Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Latinamerika  .  Argentina
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/3 2010
Læst af: 8.525
: :
Dussel, Enrique
Enrique Dussel

Enrique Dussel (1934-), argentinsk filosof og historiker. Han er født i La Paz, Mendoza i Argentina, hvor han opnåede kandidatgraden i filosofi i 1957 fra Universidad Nacional de Cuyo. Herfra drog han mod Europa, hvor han opnåede doktorgraden i filosofi i 1959 fra Universidad Central de Madrid i Spanien. Derefter fulgte en bachelorgrad i teologi (1965) og en doktorgrad i historie (1967, fra Sorbonne) i Paris. I 1968 drog han tilbage til Mendoza, hvor han som professor på Universidad Nacional de Cuyo for alvor begyndte at formulere sin egen kritiske filosofiske position. Dette kritiske videnskabelige arbejde fik også et politisk udtryk i form af taler til de marginaliserede befolkningsdele i Argentina, som resulterede i et bombeattentat udført af paramilitære grupper i sit eget hjem i 1973. Efterfølgende trusler, forbud mod hans publikationer og afskedigelsen fra sin professorstilling, fik Dussel til at drage i eksil til Mexico i 1975. Her blev han samme år professor i etik på Universidad Autónoma Metropolitana-Iztapalapa og på Universidad Nacional Autonoma de Mexico (begge Mexico City). Blandt hans vigtigste værker skal nævnes Frigørelsesfilosofi [Filosofía de la liberación] fra 1977, Frigørelsesetik – i globaliseringen og ekskulderingens epoke [Ética de la liberación. En la edad de la globalizacion y de la exclusión] fra 1998 og nu arbejder han så på en Frigørelsespolitik [Politica de la liberación], hvor de to første bind er kommet i 2007 og 2009.

Filosofi fra Syden

Dussels overordnede bidrag har været at føre den klassiske filosofiske ideologikritik ud til de perifere dele af verden hvor den ideologi og falske bevidsthed, der produceres af verdens centre (Europa, USA, Japan), bedst kommer til udtryk. Han konstaterer følgelig, at der i disse ikke-vestlige lande finder en undertrykkelse sted, hvilket betyder at nogle befolkningsgrupper bliver marginaliserede, altså bliver gjort til noget underordnet i forhold til en gældende orden; eksempelvis fattige bønder, oprindelige kulturer eller AIDS-ramte. Undertrykkelsen af marginaliserede, om end på anden vis, finder dog også sted i Vesten, eksempelvis udtrykt hos befolkningen i ghettoerne, indvandrere, religiøse minoriteter eller kontanthjælpsmodtagere. De undertrykte udgør således det Dussel kalder en periferi, hvor et centrum, altså den politiske og økonomiske elite, sætter betingelserne for periferiens levevilkår.

Udover kategorierne om centrum og periferi, benytter Dussel også kategorierne om totalitet og eksterioritet for at tydeliggøre dette forhold mellem periferi og centrum. Disse kategorier henter Dussel fra Emmanuel Lévinas. I Dussels udlægning af disse kategorier er totalitet den helhed af ting, mennesker, institutioner, der danner en afgrænset helhed. For eksempel en stat eller land, men altså også en verdensdel. I denne totalitet har alle disse ting en relation til hinanden og en givet plads i forhold til hinanden. De er så at sige struktureret. Denne relation sættes af menneskets forholden-sig-til-hinanden, men også af politiske og økonomiske strukturer. Eksterioritet, det ydre, derimod er det radikalt andet, dét som ikke er en del af totaliteten. Det er ikke bare den Anden, det er den Andens andethed eller den andens forskellighed. Og det er denne andethed som periferien besidder, og som der ikke er plads til i totaliteten, fordi der er et centrum, der formulerer betingelserne for denne totalitet. Når et centrum har definitionsmagten til at afgøre, hvem der skal være en del af totaliteten og hvordan de skal være en del af det, så kan man sige, at de hersker over de marginaliserede.

