Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Kollontaj, Aleksandra

Kollontaj (1872-1952), født Domontovitj, sovjetisk politiker, teoretiker og forfatter. Hun var folkekommissær for sociale sager 1917-18, medlem af Kominterns eksekutivkomité i begyndelsen af 1920'erne, talskvinde for Arbejderoppositionen, diplomat i Norge fra 1922 og senere i Sverige, hvor hun fra 1943 også var ambassadør.

Som flere andre af de marxistiske revolutionære kom Kollontaj fra overklassen. Forældrene tilhørte den gamle russiske adel. Kollontaj var oprørt over den sociale uretfærdighed, der herskede i Rusland, hvilket fik hende til senere at bryde med mand og børn for i 1899 at slutte sig til Ruslands illegale socialdemokratiske parti (RSDRP).

Aleksandra Kollontaj skriver i sin selvbiografi, at det først var omkring 1905, at hun blev opmærksom på kvindernes situation. Hun havde da været medlem af RSDRP i 6 år. Hun forsøgte at få partiet til at tage kvindespørgsmålet og organiseringen af arbejderkvinderne op, men partiet viste ringe interesse for dette.

I 1890 udgjorde kvindelige ansatte i industrien ca. en fjerdedel af den samlede lønnede arbejdskraft i Rusland, og ved århundredeskiftet var andelen af kvindelige lønarbejdere steget yderligere. I nogle industrigrene var der flere kvinder end mænd. Kvinderne havde længere arbejdstid end mændene, men tjente kun ca. halvdelen. Strejker med stor kvindelig deltagelse forekom i begyndelsen af 1900-tallet - især under revolutionsforsøget i 1905.

I RSDRPs partiprogram fra 1903 var kvindespørgsmålet kun blevet behandlet i det såkaldte minimumsprogram, hvor det blev fastslået, at begge køn måtte have de samme borgerlige rettigheder. Ligestillingskravene blev ikke taget op i maksimumsprogrammet, der diskuterede arbejderklassens gennemførelse af socialismen. Kollontajs ideer om kvindespørgsmålet blev betragtet som en højreafvigelse i retning af feminisme. Partiet ville ikke betragte kvinderne som en speciel gruppe indenfor klassen og gik derfor imod en separat organisering af kvinderne. Alligevel dannede Kollontaj sammen med nogle kvindelige partikammerater en klub for arbejderkvinder, hovedsageligt kvinder fra tekstilindustrien i Skt. Petersborg.

Den borgerlige kvindebevægelse havde i 1905 dannet et forbund for almen stemmeret for kvinder. De fik også en del tilslutning blandt arbejderkvinderne. Da den første alrussiske kvindekongres skulle afholdes i 1908, støttede Kollontaj kongressen, fordi den kunne give arbejderkvinderne politiske erfaringer og tro på sig selv. Gennem forberedelsesarbejdet lykkedes det hende at få indflydelse blandt kvinder fra arbejderklassen, og på kongressen dannede arbejderkvinderne en fraktion med deres eget program, hvor modsætningerne til den borgerlige kvindebevægelse blev fremhævet, og hvor der blev diskuteret kvindearbejde og prostitution. Som resultat af konferencen begyndte nogle fagforeninger at diskutere kvindespørgsmålet - nogle af dem dannede desuden agitationskomiteer. Før konferencen var afsluttet, måtte Kollontaj imidlertid flygte fra Rusland pga. en pamflet, som hun havde skrevet om Finland, hvori hun opfordrede til væbnet oprør mod zaren.

Fra 1908 til 1917 var Aleksandra Kollontaj politiske flytning. Først i Tyskland hvor hun meldte sig ind i det tyske socialdemokratiske parti og senere i USA og Europa. Hun arbejdede for partiet som agitationstaler, men havde ingen ledende stilling. I 1912 rejste hun, som repræsentant for tekstilarbejdernes og syerskernes fagforening i Rusland til den 2. internationale kvindekongres i Basel, og samme år var hun deres repræsentant på den ekstraordinære internationale socialistkongres.

Den mensjevikiske fløj i det socialdemokratiske parti kontaktede Kollontaj for at hun skulle udforme et forslag om barselslovgivning. Som resultat af dette gav udgav hun bogen «Moderskab og samfund». Et 600 siders arbejde baseret på undersøgelser af lovgivningen i forskellige europæiske lande og i Australien. Som agitationstaler for det tyske socialdemokratiske parti kom Kollontaj i kontakt med den socialistiske kvindebevægelse i forskellige lande. Bl.a. deltog hun i Pariserhusmødrenes strejke mod højere brødpriser i 1911, og i England i 1913 talte hun imod de borgerlige suffragetter for at styrke den socialistiske arbejderkvindebevægelse.

