Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet finanskapital har mange forskellige betydninger i både dagligsproget og i den fagøkonomiske sprogbrug. Nogle gange anvendes det synonymt med fremmedkapital, dvs. den del af en virksomheds totale kapitalstørrelse der ikke er dens egenkapital, aktiekapital o.l., men tilført udefra i form af lån, ofte fra kreditinstitutioner. Sjældnere anvendes det synonymt med statens økonomiske midler.

Ordets nok mest almindelige betydning har det fået som en del af en politisk jargon, der for alvor fæstnede sig omkring århundredeskiftet. Især den socialistiske økonom og politiker, Rudolf Hilferding, bidrog til at binde én bestemt betydning af ordet til det tyvende århundredes politiske sprogbrug gennem hans monumentale arbejde: «Das Finanzkapital», ofte betegnet som «Das Kapital»s fjerde bind. Arbejdet blev publiceret i Wien i 1911 og griber tilbage til «Kapitalen»s forudsigelse om, at kapitalistiske økonomiske systemer uvægerligt vil komme til at ødelægge deres egen livsnerve, konkurrencen, ved at kapitalismen som system nødvendigvis udvikler en konkurrencefjendtlig monopoliseringstendens. Dette var en central del af Marx' polemik mod den klassiske økonomiske teori, særligt repræsenteret ved den engelske økonom Adam Smith, som ikke mente, at der ville finde en sådan koncentrationsproces sted. I «Kapitalen»s tredje bind, hvor Marx bl.a. udvikler sine tanker om samfundsøkonomiens koncentrations- og centraliseringsprocesser, kommer han imidlertid kun i ringe grad ind på, hvordan denne konkret vil finde sted, og hvilke konsekvenser den vil få for kapitalismen som økonomisk og socialt system. Han antyder, at bankerne vil være en mekanisme der kan drive centraliseringen frem, staten en anden og aktieselskabet en tredje.

Hilferding udvikler og konkretiserer på selvstændigt grundlag disse ansatser fra Marx. For det første argumenterer han empirisk for, at der faktisk har fundet en koncentration af kapitalen sted, finanskapitalen, der er ekspanderet over i andre dele af samfundsøkonomien og har vundet kontrol over disse. For det andet udvikler han en teori om finanskapitalens og monopolernes ekspansion, og de sociale konsekvenser dette får. I Hilferdings egne ord: «En stadig voksende del af industriens kapital tilhører ikke de kapitalister der bruger den. De får kun dispositionsret over kapitalen gennem bankerne, der repræsenterer de egentlige ejere. På den anden side må bankerne anbringe en stadig voksende del af deres kapital i industrien. Derved bliver den i stadig større omfang en industriel kapitalist. Jeg vil kalde den bankkapital, altså kapital i pengeform, som på denne måde i virkeligheden forvandles til industriel kapital, for finanskapital.» Finanskapital er «kapital som bankerne råder over, og som anvendes af de industrielle kapitalister.»

I «Kapitalen» beskriver Marx aktieselskabet som en type kollektivt organiseret ejendom, som er en form for overskridelse af kapitalismen indenfor kapitalismen selv. Marx' bemærkning er imidlertid kortfattet og flertydig. Hilferdings arbejde kan med udgangspunkt i ideen om finanskapitalen betragtes som én mulig videreføring af Marx' ansats på dette punkt. Videreføringen bryder imidlertid klart med helt centrale punkter i Marx' mere udarbejdede teori om kapitalismens skæbne på langt sigt og de virkemidler der må til for at omstyrte de kapitalistiske samfund. Et kernepunkt for Hilferding er, at når monopoldannelsen er fuldt udviklet, er konkurrencen i det væsentlige afskaffet. Monopolerne har delt markederne mellem sig. På basis af disse antagelser drager han den slutning, at kapitalismen nu kan organiseres på en sådan måde, at den kan underordnes «det socialistiske princip om planlagt produktion». For Hilferding bliver dette socialistiske princip muligt at virkeliggøre ved at staten - «den eneste samfundsmæssige organisation der er stærk nok» - overtager reguleringen af økonomien. Som Marx så det, handler det for arbejderklassen ikke om at fjerne selve pengeøkonomien eller statsapparatet, men derimod at få kontrol over staten som et middel til at styre økonomien i sin egen interesse. Hilferdings ræsonnementer blev en vigtig del af grundlaget for de gammelreformistiske retninger indenfor den socialistiske arbejderbevægelse, dvs. de retninger der lagde vægt på, at arbejderklassen kunne realisere sine interesser ved at vinde parlamentarisk kontrol over det borgerlige statsapparat og bruge dette som udgangspunkt for at statsliggøre - nationalisere - finanskapitalen.