Mellem dette spænd, der er mellem totalitet og eksterioritet har Dussel et formidlende begreb om nærhed [proximidad], som skal forstås som det, der sker når den udelukkede eksterioritet kommer tæt på totaliteten og trænger sig ind i totaliteten. Nærhed skal altså ikke forstås som et nærvær, en intimitet, men derimod som en afstand, en affinitet. Denne nærhed kan grundlæggende set komme til udtryk på to måder. Enten negativt, som en fremmedgørelse, eller positivt, som en frigørelse. Fremmedgørelsen er det som Dussel forsøger at tydeliggøre med spændet mellem centrum og periferi samt totalitet og eksterioritet. Frigørelse derimod er Dussels forsøg på at opløse denne fremmedgørelse, og dermed skabe nye livsbetingelser for de marginaliserede. Resultatet er den såkaldte frigørelsesfilosofi eller befrielsesfilosofi [filosofia de la liberación], som er en praktisk filosofi i den mest klassiske forstand, altså en politisk og etisk tænkning, der sigter på at gøre sig alment gældende samt være relevant i praksis. Som praktisk filosofi skal den bidrage til realiseringen af retfærdighed, og for de undertrykte i de perifere lande kræver en sådan realisering frigørelse. Denne frigørelse er et afgørende moment for den måde hvorpå Dussel driver filosofi på, og et begreb der konstituerer sig på afgørende vis i hans politiske filosofi og etik, men også som historiker i hans historiske tænkning.

Historisk tænkning

Dussel minder om, at verdenshistorien ikke kun udvikler sig ud af det antikke Grækenland. Det bliver relevant, når man tænker over menneskehedens historiske udvikling eller hele verden i ental, således som man f.eks. gør det med fremstillinger af verdenshistorien, diskussioner om globaliseringen, eller med modstillingen mellem det traditionelle samfund og det moderne samfund. Idéen om det moderne samfund, som har afgørende betydning for den vestlige verdens selvforståelse, stammer fra tiden omkring den franske revolution i 1789, og er i den form blevet definerende for utallige diskussioner i såvel sociologi som dele af den politiske filosofi. Det moderne samfund antages typisk at være kendetegnet ved individualisering, rationalisering og kapitalisme. Det er i hvert fald de faktorer, som fremhæves af de klassiske sociologiske teorier hos henholdsvis Émile Durkheim, Max Weber og Karl Marx. Det antages typisk, at modernitet er noget unikt, der har udviklet sig i Nordeuropa og tværs over Atlanten til USA. Som historiker med et skarpt blik for ideologisk forblindelse, kan Dussel imidlertid gøre opmærksom på, at der faktisk kan tales om mindst tre moderniteter, hvis man forstår det moderne samfund som netop beskrevet.

Således kan man tale om den Iberiske modernitet, der udviklede sig i Portugal og Spanien efter 1492 i forlængelse af Columbus' opdagelser og erobringen af Granada. Her har man netop en kulturel individualisering gennem en vækst i finkultur, som f.eks. kommer til udtryk i den vestlige verdens første moderne roman, Don Quijote. Denne vækst af ressourcer hentet fra periferien sker i verdenssystemets centrum, hvor der akkumuleres kapital på baggrund af en udbytning af systemets periferi, altså den ny verden hinsides Atlanten. Udbytningens enorme omfang betyder, at der sideløbende må ske en rationalisering i administration, og uanset hvordan man mener årsagssammenhængen er, så ledsages denne udvikling også af den rationalisering, der sker gennem videnskaben.

Anden modernitet udspringer ifølge Dussel omkring de spanske Nederlande, altså omkring Holland og Belgien, hvor man i 1600-tallet ser en tilsvarende udvikling baseret på kombination af handel og en kolossal udbytning af fjerne periferier. Først efter denne udbytning kommer der gang i den udvikling, der skaber betingelserne den tredje modernitet, altså det vi efter den franske revolution typisk kalder «det moderne samfund». Betydningen af denne historiske kritik af sociologiens selvfølgeligheder ligger i, at man med den normale diskussion om det moderne samfund usynliggør tidligere tiders kulturelle blomstringer og økonomiske udplyndringer. Derved kommer dagens nordvestlige modernitet til at fremstå, som om det er første gang, mennesker har kunnet nå et sådant civilisationstrin, og som om det kun er muligt på grund af specielt gunstige forhold i Nordeuropa. Nordeuropa tildeles derved en privilegeret position.

