Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/11 2022
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 88
Kønssocialisering og pædagogik
Left
Rocks
2022-10-16 16:35

Begrebet socialisering betegner den proces, hvor nye medlemmer af et fællesskab gradvist tilegner sig fællesskabets normer, værdier, samværsformer, rutiner og ritualer, sådan så fællesskabets handle- og tænkemåder efterhånden opleves som det normale. Samtidig påvirker individet også de normer og værdier, der kendetegner fællesskabet gennem sine konkrete handlinger.

Inden for det pædagogiske felt bruges socialiseringsbegrebet især til at betegne den proces, hvorigennem børn lærer at deltage på de forventede og passende måder i samfundets institutionelle fællesskaber, dvs. daginstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner mm. Det, der kendetegner socialiseringsprocesser er, at de foregår ubemærket som en del af menneskers hverdagsliv og uden mennesket selv har sat sig for at lære noget bestemt. Hvad vi lærer, når vi socialiseres, afhænger af hvilke sociale sammenhænge, samfund, kulturer og historiske perioder, vi er vokset op i og hvilke normer, værdier, og vilkår der er til stede her.

Tidligere talte man typisk om den primære socialisering og den sekundære socialisering, hvor den primære socialisering fandt sted i hjemmet, forstået som barnets første møde med normer og rutiner, og den sekundære socialisering kendetegnede barnets efterfølgende møde med samfundsmæssige normer og handlemåder i skolen. Lasse Dencik introducerede i stedet begrebet dobbelt-socialisering som et mere dækkende begreb, i lyset af den herskende samfundsmodel i Danmark, hvor hovedparten af børn allerede fra 1 års-alderen indtræder i offentlige institutioner. Det betød, ifølge Dencik, at barnet blev dobbelt socialiseret, da det fra en meget tidlig alder både lærte sig normer og værdier i hjemmet og samtidig stiftede bekendtskab med samfundets normer og værdier, først og fremmest daginstitutionen, fordi det fra en tidlig alder vekslede mellem disse to arenaer(Dencik og Jørgensen 1999). I tilknytning til det, kan man sige at socialiseringsprocessen, udover denne første dobbelte socialisering i hjem og daginstitution, gradvist også finder sted igennem barnets/den unges deltagelse i en række andre sociale arenaer som udover skolen, udgøres ikke mindst er de sociale medier, fritidsaktiviteter og institutioner, venskabsgrupper mm.

Kønssocialisering

Kønssocialisering handler om de kønnede aspekter af menneskets socialisering. Det vil sige om den proces, hvorigennem mennesker formes, skabes og lærer at handle og tænke i overensstemmelse med de dominerende forståelser af og normer for køn. Denne proces starter allerede ved barnets fødsel. Mange studier viser nemlig, at børn fra en meget tidlig alder mødes forskelligt, afhængig af deres køn, hvilket skyldes kulturelle opfattelser af, at drenge og piger er forskellige, og har forskellige behov og interesser. En traditionel forståelse er således, at piger opfattes som mere følsomme, empatiske og sociale end drenge, som man opfatter som mere handlekraftige, aktive og rationelle end piger. Når man beskæftiger sig med kønssocialisering, interesserer man sig således for, hvordan forståelser af køn virker ind på børns socialisering og forståelse af sig selv.

Teorier om køn

Indenfor feltet om køn skelnes groft sagt mellem to teorier, der beskæftiger sig med, hvordan køn skal forstås. Den ene tilgang tager afsæt i biologisk forståelse af køn og den anden i en socialkonstruktionistisk forståelse af køn.

Den biologiske forståelse af køn

Inden for den biologiske forståelse af køn, forstås køn fra et biologisk udgangspunkt. Her argumenterer man for at drenge/mænd og piger/kvinder er forskellige fra fødslen på grund af de forskellige biologiske anlæg, man fødes med. Tilgangen bygger således på argumenter om at kønshormoner og hjernens udvikling påvirker drenge og piger til at udvikle sig forskelligt, interessere sig for noget forskelligt og handle på forskellige måder. En repræsentant for denne tilgang er Ann Elisabeth Knudsen, som benytter sig af neurovidenskaben til at forklare de forskelle, hun mener, eksisterer mellem drenge og piger (Knudsen 2008).

