Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Olav Storstein

Storstein (1904-1973), norsk lektor og litteraturforsker, har leveret nogle af de vigtigste bidrag til en socialistisk pædagogisk teori i Norge. Samtidig med sit virke som pædagog var han litteraturkritiker og indtager også på dette område en særstilling. Hans værk «Kielland på ny» fra 1936 - ny udvidet udgave i 1949 - er et af de få betydningsfulde studier af norsk litteratur skrevet ud fra et sociologisk, marxistisk perspektiv.

Olav Storstein blev født i Stavanger, hvor han tog studentereksamen i 1923. Han fuldførte krigsskolens nederste afdeling i 1924, blev cand. philol. med norsk som hovedfag i 1931 og arbejdede som lektor frem til 1958.

Storstein var medlem af Mot Dag fra 1930 til 1935, da han blev medlem af Arbejderpartiet. Han var en drivende kraft i socialistiske filologers og realisters forening fra 1933. Blev sammen med en række andre lærere deporteret til Kirkenes af tyskerne i 1942. I 1944-45 var han i Sverige, hvor han underviste ved den norske forlægning Köja Såg i Ångermanland.

Umiddelbart efter at have begyndt at undervise i den højere skole, begyndte Olav Storstein at arbejde med eksperimenter og reformer i modersmålsundervisningen. Han gjorde sig til talsmand for elevernes kollektive selvvirksomhed. Klasseaviser blev skrevet og trykt af eleverne selv og udvekslet med andre klasser. Eleverne fremførte skuespil eller dramatiserede historiske begivenheder i klasserummet med enkle kulisser og teksthæftet i hånden. «Det gælder først og fremmest om at skabe et miljø, hvor eleverne virkelig tør røre på sig, uden uafladeligt at skele til reglerne og konventionerne», skriver han i forordet til «Læsebog for voksne». Gennem elevernes samvirke skulle den sociale ånd og solidaritet udvikles i stedet for konkurrencementaliteten.

Af pædagogiske forbilleder havde Storstein især tre: Freinet, Makarenko og Neil. Han udgav flere bøger, hvor han konkret beskrev sin pædagogiske metode: «Børn» 1932, «Læsebog for voksne til skolebørn» 1938, «Skolen midt i byen» 1945, norsk udgave: «Fremtiden sidder på skolebænken», 1946.

Storstein tog norsk hovedfag på en afhandling om «Hvorfor kunne Alexander Kiellands produktivitet ikke overleve 1880'erne?» Dette tema udarbejdede han videre til et værk om den sociologiske baggrund for Kiellands forfatterskab - «Kielland på ny». Her belyses temaer og konfliktlinier i Kiellands værker ud fra fremvæksten af den moderne kapitalisme i Stavanger, den økonomiske depression og rivaliseringen i borgerskabet og modsætningen mellem borgerskabet og arbejderklassen i 1880'erne. Samtidig tager han de psykologiske aspekter ved forfatterskabet op - Kiellands forhold til sin far og til sin egen sociale baggrund.

I det sidste kapitel i bogen behandler Storstein modsætningen mellem Kielland og de nye litterære retninger i 1890'erne, bohemerne og nyromantikerne. Han fremhæver Kiellands politiske betydning og «nyttepoesiens» aktuelle værdi i en tid, hvor demokratiet går «til en kamp på liv og død mod reaktionen». For ham ledte dette naturligt over i forskning i bohemelitteraturen og nyromantikeren Hamsun. Han arbejdede med et større værk om Hamsun, men dette blev aldrig fuldført.

Storstein skrev en række litterære biografier i Arbejdernes leksikon. I 1950 udgav han «Fra Jæger til Falk» - en samling litterære essays om Ibsen, Hamsun, Hoel, Øverland m. fl.

I.I. / S.Sa.