Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

EU's Indre Marked blev i 1985 foreslået af lobbygruppen Round Table of European Industrialists. Planen blev kort efter accepteret af Kommissionen (under socialisten Jacques Delors) og året efter vedtaget i EU. I Danmark blev der stemt om planen i foråret 1986. De borgerlige partier var for, mens Socialdemokratiet, De Radikale og SF sagde nej. Det var valgkampen op til afstemningen, at daværende statsminister Poul Schlüter kom med sin berømte udtalelse: «Unionen er stendød». Formålet var at dementere modstandernes påstand om, at det indre marked ville lede videre over i en Union. Det indre marked var fuldt implementeret i 1992.

Hjørnesten i det Indre Marked er en frigørelse af kapitalen fra politisk regulering, hvilket er nyliberalismens særtræk. Dermed kom nyliberalismen til kontinental Europa, 5 år efter at den var slået igennem i USA (under præsident Ronald Reagan) og England (under premierminister Margaret Thatcher).

Fra toldunion til indre marked

EU var oprindelig en toldunion - dvs. et område med fælles ydre toldmur og ingen told internt.

Men fri - toldfri - varehandel er ikke nok til at skabe en fri - eller uhæmmet - markedsøkonomi/kapitalisme. Der skal også være fri bevægelighed for tjenesteydelser (f.eks. turisme og bankforretninger) og for produktionsfaktorerne - altså arbejdskraft og kapital. Den enkelte arbejder skal frit kunne vælge mellem beskæftigelse i Danmark eller Frankrig, og den enkelte kapitalejer skal frit kunne bestemme om kapitalen skal placeres i en dansk eller spansk virksomhed eller i danske eller tyske værdipapirer.

Retten til at søge beskæftigelse hvor som helst i EU har ikke haft den store betydning. Arbejdskraften bevæger sig ikke meget omkring indenfor EU. Det er immigrationen fra fattige ikke-EU lande, der er betydelig. Der har også været nogen diskussion om en «social pagt», der skulle gavne lønarbejdere og udstødte, og dermed være et slags plaster på den øvrige politik, men det er der ikke kommet meget ud af.

Kapital-liberaliseringen, derimod, har været særdeles effektiv. Den har vendt op og ned på de økonomiske spilleregler. Samtidig med at kapitalen fik lov til frit at bevæge sig mellem EU's forskellige lande, tillod man i øvrigt også frie kapitalbevægelser ind og ud af EU, og kapitalen fik lov til frit at vælge i hvilken branche den ville investere. Dvs. industripolitikken - hvor samfundet påvirker disse prioriteringer - blev stort set afviklet.

Kapitalens dagsorden

Renten er finanskapitalens indkomst eller «aflønning». Umiddelbart skulle man måske tro, at liberaliseringen ville få renten til at falde, fordi et højrente-land ville lokke kapital til, hvorefter den nye kapitalrigelighed ville få prisen på kapital - renten - til at falde. Men faktisk blev det ikke kapitalen, der konkurrerede renten ned, men landene der konkurrerede om at tiltrække kapital ved at hæve renten. EU's renteniveau kom til at ligge meget højt. (Det beroede også på de særlige forhold i Tyskland efter genforeningen).

Denne høje rente har skadet den økonomiske udvikling, især beskæftigelsen. Når renten er høj, vil virksomhederne - den produktive kapital - nemlig foretrække at «investere» i værdipapirer fremfor i arbejdspladser; og hvis de mangler kapital til at udvide produktionen, vil en høj rente jo afskrække dem fra at låne.

Mere generelt betyder kapital-liberalisering, at en regering ikke kan bruge rente-våbenet til at fremme beskæftigelsen. For hvis den sænker renten for at lokke virksomhederne til at investere mere, risikerer man nu at kapitalen flygter til lande med et mere fristende renteniveau.

For at tiltrække kapital - eller undgå kapitalflugt - skal regeringerne holde et passende højt rente-niveau. Men de skal også sørge for at kapitalens omkostninger er små. Omkostningerne for den produktive kapital (virksomhederne, herunder de multinationale selskaber) består bl.a. af selskabsskatter og skatter på dividender, mens omkostningerne for den finansielle kapital bl.a. er skat på renteindtægter. Siden kapital-liberaliseringen har landene i EU konkurreret alle disse skatter ned. F.eks. er den danske selskabsskat reduceret fra 50% i midten af 1980'erne til 30% i dag.

Det er blevet billigere at være kapitalejer, og det reducerede skatte-provenu har gjort det meget sværere for landene at finansiere deres udgifter. Der har været megen diskussion om at indføre fælles EU-skattesatser, men det er blevet ved snakken. Tyskerne har været irriterede over kapital-flugt til Luxembourg og England, hvor kapital-skatten er lav - især Luxembourg er et «skatteparadis». Og for nogle år siden ville den tyske socialdemokratiske finansminister Oscar Lafontaine hæve selskabsskatterne, men nogle store bank- og bilkoncerner truede med at flytte til udlandet, så resultatet blev i stedet en sænkning af disse skatter.