Mens Hilferding bygger sin teori om finanskapitalen og dens konsekvenser for samfundets organisering på elementer, der også findes i Marx' tænkning, bygger Lenin sin teori om imperialismen direkte på Hilferdings finansteoretiske grundlag. Selv om Lenin forkaster træk ved Hilferdings teoretiske analyse, og de politiske slutninger han uddrager af den, opfatter han «Finanskapitalen» som «en overmåde værdifuld teoretisk analyse af den nyeste fase i kapitalismens udvikling». For Lenin bliver imperialismen kapitalismens monopolistiske stadium, der «uden undtagelse spinder et net af afhængighedsforhold over alle økonomiske og politiske institutioner i de moderne borgerlige samfund». I modsætning til Hilferding afviser Lenin imidlertid muligheden af at organisere den «snyltende eller rådnende» kapitalisme i dens imperialistiske fase.

Hilferdings analyse af finanskapitalen og Lenins analyse af finanskapitalen som drivende kraft i imperialismen, kapitalismens sidste fase, har imidlertid et vigtig lighedspunkt der adskiller dem begge fra Marx' måde at analysere kapitalismen på. I «Kapitalen» prøver Marx at opstille en almen teori om sammenhængene i dynamikken i enhver kapitalistisk økonomi, som f.eks. at der på en eller anden måde må finde en koncentrations- og centraliseringsproces sted. Hilferding og Lenin foretager ikke den samme type abstraherende systemanalyse, men lader i stedet mønstret i forholdsvis tilfældige data fra et mindre antal af samtidens lande være grundlaget for en konkret og specifik teori om hvordan den historiske udvikling faktisk vil arte sig: Det vil ske en koncentration og centralisering gennem bankvæsenet - og for Lenins del - imperialistisk ekspansion med bankerne og finansoligarkiet som vigtigste drivkraft.

Konfronterer vi Marx' påstand med vor egen samtid, er det ikke vanskeligt at finde en betydelig overensstemmelse. Koncentration og centralisering har i stor målestok fundet sted i alle vestlige lande, selv om mekanismerne har været forskellige. Nogle steder har bankerne formidlet denne proces, andre steder har den fundet sted ved statens mellemkomst, andre steder igen ved hjælp af aktieselskabet, atter andre steder i kombination mellem disse tre institutioner osv. I et internationalt perspektiv holder Lenin/Hilferding-hypotesen altså ikke. Dette bliver særligt klart, når vi betragter udviklingen af de store transnationale virksomheder. Disse har i meget høj grad været selvfinansierende, og det er snarere de transnationale industriselskaber der er ekspanderet ind i bankvæsenet end omvendt. Når hypotesen falder, hænger det sammen med en fælles metodisk fejl hos Lenin og Hilferding: De udvikler begge almene teorier om fremtiden på et konkretiseringsniveau, hvor det ikke er muligt at udforme teorier af denne type. For Danmarks vedkommende har der dog faktisk fundet en udvikling sted af den type Hilferding og Lenin på nogle punkter forudså. Statistikken viser en klart synkende egenkapital i industrien, samtidig med at bankerne har en meget stor del af fremmedkapitalen. Dette giver en høj grad af kontrol over virksomhederne.

T.R.L.

---

Man kan skelne mellem to typer af kapital: Produktiv kapital og finanskapital.

Produktiv kapital er penge, der direkte investeres i fabrikker, ansættelse af arbejdere osv.. Sker investeringen i udlandet kaldes det Direkte Udenlandske Investeringer. Afkastet til denne kapital kaldes profit. Denne kapital ejes i dag overvejende af aktieselskaber, herunder ikke mindst multinationale selskaber.

Finanskapital er penge der udlånes, især til en stat eller en virksomhed. Sker udlånet til udlandet kaldes det portefølje-investeringer. Om pengene derefter bruges produktivt, dvs. til at sætte gang i produktion er uvist. Finanskapitalens afkast kaldes rente. Denne kapital koncentreres i dag i banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde og store investeringsfonde (f.eks. Hedge Fonde).

