem 70'erne skaber stor intern usikkerhed omkring hvilket grundlag PET skal arbejde på.

Det mest sandsynlige er, at notatet lige præcis er det det siger: et notat, som aldrig kom videre, men som blev udarbejdet i perioden op til regeringserklæringen. Eller også er det simpelt hen en forfalskning produceret senere hen for at give Kommissionen det figenblad, den kan holde op for PET's kriminelle aktiviteter. Figenbladet er imidlertid så lille, at Kommissionen ikke er enig i sin blåstempling af fantom-notatet. Prof. dr.jur. Jens Vedsted-Hansen er i dicens i Kommissionen og konstaterer, at notatet uanset dets karakter har en mindre betydning end selve regeringserklæringen.

Det mest interessante er imidlertid den demokrati og «retstat» opfattelse Kommissionens flertal lægger for dagen. Kommissionens flertal ser intet demokratisk eller retstatsligt problem i at regeringer siden 1968 angiveligt har sagt ét og i Kommissionens forståelse gjort det stik modsatte. Stater hvor regeringen notorisk fører både parlament og befolkning bag lyset i helt centrale spørgsmål er ikke demokratiske men autoritære eller enevældige. Ud over at beretningen de-facto stempler PET som kriminel og i Vedsted-Hansens dicensbind dokumenterer hvilke paragraffer i straffeloven, tjenestens ansatte burde retsforfølges efter, stempler Kommissionens flertal sig selv som anti-demokratiske og som ude af stand til at løfte den opgave, der blev dem pålagt i 1999.

Lund Kommissionen

Det kunne være gået meget anderledes. I Norge gennemførte Lund Kommissionen i 1995-96 en helt parallel undersøgelse af det norske efterretningsvæsen i perioden efter 2. Verdenskrig. Afsløringerne var de samme som PET Kommissionens 15 år senere, men konsekvensen en helt anden. I Norge konkluderede Kommissionen, at der i vid udstrækning var tale om ulovlig efterretningsvirksomhed, fastlagde at ofrene for den ulovlige overvågning skulle have op til 100.000 kr i erstatning, de skulle have adgang til efterretningstjenestens oplysninger om dem og tjenesten selv skulle holdes i en strammere snor - dens arbejde reguleres lovgivningsmæssig. 13.000 nordmænd bad om sagsadgang og heraf fik 3.800 adgang til oplysninger om dem selv. Der blev udbetalt 11 mio. kr i erstatning til ofrene for tjenestens kriminelle aktiviteter. [Rapport til Stortinget fra kommisjonen som ble oppnevnt av Stortinget for å granske påstander om ulovlig overvåking av norske borgere («Lund-rapporten»)]

I Danmark besluttede Kommissionen at begrave beretningen i sommerferien, da den blev udgivet 23. juni 2009. Beretningen fik ingen politiske konsekvenser. Kun enkelte af de mange der anmodede om sagsadgang fik lov til at se deres akter. PET fortsætter uhindret sine kriminelle aktiviteter med langt videre beføjelser end i perioden 1945-89.

A.J.

Verden	. Europa	. Danmark
Organisation	. Offentlig organisation	. Stat	. Efterretningsvæsen

	Links til andre opslag i leksikonet
	Anden verdenskrig, Apartheid, Arbejderbevægelsens bibliotek og Arkiv (ABA), Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC), CIA, Danmark, Demokrati, Den kolde krig, DKP, Enhedslisten, Firmaet, Folketinget, Fred, Fredsbevægelsen, Israel, Jensen, Alfred, KGB, Larsen, Aksel, Mellemamerikakomiteen, Norge, Palme, Olof, Politiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET), Socialdemokratiet, Socialistisk Arbejderparti (SAP), Socialistisk Folkeparti (SF), Stat, Sydafrika, Tjekkiet, USA