Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Hviderusland
DatoOpdatering
2011.01.23Lukashenka lader sig vælge til en 4. præsidentperiode
2013.12.09Opdatering 2013
2015.01.30Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 17/7 2016
Læst af: 71.857
Verden  .  Europa  .  Hviderusland
: :
Hviderusland
Befolkning10,2 mio.
ValutaHviderussiske rubler
Areal207.600 Km2
HovedstadMinsk
Befolkningstæthed49,1 indb./Km2    
HDI placering61    

Hviderusland er beliggende mellem floderne Dnepr, Zapadnaja Dvina, Niemen og den østre Bug. I vest grænser landet op til Polen, i nordvest til Letland og Lithaun, i nordøst til Rusland og i syd til Ukraine. Landskabet er fladt, med talrige sumpe og søer. Blandet skov dækker en tredjedel af landet. Klimaet er moderat kontinentalt, med en gennemsnitstemperatur mellem 17 og 19 grader om sommeren og 4 til 7 grader under frysepunkt om vinteren. På grund af beliggenheden tæt ved Ukraine, modtog republikken en kraftig dosis af radioaktivt nedfald ved katastrofen på atomkraftværket i Chernobyl i 1986. En fjerdedel af landbrugsarealerne er forurenede som følge af overdreven brug af pesticider.

Folket: Hviderussere 81,2%; russere 11,4%; polakker, ukrainere, jøder 7,4%. (2003).

Religion: Ortodoks kristendom; i den østlige del romersk-katolsk.

Sprog: Hviderussisk og russisk er de officielle sprog; endvidere polsk, ukrainsk, jiddish og tartar.

Politiske partier: Kommunistpartiet; Landbrugspartiet; Det republikanske parti for arbejde og Retfærdighed; Hvideruslands fornyede Folkefront; Det civile Enhedsparti; De Grønne.

Sociale organisationer: Hvideruslands faglige Landsorganisation. Den frie Fagforening bestående af 9 strejkekomiteer. Denne sammen med sammenslutningen af NGO'er og Charta 97 er de vigtigste deltagere i Koordineringen af Demokratiske Organisationer, der er den vigtigste oppositions organisering.

Officielt navn: Respublika Byelarus.

Administrativ inddeling: 6 provinser: Brest, Gomel, Mensk, Moguiliov og Vitebsk.

Hovedstad: Mensk, tidl. Minsk, 1.830.000 indbyggere. (2008).

Andre vigtige byer: Gomel 503.400 indbyggere; Moguiliov 372.700 indbyggere; Vitebsk 356.000 indbyggere; Grodno 311.500 indbyggere; Brest, tidl. Brest-Litovsk, 304.200 indbyggere.(2000).

Regering: Udøvende magt: præsident siden 1994, Aleksandr Lukashenka, genvalgt i september 2001, 2006, 2010 og 2015; premierminister siden december 2010, Mikhail Myasnikovich. Nationalforsamlingen har 2 kamre: Repræsentanternes Hus med 110 pladser og Republikkens Sovjet med 64.

Nationaldag: 27. juli, (Uafhængighedsdagen, 1991).

Væbnede styrker: 85.500 mand. (1996).

Paramilitære styrker: Grænsekorpset: 8.000 mand; hører under Indenrigsministeriet.

 

I slutningen af det 1. århundrede e.v.t., var det område vi i dag kender som Hviderusland, beboet af de slaviske befolkningsgrupper krivichi'erne, radmichi'erne og dregóvichi'erne. De tidligste fyrstedømmer var Pólotsk og Túrov-Pinsk. De østslaviske stammer, der udgjorde en del af det vestlige Rusland, forenedes i det 9. århundrede med andre slaviske folk fra øst og drog mod Kiev, det område, som blev forløberen for vore dages Rusland, Ukraine og Hviderusland. I perioden mellem det 9. og det 11. århundrede opstod byer som Pólotsk, Túrov, Brest, Vitebsk, Orsha, Pinsk og Minsk.