Den produktive kapital (selskaberne) har en interesse i en lav rente, mens fondene naturligvis ønsker en høj rente. En rentestigning er umiddelbart til fordel for finanskapitalen, men begrundes oftest i at det er nødvendigt at dæmpe den økonomiske aktivitet grundet for høj inflation. Eller i at en høj rente er nødvendig for at tiltrække udenlandsk kapital.

Finanskapitalens organisering

Idag er finanskapitalen i helt overvejende grad organiseret i store fonde.

Det drejer sig om pensionsfonde og forsikringsselskaber, der antages at udgøre op mod 50% af denne kapital. Alene pensionsfondene besad i begyndelsen af 1990'erne 1/3 af alle aktier og ca. 40% af obligationerne. Hertil kommer diverse investeringsfonde: «Mutual funds», der normalt tilpasser sig markedet og som er for alle investorer, og Hedge fonde, der tilpasser markederne (kurserne) til deres behov og som kun er for de store (den minimale investering er på $1 mio). I 1994 rådede disse fonde over US$20 trillioner (US$20.000 mia) i OECD landene.

Monopoliseringen indenfor finanskapitalen er accelereret i de senere år. Alene i 1997 øgede de 10 største fonde deres aktiver fra $3.492 mia til $4.220 mia, dels ved vækst, men især gennem sammenslutninger og erhvervelser («mergers and acquisitions»).

Der er store fordele ved denne koncentration af kapitalen i fonde. Mens en småsparer mere eller mindre må fægte i blinde og ganske er udleveret til det uberegnelige globale marked, kan en fond optræde langt mere rationelt. Den kan købe den nødvendige ekspertise, den kan sprede og dermed mindske risikoen ved at købe mange forskellige typer af værdipapirer («diversificere»); hvis den er meget stor, kan den selv påvirke finansmarkedet, dvs. influere på kurserne på valuta, obligationer og aktier; og hvis den er meget, meget stor kan den blive «too big to fall», altså være nogenlunde sikker på at staten eller IMF frikøber den i tilfælde af store tab.

I «gamle dage» var finanskapital stort set identiske med bankkapital. Bankerne modtog penge fra små og store opsparere og udlånte dem derefter til virksomhederne, så disse kunne investere. I vore dage er tendensen, at pengene går uden om bankerne. Det er der to grunde til.

For det første kan de store fonde lige så godt selv købe og sælge valuta og værdipapirer på finansmarkedet. Det sparer gebyrer og først og fremmest besvær med myndighederne, i den udstrækning der stadig måtte være offentlig regulering af bankvæsenet. Handelen sker enten på den traditionelle vis, dvs. på børsen, eller - og i stigende grad - pr. computer mellem køber og sælger. Det sidste kaldes OTC = Over The Counter. Denne udvikling er blevet muliggjort af den omfattende deregulering af finansmarkedet, specielt børsen. Traditionelt skelner man mellem den børs-orienterede angelsaksiske model og den bank-centrerede tyske og japanske model, men der er klare tegn på, at Tyskland og Japan nærmer sig det nordamerikanske og engelske system.

For det andet klarer de store selskaber i stigende grad finansieringen af deres investeringer udenom bankerne, der jo ofte stiller nærgående spørgsmål, opstiller betingelser osv. Selvfinansiering dominerer. F.eks. kommer 80% af midlerne til engelske firmaers faste investeringer fra deres overskud, og hvis intern finansiering ikke slår til, foretrækker selskaberne at optage lån ved at udstede obligationer, som kan sælges direkte på markedet.

Bankerne har altså mistet magt til fondene og selskaberne. Samtidig engagerer de multinationale selskaber sig i stigende omfang i rent finansielle forretninger. F.eks. har Generel Electric oprettet et datterselskab til dette formål. Grunden er den enkle, at deres traditionelle område, nemlig produktive investeringer, ofte giver et ringere afkast end spekulation. Det kan ofte bedre betale sig at investere penge i valuta og værdipapirer end i nye produkter og fabrikker.

