 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
NOAH
NOAH, dansk miljø- og græsrodsorganisation (1969-).
Den økonomiske vækst der fandt sted fra 2. verdenskrig gjorde materielt set de fleste danskere mere velstillede. Men allerede i slutningen af 1950'erne blev det tydeligt, at velfærden havde sin pris - miljøets. Den stigende industriproduktion og forbruget af de mange nye velstandsgoder var problemfyldt. Når råvarerne blev udvundet, transporteret til fabrikkerne og forarbejdet, blev omgivelserne belastet med røg, støj og møg. Og det samme skete med transporten ud til butikkerne, afsætningen af et stigende antal produkter (heraf mange helt overflødige) samt de voksende affaldsmængder.
Takket være forskning og iderig produktudvikling fik mennesket mere magt over omgivelserne. Det foruroligende var dog, at magten blev brugt til at sikre en stadig hurtigere afsætning af varer og serviceydelser - uden hensyntagen til at jord, luft, vand og mad ofte blev belastet med sundhedsfarlige stoffer.
Ved indgangen til 60'erne stod menneskeheden, for første gang, i den situation, at vi alle befandt os i risikozonen for livslang påvirkning fra farlige kemiske produkter - f.eks. insektdræbende midler (DDT), asbest eller farvestoffer i maden. Flere og flere fik desuden øjnene op for, at den forskning der skulle være «menneskehedens velgører» havde solgt sig selv til industrien, og at det var så som så med den videnskabelige objektivitet.
Helt tydeligt blev det med thalidomid-skandalen i 1962, hvor det kom frem, at et medicinalfirma havde fremstillet «beroligende» piller til gravide, der medførte, at mødrene fødte misdannede børn. Skandalen afslørede dels industriens kynisme, men også at statsmagten ikke anede og - i værste fald - var ligeglad med hvad folk puttede i munden.
Her i landet satte f.eks. afsløringen af atomforsøgsstationen Risøs «tilpassede» måleresultater af det radioaktive nedfald fra supermagternes kernevåbenforsøg yderligere gang i debatten om miljøproblemerne.
1969 Starten
I starten havde debatten nærmest karakter af «folkeoplysning», men med tiden opstod der landet over løst organiserede debatgrupper. Således arrangerede en flok naturfagsstuderende på Københavns universitet i 1968, studiekredse under navnet Naturvidenskabelige Onsdags Aftener, der i marts 1969 blev til NOAH (efter de tre forbogstaver plus et H). Noah var som bekendt den først beskrevne miljøaktivist, der sikrede arternes overlevelse på jorden. Noah, hans ark og alle dyrene har siden været NOAH's logo.
De første aktivister var «børn af 68», der med argumenter og humor ville bevidstgøre befolkningen og skubbe til myndighederne for at få dem til at gribe ind mod forureningen. Midlerne var bøger, pjecer, blade og aktioner på gader og i butikscentre og lidt lobbyarbejde. Aktionerne gjaldt f.eks. indsamling af affald fra en strand, farvestoffer i maden, protestmarcher mod A-kraft, trafikos osv.
Myndighedernes mangel på viden om forureningen gav fra starten NOAH et solidt fodfæste, og da NOAH i flere år var den eneste danske miljøbevægelse, kom den snart efter til at fremstå som «progressiv ekspertise».
Afgørende for NOAH's fortsatte eksistens har været den «flade struktur». Dvs. at den politiske styring ikke udgår fra en valgt ledelse, men fra aktivisterne. Der er ikke en skare af passive medlemmer, og man er kun med, sålænge man er aktiv.
NOAH's struktur indebærer, at tre personer kan lave en miljøgruppe. Det sker ved at vælge sig en (eller flere) arbejdsopgave/r, der er i overensstemmelse med NOAH's formålsparagraf - og blive godkendt på næste halvårsmøde.
1972 Landsorganisation
I 1972 skete der en decentralisering af aktiviteterne, og NOAH blev nu en landsorganisation med et utal af selvstyrende lokalgrupper. Denne struktur har NOAH stort set bevaret til i dag, hvor det interne medlemsblad og halvårsmøderne er den højeste myndighed. Samtidig blev der vedtaget en målsætning, der siger «at NOAH skal arbejde for at forbedre det levende miljø ved aktivt at bekæmpe forureningen og dets årsager - samt anvise alternativer».