Inden for de senere år, er den biologiske tilgang til køn dog blevet kritiseret af bl.a. professor i hjerneforskning Gina Rippon og hjerneforsker Christian Gerlach, som begge peger på, at hjernen er plastisk, hvilket vil sige, at hjernens udvikling påvirkes af de stimuli, den får. Eller man kunne sige, af den socialisering, den udsættes for (Gerlach 2008, Rippon 2019). Således kan det godt være, man kan finde forskelle imellem mænd og kvinders hjerner, men det skyldes Ifølge Rippon og Gerlach, at hjernerne har været udsat for forskellige påvirkninger. Yderligere peger begge forskere på, at de forskelle, som forskningen har fundet mellem drenge og pigers hjernemæssige udvikling, statistisk set er så små, at man skal være påpasselig med at opfatte køn som en størrelse, der automatisk giver udslag i bestemte forskelle. Samtidig viser samme forskning, at der ofte kan være større forskel på forskellige pigehjerner og forskellige drengehjerner, end der er forskel mellem drenge og pige hjerner.

Den socialkonstruktionistiske tilgang til køn

I den socialkonstruktionistiske tilgang til køn, forstås køn ikke som en indre biologisk størrelse, men som en social kategori, der er ladet med kulturelle, historiske og foranderlige betydninger, som har afgørende betydning for, hvordan mennesket mødes, udvikler sig og forstår sig selv. På baggrund heraf forstås de kønnede normer, forventninger og forståelser, som hersker i et samfund, som yderst betydningsfulde og magtfulde størrelser i menneskers liv og kønssocialisering. Samtidig opfattes køn hverken som noget man har eller er, men derimod som noget man gør og gøres til. Vi gøres således til drenge/mænd, piger/kvinder igennem vores opvækst. Det sker allerede på fødegangen, hvor vi på baggrund af vores kropstegn, tildeles et bestemt køn; når vi igennem livet mødes med særlige forståelser af, hvordan (rigtige) piger/kvinder og (rigtige) drenge/mænd er, hvordan de ser ud og hvad de kan, og når vi mødes med særlige forventninger til, hvordan vi bør opføre os som passende drenge/mænd og piger/kvinder. I forlængelse heraf opfattes vores sprog og de måder, vi benævner og taler om hinanden, i denne forståelse, ligeledes som afgørende for vores forståelser af os selv og hinanden. Det hviler på en forståelse af, at mennesket ikke har adgang til at erkende sig selv eller verden, uden om det sprog, vi har til rådighed. Vores verden og erfaringer får så at sige mening igennem sprog og begreber. I den forstand er man som menneske grundlæggende afhængig af, det sprog, der er tilgængeligt om vores køn (Søndergaard 1996). Har man således igennem hele sit liv fået fortalt, at piger er omsorgsfulde, hjælpsomme og ansvarlige, vil man, ifølge denne tilgang, højst sandsynligt føle sig rigtig og normal, når man som pige lever op til disse forventninger, ligesom man vil forvente at andre piger lever op til disse kendetegn. Som en af hovedteoretikerne inden for den socialkonstruktionistiske tilgang Judith Butler (1990) peger på, så reproduceres de kønnede forståelser og normer netop ved, at vi mennesker genkender og anerkender hinanden, når vi handler i overensstemmelse med de foreskrevne forståelser af køn, mens vi kan have en tilbøjelighed til at opfatte mennesker som afvigende, når de i for høj grad overskrider eller udfordrer de kulturelle koder for køn. Det ideal som Butler især mener, regulerer os mennesker, kalder hun for det heteronormative ideal, som betyder, at vi forventes at identificere os med enten at være dreng eller pige, at denne identifikation forventes at være i overensstemmelse med vores biologiske køn, samt at man seksuelt set forventes at begære det modsatte køn.

Som historien har vist, er det dog også muligt gradvist at ændre de herskende kulturelle normer og koder for køn, idet kønsforståelserne i bund og grund holdes i live af os mennesker. Når mennesker går sammen om at udfordre de kønnede normer, har historien således vist, at kønsforståelser kan ændres. Tænkt blot tilbage på, hvordan skolen og intellektuelt arbejde tidligere blev betragtet som noget for mænd, da man forestillede sig, at kvinders evne til at føde børn ville blive beskadiget ved for meget skolearbejde og frem til i dag, hvor mindst lige så mange kvinder som mænd tager videregående uddannelser og klarer sig godt i skolen.

Den socialkonstruktionistiske tilgang til køn kritiseres ikke overraskende af folk, der forstår køn ud fra en biologisk tilgang. Især går kritikken her på, at man kan risikere at gøre børn forvirrede af ikke at tage deres biologiske dispositioner alvorligt, ud fra en forståelse af, de hører naturligt til i et køn, og derfor kan blive rodløse eller identitetsløse, hvis køn opfattes mere flydende.

Pædagogisk arbejde med køn. 

Hvordan arbejdet med køn i den pædagogiske praksis kan tage sig ud, afhænger af, hvilke af de to ovenstående forståelser af køn, man tager udgangspunkt i.