Finanskapitalens oprindelse og funktion

Historisk set var rente- eller ågerkapital den oprindelige kapitalform. Det var den dominerende kapitalform i antikken og helt frem til handelskapitalens gennembrud efter år 1500, hvor de store opdagelser gav et opsving i udenrigshandelen.

Også i den industrielle kapitalismes epoke - dvs. fra sidste halvdel af 1700-tallet og frem - var rentekapitalen (finanskapitalen) af mindre betydning. Som nævnt var virksomhederne i betydelig grad selvfinansierende, således at der ikke var basis for en større finansiel sektor.

Som vi skal se, tyder meget på, at dette billede er ved at vende i den nyliberale epoke (fra ca. 1980 og frem). Dereguleringen af kapitalen har først og fremmest ført til et vældigt opsving i de finansielle kapitalbevægelser, og en stadig større del af overskuddet går til rente snarere end profit.

Et lands samlede indkomst kaldes nationalindkomsten (nogenlunde lig med bruttonationalproduktet). Noget går til forbrug, resten opspares. Opsparingen skulle gerne bruges til produktive investeringer, således at vi sikres forbrug i fremtiden.

I den tidlige kapitalisme havde arbejderne stort set ikke råd til at spare op, så virksomhederne måtte selv finansiere deres investeringer, nemlig ud af overskuddet (profitten). Det var de samme, der sparede op og investerede, så der var ikke basis for en større finansiel sektor, der kanaliserede opsparing hen til virksomhederne.

Den finansielle formidling blev vigtig i takt med at flere og flere kunne spare op. Vi sætter penge i banken, som derefter udlåner til virksomhederne. For denne ulejlighed skal banken have et honorar. Tidligere gennem rentemarginalen (højere udlåns- end indlånsrente), nu snarere i form af gebyrer. Eller vi overlader vor opsparing til store finansielle fonde, specielt pensionsfonde og forsikringsselskaber. Endelig kan det tænkes at vi køber aktier, virksomhedsobligationer og andre værdipapirer på børsen, hvilket formodes at betyde at vi stiller midler til rådighed for virksomhederne. Der er i den vestlige verden - og efter strukturreformerne i forbindelse med krisen 1997/98 også i Østasien - en tendens til at banker spiller en mindre, fonde og børser en større rolle.

Dette er finanskapitalens eksistensberettigelse: Den stiller opsparing til rådighed for produktive investeringer. I sig selv skaber banken og børsen ingen værdier, men disse institutioner udfører en nyttig, formidlende funktion, og for denne indsats skal de naturligvis aflønnes. Dette er teorien - eller snarere glansbilledet.

Den realt eksisterende finanskapital

Finanskapitalen formodes altså blot at være bydreng for opsparerne og den produktive kapital.

Imidlertid har bydrengen overtaget forretningen. Hans lommepenge er svulmet op til at udgøre en meget stor del af værdien af de varer, han blot skulle bringe ud, og en stor del af varerne bringer han slet ikke ud, eller han afleverer dem til de forkerte kunder. Det skal vi nu se.

I USA er finanssektoren i bred forstand svulmet op til at «bidrage» mere til nationalproduktet end den fremstillende virksomhed; i 1985 var det 15% mindre. Og dens andel af de samlede amerikanske profitter er vokset støt, fra 14% i 1980 over 25% i 1985 til ikke mindre end 37% i 1992. Den produktive kapitals andel er tilsvarende faldet, fra 53% i 1980 til 36% i 1992.

Det giver anledning til to konklusioner:

1. Bydrengen betales overdådigt for sine tjenester, faktisk lægger finanskapitalen beslag på en større del af overskuddet end den produktive kapital (37% mod 36%).
2. Den moderne form for kapitalisme - det er givet at tendensen er den samme udenfor USA - er særdeles ineffektiv. Det kan ikke være rationelt, at formidlingen af investeringerne betyder mere for nationalproduktet end det, der skulle formidles. Finanssektoren udfører, med andre ord, sit job meget dårligt. Det kan give mistanke om, at idéen i finanskapitalen alligevel ikke at tjene samfundet, men at tjene sig selv.

