Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 14.110
: :
Triple oppression

Begrebet «Triple oppression» er et teoretisk analyseredskab til forståelse af nutidens komplicerede undertrykkelsesforhold og deres indbyrdes sammenhænge. Triple oppression betyder en 3-dimensional undertrykkelse betinget af de 3 komponenter: klasse, køn og race.

Begrebets historie

Begrebet Triple oppression blev sidst i 1960'erne udviklet af sorte feminister i USA og England - bl.a. af kvinder fra Black Panther Party. Det generelle samfundsmæssige opbrud, revolterne og kvindebevægelsens opblomstring i slutningen af 1960’erne skærpede de sorte feministers bevidsthed om, at de som kvinder undertrykkes af sorte mænd, samtidig med at de som sorte undertrykkes af hvide kvinder. Udfra egne konkrete erfaringer udviklede de sorte feminister Triple oppression analysen, som bragte fornyelse til venstrefløjens analyser af det kapitalistiske systems undertrykkelsesmekanismer, og i den politiske praksis satte fokus på såvel racismen i kvindebevægelsen som sexismen i de anti-racistiske bevægelser.

Sorte kvinder befinder sig præcist i skæringspunktet mellem racisme og sexisme. Bevidstheden om dette og forsøget på at udvikle en emancipatorisk kamp på dette grundlag skabte basis for Triple oppression analysen.

Det skulle imidlertid tage mange år, før de sorte feministers anstrengelser satte sig igennem hos andre. Først fra slutningen af 1980'erne blev de taget alvorligt af dele af den hvide, radikale kvindebevægelse, og senere hen er begrebet Triple oppression også blevet et vigtigt element i den autonome og anti-imperialistiske diskussion om nye modstands-strategier.

Hvad går Triple oppression analysen ud på?

Triple oppression analysen har gjort op med den traditionelle marxistiske forestilling om, at den revolutionære kampproces forløber langs hovedmodsætningen «kapital contra lønarbejde», og at alle andre samfundsmæssige modsætninger (f.eks. kvinder contra mænd, sorte contra hvide) kun er bimodsætninger af perifer betydning for en revolutionær proces.

Triple oppression har gjort op med dogmet om, at der findes det revolutionære subjekt (den hvide, mandlige industriarbejderklasse) og den revolutionære avantgarde (det ledende revolutionære parti).

Triple oppression tager højde for de meget komplekse undertrykkelsesformer, som i dag eksisterer side om side i den neo-liberalistiske verdensorden. Triple oppression påpeger kampenes udelelighed ud fra princippet «Ingen er frie før alle er frie», og afdækker undertrykkelsesmekanismernes forflettede og forskelligartede karakter.

Bestemmende for et menneskes samfundsmæssige placering er klasse, køn og race, men også andre faktorer spiller ind, f.eks. om du lever i et rigt industriland i Vesten eller i et fattigt og udplyndret land i Syden, om du lever som homoseksuel, heteroseksuel, transseksuel eller noget helt fjerde, om du er handicappet eller lever op til samfundets præstationsnormer for såkaldte raske mennesker, om du er ung eller gammel osv.

Alle de nævnte forhold er af betydning, ingen er vigtigere end andre og det er samspillet herimellem, der skaber et menneskes samfundsbestemte situation. Der er således verdener imellem en hvid kassedame i København, som undertrykkes af sexisme, en sort, mandlig journalist i New York, som undertrykkes af racisme og en cubansk maskiningeniør, som undertrykkes, fordi hun er lesbisk.

Den ene er ikke mere undertrykt end den anden. Den undertrykkelse, de oplever har forskellig karakter, men i høj grad fælles årsager. Alle er de underlagt tvangen til at sælge deres arbejdskraft.

Til illustration af Triple oppression begrebets definition af undertrykkelsesformernes forskellighed og indbyrdes sammenhænge, siger Klaus Viehman fra den tyske, militante anti-imperialistiske kamptradition :

«Det er en brugbar teoretisk konstruktion at forestille sig det globale undertrykkelses-system som et stort net.
Maskerne i nettet er løsere (de imperialistiske centre) eller strammere (den såkaldte «3. Verden»). Trådene er ældre (patriarkatet) eller nyere (kapitalismen), stabilere (Tyskland) eller svagere (Mellemamerika). Trådene danner forskellige knuder (racisme er anderledes forbundet med kapitalismen end med patriarkatet osv.) Nettet bliver hele tiden repareret og knyttet sammen på nye måder (af kapitalen, af de hvide, af mændene) for at lænke andre fast (arbejdere, sorte, kvinder), som til gengæld flår nettet itu så godt, som de nu formår».

Vi er selv del af det vi bekæmper

Helt centralt i Triple oppression analysen står endvidere erkendelsen af, at undertrykkelsesmekanismerne er inderliggjort i os selv: vi er selv en del af det, vi bekæmper.

