Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
     .  Økonomi
      .  Udviklingsteori
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 7/2 2005
Læst af: 27.122
: :
Udvikling

Udvikling er et begreb, som selv må være i udvikling for ikke at stivne til en doktrin som fastlåser de historiske processer. Debatten om udviklingsbegrebet er derfor en vigtig del af udviklingspolitikken.

Vestlige udviklingsmodeller

Dette er særlig tydelig i forbindelse med kritikken af de to vestlige udviklingsmodeller - den liberale kapitalistiske og den marxistisk socialistiske. Begge er produkter af udviklingsoptimismen og den vestlige fremskridtstanke i det 19. århundrede, og placerer økonomiske faktorer i kernen af udviklingsproblematikken. I sin mest dogmatiske form bliver den liberale udviklingsmodel et spørgsmål om, hvordan man kan øge bruttonationalproduktet per indbygger, og den marxistiske model et spørgsmål om kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne.

Til trods for forskellene i den bagvedliggende filosofi, åbner begge retninger for en teknokratisk gennemførelse. Bruttonationalproduktet måler markedsværdien af det der produceres af varer og tjenester, men afspejler dårligt det, der produceres til eget forbrug - i landbruget, i familien, i lokale bytteforhold osv. Begrebet afspejler derfor et meget specielt udviklingsbegreb, som placerer lande med en høj grad af bearbejdning af råstoffer fra naturen og brug af markedet til omsætning - altså industri- og handelslande - øverst på rangstigen. Det er da også i disse lande - de rige kapitalistiske lande - at begrebet er opstået, udviklet af økonomer som tjener den stat og/eller kapital som skaber forholdene for industrialisering og kommercialisering.

Det marxistiske begreb har vist sig også at være foreneligt med eliteudvikling og «udvikling ovenfra». Kollektiv ejendomsret er blevet tolket som nationalisering og med så store enheder, at den reelle magt over produktionsmidlerne falder i hænderne på «den nye klasse» af statsfunktionærer og intelligentsia. I praksis har dette system vist sig bedre egnet til at afskaffe ekstrem fattigdom end det kapitalistiske system, som afskaffer nød i de rige lande ved at producere nød i de fattige lande. Men kombinationen af politisk og økonomisk magt blandt en lille elite i stat og parti fører til en voldsom ulighed i magtforholdene. En ulighed som i de kapitalistiske lande afsvækkes noget gennem valg, flerpartisystem og parlament.

Fælles for begge disse udviklingsbegreber er altså, at det der udvikles er et system - bearbejdning og omsætning i det ene, strukturen i visse ejendomsforhold i det andet - og at selve processen i praksis producerer eliter og klasseforskelle. Det har derfor ikke skortet på kritik både indefra og udefra. Den interne kritik vil godt acceptere, at udviklingen indebærer udviklingen af systemer, men opstiller samtidig krav for at svække den ulighed, som udviklingen fører med sig. Indenfor den liberale teori fører dette til en interesse for fordeling og udjævning af indtægtsforskelle, i marxistisk teori medbestemmelse og selvbestemmelse for arbejderne - som f.eks. i det jugoslaviske selvforvaltningsprincip i 1960'erne. Både den liberale og marxistiske model får således mange varianter.

Udvikling af mennesker

Den eksterne kritik er mere fundamental. Fremskridts- eller forbedringstanken afvises ikke, men i stedet for at tale om lande og deres systemer som noget der skal udvikles, bliver udviklingsbegrebet i stigende grad anvendt om udviklingen af mennesker - af os selv. «Mennesket er den fundamentale enhed», sagde Gandhi. «Udvikling er udvikling af mennesker, ikke af ting», siger lederne i Tanzania.

Tankegangen er som følger: Hvad gavner det et menneske, om man udvikler landet eller systemet, hvis mennesket tager skade på sin krop, sit sind, sin ånd? Både den liberale og marxistiske model er baseret på en forestilling om, at mennesket før eller siden vil udvikle sig som en følge af at systemet eller landet udvikler sig i kapitalistisk eller socialistisk retning. Men ved slutningen af det 20. århundrede må vi erkende, at begge systemer producerer «civilisationssygdomme»: Kræft og hjerte-/karsygdomme hvad angår kroppen, mentale lidelser ifht. sindet og en generel følelse af meningsløshed med det hele. De tre sygdomme hænger naturligvis nøje sammen.