Denne udvikling har været stærkt medvirkende til at hæve profittens andel af nationalindkomsten i EU, mens lønnens andel er faldet. Altså en omfordeling til fordel for kapitalen. Det kan ikke undre at indkomstfordelingen i langt de fleste EU-lande er blevet mere skæv. Her skal det dog også med i billedet at EU's strukturfonde giver en vis omfordeling fra de rige lande i Nordeuropa til især Portugal, Spanien og Grækenland i syd, men disse midler er små, nemlig 6-7% af EU's i forvejen meget begrænsede budget.

Lige konkurrencevilkår

Fri mobilitet for arbejdskraft og kapital er dog stadig ikke nok for at nå det ønskede mål: Ét europæisk marked, altså det Indre Marked. Det kan nemlig tænkes, at regering og lovgivning i de forskellige lande giver forskellige vilkår for virksomhederne. Der er flere muligheder:

• Måske støtter den danske regering danske skibsværfter, så disse får en konkurrencefordel i forhold til de græske. Sådanne støtteordninger forbydes derfor i det Indre Marked, hvilket som nævnt betyder en afvikling af industripolitik. Regeringen kan ikke længere føre en økonomisk politik, der søger at påvirke den økonomiske struktur i landet: fremme én type virksomhed og hæmme en anden. Sådanne sager afgøres nu af markedet, ikke af demokratisk valgte politikere.
• Eller måske foretager det offentlige sine indkøb hos danske virksomheder, for at fremme beskæftigelsen. Det må den ikke længere, for det berøver jo udenlandske virksomheder forretningsmuligheder.
  Ud fra en nyliberal betragtning er det særdeles kritisabelt, hvis det offentlige «monopoliserer» en bestemt virksomhed, f.eks. telekommunikation, luftfart eller postvæsen. Dermed unddrages disse sektorer jo markedets konkurrence. Derfor kræver det Indre Marked «liberalisering», dvs. konkurrence mellem offentlig og privat virksomhed. Demokratisk styring skal konkurrere med kapitalens styring. Vel at mærke på kapitalens præmisser, altså maksimal profit, uanset bredere samfundsmæssige omkostninger og hensyn. Resultatet giver sig selv, nemlig at den offentlige virksomhed enten tilpasser sig spillereglerne i den private sektor - og dermed i realiteten ophører med at være offentlig - eller udkonkurreres og derfor privatiseres.
• Endelig kræver lige konkurrencevilkår samme produktionsstandarder i alle EU-lande. Hvis Danmark stiller højere krav til miljø og sikkerhed end Spanien, udelukkes spanske produkter fra det danske marked, og det er selvfølgelig i strid med idéen om et Indre Marked (Danmark fik her i sin tid en «miljøgaranti», men den har stort set ikke fungeret). EU godkender antibiotika, så derfor måtte Sverige ved sin indmeldelse afvikle sit totale forbud.
  EU kender til to metoder for standardisering: Den ene er reglen om, at hvad der lovligt kan produceres og sælges i ét land skal være lovligt overalt i EU, med mindre særlige forhold taler imod. Denne regel blev institueret af EU-domstolen i en berømt afgørelse («Cassis de Dijon»). Den medfører et «kapløb mod bunden», hvor landet med de mest lemfældige regler sætter standarden. Og udelukker et «kapløb mod toppen», hvor foregangslande trækker de andre med op. Den anden er fælles regler, vedtaget på EU-niveau. En sådan harmonisering muliggør mere rimelige standarder.

Effekten af det indre marked

Intet tyder på at denne markedsrevolution har affødt en større, langsigtet produktionsgevinst. Generelt har den økonomiske vækst i den nyliberale periode kun været halvt så stor som tidligere. Men indførelsen af frit spil for kapitalen har naturligt nok medført et opsving i grænseoverskridende investeringer og i antallet af sammenslutninger og overtagelser blandt virksomhederne, dvs. der blev sat skub i tendensen mod øget centralisering og monopolisering indenfor erhvervslivet.

Demokratiet blev taberen. Politisk indflydelse på den økonomiske struktur blev trængt tilbage på det nationale plan, uden at dette blev kompenseret med mere demokratisk styring på EU plan. Industripolitik blev vanskeliggjort eller ulovliggjort, og den tidligere «blandingsøkonomi», hvor der var en vis balance mellem statens og kapitalens økonomiske magt, blev afgørende forrykket til kapitalens fordel.

An.Lu.