Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Skram (1846-1905), norsk forfatter og den vigtigste repræsentant for den naturalistiske litteratur i Norge. Amalie Skram indtager en særstilling i norsk litteratur gennem sine skildringer af seksualitet, fælles handling og magtforhold i familien. Som naturalist var hun optaget af at finde frem til de årsagssammenhænge, som styrer individernes skæbne. Den naturalistiske sandhedssøgning førte hos hende til afslørende skildringer af kvinders kår i et borgerlig patriarkalsk samfund.

Amalie Skram og naturalismen

Det var karakteristisk for den naturalistiske digtning, at kravet om at give sandfærdige skildringer fik større vægt end de rent æstetiske krav. Digteren fremstod som sociolog og forsker. Fortælleren skulle ikke kommentere eller vurdere stoffet. Alligevel er det meste af denne digtning præget af et stærkt samfundsengagement, med et radikalt politisk budskab.

De videnskabelige idealer bag den naturalistiske digtning gav grundlag for en detaljeret og udforskende virkelighedsbeskrivelse. Arbejderklassen, fattigdommen, slummen i byerne og kroppen med dens drifter kom først nu for alvor ind i litteraturen. Det nye syn på litteraturens opgaver og det præcise formsprog gjorde det muligt at give en moderne psykologisk menneskeskildring. Hans Jæger gav i «Fra Kristianiabohemen» (1886) og i «Syk kærlighet» trilogien (1893-1903) nærgående skildringer af mandlig seksualitet. Amalie Skram beskrev for første gang i norsk litteratur kvindelig seksualangst.

Amalie Skrams digtning forholdt sig aktivt til samtidens litterære krav og til den politiske debat om kvindens stilling i ægteskabet og til seksualmoralen. Hun skrev om seksuel undertrykkelse af kvinderne og afslørede og kritiserede den herskende seksualmoral ud fra et kvindeperspektiv. Ofte lader hun kvindeskikkelserne repræsentere en søgen efter sandhed og virkelige værdier. Noget man også kan finde hos andre af samtidens digtere, f.eks. Ibsen, Kielland og Lie. Men Amalie Skram idealiserer ikke kvindeskikkelserne, som disse forfatterne ofte gør. Derfor har hun skarpere end nogle af disse konkretiseret kvinders kår i det borgerligt patriarkalske samfund. Hun sætter kvindeundertrykkelsen ind i både en økonomisk, politisk, social og psykologisk sammenhæng.

Liv og baggrund

Amalie Skram blev født i Bergen. Faderen, Mons Alver, drev småhandel og forsøgte at arbejde sig op. Men han begik underslæb og rejste til USA for at undgå fængselsstraf. Kort efter blev den 17 år gamle Amalie forlovet og i 1864 gift med skibsfører Müller, som var af en god familie. Med ham rejste hun næsten jorden rundt. I dette ægteskab fødte hun to sønner.

Efter 13 års ulykkeligt samliv fik Amalie skilsmisse og flyttede til Kristiania (Oslo). Her kom hun ind i et kulturradikalt miljø, skrev artikler, anmeldelser og et par noveller. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram og bosatte sig i København. Året efter debuterede hun med romanen «Constance Ring», og i 20 år fremover var hun en produktiv forfatter.

I ægteskabet med Skram fødte hun, 43 år gammel, en pige. Hun følte sig efterhånden splittet mellem forfattervirksomheden, pligterne i hjemmet og omsorgen for barnet, og var i perioder svært psykisk nedbrudt. I 1894 lod hun sig indlægge på en psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital. Derfra blev hun mod sin vilje overført til sindssygehospitalet Sankt Hans udenfor Roskilde. I 1899 skilte Amalie Skram sig igen. Hun døde i 1905.

Store samfundsmæssige omvæltninger havde fundet sted i 1880- og 90'erne. Politik, økonomi og familiestruktur ændrede sig dramatisk. Dette indebar bl.a. krav om stemmeret, uddannelse og arbejdspladser til kvinderne. På denne tid voksede der stærke kvindeorganisationer frem, egne kvindetidsskrifter og ugeblade. En hel række kvindelige forfattere trådte frem: Dikken Zwilgmeyer, Helene Dickmar, Alvilde Prydz, Karen Sundt m.fl. Kvinders erfaringer blev i større omfang en del af den litterære og politiske offentlighed. I denne sammenhæng markerede Amalie Skram sig tydeligst, og var den der vandt størst anerkendelse.