I det 14. århundrede erobrede de lithauiske prinser det vestlige Rusland. Da lithauerne ikke besad et skriftsprog, blev hviderussisk, som på det tidspunkt var det eneste russiske sprog, det officielle talesprog. Mellem det 14. og det 16. århundrede begyndte hviderusserne at lægge afstand til de russere og ukrainere. Det hviderussiske sprog styrkedes, som noget forskelligt fra det antikke russiske sprog. Gueorgui Skorina blev den første hviderussiske kejser.

Iflg. unionstraktaten mellem Polen og Lithauen fra 1569, indlemmedes Hviderusland i Polen. Hviderusserne afviste det polske overherredømme og fastholdt deres eget sproglige og kulturelle særpræg. Med den første deling af Polen i 1772, overtog Rusland den østlige del af Hviderusland, hvorefter resten af Hviderusland fulgte efter i 1793-1795. Ophævelsen af livegenskabet i Rusland, 1861, satte gang i udviklingen i Hviderusland. Man anlagde vigtige jernebaneforbindelser fra Moskva til Brest og fra Libava til Romni. I slutningen af det 19. århundrede var Hviderusland den næststørste provins i Rusland, hvad angik antallet af jernebaneforbindelser.

Zaren af Rusland ophævede bøndernes livegenskab i 1861, og satte dermed punktum for sin feudale forbindelse til landadelen, men det medvirkede ikke til at løse jordproblemerne. Blot 35% af jorden tildeltes de hviderussiske bønder. Det førte til adskillige opstande, af hvilken den vigtigste fandt sted i 1863, under ledelse af K. Kalinovski. Det russiske socialdemokratiske arbejderpartis første kongres afholdtes i al hemmelighed i Minsk, i marts 1899, inspireret af den marxistiske socialisme, der havde til hensigt at styrte zarstyret. Med basis hos bønderne, grundlagde andre - intellektuelle - grupper i 1902, en uafhængig hviderussisk bevægelse, der forsøgte at genoplive den nationale kultur. I dette tidsrum, tvangsforflyttede zaren den jødiske befolkningsgruppe, der var i antal var nået op på at udgøre 20% af den lokale befolkning.

Under Den 1. Verdenskrig, 1914-1917, blev en del af hviderusland besat af tyske tropper. Efter den russiske revolution i februar 1917, dannedes arbejderråd - eller sovjetter - i Minsk, Gómel, Bobruisk og Orsha. I slutningen af året -1917 - indledtes processen med at etablere sovjetsystemet. I februar 1918 nationaliseredes storgodserne; få måneder senere startede fordelingen af jord til bønderne. Under pres fra bolsjevikkerne - de revolutionære socialister fra det russiske socialdemokrati - grundlagdes de første kollektivbrug, de såkaldte kolkhoser, men i realiteten forblev jorden dog på statens hænder.

På det russiske kommunistpartis 6. kongres, der afholdtes i Smolensk, vedtog man at grundlægge den Den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik, og på den første konges for hviderussiske sovjetter, i januar 1918, vedtog man at ville indgå i en sammenslutning med Lithauen, en afgørelse, der ligeledes fandt tilslutning hos lithauerne. I Lithauens hovedstad, Vilnius, udpegedes den 28. februar 1919 en fælles lithauisk-hviderussisk regering under ledelse af V. Mickevicius-Kapsukas.

Polen der havde erklæret sig uafhængig af Rusland efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Skt. Petersborg, besatte i februar 1919 en del af Hviderusland. I henhold til Riga-traktaten, indgået mellem Polen og Sovjetrusland i 1921, blev det vestlige Hviderusland en del af Polen. Den 1.august 1920, vedtog rådet af repræsentanter fra kommunistpartierne i Lithauen og Hviderusland og fra fagforbundene i Minsk og omegn, en selvstændighedserklæring for den hviderussiske republik. Den 30. december 1922 blev Hviderusland optaget i Sovjetunionen, som een af grundlæggerne, sammen med Det russiske Forbund, Ukraine og Det transkaukasiske Forbund; det sidstnævnte bestående af Armenien, Georgien og Azerbadjan.