Aleksandra Kollontaj spontane og følelsesmæssige reaktion mod krigen og patriotismen gjorde, at hun i 1915 gik over til bolsjevikkerne. Fredsarbejdet var samtidig udgangspunktet for den internationale arbejderkvindedemonstration, som Kollontaj forsøgte at få gennemført i Oslo den 8. marts 1915. Hun var selv taler ved den første markering af 8. marts i Norge.

Fra 1912 var bolsjevikkerne begyndt at diskutere kvindespørgsmålet, men de gik fortsat imod en separat organisering. I 1914 begyndte bolsjevikkerne at udgive et særligt kvindetidsskrift, «Rabotnjitsa» (arbejderkvinden), der udkom i et oplag på 12.000.

I marts 1917 vendte Aleksandra Kollontaj som en af de første politiske emigranter tilbage til Rusland. Efter februarrevolutionen i 1917 blev der oprettet et kvindebureau, og kvindespørgsmålet fik høj prioritet. I april blev Kollontaj medlem af Petrogradsovjetten. Sammen med Krupskaja kom hun med i Rabotnjitsas redaktion.

Da Sovjetregeringen blev dannet efter oktoberrevolutionen, blev Kollontaj udnævnt til folkekommissær (minister) for sociale sager. Hun sad på posten til 1918.

De dekreter der af Sovjetregeringen blev udstedt om familie- og kvindespørgsmål, var blandt de mest radikale i Europa på den tid. Mand og kvinde blev formelt ligestillet indenfor ægteskabet, og børn født udenfor ægteskab fik samme rettigheder som andre børn. På den 8. partikongres i 1919 blev der vedtaget et nyt partiprogram, der for første gang tog kvindernes frigørelse op i sammenhæng med hendes stilling i familien. Men der var i realiteten få af de ledende i partiet, der gik så langt i deres fordømmelse af den borgerlige familie som Kollontaj. Hun opfattede kollektiviseringen af husholdningsarbejdet som kimen til et friere seksual- og kærlighedsliv, hvor kvinden kunne frigøres fra slavebindingen til en mand og begge parter kunne have samme frihed. Hendes tanker om fri seksuel udfoldelse blev mødt af bl.a. Lenin med moralsk forargelse.

I den aktuelle økonomiske situation var mulighederne minimale for, at Kollontajs ideer om udviklingen af seksualitet og familie kunne få gennemslagskraft. Arbejdsløsheden havde tvunget mange kvinder ud af arbejdslivet, der var mangel på børnehaver, kantiner og lignende. Ideerne mødte samtidig stor modstand i bondebefolkningen og i de centralasiatiske republikker, hvor der endnu var polygami og brudesalg. I bogen «Kvinders stilling i den økonomiske samfundsudvikling» (baseret på forelæsninger fra 1921, udkom 1926) findes der heller ingen konkret analyse af kvindens og familiens stilling i Sovjetunionen. En nødvendig forudsætning for at kunne udforme en strategi for kvindens ligestilling. Partiet udviklede heller aldrig en sådan strategi.

I tiden efter 1921 mistede Kollontaj sin indflydelse i partiet. Hun var med i den såkaldte Arbejderopposition, der kritiserede partiets linie, det stadig stigende skel mellem ledelse og basis, den hastigt tiltagende bureaukratisering osv.

Til tavshed gennem diplomatiet

Indholdsmæssigt er Aleksandra Kollontajs støtte til Arbejderoppositionen og hendes kvinde- og familieopfattelse indbyrdes forbundet - de bærer begge præg af, at der ikke forelå konkrete analyser af den materielle situation og produktivkræfternes mulige udvikling under de daværende produktionsforhold - selv om der ikke er noget i hendes skrifter, der klart giver udtryk for denne sammenhæng.

I 1923 publicerede hun «Arbejdsbiens kærlighed», tre noveller om kærlighed og seksualitet. De tre tekster kan læses og forstås som en behandling af de problemer, kvinder fik med at forene politisk arbejde og kærlighedsliv efter revolutionen. Specielt «Vejen til kærlighed» kan også læses som angreb på den nye økonomiske politik og bureaukratiseringen, som hun mente især ramte kvinderne (se NEP). Det viste sig samtidig, at NEP-politikken vanskeligt lod sig forene med Kollontajs visioner om frigørelsen af seksualitet, kærlighed og udviklingen af nye kollektive boformer, og hun blev stemplet som småborgerlig feminist.

