Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Volpe (1895-1968), fremtrædende italiensk marxist.

Galvano della Volpe var i 1920'erne optaget af datidens filosofiske hovedretning: Giovanni Gentiles idealisme. Hans første filosofiske arbejde, «Den hegelianske dialektiks oprindelse», er tilegnet Gentile, men er samtidig afvisende overfor Gentiles idealiserede version af Hegels dialektik.

Della Volpes Hegel-arbejde understreger den religiøse mystiks betydning for den unge Hegel og indeholder samtidig en vidtgående kritik af Hegels dialektik. Dette tema vender han tilbage til i et stort arbejde fra 1930 om den tyske mystiker Meister Eckhart - «Den spekulative mysticisme hos Meister Eckhart».

I 1930'erne begyndte en lang proces i retning af en materialistisk position. Denne vej gik via den britiske erfaringsfilosof David Hume («David Humes Erfaringsfilosofi I-II», 1933-1935) og Aristoteles («Kritik af de logiske principper», 1940). Fra Hume overtog della Volpe et empirisk erfaringsbegreb og en generel antimetafysisk holdning. Hos Aristoteles søgte han en rehabilitering af logikkens kontradiktionsprincip overfor dialektikkens lære om «modsigelsen» som kilde til al væren. I disse år udviklede della Volpe en stadig stærkere tilknytning til Wienerkredsen (se Positivisme), angelsaksisk filosofi og videnskabsteori.

Krigsudbruddet og opløsningstendenserne i den italienske fascisme førte en række italienske intellektuelle ud i en teoretisk krise og fik dem til at vende sig mod livsfilosofiske problemer. I en kort periode nærmede della Volpe sig Heidegger og Nietzsche. Flere artikler i «Critica fascista» og «Il Primato» kan tolkes både i venstre- og højreretning. Fra begyndelsen af 1940'erne stammer også hans interesse for Kant og Rousseau. To teoretikere som skulle få stor betydning for hans politiske tænkning.

I 1944 meldte han sig ind i det italienske kommunistparti (PCI). Della Volpe gjorde sig straks til talsmand for en metodisk og filologisk Marx-læsning. I Marx' ungdomsskrift «Til kritikken af Hegels retsfilosofi» (1843) genfandt han hovedtanken i sin egen Hegelkritik. I Marx' kritik af stat og parlamentarisme, så della Volpe en fortsættelse af den demokratiske, Rousseau-inspirerede tradition.

Hans første hovedværk som marxistisk teoretiker er «Logik som positiv videnskab» (1950). Dette arbejde sammenfatter studierne over Aristoteles, Kant og Hegel i en marxistisk forståelse. Dersom marxismen skal kunne gøre krav på videnskabelighed, må den marxistiske dialektik ikke komme på kollisionskurs med formal logik. Marxismens «modsigelser» må tolkes som reelle oppositioner i Kants forstand, dvs. oppositioner som ikke indebærer brud på kontradiktionsprincippet. «Logik som positiv videnskab» underminerer en række centrale positioner i den dialektiske materialisme og har været særdeles omdiskuteret indenfor PCI.

Som æstetisk teoretiker stiller della Volpe sig afvisende overfor den traditionelle marxistiske basis-overbygningsmodel. Kunst og litteratur kan ikke reduceres til ideologi i marxistisk forstand. Traditionel marxisme er hjælpeløs, når den skal analysere kunstens erkendelsesmæssige karakter. Della Volpe og hans elever var de første der introducerede russisk formalisme, semiologi og strukturalisme i den italienske diskussion. Hans æstetiske hovedværk er «Critica del gusto» (Kritik af smagen) fra 1962.

Della Volpe indtager også en betydelig plads som politisk filosof. Han kom tidlig til den erkendelse, at marxismen mangler en tilfredsstillende politisk filosofi og lider under savnet af en retsfilosofi. I «Rousseau og Marx» (1962) hævder han, at marxismen må optage den egalitær-demokratiske tradition fra Rousseau og samtidig indarbejde Kants liberale friheder - pressefrihed osv. - i en sammenhængende problematik. En socialistisk stat må baseres på retsstatens principper.

Allerede i slutningen af 1950'erne udarbejdede della Volpe «et historisk kompromis» mellem den revolutionært-demokratiske og den liberale tradition i politisk filosofi. Dermed gav han et teoretisk fundament for den italienske vej til socialismen. Della Volpes politiske tænkning har haft stor betydning for Enrico Berlinguers italienske variant af eurokommunismen.

N.G.