Efterhånden som der kom flere aktive, blev nye emner taget op: landbrug, vand, energi, genbrug, trafik, emballage osv. Denne udvikling betød, at NOAH ikke længere var «eksperten», men nu blev aktivt handlende med henblik på at skabe debat om hidtil upåagtede miljøproblemer, der ofte var en følge af brug-og-smid-væk mentaliteten.
Naturligt nok blev NOAH påvirket af den politisering, der skete op gennem 70'erne. Således blev staten i stigende grad betragtet som en højest ineffektiv lappeskrædder, der blot skulle fjerne de værste skader efter en grisk industri, som tankeløst ødslede med de knappe ressourcer og var ligeglad med arbejdernes sikkerhed og helbred. NOAH's miljøkamp var - omend uudtalt - også en kamp for at påvise, at der er andre måder at leve på end blot at tjene (mange) penge, og at hensynet til mennesker og natur var vigtigst.
Mange industrilande anerkendte i starten af 70'erne, at miljøproblemerne var så omfattende, at der skulle gøres «noget», og der blev vedtaget strammere lovgivninger. Medvirkende hertil var bl.a. FN's miljøkonference i Stockholm i 1972, hvor miljøet blev anerkendt som et globalt anliggende.
1974 Den første miljøregulering og modstanden fra erhvervslivet
Også herhjemme indså skiftende socialdemokratiske regeringer, at de måtte reagere, og i 1974 trådte den første miljøbeskyttelseslov i kraft, og der blev oprettet et «Ministerium til forureningsbekæmpelse» og en Miljøstyrelse. Hermed blev der trukket en streg. Nu ændredes miljøreguleringen fra en generel tilladelse af forureningen til godkendelse af en vis mængde forurening ved hjælp af «rammelove».
Betegnende for indsatsen i de første år var, at forureningen skulle bekæmpes ved brug af filtre og ud fra princippet om «det forlængede rør»! Forvaltningen skete lokalt med alt hvad det indebar af tilfældigheder, for hvilken borgmester ville mon genere lokale virksomheder, der gav arbejde til mange (f.eks. Proms).
NOAH-aktivisterne lærte tidligt, at de var oppe mod stærke erhvervsinteresser, der - med rette - følte sig trådt over tæerne eller afsløret. Tidligt kom det til åben strid med landbruget, og især udgivelsen af «Det industrialiserede landbrug» i 1984 fik adrenalinen i kog hos mange landmænd.
Bogen beskriver landbrugets specialisering, mekanisering og især den ukritiske brug af kemikalier, der medførte et utal af problemer i og udenfor landbruget. Miljøproblemerne var - og er stadig - sprøjtemidler i grundvandet, udvaskning af kvælstoffer til vandløb og til havet, dårlig udnyttelse af animalsk gødning, problemer med husdyrenes sundhed, ringe fødevaresikkerhed osv. Disse problemer, og flere til, blev dokumenteret med undersøgelsesresultater fra landbrugets egne forskningsinstitutioner.
(Metoden med at bruge «modstandernes» egen undersøgelser og analyser, til at bekæmpe miljøproblemerne, har altid været en yndet fremgangsmåde i NOAH. Fordelene er, at dels sparer det en masse arbejde, og dels kan «modstanderne» - af gode grunde - ikke afvise deres egne undersøgelsesresultater.)
Når landmændene reagerede så voldsomt, var det fordi bogen påviste, at mange miljøproblemer hang sammen med, at den teknologiske udvikling blev styret ud fra kortsigtede økonomiske interesser. Hermed lagde NOAH op til, at staten skulle gribe ind mod, at landbruget frit kunne udvikle produktionen som det ville.
Men selv den grundige dokumentation har ikke været tilstrækkelig til at sikre en radikal og gennemgribende kursændring. Vel har vi fået Vandmiljøplan 1 og en senere opstramning, da det viste sig, at den første ikke var restriktiv nok. Vi har fået en pesticidhandlingsplan, men ikke afgifter på sprøjtemidler, og problemet med iltsvind i de danske farvande er tilbagevendende.
Der er kommet forbud mod halmafbrænding - som ikke altid respekteres - og mod sprøjtning af markerne fra luften. Men husdyrproduktionen er stadig alt for stor, og der er kun ringe forståelse blandt landmænd for det uholdbare i at bruge 10 kg korn - som vi oven i købet importerer - for at producere et kilo svinekød.