Børsen er en af de institutioner, der skulle formidle kapital til virksomhederne, dels ved at låne til dem (købe virksomhedsobligationer), dels ved at købe aktier. Det gør Wall Street faktisk ikke. Virksomhederne klarer stort set finansieringen selv, ud af deres overskud, ligesom i den tidlige kapitalisme. I perioden 1952-95 udgjorde selvfinansieringen i gennemsnit 90% af det samlede kapitalbehov. De udsteder naturligvis til tider nye aktier, men aktiehandelen er altovervejende køb og salg af eksisterende aktier med rent spekulative formål. Dvs. det er sjældent at et aktiekøb giver virksomheden penge. I perioden 1901-96 finansierede virksomhederne i gennemsnit kun 4% af deres kapitaludgifter gennem nye aktier. I de senere år opkøber de amerikanske virksomheder faktisk i stor stil deres egne aktier, bl.a. i forbindelse med overtagelser og sammenslutninger. Nyudstedelser minus disse «tilbagetrækninger» udgjorde mellem 1980 og 96 minus 11% af virksomhedernes kapitaludgifter. Dvs. aktiemarkedet er en negativ kilde til virksomhedskapital. Alt i alt bliver det meget uklart, hvilken samfundsmæssig funktion børsen egentlig har.

Men der er trods alt en andel af finanskapitalen, der kanaliseres over til det produktive erhvervsliv.

Formår finanssektoren at fordele disse midler rationelt, således at pengene går til produktive og fremgangsrige virksomheder og brancher?

En rationel realøkonomi hævdes at forudsætte frihed for finanskapitalen. Det har finanskapitalen fået i den nyliberale epoke, hvor den nationale og internationalt kan agere uden politisk regulering. Frihed er det pæne ord for magt, og finanskapitalens frihed har givet den magt til at forøge sin aflønning - renten - stejlt: Renteniveauet i Tyskland, Frankrig, England og USA tredobledes fra 1,7% i perioden 1956-73 til 5,1% i perioden 1981-93 - til glæde for finanskapitalen og til skade for beskæftigelsen.

Betyder det at kun de virkelig produktive investeringer, der giver en høj profitrate, bliver finansieret? Problemet er her, at afkastet på realinvesteringen er ukendt, når der lånes. Snarere end den sunde virksomhed er det den risikovillige/uansvarlige, der vil/tør låne til en høj rente. Under alle omstændigheder er det givet, at det er den lille virksomhed og det fattige land, der afskæres fra kredit af en høj rente.

Naturligvis vil den finansielle investor foretrække at købe aktier i den virksomhed, som forventes at gå godt og give stort overskud, for det vil betyde højere aktiekurs, og dermed en kapitalgevinst. Derfor kanaliseres pengene derhen, hvor de bliver givet godt ud. Det siger teorien. En sådan rationel fordeling af pengene forudsætter imidlertid, at vor investor kan være rationel, dvs. med en vis sandsynlighed kan forudsige hvilken virksomhed, der vil gå godt. Ellers bliver aktievalget rent lotteri.

Her er der imidlertid to problemer.

Det første er, at i den udstrækning den kapitalistiske økonomi er baseret på markedet, er den økonomiske fremtid uplanlagt og derfor principielt uforudsigelig. Man kan lede efter mønstre og tendenser, men ingen kan vide om de fortsætter ind i fremtiden, for enhver forbruger er fri til i morgen at flytte sin købekraft til andre produkter, og enhver producent er fri til at skifte til andre produkter, som der måske viser sig at være efterspørgsel efter, måske ikke.

Og i den udstrækning økonomien ikke er baseret på markedsmekanismen, men på monopolkapitalistisk planlægning, er det denne planlægning vor investor må kende for at kunne handle rationelt. Men en privatkapitalistisk virksomheds strategi er privat viden. Af hensyn til konkurrenterne fortælles så lidt som muligt, og af hensyn til de potentielle aktiekøbere er det kun lidt, der fortælles, og altid de gode nyheder. Der er en systematisk skævhed i de - få - informationer, som vor investor må bygge på, når han eller hun skal vælge aktier. Det er et standard IMF-krav til kriseramte lande, at de skal gøre deres markeder «mere gennemsigtige» («transparent») og dermed mere effektive. Det kræves imidlertid ikke, at fonde og selskaber skal være mere åbne.

Den gængse teori antager markedseffektivitet («Market efficiency hypothesis»), og den første forudsætning herfor er at de potentielle aktiekøbere kan være godt informeret. Denne antagelse er nødvendig for at legitimere aktiemarkedet, for holder den ikke, er dette reduceret til et rent kasino. Intet tyder på, at den holder.