I løbet af anden halvdel af 1920'erne indledtes industrialiseringen og nationaliseringen af landbruget. De hviderussiske sovjetters 12. kongres vedtog en ny forfatning den 19. november 1937. Som konsekvens af Molotov-Rippentroppagten, underskrevet af Sovjetunionen og Tyskland, blev den vestlige del af Hviderusland i november 1939 indlemmet i Sovjetunionen. Hviderusland skulle blive det første land, der kom til at lide under Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941, men tyskerne mødte hård modstand i bl.a. Brest, i det numantiske Hviderusland. Efter Tysklands nederlag i 1945 blev Hvideruslands grænser som vi kender dem i dag, fastlagt og landet blev samme år een af FN's grundlæggere, med en selvstændig repræsentation, i stil med Ukraines. Ved afslutningen på 2. verdenskrig var flere end 2 millioner hviderussere omkommet.

Det tog Hviderusland omkring to årtier at etablere sig økonomisk og landet blev en betydende producent af lastbiler, elartikler, radioer og TV. I perioden fra 1920-1980 omlagdes Hviderusland fra at være et landbrugsland, hvor 90% af befolkningen var beskæftiget med landbrug og kvægavl, til nu at være en industrination. Den hviderussiske republik består for ca. 80% vedkommende af den oprindelige befolkning, og indvandringen fra andre republikker har været ganske ringe.

Indtil 1985 fortsatte Det kommunistiske Parti og den hviderussiske regering den kurs, som var fastlagt af Sovjetunionens kommunistiske parti. Blandt de kommunistiske ledere fra denne periode udmærker Piotr Mashérov sig; han omkom senere ved en trafikulykke. I Hviderusland så man i forbindelse med indførelsen af Gorbachovs «glasnost»- og «perestrojka»-politik, ikke stærke separatistiske tendenser i forhold til Sovjetunionen, selv om der opstod visse bevægelser der slog til lyd for flertalsstyre og der ligeledes gennemførtes en række demonstrationer i protest mod stigningen i fødevarepriserne.

Hviderusland er den ikke-ukrainske republik, der blev hårdest ramt af katastrofen i Chernobyl i 1986. Ifølge udenlandske observatorer kunne man i de efterfølgende år notere en kraftig stigning i tilfældene af kræft, leukæmi og genetiske defekter i de områder af Ukraine, Hviderusland og det vestlige Rusland, der havde været udsat for atomart nedfald. En rapport fra Det internationale Energiagentur under FN, udgivet i maj 1991, understreger at en del af sundhedsproblemerne, der tilskrives katastrofen, er af psykosomatisk karakter, og ikke resultater af radioaktiv bestråling.

I juni 1991 proklamerede Hviderusland sin uafhængighed, og i oktober undertegnedes en aftale med Kasakhstan og Uzbekistan om økonomisk samarbejde. Præsidenterne fra Sammenslutningen af russiske Stater, fra Ukraine og fra det hviderussiske parlament - Boris Jeltsin, Leonid Kravchuk og Stanislav Sushkevich - underskrev en historisk aftale, den 8. december 1991, der betød Sovjetunionens opløsning. Præsidenterne, der bestemt ikke var tilhængere af Gorbachovs forsøg på at få indgået en ny unionsaftale, besluttede at stifte en ny Sammenslutning af suveræne Stater (SNG). Den 21, samme måned, underskrev 11 republikker i Alma Ater, Kasakhstan, en aftale om grundlæggelse af Sammenslutningen af Uafhængige Stater, hvis medlemmer individuelt søgte om optagelse i FN. Hviderusland og yderligere 7 republikker bandt sig til at vedtage strukturreformprogrammer for at kunne indføre markedsøkonomi.