Det leder os frem til spørgsmålet: Hvad er et udviklet menneske? Som svar på det har man hidtil for det meste prøvet at give et negativt svar: Der er i hvert fald visse nødvendige betingelser som må tilfredsstilles, for at mennesket ikke skal «gå i stykker», ændre sig i sygelig retning. Disse betingelser kaldes grundbehov («basic needs»). De inddeles gerne i materielle og ikke-materielle, afhængigt af hvilke ting der skal anvendes for at tilfredsstille dem.

Mad, tøj, husly, medicin, skolebøger og -bygninger, arbejdsbesparende maskineri, transport- og kommunikationsmidler tilfredsstiller åbenbart materielle behov. Nærhed i forhold til gud, natur, samfund, andre mennesker, egen familie, sit arbejde, sig selv, tilfredsstiller ikke-materielle behov. Men skellet skal ikke forstås på den måde, at nærhed ikke er godt for kroppen, eller god mad ikke er godt for sjælen!

En inddeling af grundbehovene i fire klasser, sikkerhed (mod vold), velfærd (mod nød), identitet (mod fremmedgørelse) og frihed (fra undertrykkelse), synes i dag mulig, med det forbehold at den konkrete tolkning vil variere stærkt mellem samfund, klasser og individer. Det gode samfund bliver altså et samfund, hvor alle nyder godt af et minimum af sikkerhed, velfærd, identitet og frihed. Der findes mange individer, familier og grupper som lever under sådanne forhold i verden i dag, men ingen lande kan siges at have virkeliggjort dette ideal for (praktisk talt) alle sine indbyggere. Danmark ville vel af mange kunne siges at rangere højt med hensyn til indre sikkerhed, velfærd og frihed, men ikke når det gælder identitet - på grund af fjernstyringen i totalsamfundet og andre faktorer.

Når der i dag hersker større enighed om de materielle end om de ikke-materielle behov, så hænger det nøje sammen med, at tilfredsstillelsen af disse er forenelig med ideerne om økonomisk vækst og nationaliseringspolitikken. Vægten lægges på, at behov tilfredsstilles. Ikke hvordan de bliver tilfredsstillet. Med et ministerium for hvert behov, i nært samarbejde med transnationale selskaber, kan klassestrukturen reproducere sig selv og optage udfordringen fra behovsbegrebet i sig.

I en god zoologisk have har dyrene således de materielle behov tilfredsstillet: De får mad, klæder (pels), huse (bure), der er en (dyr)læge på stedet og der findes et træningsprogram for de begavede dyr (delfiner, bavianer). En magtelite som ønsker at skabe et samfund som en god zoologisk have med sig selv som direktører, vil derfor kunne bifalde dette afstumpede behovsbegreb.

Altså trænger fordelingsproblematikken også ind i udviklingskritikken, og den antager gerne to former. Den ene er at insistere på et videre spektrum af behov ved at medtage identitets- og frihedsbehovene, hvilket virker stærkt udfordrende på de kapitalistiske og socialistiske modeller. Friheden bliver dermed også frihed til at vælge, hvordan behovene skal tilfredsstilles. Identiteten peger hen imod behovstilfredsstillelse i det små, i nærmiljøet, nært knyttet til dem man elsker, og er sammen med. Den anden måde at løse fordelingsproblematikken på går gennem selvforsyning («self-reliance»). Dvs. ved at bruge egne kræfter og ressourcer - regionalt (tredje verden), nationalt, lokalt og individuelt - fremfor at lade sig «udvikle» gennem handel eller administration, som begge skaber afhængighedsforhold opadtil.

Udviklingsproblematikken kan altså beskrives som en trekant, som har et blåt hjørne (kapitalisme), et rødt hjørne (socialisme) og et grønt hjørne (lokaludvikling). Det er ingen tvivl om, at den politiske strid ikke blot står mellem blå og rød udvikling, men mellem begge disse og det grønne alternativ. Dermed er de rige lande begyndt også at opfatte sig selv som underudviklede, og begynder at søge efter grønne løsninger. Og mange i de fattige lande er skeptiske overfor de blå og røde modeller, og søger en dynamik indenfor de grønne elementer de fortsat har. For eksempel en vital landbrugsøkonomi der hvor den findes. Heri ligger der alliancemuligheder af en helt ny type, indtil udviklingen af udviklingsbegrebet går nok et skridt videre og indfører helt nye perspektiver - nok en gang.