Dussel bliver imidlertid ikke ved den blotte påvisning af alternative europæiske moderniteter. Han påviser også, at hvis verden anskues som et system af politisk-økonomiske udvekslinger, så var Europa som helhed perifer i forhold til verdens virkelige centre, der i mere end tusinde år lå i Asien. Det var Indien, som var målet for Columbus anstrengelser, det var fra Kina at Marco Polo kunne berette om alskens herligheder, og forbindelsen til verdens centrum gik for europæere via Silkevejen. Det var i Asien, man kunne lave porcelæn, krudt, silke, og Europa var på alle måde bagefter i teknologisk, administrativ og videnskabelig henseende. Den iberiske modernitet er den afgørende verdenshistoriske begivenhed, fordi det først er dér, at verdenssystemets centrum endeligt forskydes fra det centrale Asien til Vesteuropa. Først med erobringen og udbytningen, skabtes ud af det amerikanske kontinent så store rigdomme, at der kunne udvikles et samfund, som kunne måle sig med de asiatiske. Dette samfund er den første udgave af det «moderne» samfund, og dets dynamik samt konkurrenceforspring har siden sikret den vestlige verdens globale dominans. Verdens centrum blev således flyttet mod vest, og med Europa i centrum forvandledes Asien efterhånden til en periferi.

Politisk filosofi

Med sin analyse af det moderne samfund viser Dussel, hvordan ideologi, falsk bevidsthed og fordomme kan skævvride den generelle opfattelse af den historiske udvikling. Endnu vigtigere bliver en sådan ideologikritik imidlertid, når den retter sig mod selve opfattelsen af, hvad politik og etik er, herunder hvordan man tænker politik og etik, altså selve den praktiske filosofi. I hans politiske filosofi udvikler Dussel en politisk fornuft, som udspiller sig på tre afgørende niveauer. Den politiske filosofi skal (1) tage udgangspunkt i materialiteten, (2) den skal kunne opnå almen gyldighed samt formuleres diskursivt og (3) endelig være strategisk gennemførlig. Disse tre niveauer er fundamentale i Dussels politiske filosofi. Når det politiske ikke efterkommer de krav, som denne politiske filosofi stiller, må den politiske filosofi slå om og blive kritisk, og kritisere disse tre niveauer for ikke at leve op til deres hensigt.

Når den politiske filosofi gør krav på at være alment gældende, må den kunne gælde samtlige mennesker på jorden. Frem for derfor at tage udgangspunkt i kultur, i sprog eller i identitet, formulerer Dussel sin politiske filosofi med udgangspunkt i noget fundamentalt for mennesket, nemlig livet. Det første niveau (1) er således materielt i den henseende, at det er kroppen overhovedet, der muliggør muligheden for liv og som er grundlaget for bevidstheden. Materielt skal dog forstås i to betydninger. For det første kræver udviklingen af menneskeligt liv et materielt grundlag i form af en krop, noget som også Marx understreger og som Dussel lader sig inspirere af. For det andet kræves der et materielt grundlag i form af et økonomisk grundlag for udviklingen af menneskeligt liv i en bredere betydning, dvs. det ikke blot handler om den legemlige overlevelse i biologisk forstand, men netop også om et menneskeligt liv, der omfatter både politik og kultur. En politisk filosofi må derfor i denne betydning først og fremmest kunne producere, reproducere og udvikle livet. Dette udgør den politiske filosofis sandhed.

Det andet niveau (2) for den politiske filosofi er at opnå gyldighed. Denne gyldighed (formel legitimitet og politisk gyldighed) opnår den politiske filosofi ved at inkludere samtlige borgere gennem demokrati. Her er den politiske fornuft praktisk diskursiv, og kommer til udtryk gennem institutionerne. Dussel kritiserer her med inspiration fra Lévinas her Karl-Otto Apel og Jürgen Habermas' diskursetik. Habermas’ mål med diskursetikken er at give demokratiet sit normative fundament i en diskurs, der kun styres af tvangen i det bedste argument. Ifølge diskursetikken skal etiske udsagn kunne demonstrere universel gyldighed, dels ved at være acceptable for alle berørte parter, dels ved at kunne overleve en kritisk diskussion. Dussel anerkender, at dette formelle aspekt af etikken er vigtigt, men mener at diskursetikken har glemt etikkens vigtigste materielle hensyn, nemlig bevarelsen og udviklingen af ethvert menneskeligt subjekt liv (jf. niveau 1). Man kan derfor med Dussel sige, at diskursetikken har glemt det materielle både som indhold (modsat form), som økonomi og som levende krop. Dussel mener, at denne forglemmelse er ideologisk. En forglemmelse af noget så afgørende ved etikken er kun mulig, fordi den vestlige middelklasse i sit daglige liv har lagt så stor afstand til materiel lidelse, at den ikke forekommer presserende. Som en privilegeret del af den herskende diskurs kan Habermas ikke hævde at være marginaliseret, og han kan derfor heller ikke påstå at have en privilegeret erkendelsesposition i forhold til de ekskluderedes materielle betingelser. Diskursetikken mangler derfor materialitet i alle de nævnte betydninger, dvs. den mangler forståelse for betydningen af indholdet, kroppen og økonomien for etikken. Ud over Lévinas og Marx fremhæver Dussel her specielt to af den kritiske teoris grundlæggere, Max Horkheimer og Theodor W. Adorno, som havde en god forståelse for betingelserne for menneskelig lidelse.