Det viser sig bl.a., når kvinder reproducerer den kvindeforagt, de har erfaret fra mandssamfundet (f.eks. ved at håne rødstrømpebevægelsen, eller ved at latterliggøre eller usynliggøre lesbiske), og når sorte kvinder kæmper en sej kamp for at få deres hår så glat som muligt, er det fordi de har inderliggjort det herskende systems foragt for sorte mennesker. Undertrykkelsen er altså del af vores selvopfattelse - også når vi søger at gøre op med den. Det er ren voluntarisme ikke at erkende, at alle mænd – uanset hvor stor deres respekt for kvindekampen måtte være – profiterer af at tilhøre det priviligerede køn, og at alle hvide – uanset hvor meget de erklærer sig som anti-racister – er bærere af og priviligerede i det racistiske samfundssystem.

Triple oppression betoner sammenhængen mellem de udadrettede samfundsmæssige aktiviteter for forandring og de personlige bestræbelser på forandring indadtil. Kampen mod samfundets strukturelle undertrykkelsesmekanismer må gå hånd i hånd med kampen indadtil i egne rækker og mod os selv i forsøget på at bryde med de inderliggjorte undertrykkelsesmekanismer, vi selv er med til at videreføre.

Disse to sider af kampen for et andet samfund er lige vigtige og står i et dialektisk forhold til hinanden.

Samtlige venstreorienterede bevægelser, oprør og revolutioner har hidtil først og fremmest prioriteret de økonomiske interessekampe, og revolution er som oftest blevet reduceret til et spørgsmål om erobring af den politiske magt. Forsømt blev kampen for at forandre bevidstheden og frigøre menneskenes tanker og følelser. Forsømt blev først og fremmest de feministiske perspektiver. Venstrefløjens historie er rig på erfaringer om, at en ensidig fokusering på militære, økonomiske og traditionelt politiske kampe ikke fører til en grundlæggende forandring af samfundets værdier og herskende normer.

Efter den sandinistiske revolution i Nicaragua i 1979 lykkedes det ikke for kvindeorganiseringerne at få gennemført noget så elementært som fri abort. Sandinisterne vandt for en årrække den politiske magt, men et generelt opgør med machismoen fandt aldrig sted.

I Palæstina, hvor kvindeorganiseringer spillede en vigtig rolle under intifadaen i 1987, har den mandligt dominerede venstrefløj ofret feministiske perspektiver til fordel for et taktisk samarbejde med reaktionære islamiske kræfter i en fælles front mod besættelsesmagten Israel. Dette betyder, at palæstinensiske kvinder i dag politisk er sat ud på et sidespor og tilmed har mistet helt elementære menneskerettigheder.

Venstrefløjens historie er fyldt med lignende eksempler. Triple oppression analysen forsøger at tage højde for disse erfaringer ved at understrege nødvendigheden af, at en samfundsforandrende proces må rumme modstand mod samtlige undertrykkelsesformer – såvel den økonomiske som den sociale, sexistiske, racistiske, kulturelle etc.

Fælles modstandsnetværk

Triple oppression analysen er af mange marxister blevet beskyldt for at se bort fra klassekampen, og nedprioritere arbejderklassens traditionelle historiske kamp mod borgerskabet. Men analysen står ikke i modsætning til marxismen! I stedet fornyer den traditionelle marxistiske klasseanalyse af det kapitalistiske systems undertrykkelsesmekanismer. Den har i praksis også bidraget til at skabe nye former for modstandsorganiseringer i en tid hvor traditionelle venstrefløjspartier og hierarkisk organiserede befrielsesbevægelser i de fleste lande har mistet opbakning.

Strategisk peger Triple oppression analysen på, at der må skabes fælles modstandsnetværk, hvor de forskellige kampe kan mødes for i fællesskab og i løbende diskussion med hinanden at sætte gang i en helhedsmæssig forandring af systemet som sådan.

En revolutionær forandringsproces kan kun opstå, når forskellige modstandsorganiseringer – f.eks. kvindegrupper, økologiske initiativer, indvandrer- og flygtningeorganiseringer, bydelskampe mod omstrukturering, bevægelser mod den asociale marginaliseringspolitik – når sådanne og mange flere udvikler en fælles rytme og fodslag i kampen for grundlæggende at forandre det herskende samfundssystem.

I den politiske praksis vinder denne form for netværksorganiseringer frem i disse år. Det viser sig såvel på lokalt plan som på globalt plan, hvor en netværksorganiseret modstand fra neden netop er drivkraften i den anti-kapitalistiske bevægelse, som senest har vist sig på gaderne i London (juni 1999), i Seattle (november 1999) og på den globale modstandsdag mod kapitalisme 1. maj 2000.

I.H., A.L.


Litteratur

Bell Hooks: Ain’t I woman. Black women and feminism. Pluto Press, 1982.
Bell Hooks: Yearning : race, gender and cultural politics. South End Press, 1990.
Angela Davis: Women, race and class. Random House, 1981.
Angela Davis: Women, culture and politics. Random House, 1989.
Metropolen(gedanken) & Revolution ? Texte zur Patriarchats- , Rassismus- und Internationalismusdiskussion. Edition ID-Archiv, 1991.
Jenny Bourne, A. Sivanandan, Liz Fekete: From resistance to rebellion – Texte zur Rassismusdiskussion. Schwarze Risse Verlag, 1992.
Andreas Foitzik, Athanasios Marvakis (red.): Tarzan – was nun ? Internationale Solidarität im Dschungel der Widersprüche. Verlag Libertäre Assoziation, 1997.