Konfrontationerne mellem parlamentets præsident og premierministeren nåede sin kulmination i september 1993, hvor rygter om statskup begyndte at komme i omløb. Sushekevich blev i januar 1994 erstattet af Mecheslav Grib. Parlamentet vedtog i marts en ny forfatning, der erstattede den gamle fra 1977, da Hviderusland stadig var en del af Sovjetunionen.

Landet var nu en republik med en præsident og et parlament med 260 pladser. Aleksander Lukashenko blev den første premierminister, da han opnåede 45% af de afgivne stemmer ved første valgrunde i juni 1994, i konkurrence med Kebich, der fik 17%. Efter en kampagne, hvor han revsede nogle af sine korrupte forgængere, opnåede Lukashenko i juli 80% af de afgivne stemmer i anden valgrunde.

På trods af den kritik, han havde fremført under sin valgkamp, fortsatte Lukashenko sine forgængeres tilnærmelsespolitik i forhold til Moskva, hvilket resulterede i indførelsen af en møntunion med Rusland i april 1994. Lukashenko mødtes med Jeltsin i august, og i november indførte han undtagelsestilstand med det formål at få bremset den galopperende inflation.

Minsk og Moskva undertegnede en venskabs- og samarbejdsaftale i februar 1995, der tillod Rusland forstat at have tropper udstationeret i Hviderusland. Ved parlamentsvalget i maj, som Lukashenko slog sammen med en folkeafstemning om tilknytningen til Moskva, tillod den ringe valgdeltagelse ikke at man fik besat samtlige pladser i parlamentet og man blev derfor tvunget til at afholde en særskilt valg i november samme år.

I løbet af de første måneder af 1996 organiserede oppositionen omfattende demonstrationer i protest dels mod Lukashenkos pro-russiske politik, dels mod den undertrykkelse han iværksatte mod oppositionsgrupper, som f.eks. Folkefronten. Ved højtideligholdelsen for jubilæet i anledning af grundlæggelsen af den uafhængige republik i 1917, protesterede tusindvis af mennesker mod en union med Den russiske Føderation.

Under indtryk af massedemonstrationer uddybede Rusland og Hviderusland deres forbindelser i april 1996, ved at undertegne en aftale om politisk og økonomisk integration. Adskillige oppositionsledere besluttede at flygte til USA. I slutningen af året betød vedtagelsen af en forfatningsreform, at Lukashenko tildeltes yderligere magt. Til og med den tidligere præsident for Centralbanken og andre højtstående funktionærer anholdtes og oppositionen erklærede at man var vidne til indførelsen af et diktatur.

I slutningen af årtiet levede mere end 70% af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Den nationale møntfod - rublen - fortsatte sit fald i forhold til dollaren og inflationen øgedes. Lukashenko afsatte sin statsminister Vladimir Syanko og indsatte i stedet Ivan Antanovich. Amnesty International oplyste, at der forekom vilkårlige henrettelser og ulovlige anholdelser og krævede at regeringen forbød dødsstraf. I februar 1998 tilbagekaldte Hviderusland sin ambassadør i Polen efter at have anklaget Polen for at have blandet sig i interne hviderussiske affærer.

I april 1999 vedtog senatet en aftale om integration med Rusland, hvilket udløste protester i den sydlige del af landet, mens den nordlige del - hvor den russiske indflydelse er mere udtalt - i vid udstrækning støttede aftalen. Aftalen indebar bl.a., at statsborgere fra de to lande nyder de samme rettigheder på begge sider af grænsen.