Den danske finanskapital

Danmark liberaliserede de internationale kapitalbevægelser allerede i begyndelsen af 1980'erne.

Den indenlandske liberalisering fandt sted knapt 10 år senere - i 1989-90 - da staten stort set gav afkald på at regulere finanskapitalen. Tidligere forsøg på at styre bankernes rentepolitik (især forhindre høje udlånsrenter) blev stort set opgivet, og de forskellige finansielle institutioner kunne nu investere, som de ville. Dette medførte den såkaldte «brancheglidning», hvor banker drev forsikringsvirksomhed, realkreditinstitutioner investerede i bankvirksomhed osv. Det giver i stedse mindre grad mening at skelne mellem «banker», «forsikringsselskaber» og «realkreditinstitutioner».

Dette medførte øget konkurrence i sektoren. I første omgang. I anden omgang blev resultatet, at de små blev luget ud eller opkøbt. Altså en meget kraftig monopoliseringstendens. Således er antallet af pengeinstitutter (banker og sparekasser) faldet fra 266 i 1986 til 185 i 2000, og iblandt disse dominerer Danske Bank og Nordea næsten totalt.

Den finansielle sektor er vokset eksplosivt. Mens den i 1986 kontrollerede ca. 1.800 mia. kr, er tallet i 2000 knap 50.000 mia. kr.. Heraf står pengeinstitutterne for 17.500 mia. kr, realkreditinstitutterne for knap 14.000 mia. kr og forsikringsselskaberne ca. 8.000 mia. kr. Resten er især investeringsforeninger, pensionskasser samt ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD).

Disse enorme beløb ejes naturligvis ultimativt af indskyderne (opsparerne): husholdningerne, virksomhederne, udenlandske investorer (spekulanter) m.fl. Det giver disse meget forskellige grupper en objektiv interesse i en høj rente. Også «almindelige» pensionsopsparere er spekulanter, hvis deres kasse spekulerer i japanske yen eller brasilianske statsobligationer.

Magten over disse institutioner og fonde er imidlertid som hovedregel løsrevet fra ejerskabet. Det er bestyrelserne og direktørerne, der bestemmer.

Teorier om finanskapitalen

Da den finansielle sektor var relativt uudviklet i 1800-tallet, foreligger der ikke megen teori fra den tid.

Marx beskæftigede sig dog med emnet i 3. Bind af Kapitalen.

Iflg. marxistisk teori udpresses merværdien af den industrielle - eller produktive - kapital. En del af denne merværdi beholdes, mens resten tilfalder handelskapitalen (handelsprofit) og rentekapitalen (rente). Det er denne sidste kapitalform, som svarer til finanskapitalen. I denne sammenhæng omtaler Marx over mange sider på mere konkret vis kredit og bankvæsen.

Den fremtrædende østrigske marxist, Rudolf Hilferding, udgav i 1911 bogen Das Finanzkapital. Her argumenteres der for at pengekapitalen (bankvæsenet) har opnået en afgørende magt, også i forhold til den industrielle kapital.

Først med Keynes' The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936 sættes finanskapitalen på den teoretiske dagsorden hos en ikke-marxist. Keynes tilskrev krakket i 1929 og den efterfølgende verdenskrise, at den sunde produktive kapitalisme var blevet forgiftet af den spekulative finanskapital. Det, det gjaldt om, var at holde denne finanskapital i skak. Han gik så vidt som til at anbefale «medlidenhedsdrab» på rentekapitalister (det skulle dog ikke forstås bogstaveligt), således at penge kun kunne bruges til enten forbrug eller produktive investeringer. På linie hermed bekæmpede Keynes ved Bretton Woods forhandlingerne muligheden for valutaspekulation.

Siden har forholdet mellem realøkonomien og pengeøkonomien, mellem den produktive og finansielle kapital været meget omdiskuteret. Mens Keynesianere mente, at der var en modsætning mellem de to sektorer, betragter monetarister og nyliberalister finanskapitalen som et nyttigt redskab for realøkonomien. Derfor har de afskaffet den Keynesianske regulering af finanskapitalen (kaldet «finansiel undertrykkelse»).

An.Lu.