Tager man udgangspunkt i en biologisk forståelse af køn, vil man være optaget af at skabe aktiviteter og udviklingsmuligheder, der understøtter, hvad der opfattes som de to forskellige køns forskellige behov, interesser og evner. Man vil antage, at drengene naturligt har brug for og lyst til at udfolde sig fysisk eller lege konstruktionslege, at de har svært ved at sidde stille i en relativt boglig orienteret skole, og at skolen derfor i højere grad bør indrettes så den også tilgodeser drengenes behov.

Ift. pigerne vil man antage, at piger naturligt har mere brug for, og lyst til finmotoriske og sociale udviklingsmuligheder, hvilket også anvendes som en del af forklaringen på, at pigerne klarer sig bedre i skolen. Muligvis vil man også sætte den mandlige pædagog i børnehaven til at være sammen med drengene og den kvindelige pædagog til at være sammen med pigerne, da man vil antage at mænd bedst forstår drenges behov, og kvinder bedst forstår pigers.

Kritikken af denne tilgang vil imidlertid være, at den rammer skævt i forhold til de børn, der ikke passer ind i de kønnede forestillinger om, hvordan hhv. drenge og piger er, og hvad de godt kan lide og har behov for. Således vil drengen, som elsker at lege med perler, nemt blive opfattet som en a-normal dreng.

Tager man i stedet udgangspunkt i en socialkonstruktivistisk forståelse af køn, vil man være optaget af at skabe mangfoldige muligheder for at gøre køn. Man ville så at sige være optaget af at udvide muligheden for at gøre køn på mange forskellige måder, og således skabe plads til mange forskellige kønnede udtryk. Herunder muligheden for, at man som barn ikke nødvendigvis opfatter sig selv som én, der passer ind i de traditionelle kønnede forståelser, der dominerer i samfundet. I forlængelse heraf vil man være optaget af at undersøge, hvorvidt man som pædagog kommer til at møde børn med forskellige forventninger afhængig af deres køn, hvad det er for et sprogbrug børn mødes med, hvordan kønsforståelser formidles igennem institutionens bøger, klæd ud tøj, legetøj mv., og hvorvidt institutionens indretning lægger op til kønsstereotype lege, eller i højere grad indbyder til en mere alsidig personlig udvikling, hvor børn ikke automatisk socialiseres ind i heteronormative forståelser af køn.

Inden for den socialkonstruktionistiske forståelse af køn findes også pædagogiske initiativer, der forsøger at kompensere for de kompetencer, som hvert køn på grund af deres kønssocialisering mangler. Denne måde at arbejde på kaldes for kompensatorisk ligestillingspædagogik (Wahlstrøm 2005), og går ud på at drenge og piger opdeles med henblik på at lære drenge og piger, de kompetencer de mangler. Således øves drengene i at lytte, udtrykke følelser og indgå i finmotoriske aktiviteter, mens pigerne øves i fysisk vovemod, i grovmotoriske aktiviteter og i at tage plads og sige deres mening. Denne måde at arbejde på kaldes også for Hjalli-moden og er at finde i flere børnehaver i Island (www.hjalli.is). Metoden har til formål at skabe øget ligestilling blandt børn, men kan dog kritiseres for at overse mange af de individuelle forskelle, der er blandt børn af samme køn. En anden måde at arbejde med køn i børnehaver på, finder man i institutionen Egalia i Sverige, som arbejder med det de kalder for en kønsneutral genuspædagogik, som går ud på at modvirke kønsstereotype kønsforståelser. Det betyder, at man arbejder bevidst med sprog, indretning og materialer, så børn herigennem lærer at der findes mange forskellige måder at være menneske på og at det ikke behøver være styret af det køn, man er født med. Det er også derfor, personalet benytter sig af betegnelsen «hen», at de kalder børnene for venner fremfor drenge og piger, og at de undgår at dele børnene op i forhold til deres biologiske køn. I Danmark har især Martha-hjemmet, Jordkloden og børnehuse i Fredensborg Kommune arbejdet med lignende pædagogiske tilgange.

K.S.C.K.Pr.

Litteratur

Butler, J. (1990). Kønsballade. THP. Forlaget.
Dencik, L. & Schulz-Jørgensen, P(1999).: Børn og Familier i det postmoderne samfund. Hans Reitzels Forlag.
Gerlach, C (2008). Kønsforskelle, Hjerne, kognition. Dansk Pædagogisk Tidsskrift. 
Knudsen, Ann-Elisabeth (2008). Pæne piger og dumme drenge: Hvorfor er der ingen børn, der opfører sig som de har hjerne til? Schønberg. København. 
Rippon, G. (2019). The Gendered Brain - The new neuroscience that shatters the myth of the female brain. Vintage Publisch. 
Søndergaard, D. (1996). Tegnet på kroppen. Museum Tusculanum
Wahlstrøm, K. (2005). Piger, drenge og pædagoger: Ligestillingspædagogisk i praksis. Børn & Unge. København.