Myndighederne forbød en lang række kandidater fra oppositionen at deltage i parlamentsvalget i oktober 2000, og oppositionen opfordrede derfor til boykot af valget. Alligevel meddelte myndighederne efterfølgende, at valgdeltagelsen havde været tilstrækkelig til at sikre sammensætningen af et nyt parlament. Ifølge valgkommissionen havde deltagelsen været 60% og erklærede desuden at regeringspartiet - ikke overraskende - havde vundet. Iflg. europæiske observatører nåede valget ikke op på internationale standarder for gennemførelse af demokratiske valg. «Hvis Vesten og de internationale observatører ikke anerkender valget, vil det efterlade et negativt indtryk i det demokratiske Vesten, og dermed vise at de er dobbeltmoralske», erklærede præsident Lukashenka.

Efter den internationale kritik gik Lukashenka dog med til, at valget i marts 2001 blev gentaget i 13 distrikter, hvor valgdeltagelsen havde været særlig lav. Valgresultatet blev af myndighederne kendt gyldigt, og i Mensk slog politiet til mod en protestdemonstration med flere tusinde deltagere.

Præsidentvalget i september blev ligeledes kritiseret af både internationale observatører og af oppositionen. Ved valget blev Lukashenka genvalgt for en 2. embedsperiode.

I 2002 afviste den russiske præsident Vladimir Putin Lukashenkos forslag om etablering af føderale sovjetter. Eftersom Hvideruslands BNP kun udgør 3% af Ruslands, giver dette ingen mening. Putin foreslog i stedet en sammenlægning af de to stater, eller en union efter samme model som EU. Heroverfor henviste Lukashenko til aftalen undertegnet af Boris Jeltsin i 1999, der respekterer begge staters selvstændighed.

Ytringsfriheden er stærkt kontrolleret af regeringen: over 20 tidsskrifter og aviser blev lukket. Journalister og politikere hævdede at være blevet tortureret, mens andre var blevet forsvundet. Regeringen ønsker ikke at medvirke til sagernes opklaring, og parlamentets interesse for de fleste sager er stærkt begrænset. I september 2002 udtrykte Europarådets Parlamentarikerforsamling sin bekymring over krænkelserne af menneskerettigheder og andre fundamentale rettigheder. Men situationen forblev alvorlig. Den 30. oktober 2003 blev formanden for bilarbejdernes fagforening, A. Bukhvostov dømt for at have forsøgt at gennemføre en demonstration i hovedstaden.

I februar 2004 reagerede Minsk kraftigt, efter at Moskva havde besluttet at reducere gasleverancerne til Hviderusland. Lukashenko anklagede Rusland for «terrorisme i stor skala», eftersom afbrydelsen af gasforsyningen var katastrofal for landets energisituation. Temperaturerne kommer hyppigt ned på -20°C om vinteren. Iflg. Minsk var afbrydelsen udtryk for russisk «afpresning» for at få kontrol over rørledningerne der bringer gassen til markederne i Vesteuropa. Præsidenten erklærede, at afbrydelsen «nedkølede og forgiftede» relationen mellem de to lande for en lang tid fremover. Moskva erklærede, at afbrydelsen skyldtes at Hviderusland ikke havde gennemført sine betalinger af gassen til Rusland. Efter Lukashenkos voldsomme reaktion underskrev de to lande en «midlertidig» aftale for at genoptage gasleverancerne.

I april udsendte Europarådet 2 stærkt kritiske rapporter overfor menneskerettighedssituationen i Hviderusland. Rådet anklagede Lukashenkos regering for at være ansvarlig for forsvindingen af 4 personer - deriblandt en offentlig fremtrædende personer og flere andre modstandere af Lukashenko styret. Iflg. rapporten havde regeringen blokeret for undersøgelsen af 4 personers forvinden i 1999-2000: 2 politikere, 1 forretningsmand og 1 kameramand. Rapporten pegede på flere medlemmer af regeringen og på Lukashenko selv som involverede i forsvindingerne. Regeringen afviste beskyldningerne og erklærede at den havde gjort alt hvad der stod i dens magt for at opklare begivenhederne og finde de forsvundne.