Et andet aspekt som diskursetikken mangler, er den politiske filosofis strategiske gennemførlighed. På dette sidste niveau (3) gælder den politiske organisering, hvor der fokuseres på den strategiske og instrumentelle side, som midler til at opnå de politiske mål, som man formelt er blevet enige om på andet niveau. Politisk har Dussel sympati over for idealer, der udtrykkes med diskursetikken. Politisk er problemet dog, at Habermas kun giver kriterier til at vurdere en demokratisk praksis efterfølgende, og især når den er gået galt. Han tilbyder ikke vejledning i, hvordan man formulerer og konstruerer en politisk praksis, der kan realisere retfærdigheden i et konkret samfund. Og i dette tilfælde kan Dussel ikke lade Habermas' tænkning blive suppleret af Lévinas og den tidlige kritiske teori. Her er problemet nemlig noget, som Habermas overtager fra den oprindelige kritiske teori (fra Horkheimer og Adorno), nemlig fjendtligheden over for det, som Weber kalder «formålsrationalitet», og som siden er blevet kendt som «subjektiv fornuft» eller «instrumentel rationalitet». Problemet er, at praktisk politik ofte involverer en instrumentel rationel behandling af andre mennesker. Ifølge Immanuel Kants etik er det imidlertid utilladeligt at behandle et andet menneske blot som middel, og såvel Weber som den tidlige kritiske teori er enige med Kant i denne betragtning. Dussels pointe er her, at praktisk politik nødvendigvis må implicere sådanne instrumentelt rationelle handlinger, og at det endog må implicere handlinger, som Habermas fordømmer som «strategiske», altså handlinger, hvor man instrumentelt indregner andres fornuftige handlinger i ens rationelle kalkule for at optimere valget af ens egne mål og midler. Dussel mener, at praktisk filosofi må acceptere dette som en betingelse for politik som sådan; hvis ikke, så vil politisk tænkning ikke kunne leve op til at være praktisk filosofi i den ovennævnte betydning. Grundlaget for moderne politisk filosofi er, at vi i et demokrati beslutter kollektivt, hvad vi selv vil, og at vi derfor på en gang er både herskere og beherskede. Det betyder, at vi – i princippet – skulle kunne tænke politik på en måde, der har praktisk gyldighed fra de herskendes perspektiv og samtidigt er i stand til at give fornuftige svar på kritik nedefra. Habermas forsøger at tænke grundlaget for demokratiet i den ligeværdige samtale; men han viger tilbage fra positivt at overveje, hvordan vi skal bruge den magt, der er nødvendig, til at realisere retfærdigheden.

Disse tre niveauer for den politiske filosofi er fundamentale, men de tre niveauer vil ofte ikke være realiseret. Der kan f.eks. være et centrum, der på en eller anden måde forhindrer denne realisering. Når dette er tilfældet, når totaliteten ikke inkluderer alle, eller opererer på et intolerabelt niveau, og dermed producerer materiel negativitet, da må den kritiske fornuft træde i karakter. Her fordres en kritisk stillingstagen fra forskeren, fra politikeren, filosoffen eller fra befolkningen, der skal gøre opmærksom på det forhold, at kravet om livets reproducerbarhed ikke overholdes (jf. niveau 1). For at gøre opmærksom på de intolerable forhold, må den kritiske politiske filosofi, som udspringer af denne kritiske fornuft. Dussel fastholder den traditionelle filosofiske ambition om almengyldighed, og han anerkender også kravet om videnskabelighed, blot med den tilføjelse, at videnskaben skal være kritisk. At lave kritisk videnskab betyder for Dussel noget særligt, nemlig at man i sit arbejde skal stå ved siden af ofret, altså den fattige, den sultne, det forældreløse barn, kvinden, indianeren. Man skal tage parti for dem, der er ekskluderede og marginaliserede fra det moderne vestlige samfund, både i den første og den tredje verden. Det er deres synspunkt, der afslører tanker som ideologiske; at stå ved siden af dem betyder at man kommer i en position, hvorfra man bedre får blik for de begrænsninger, som den praktiske filosofi skal forsøge at overvinde. Dussel er således ikke ude efter at lave en praktisk filosofi specielt for periferien, de undertrykte og de underudviklede. Han henviser blot til de marginaliserede eller ekskluderede i forlængelse af den ovenfor nævnte ideologikritik. Hvis en praktisk filosofi hævder at dens tanker er universelt gyldige, så er de ekskluderede en god test case.