Forfatterskab

Eftertiden har især værdsat det store naturalistiske romanværk om Hellemyrsfolket (1887-98). I fire bind («Sjur Gabriel», «To venner», «G. Myhre», «Avkom») følges en fattig slægt gennem flere generationer. Amalie Skram fremhæver i disse romaner den nære sammenhæng mellem de materielle kår og personernes tanke- og følelsesliv og viser hvordan elendigheden føres videre fra slægtsled til slægtsled. Fattigdommen giver ikke megen plads til kærlighed og livsudfoldelse. Holdningen i romanerne er deterministisk, for så vidt som de viser, at det er umuligt for enkeltpersoner at overskride de herskende sociale og klassemæssige grænser.

Den samme naturalistiske udforskning af menneskets vilkår førte også til, at hun indgående skildrede kvinders psykologi, seksualitet og psykiske lidelser i ægteskabsromanerne. Debutromanen «Constance Ring» (1885) gav en dristig behandling af den seksuelle dobbeltmoral i det borgerlige ægteskab. Amalie Skram viser her, at kvinders frigiditet kan forklares ud fra både økonomiske og psykologiske forhold, og at den kan være en form for protest mod et nedværdigende samliv, hvor kvinders seksualitet gives i bytte mod forsørgelse.

«Lucie» (1888) var skrevet som et forsvar for den faldne kvinde - i lighed med Christian Krohgs «Albertine» (1886). I de to første romaner og også i «Fru Inés» (1891) og «Forrådt» (1892) viser Amalie Skram, hvordan mændenes seksualmoral, kvindernes økonomiske afhængighed i ægteskabet og deres psykologiske binding til mødrene er afgørende undertrykkelsesmekanismer i et patriarkalsk samfund. Samtidig viser hun, at de borgerlige kvinder selv er med til at videreføre kvindeundertrykkelsen. Både ved at de er mere loyale overfor deres ægtemænd end overfor døtrene, og gennem deres frygt for den sociale deklassering, som ville følge af et brud med de sociale regler.

Amalie Skram har i flere værker, og specielt i «Barnefortellinger» (1890), givet levende skildringer af børn. Især har hun opfanget den tvetydige og sygdomsfremkaldende kommunikation, som børn ofte udsættes for i en familie. Hun har vist, hvordan børn bliver ødelagt. Både af for stærk kærlighedsbinding fra forældrenes side og for streng afvisning. Det berører også problemerne i den nye intime kernefamilie.

I de stærkt selvbiografiske sindssygehospitalromaner «Professor Hieronimus» og «På St. Jørgen» (1895) har hun magtet at beskrive, hvad den psykiske lidelse og kampen mod vanviddet består i. Romanerne skildrer en kvindelig kunstner, som bryder sammen under presset fra de forskellige krav, som stilles til hende som kunstner, hustru og mor. Amalie Skram giver i disse bøger en skarp kritik af den autoritære behandlingsform i de psykiatriske institutioner og af umyndiggørelsen af de sindssyge.

Amalie Skrams forfatterskab er præget af en dybere pessimisme end andre digtere i 1880- og 90'erne gav udtryk for. Men pessimismen rummer et klart kritisk perspektiv. Kritikken af tingsliggørelse, umenneskeliggørelse og kvindeundertrykkelse i det fremvoksende kapitalistiske samfund står centralt. Når hendes bøger i dag er genstand for en ny og levende interesse, er det især fordi hun med stor social og psykologisk indsigt har synliggjort og beskrevet livsområder, som ofte bliver fortiet, og som det tager lang tid at bearbejde og forandre.

Bøger af Amalie Skram som ikke er nævnt ovenfor: «Bønn og anfektelse» (1885), «Knut Tandberg» (1886), «Agnete» (1893), «Sommer» (1899), «Julehelg» (1900), «Mennesker» (1905), «Mellom slagene», breve i udvalg ved Eugenia Kielland (1955).

I.E.