Samtidig blev Mikhail Marinich arresteret og anklaget for at have fjernet dokumenter og have handlet med våben. Han er tidligere minister, ambassadør og borgmester og var oppositionens kandidat i præsidentvalget, som blev vundet af Lukashenko. Oppositionen udsendte et fælles komuniké, i hvilket regeringen blev betegnet som undertrykker af civilsamfundet og de demokratiske kræfter. For oppositionen markerede arrestationen af Marinich en ny bølge af åben politisk undertrykkelse.

I oktober 2004 gennemførtes en folkeafstemning, der ændrede forfatningen, således at Lukashenko kunne stille op til en 3. præsidentperiode.

Hviderusland var det eneste europæiske land der figurerede på Washingtons liste over «slyngelstater», der blev udgivet af USA's nytiltrådte udenrigsminister Condoleeza Rice i starten af 2005. Offentliggørelsen skete få uger efter at Hvideruslands naboland, Ukraine efter kontroversielle valg havde valgt en pro-vestlig præsident. Men Hviderusland syntes ikke at følge i sit nabolands fodspor. Lukashenko svarede ved at angribe Washingtons krigeriske diskurs og erklærede: «nogle ønsker ikke den form for demokrati, der er gennemvædet af olie og blod».

Lukashenko vandt præsidentvalget i marts 2006 med 82,6% af stemmerne. Efter resultatet blev offentliggjort protesterede tusinder i Minsk, og flere hundrede oppositionelle blev arresteret. Internationale valgobservatører karakteriserede valget som anormalt. OSCE der også havde observatører i Hviderusland under valget karakteriserede det som «hverken frit, retfærdigt eller demokratisk».

I maj berettede hviderussiske journalister, at styret efter valget havde gennemført en kampagne rettet mod pressefriheden.

Regeringen besluttede i januar 2007 at udvise Helsinki Komiteen fra landet. Begrundelsen var «skattesnyd». Komiteen var den sidste menneskerettighedsorganisation, der kunne operere i landet. USA anklagede Lukashenko for at være «Europas sidste diktator».

I september 2008 gennemførtes parlamentsvalg, og for første tillod Lukashenko oppositionspartier at deltage. De fik dog ingen kandidater valgt ind i det 110 pladser store parlament. Mens valgobservatører fra Sammenslutningen af uafhængige Stater betegnede valget som fair blev det kritiseret af vesten og af oppositionen, der gennemførte demonstrationer. Lukashenko svarede, at oppositionen er financieret fra udlandet og er overflødig.

Efter i 10 år at have været hindret i at rejse til EU lande hævede EU i oktober 2008 visumrestriktionerne for hviderussere. EU havde to motiver til denne politikændring. Dels at hindre at Hviderusland anerkendte de to udbryderrepubliker Abkhasien og Sydossetien, som Rusland havde anerkendt 2 måneder tidligere. Dels anerkendte EU at 10 års isolation af Hviderusland ikke havde ført til nogen ændringer i landets politik - hverken indadtil eller udadtil. De 10 års EU politik var slået fejl. EU ønskede nu i stedet «forandring gennem kontakt». Lukashenko benyttede ændringen til at aflægge besøg i Vatikanet og på en hviderussisk handelsudstilling i Lithaun.

Den hviderussiske økonomi var i 2004-08 præget af høj vækst med vækstrater på omkring 10%. Landet blev dog også ramt af den globale økonomiske krise og væksten faldt i 2009 til omkring 0%.

Som i Danmark overfaldes demonstrationer rutinemæssigt af politiet og demonstranter varetægtsfængsles. Landet tillader fortsat dødsstraf og flere fanger blev dømt til døden i 2009 - uden at nogen dog blev henrettet, i modsætning til USA og Kina. Parlamentet indledte i juni 2009 et lovgivningsarbejde med det formål at afskaffe dødsstraf. Landet har flere fanger, der af Amnesty anerkendes som politiske fanger og lægger bl.a. hindringer i vejen for menneskerettighedsaktivister.