Nok sprøjtes der ikke så meget om tidligere, men pesticidproblemet er stadig uløst. Det samme gælder udkørslen med gylle, og at landbrugserhvervet efterhånden kun er for de mest pengestærke. Nye problemer der er kommet til i de senere år er genteknologien, og de risici denne indebærer.
Miljøbevægelserne har været med til at presse en mere restriktiv lovgivning igennem, og til at pege på økologien som et alternativ til giftlandbruget. Eksemplet med «Det industrialiserede landbrug» viser imidlertid to ting: at det kræver uendelig tålmodighed, at give sig i kast med store erhvervsinteresser og deres politiske bagland, og at der er lang vej endnu inden forholdene er blevet markant bedre.
1979 Afmatning i den folkelige interesse
Frem til begyndelsen af 80'erne var det de udadvendte aktiviteter, demonstrationer og «folkeoplysningen», der dominerede. Men efter den anden oliekrise i 1979 indtrådte der en krise i de vestlige lande, der bl.a. bragte Reagan og Thatcher til magten i USA og England.
Det var tydeligt, at mange mennesker var blevet trætte af at høre om miljøproblemer «i tide og utide». Hertil kom en stigende modvilje overfor at beskæftige sig med politik og med samfundet, som Thatcher jo frimodigt havde påstået ikke eksisterede.
Mange opgav troen på nødvendigheden af, at løse problemerne i fællesskab og begyndte i stedet at søge efter individuelle løsninger. At enhver nu var sin egen lykkes smed, blev den barske virkelighed for miljøbevægelserne, for de politiske partier, humanitære foreninger, sportsklubber osv., der alle oplevede medlemstilbagegang.
Frafaldet af aktivister nødvendiggjorde en «omorganisering». Hvor aktivisterne før havde dækket miljøet bredt, blev de nu «eksperter» indenfor et enkelt felt og «professionaliseringen» tog til. I værste fald forfaldt bevægelserne til små bureaukratier, der blot fungerede som sparringspartnere for de statslige organer og evt. industrien.
Professionalisering
Så galt gik det dog ikke altid, men i takt med at miljøproblemerne blev mere komplicerede, faldt mange fra. I dag består miljøbevægelserne hovedsagelig af en kerne af frivillige og enkelte projektansatte. Det har til gengæld betydet, at de grønne bevægelser kan holde et højt fagligt niveau, og har fået en status på lige fod (men ikke med samme tyngde) som de store interesseorganisationer.
NOAH er i dag høringsberettiget part i lovgivnings- og planlægningsprocessen eller inden der udarbejdes endelige EU-direktiver. Bevægelsen har derved fået langt større indflydelse på politiske sager end tidligere. I de senere år er der åbnet op for en nyttig dialog med beslutningstagere og med den mere miljøbevidste del af erhvervslivet.
Bevægelsen er repræsenteret i komiteer og udvalg, der beskæftiger sig med f.eks. genteknologi, transport, EU og lignende. NOAH indkaldes desuden som eksperter, når der afholdes temakonferencer om bæredygtighed, støj, energi, bioteknologi osv.
Således har NOAH fået en slags stempel «som miljøets advokat», som en slags «bindeled» mellem lokale miljøgrupper og statslige organer - om end den ikke er så intens som for 15-20 år siden.
«Professionaliseringen» er et dilemma. På den ene side skal NOAH være et sted, hvor folk kan komme ind fra gaden for at arbejde med miljøspørgsmål, uden at de skræmmes væk af «eksperterne». Der vil altid være brug for praktikere. Ikke alle problemer kan klares intellektuelt. På den anden side vil organisationen fortsat gerne være det sted, hvor mediefolk, beslutningstagere og embedsmænd kan hente kvalificeret viden.
Megen tid går med at holde oplæg i skoler og foreninger og at stå til rådighed for studerende, der søger oplysninger eller viden, de ikke (altid) finder på de højere læreanstalter. Mediearbejde og «bearbejdning» af beslutningstagerne er ligeledes vigtige gøremål.
