Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Jekaterina Konstantinovna Bresjko-Bresjkovskaja

Bresjko-Bresjkovskaja, (1844-1934), født Verigo. Polsk-russisk revolutionær i den populistiske tradition. Hun deltog i 1870'ernes «vandring til folket» og bevarede altid siden sin tillid til de russiske bønders revolutionære kraft. Efter 22 års fængsel, straffearbejde og forvisning deltog hun efter århundredeskiftet i grundlæggelsen af det nypopulistiske, socialrevolutionære parti (PSR) og blev en af dets ledende skikkelser. Blandt de socialrevolutionære repræsenterede Bresjko-Bresjkovskaja forbindelsesleddet med den ældre generation af populister (narodniki) og gjorde meget for at aktivere de gamle populister i den nye bevægelse. Pga. hendes utrættelige virksomhed blandt bønderne og i respekt for hendes fremskredne alder, gav de socialrevolutionære hende hædersnavnet «babusjka revoljutsii», «revolutionens bedstemor». Bresjko-Bresjkovskaja fremstod i 1917 som en ihærdig modstander af bolsjevikkerne og den fløj af de socialrevolutionære, der samarbejdede med dem.

Hendes politiske udvikling er på flere måder typisk for den radikale russiske adelskvinde i perioden efter zar Nikolaj I's død i midten af det 19. århundrede. Hun opdagede allerede som barn den dybe kontrast mellem adelens luksuriøse liv og de livegne bønders uværdige stilling, slid og lidelser. «Fra jeg var 8 år gammel», skriver hun, «var det spørgsmål der optog mig, hvordan man skulle opnå retfærdighed.» En omfattende læsning af historisk, økonomisk og politisk litteratur samt faderens liberalisme gav hende troen på, at det reformprojekt den «liberale» zar Aleksander II havde under udarbejdelse, ville betyde forandring. Da «frigivelsen» af bønderne endelig blev gennemført i 1861, fik Bresjko-Bresjkovskaja mulighed for på nært hold at følge reformernes virkninger, og bøndernes måbende skuffelse blev hendes egen. Godt nok blev bønderne frigjort med jord, men de fik ofte mindre, end de hidtil havde dyrket, og de måtte betale for den, med den følge at deres økonomiske stilling og hele livssituation blev forværret.

Universitetet i St. Petersburg havde i 1859 åbnet sine døre for kvindelige tilhørere, men under studenterurolighederne der fulgte bøndernes «frigivelse», blev også en kvinde arresteret, og det gav myndighederne anledning til igen at nægte kvinder adgang til universitetets forelæsninger. I 1863 rejste Bresjko-Bresjkovskaja, som så mange andre «oprørske» godsejerdøtre, til hovedstaden for at skaffe sig en uddannelse, og hun deltog i den undergrundsundervisning der fortsat blev givet, mens hun arbejdede som guvernante. Ønsket om selv at tjene til livets ophold var meget udbredt blandt tidens radikale adelsungdom, og var en følge af deres personligt oplevede skyldfølelse og pligtfølelse overfor de udbyttede bønder. Da hun efter 2½ år vendte hjem til hendes faders gods, var det på den betingelse, at forældrene skulle lade hende forsørge sig selv. Faderen hjalp hende med at starte en pigeskole og en skole for bondebørn. I 1869 giftede hun sig med den liberale adelsmand Bresjko-Bresjkovskij, der delte hendes omsorg for bønderne. Det var myndighedernes aktive modarbejdelse af oplysningsvirksomhed blandt bønderne, selv når den tog sigte på at oplyse dem om, hvilke lovlige rettigheder de havde, der åbnede Bresjko-Bresjkovskajas øjne for nødvendigheden af et politisk systemskifte. Hun gik ind i en revolutionær gruppe i Kiev i 1871, tog afsked med familie og ægtemand og gav sit nyfødte barn fra sig for at kunne arbejde fuldstændigt for revolutionens sag.

Bresjko-Bresjkovskaja kom til at dele Bakunins syn på de russiske bønder som en spontan, revolutionær kraft. Som «farverske» gik hun fra landsby til landsby under «den gale sommer» 1874, for i lighed med flere tusinde andre «narodniki» at tale revolutionens sag. Denne «vandring til folket» blev et nederlag for de russiske populister, for bønderne forholdt sig ret uforstående overfor deres budskab. Hundredevis af «narodniki» blev arresteret - deriblandt Bresjko-Bresjkovskaja - men hun undgik den skæbne som ramte andre: At blive udleveret af bønderne til zarens politi. Af hendes memoirer fremgår det, at hun blev varmt modtaget af bønderne, og dette kan forklare den iver hvormed hun genoptog sin virksomhed blandt folket i slutningen af århundredet, da hun vendte tilbage fra fangenskab og forvisning. Populisterne var nu igen på fremmarch, efter at den rene terrorisme der i 1881 kulminerede med mordet på «frigørelseszaren», Aleksander II, i en lang periode havde kompromitteret populismens sag. I årene efter århundredeskiftet rejste Bresjko-Bresjkovskaja rundt i Vesteuropa og USA, hvor hun holdt foredrag og indsamlede penge til den socialrevolutionære bevægelse i Rusland. Hun vendte hjem i 1905, blev tre år senere arresteret og atter sendt til Sibirien - denne gang i livsvarig forvisning. Februarrevolutionen i 1917 gav hende atter friheden, og hun kom tilbage til Petrograd (St. Petersburg) for at spille en ledende rolle i PSR, der nu voksede, til det var det medlemsmæssigt stærkeste politiske parti i Rusland. Spørgsmålet om krigen havde splittet alle de radikale grupperinger i Rusland undtagen bolsjevikkerne. I lighed med mensjevikkernes Plekhanov og anarkisternes Kropotkin talte Bresjko-Bresjkovskaja ivrigt for en aktiv russisk krigsførelse på de allieredes side mod Tyskland og Østrig-Ungarn. «Babusjka» blev som «defensist» betragtet som en af lederne for de socialrevolutionæres højrefløj, og hun støttede kategorisk Kerenskijs provisoriske regering på et tidspunkt, da ingen andre længere gjorde det. Efter Oktoberrevolutionen deltog hun i 1918 i den kortvarige socialrevolutionære modregering i Samara (nu Kujbysjev), før hun emigrerede til USA. Hun døde i 1934 i Prag, 90 år gammel.

M.B.N / J.P.N.