Modstanden som Arbejderoppositionen blev stillet overfor og personlige problemer var baggrunden for, at Kollontaj i 1922 bad om et roligt arbejde i et afsidesliggende sted i Sovjetunionen. Men i stedet blev hun kaldt til Moskva for at gå ind i diplomatiet, og blev i oktober 1922 sendt til Oslo som verdens første kvindelige diplomat. På spørgsmål fra Arbejderoppositionen om at være deres repræsentant i udlandet takkede hun året efter nej.

I 1926 gav hun til venner udtryk for, at hun kunne tænke sig at slå sig ned som forfatter udenfor Sovjetunionen. Samme år drog hun imidlertid tilbage til Moskva. Der blev hun bedt om at forene sig med oppositionen mod Stalin. Hun takkede nok en gang nej, men afgav på ingen måde nogen loyalitetserklæring til Stalin.

På grund af sin agitation mod den nye familielov, som skulle til debat i sommeren 1926, blev hun sendt til Mexico som diplomat. Betingelsen for at vende tilbage (til Sverige) var at skrive noget Stalin-venligt. Samme år udkom hendes selvbiografi i Tyskland. Biografien var skrevet på bestilling. Før den udkom foretog Kollontaj omfattende ændringer i manuskriptet. De fleste af de «problematiske» ideer om kvinden og familien og alle beretninger om politisk strid i partiet blev strøget eller modereret. Dermed var det klart, at Kollontaj ikke ville tage direkte del i magtkampen, der fortsatte i Sovjetunionen. Indirekte gav hun på dette tidspunkt al sin støtte til Stalin.

Som støtte til Stalins politik

Aleksandra Kollontaj blev i 1930 diplomat i Sverige (ambassadør fra 1943). Samtidig afgav hun en loyalitetserklæring til partiet i form af to artikler i Pravda, hvor hun tog afstand fra den såkaldte højreopposition (Bukharin, Rykov og Tomskij). Hun var gennem hele årtiet loyal overfor Stalins politik - selv da hendes tidligere mænd, Aleksander Sjljapnikov og Pavel Dybenko, blev henrettet i hhv. 1934 og 1937 uden retssager. Aleksandra Kollontaj var efter Moskvaprocesserne den eneste overlevende fra den første centralkomite - udover Stalin selv.

Hendes politiske engagement i denne periode er ikke særlig kendt. Forholdet til partiet ved man meget lidt om. Den politiske kontakt var mere knyttet til Komintern end til partiet i Sovjetunionen. Som Sovjetunionens repræsentant havde hun mange og vigtige opgaver, bl.a. som medlem af den sovjetiske delegation i Folkeforbundet, hvor hun arbejdede med spørgsmålet om kvindernes retslige stilling.

Udviklingen i Sovjetunionen i 1930'erne (og til dels også i store dele af 1920'erne) gik på mange måder og områder imod Kollontajs politiske overbevisning, som man kender dem fra hendes skrifter. I 1929 blev den selvstændige kvindebevægelse, Zjenotdel, opløst med den officielle begrundelse, at den ikke længere var nødvendig.

I 1930'erne blev den traditionelle familiepolitik genindført og man indførte bl.a. en moderskabsmedalje. I 1936 blev loven om selvbestemt abort ophævet. Det man kender af Kollontajs skriverier fra 1930- og 40'erne giver indtryk af, at hun støttede og var loyal overfor Stalins indenrigs- og udenrigspolitik.

I 1937 og 1938 blev Aleksandra Kollontaj kaldt hjem til Moskva. Før hun rejste, sendte hun sine papirer, artikler og lignende til veninden Ada Nilsson og bad hende tage vare på dem, «dvs. hvis jeg skulle bliver offer for en ulykke». De fleste af skrifterne ønskede hun først offentliggjort i april 1972 med undtagelse af nogle artikler om hende selv, der skulle publiceres efter 1950.

Som diplomat spillede hun en vigtig rolle i «fredsopgøret» med Finland (1944). Kort tid efter blev hun syg, og i 1945 rejste hun atter til Moskva for at aflægge rapport, men vendte aldrig tilbage til Sverige. Hun fortsatte med at arbejde i udenrigsministeriet, men viede det meste af sin tid til at skrive sine erindringer.

De eneste udkomne «samleværk» af hendes værker udkom i Sovjetunionen i 1972, på 100 årsdagen for hendes fødsel, og i 1974. Begge er de politisk meget «udvalgte». Det meste af hendes seksualpolitiske og feministiske skrifter er udeladt og ligeledes hendes forhold til bolsjevikkerne - både som mensjevik og som medlem af Arbejderoppositionen. Erindringerne er endnu ikke udkommet. Aleksandra Kollontaj døde den 9. marts 1952.

G.Ha. / N.No.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 38.637