J.G.

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)


Udvikling

«Udvikling» er et begreb der vil indfange fænomeners tilblivelseshistorie. I denne fremstilling vil jeg alene beskæftige mig med levende fænomener. Ideen om, at noget udvikler sig, er over 2000 år gammel, men selve ideen har bevæget sig, historisk set. Udviklingstænkning hviler på nogle grundantagelser, der som sådan hverken kan bevises eller afvises gennem empiriske observationer. Disse grundantagelser er i dag overordnet set velplacerede indenfor filosoffen Pepper's (1961) fjerde verdenshypotese (ud af fem), nemlig den kontekstualistiske verdenshypotese, hvor «udvikling» bliver et centralt argument til at føre beviser frem med. Som et sæt briller kan man tage udviklings-perspektivet til sig, og lærer man det at kende vil man se - og se efter - bevægelse, nyhed, uro, fusion, utydelighed men også identitet, klarhed, overflødighed og styrke - over tid.

Til trods for begrebets brede anvendelse i både videnskab og hverdagstale er definitioner på fænomenet relativt sjældent. Hvad er det, der sker, når noget udvikler sig? Her skal refereres til nyere udviklingstænkere som Valsiner, J (1997, 2000), Shotter, J.(1983, 2000), Vygotsky, L. (1978). De er/var alle psykologer, men overskrider fagdicipinære grænser på jagt efter «genesens ide». I sin mest almene form karakteriserer Valsiner udvikling som: Tilblivelse af nyhed i interdependente systemer over irreversibel tid. De interdependente systemer bevarer deres identitet trods tilblivelsen. (Valsiner, 1997)

Vigtige begreber i en udviklingsforestilling

Tid. Udvikling kan kun studeres over tid. Tidsrummet kan være kort eller langt, afhængig af det fænomen man studerer: man kan operere med millioner af år i studier af fylo-genesen (evolutionen), og med generationer af menneskeliv i studier af kulturers udvikling. Det enkelte menneskes liv (ontogenesen) kan studeres i et helt livsforløb eller i udsnit som f.eks. spædbarnsalderen, mens mikrogenesens nærstudium i sekunder og minutter kan give én en fornemmelse af at være vidne til udvikling, mens det sker. Uden tid kan ingen bevægelser registreres. En udviklingsforsker vil være optaget af tid. Hun vil være tiltrukket af fænomener som «tempo» og «timing», som giver fornemmelse af en orden. Den orden, som overordnet set består i at kunne læse bevægelsers tidslige logik, at kunne se nutid realiseret som nye fortider og at kunne forestille sig potentielle fremtider igennem nutiden.

Nyhed. Genese … sker. Der opstår noget, der ikke har været der før. Det vil nogle verdenshypoteser have det svært med, men ikke den kontekstualistiske. En kontekstualist vil påstå at mennesket gennem sine handlinger med-skaber verden og dermed også sine egne livsforhold, og dermed også sig selv, mens det lever. Det gør mennesket blandt andet fordi det kan forestille sig fremtider. I udveksling med sine omgivelser forandrer det sig fra det simple og enkle til det strukturerede på et højere niveau. I den bevægelse er delene i konstant forandring. De ejer ikke blot deres eksistens i forhold til helheden de aktuelt er del af, men også i forhold til helheden, der var på et tidligere tidspunkt. Idet de forandrer sig selv og hinanden over tid, er udvikling af struktur mere end logikken i den aktuelle struktur (Shotter, 2000). Der er på den måde en indre temporal dynamik i det levende, som ikke kan ses i det umiddelbare. Derfor kan det levende ikke forstås tidløst og derfor er udvikling en irreversibel proces dvs. en proces der ikke kan bevæge sig «tilbage». Man kan ikke udvikle sig tilbage fordi man ikke kan «nulstille» den tid, der er gået. At studere det levendes historiske bevægelse igennem dets rolige tilstande, skrøbelige antydninger af nye veje eller kraftfulde brud, er i et udviklingsperspektiv at ville forstå det levendes natur. «…it is only in movement the body shows what it is.» (Vygotsky,1978)