Når den kritiske videnskab eller filosofien har gjort opmærksom på uretfærdigheden, gælder det om at transformere de uacceptable omstændigheder. Det betyder dog ikke, at alle lige pludselig er enige og at ingen længere har særlige interesser. Totaliteten skal derfor ændres på et grundlæggende niveau og det skal ske ad politisk vej. Med det parlamentariske demokrati, der er realiseret i den vestlige verden, er der en chance for, at strategisk politisk handling vil blive håndteret gennem en demokratisk diskurs. Når man derimod som Dussel kommer fra en mindre begunstiget del af verden, så er det imidlertid indlysende, at magt og strategi må anerkendes som nødvendigt konstituerende for politisk handling i en positiv forstand (jf. niveau 3). Politisk filosofi sigter på at tænke realiseringen af retfærdighed i almen forstand. For de undertrykte betyder det en reel kamp for frigørelse, og en sådan bestræbelse vil medføre konflikter med forskellige særinteresser (særligt de privilegeredes). Politisk filosofi kan derfor ikke tillade sig selv at blive begrænset til blot at give opbakning til en demokratisk dialog styret af det bedste arguments tvangløse tvang. For Dussel vil kampen for retfærdighed indebære klassekamp med virkelige politiske kampe, der skal vise statens utilstrækkelighed som en slet totalitet, der ikke tager sig af sine borgere. Kritisk politisk filosofi må være i stand til at bakke op om sådanne anstrengelser. At lave en revolution er sidste udvej og bør kun finde sted, hvis den herskende totalitet fortsætter med at reproducere de dårlige vilkår for den ekskluderede. Reformer er imidlertid ikke nok, hvis de grundlæggende betingelser det politiske hviler på, ikke ændrer sig. Dussel taler her om transformationer, når de politiske og økonomiske strukturer grundlæggende forbedres, vigtigst de politiske institutioner, men også den måde det økonomiske system virker på. Dussels måde at tænke disse transformationer på, henter inspiration hos Horkheimer. Spørgsmålet er, hvordan disse reformationer skal formuleres. Først må man indse, at den gode politiske ordning aldrig er givet på forhånd; ingen kan se ud i fremtiden. Men man kan formulere et udkast for en ny politisk ordning, der med velbegrundet overbevisning (jf. niveau 2) og med de forhåndenværende midler sandsynliggør, at udkastet til en ny orden er bedre end den gældende orden. På den måde fungerer udkastet som et udkast til en ny tilstand, hvor periferien inkluderes i totaliteten, uden at underordne periferien i totaliteten på den gældendes totalitets præmisser. Men dette er dog kun noget af arbejdet. For Dussel mener, at realisering af denne nye totalitet aldrig kan være fuldkommen. Der er altid en risiko for, at en ny eksterioritet produceres under denne realisering, fordi institutioner, og herunder mennesket, ikke er perfekte. Derfor må den nye totalitet også kritiseres og endnu et nyt udkast formuleres. Det er altså et gentagende arbejde, som også Dussel i sit filosofiske virke har gentaget som afgørende for at formulere en ny inkluderende politisk filosofi.

A.S. / J.K.R.


Litteratur

Frigørelsesfilosofi (København: Politisk revy, 2008).
Ética de la liberación. En la edad de la globalizacion y de la exclusión, (Madrid: Trotta, 1998)
Politica de la liberación. Historia mundial y critica (Madrid: Trotta, 2007).
Philosophy of liberation (Maryknoll, N.Y.: Orbis, 1985).
The Underside of Modernity: Apel, Ricoeur, Rorty, Taylor and the Philosophy of Liberation (Atlantic Highland, N.J.: Humanities Press, 1996)
The Invention of the Americas. Eclipse of "the Other" and the Myth of Modernity (New York: Continuum, 1995).
Towards an Unknown Marx: A Commentary on the Manuscritps of 1861-1863 (London: Routledge, 2001).

Internet
www.enriquedussel.org