Der er i dag omkring 20 arbejdsgrupper, der beskæftiger sig med fødevarer, vand, energi, trafik, genteknologi, bæredygtighed, markedsføring, internationale problemer, affald osv. NOAH har eget forlag og udgiver tidsskriftet Miljøsk. Internettet bruges flittigt og kan findes på www.noah.dk
Internationalt samarbejde
Mange af de beslutninger, der berører os i det daglige, træffes langt væk fra det danske samfund, hvad enten det sker i EU eller i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det er derfor vigtigt, at NOAH samarbejder med miljøgrupper i andre lande ud fra den betragtning, at utallige miljøproblemer er grænseoverskridende. Det gælder især luftforureningen.
De multinationale selskaber har været hurtige til at finde sammen i globale sammenslutninger, og har forlængst forstået hvor vigtigt det er at sidde med, når f.eks. WTO's fødevarekomité træffer beslutning om brug af pesticider, eller hvorvidt hormonkød skal være tilladt eller ej. Med den vægt som EU, WTO og de nationale regeringer tillægger «frihandlen», er det vigtigere end nogensinde, at de grønne bevægelser blander sig og påpeger de problemer, der opstår i kølvandet på den «frihandel», der mest er til gavn for de rige lande.
De grønne organisationer har alt for længe nølet med at samarbejde globalt. Det har været til fordel for de multinationale selskaber. NOAH har siden 1987 været tilsluttet den internationale paraplyorganisation Friends of the Earth. Her er det muligt sammen med ligesindede at udveksle oplysninger og koordinere indsatsen. Kun når vi er mange nok og arbejder på tværs af grænserne, er det muligt at påvirke den internationale miljødebat.
Nye udfordringer
Miljøbevægelserne - og det gælder også de nye grupperinger, der opstod i slutningen af 70'erne: Greenpeace, OOA, energikontorerne m.fl. - har nok formået at rokke ved mange menneskers opfattelse af hvilken betydning miljøforholdene har, men samtidig står de også magtesløse overfor det voldsomme forbrug af stort set alting.
Mange af NOAH's tanker og ideer er i dag blevet en del af en officielle miljøpolitik. Ofte mest i ord og ikke så meget i handling. Det gælder således bæredygtighedsbegrebet, der bruges i flæng om noget, der absolut ikke er «bæredygtigt» f.eks. landbrug, trafik osv. At noget er «bæredygtigt» vil sige, at vi i det rige Nord skal skære ned på forbruget. Dels for at der også vil findes (især ikke-fornyelige) ressourcer til de kommende generationer og dels for at give plads til at resten af verdens lande kan forbruge en tilsvarende andel pr. indbygger, dog således at det samlede forbrug ikke overstiger jordens formåen.
Jordkloden er måske ved at få nok af menneskene. At bremse klimaproblemer, drivhuseffekten, ørkenspredningen, den stigende sult i de fattige lande og et hæmningsløse begær i de rige lande er nok mere end den samlede miljøbevægelse kan klare. Dertil er de økonomiske kræfter, der profiterer af elendigheden og af begærets fulde udfoldelse - endnu - alt for stærke.
Miljødebatten har stået på i snart 40 år. Alligevel har de store industri- og erhvervsforetagender den samme uindskrænkede magt som dengang. Manglen på demokratisk og socialt sindelag og ansvarlighed overfor den klode vi alle sammen lever af og på er forfærdende.
Selv om der er opnået mange gode resultater, så er der stadig brug for stærke miljøbevægelser, der bekæmper forureningen, dens årsager samt anviser brugbare alternativer lokalt, nationalt og globalt.
Kampen for et bedre miljø er stadig alt for spredt og usammenhængende. Det kommer de multinationale og globaliserede selskaber til gode. Udfordringen i de kommende år består i, at de grønne bevægelser i langt højere grad kobler miljø, «frihandel», arbejdsforhold og fattigdom sammen, og forstår at årsagen til disse problemer skal søges i den manglende styring og kontrol med markedskræfterne. De grønne bevægelser må derfor forstå, at det fremover er nødvendigt, med endnu mere grænseoverskridende samarbejde og koordination af miljøarbejdet.
Hvis ikke NOAH og de øvrige grønne bevægelser kunne se tilbage på en række «sejre», ville det nok have været svært at holde gejsten oppe. Miljøbevægelserne kan naturligvis ikke tage æren for den blomstrende vindmølleindustri, for kraftvarmeværkerne, for udfasningen af utallige kemikalier, men nok for at have startet debatten, for at have opretholdt et vedvarende pres mod industri og myndigheder og for at have anvist alternativer.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 35.499