Forudsigelig og målrettethed. Nyheder i vitalistiske systemer kan ikke forudsiges eksakt. Kompleksiteten i udvekslingen mellem barn og omverden er så stor, at det ikke lader sig gøre at operationalisere den i et pc-program. Derfor er udviklingsforskning i høj grad en fortolkende videnskab. Dertil kommer, at fremtid er principielt uforudsigelig, og uanset dens udfald vil den udgøre rammerne for udviklingen. Udvikling kan derfor ikke forudsiges eksakt og ejer derfor ikke i sig selv et endeligt slutpunkt. Indenfor en bestemt kultur kan vi sagtens bestemme os for «udviklingsmål» for børn eller kultur. Det gør vi også, men det er noget andet. Udviklingsmål er kulturelle markører; de udtrykker en slags dansk passendehed eller forventning, som mennesker kan forfølge eller lade være med at forfølge.

Identitet. I udviklingsideen ligger samtidig en grundantagelse vedrørende identitet. Udvikling forudsætter, at fænomenet der udvikler sig, forbliver det samme fænomen. Således er haletudsen og frøen er ikke to forskellige dyr, men det samme dyr, der har udviklet sig. Og spædbarnet bliver ikke til et andet barn, når det lærer at tale eller ved skolestart. Hvis fænomenet bliver til «et andet» fænomen er der ikke længere tale om udvikling. Udvikling rummer således både identitet og nyhed. Antagelsen om identitet er et svagt punkt i den kontekstualistiske verdenshypotese – fordi den principielt har problemer med essens-tænkning. Derfor må den alliere sig med et tidsbegreb, der fastholder identitet i tiden, dvs. kan etablere forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. I den sammenhæng er Bergson's begreb om varen, tidens sammenholden, en mulighed. (Bergson i: Hartnack & Sløk, 1996)

Interdependens. Forestillingen om interdependens (gensidig afhængighed) udtrykkes i al dets kompleksitet i det kontekstualistiske verdensperspektivs grundmetafor: den historiske begivenhed. (Pepper, 1961). Det antages, at udviklingen sker i forhold mellem systemer på mange hierarkisk strukturerende niveauer. Systemerne imellem hvilke udvikling sker er delvist lukkede eller delvist åbne (vælg selv) og kan sikkert bevæge sig i deres grader af permeabilitet. Nyheder opstår helt overordnet i udvekslingen mellem plante/dyr og biotop, mellem barn og sociokulturelle omgivelser. Systemerne skaber gensidigt hinanden, bliver til igennem og i kraft af hinanden. Det er sikkert på grund af tempoforskelle i udviklingen, at man har været tilbøjelig til at antage, at det alene var den ene del af systemet, nemlig «barnet» og «planten/dyret», der udviklede sig. Shotter siger polemisk at udviklingspsykologien har beskæftiget sig for meget med børn og understreger hermed, at mennesket kun kan udvikle sig som menneske igennem og i kraft af sin deltagelse og forandring af sociale og kulturelle omstændigheder.

P.Hv.


Litteratur

Hartnack, J. og Sløk, J. (1996): De store tænkere: Bergson. København: Munksgaard
Pepper, S. (1961): World Hypothesis. Berkeley, California: University of California Press
Shotter, J. (1983): 'Duality of structure' and 'intentionality' in an ecological psychology. Journal of Theory and Social Behavior, 13, 19-43.
Shotter,J.(2000): Seeing historically: Goethe and Vygotsky's ’enabeling theory-method’. Culture and Psychology. Vol. 6. (233-252) Sage Pub.
Valsiner, J. (1997): Culture and the Development of Children's actions. A theory of Human Development.
New York: John Wiley and Sons. Inc.
Valsiner, J. og Van der Veer, R. (2000): The social mind – Construction of the idea. Uk: Cambridge University press.
Vygotsky, L.S (1978) Mind in society - The Development of Higher Psychological Processes. Eds. M. Cole, V. John-Steiner, S. Scribner & E.Souberman. Cambridge: Harvard University Press.