Præsidentvalget var oprindelig planlagt til afholdelse i 2011, men blev fremskyndet og afholdt i december 2010. Ved valget deltog 10 kandidater - deriblandt den siddende præsident Lukashenka. Han fik officielt 79,65% af stemmerne og trods rapporter fra oppositionen om intimidering og chikane blev valget af mange observatører betegnet som åbent og retfærdigt. Så åbent og retfærdigt det nu var muligt  en autoritær stat. To af oppositionens kandidater, Niaklajeŭ og Statkevič fik dog tæsk af politiet under demonstrationer på selve valgdagen. Lukashenkas åbning for oppositionens kandidater havde til formål at forbedre forbindelserne til EU og USA. Dette formål blev dog ikke opfyldt. EU anerkendte nok åbningen i valgkampen, men kritiserede skarpt overgrebene på oppositionens kandidater på selve valgdagen. USA afviste at anerkende valgresultatet og krævede de 2 af oppositionens præsidentkandidater der fik tæsk på valgdagen løsladt. Mens Vesten generelt var kritisk blev valget anerkendt af bl.a. Rusland, Kina, Azerbadjan, Kazakhstan, Georgien, Ukraine, Syrien, Venezuela og Vietnam.

I april 2011 gennemførtes et terrorattentat i metrostationen Oktyabrskaya i Minsk. Attentatet kostede 15 mennesker livet. Myndighederne arresterede få dage senere 2 personer, der blev stillet for retten og skudt i marts 2012. Motivet bag attentatet var dog fortsat uklart, og oppositionen mente det var efterretningsvæsenet der stod bag.

Lukashenka devaluerede i maj 2011 den hviderussiske rubel 55%. Landet havde alvorlige økonomiske problemer og måtte bl.a. søge lån i Kina.

Under krisen i Ukraine i 2014 kritiserede Lukashenka Rusland for dets indblanding i Ukraines anliggender, og i maj arrangerede han et møde mellem Ukraines præsident Poroshenko og Ruslands Putin. Den traditionelt negative europæiske retorik overfor Lukashenka undergik i løbet af 2014 en bemærkelsesværdig forandring fra «Europas sidste diktator» til «respekteret fredsmægler».

Lukashenka fremlagde i maj 2014 en lov, der introducerede stavnsbinding for arbejdere på landets kolkhozer. De udgjorde 9% af arbejdsstyrken og ville fremover ikke af egen vilje skifte job, men kun efter tilladelse far guvernøren.

Landet fuldbyrdede i 2014 tre dødsdomme. Forsamlingsfriheden i landet var fortsat stærkt begrænset. I juni blev Andrei Bandarenka der var formand for menneskerettighedsgruppen Platform Innovation kendt skyldig i «kriminel hooliganisme» og idømt 3 års fængsel. Iflg. menneskerettighedsgrupper sad der fortsat 7 politiske fanger i landets fængsler, og 33 andre politiske fanger der havde fået amnesti blev pålagt begrænsninger i deres bevægelsesfrihed og blev chikaneret af myndighederne. I løbet af året tilbageholdt myndighederne 15 journalister, der blev tilbageholdt i op til 10 dage for «hooliganisme».

Lukashenka lod sig i oktober 2015 genvælge som præsident med 83,5% af stemmerne. Som «tak» for sin kritik af Rusland og mægling af striden mellem Ukraine og Rusland i 2014 og for løsladelsen i august af 5 politiske fanger hævede EU i oktober sanktionerne mod en række højtstående hviderussiske embedsmænd, bortset fra 4 der mentes at være indblandet i forsvindingerne af oppositionelle de foregående år. Formålet var også at knytte landet tættere til EU. Det blev i 2015 ramt hårdt af den økonomiske krise i Rusland, der var dets vigtigste samhandelspartner. Økonomien mentes at skrumpe med 4% og værdien af landets valuta overfor US dollar faldt med 50%.

Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Belarus)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2016 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)