Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den permanente revolution er betegnelsen på en teori om virkeliggørelsen af den socialistiske revolution i økonomisk tilbagestående lande, hvor arbejderklassen, i modsætning til bønderne, bare udgør et mindretal i befolkningen. Teorien om den permanente revolution blev udarbejdet i Rusland af Trotskij gennem en marxistisk analyse af Ruslands særegne historiske udvikling.

I den første russiske revolution i 1905 var Trotskij den blandt socialdemokraterne der spillede den mest fremtrædende rolle som formand for St. Petersborg sovjetten I 1906 skrev han mens han sad i fængsel en lang artikel, hvor han analyserede erfaringerne fra revolutionen: «Resultater og perspektiver - revolutionens drivende kræfter.» I henhold til Trotskijs analyse skyldes særegenhederne ved den økonomiske og sociale udvikling i Rusland, at den russiske industri var blevet skabt af staten som et resultat af ydre pres - oftest militært - fra mere udviklede nationer. Proletariatet var derfor blevet skabt uden et politisk stærkt og uafhængigt borgerskab. Proletariatets hegemoni behøvede i Rusland ikke at udvikles i kampen mod borgerskabets politiske hegemoni.

Trotskij mente, at kun proletariatet var i stand til at styrte det zaristiske autokrati - med mere eller mindre støtte fra borgerskabet. Proletariatet kunne derfor ikke give magten fra sig til nogen anden klasse, når den borgerlige revolutions mål var nået, men måtte føre revolutionen videre til den revolutionære fase og etablere proletariatets diktatur. Helt afgørende var imidlertid støtten fra bønderne. Proletariatet måtte sikre sig bøndernes støtte ved at arbejde for at de skulle overtage godserne og således bidrage til at frigøre dem.

Når revolutionen umiddelbart gik fra den borgerlige til den proletariske fase, blev den kaldt uafbrudt - permanent. Netop fordi Rusland var så økonomisk tilbagestående - midt mellem Asien og Europa - kunne proletariatet komme tidligere til magten der, end i de udviklede kapitalistiske stater i Vesteuropa. Men det russiske proletariat ville aldrig være i stand til at virkeliggøre socialismen i isolation. Forudsætningen for at socialismen skulle sejre i Rusland var en revolutionær udvikling i Vesteuropa - især i Tyskland. Men samtidig med at revolutionen i Vesteuropa var en nødvendig betingelse for fuldbyrdelsen af revolutionen i Rusland, kunne revolutionen i øst give stødet til revolutionen i vest. Den bærende tanke i Trotskijs analyse er, at han ser den langsigtede revolutionære udvikling i Europa som en vedvarende dialektisk proces.

Med sine aprilteser accepterede Lenin Trotskijs teori om den permanente revolution. Gennem en længere strid indadtil blandt bolsjevikkerne fik Lenin efterhånden flertal for erkendelsen af den borgerlige revolutions umiddelbare overgang til den proletariske. Og da den revolutionære udvikling i 1917 havde fulgt Trotskijs forudsigelse fra 1906, blev teorien om den permanente revolution bolsjevikisk fælleseje.

Efter Lenins død - da kampen mod Trotskij tog til, og senere da Stalin indledte kampen mod de bolsjevikiske og leninske traditioner - blev teorien om den permanente revolution fremholdt som trotskismens vigtigste kendetegn. Uendelig meget papir og energi blev anvendt for at påvise, at denne teori var leninismen helt fremmed og stod i direkte modsætning til den. Lenins værker blev censureret for at kunne støtte Stalins primitive forsøg på at etablere sin teori om «socialisme i et land» som den uforfalskede leninisme - i modsætning til den trotskistiske, antileninistiske teori om den permanente revolution.

I slutningen af 20'erne skrev Trotskij «Den permanente revolution» i eksil i Tyrkiet. Der forsøgte han at gendrive de stalinistiske forfalskninger og fordrejninger, samtidig med at han uddybede sine tidligere standpunkter. Det var ikke mindst klart for Trotskij, at den proletariske revolution ikke umiddelbart havde vendt sig mod vest som ventet, men mod øst - mod Kina som i slutningen af 20'erne var inde i en revolutionær udvikling.

J.I.B.